Site logo
Se på kortet
  • Спасский кафедральный собор, Соборная пл., 1, Pensa, Rusland

Læs om byen

Penza er en by ved Sura-floden, og den er hovedbyen i Penza Oblast. Byens historie startede som et af områdets grænsefort i 1640, men der gik til 1663, før zaren beordrede arkitekten Jurij Konstranskij til at anlægge en fæstningsby på stedet. Det blev til Penzas formelle grundlæggelse, og det første anlæg blev til Penzas kreml med en landsby og kvarteret for adelen, handelsfolk og håndværkere. Kosakker var de første, der kom hertil, og senere ankom russiske bosættere, der blev grundlaget for det moderne Penza.

I 1718 fik Penza status af provinshovedstad i guvernementet Kazan, og i 1796 blev byen hovedstad i sit eget guvernement. Gennem 1800-tallet udviklede Penza sig, og byen fik blandt andet et bibliotek, fabrikker og Ruslands første cirkus. I 1874 blev byen en del af det russiske jernbanenet, hvilket stimulerede ny vækst. Med udgangen af århundredet havde Penza cirka 60.000 indbyggere, og det tal voksede støt gennem 1900-tallet. En del af væksten kom fra evakueringen af fabrikker fra det vestlige Sovjetunionen under 2. Verdenskrig, hvor en del blev åbnet i Penza. Gennem resten af århundredet steg indbyggertallet til over 500.000.

I dag kan man opleve en by med flere seværdigheder og muligheder for gode spadsereture. Man kan starte på Leninpladsen, der er centrum i det moderne Penza. På den store og fint anlagte plads kan man se byens Lenin-monument fra 1959, der står foran Penza-regionens regeringsbygning, der blev opført i 1958 i en tidstypisk sovjetisk arkitektur. Går man nogle gader mod nord herfra, kommer man til Penza Oblast Akademiske Dramateater fra 2009, der er en af byens store opførelser. Over for teatret ligger en park, hvor man kan se en statue af forfatteren og litteraturkritikeren Vissarion Belinskij, der blev født 1811 i det nuværende Finland.

I den ældre del af Penza omkring pladserne Lermontovskij Skver og Sobornaja Ploshad kan man se byens domkirke, Frelserkatedralen, som blev opført i klassicisme 1800-1824, men ødelagt under Sovjetunionen i 1934. Kirken blev rekonstrueret i årene 2011-2021 og står igen som før ødelæggelsen med elegant ydre og et fint udsmykket kirkerum. Over for katedralen kan man se Penzas guvernørresidens, der blev opført i 1790, og ved siden af den kan man besøge Penzas regionale kunstmuseum, der er indrettet i en bygning i jugendstil fra 1890erne. Tæt herpå ligger også Penzas regionale museum, der har spændende udstillinger inden for kultur- og naturhistorie.

Penza blev grundlagt i 1663 ved Sura-floden, og tæt på stedet for byens grundlæggelse ligger Treenighedsklostret, der blev etableret som nonnekloster i 1692-1693. Få år forinden havde præsten i byens Fødselskirke doneret jord til formålet, og gennem de følgende århundreder blev der opført flere kirker som fx Helligåndskirken i 1858-1859 og Treenighedskirken, der blev bygget i sin nuværende udgave i 1900. Under sovjettiden blev klostret lukket, og den russisk-ortodokse kirke fik det tilbage i 1992. I dag er klostret stadig aktivt. Over for klostret ligger øen Ostrov Peski i Sura-flodens løb, og her kan man nærmest gå i et landsbymiljø midt i storbyen. Syd for centrum kan man opleve mere landsbystemning i Museet for Folkekunst, der ligger i et særdeles smukt udsmykket træhus.

Topseværdigheder

    Lenin Monument

    Памятник Ленину
    Площадь Ленина

     

    Pensa Regeringsbygning

    Правительство Пензенской области
    Площадь Ленина

     

    Pensa Oblast Akademiske Dramateater

    Пензенский областной драматический театр
    ул. Московская, 89

     

    Pensa Regionale Kunstmuseum

    Пензенская областная картинная галерея
    Советская ул., 3

     

    Frelserkatedralen

    Спасский кафедральный собор
    Соборная пл., 1

     

    Guvernørresidensen

    Губернаторский дом
    Советская ул., 5

     

    Pensa Regionale Museum

    Пензенский государственный краеведческий музей
    ул. Красная, 73

     

    Treenighedsklostret

    Троицкий женский монастырь
    ул. Кирова, 25Д

     

    Museet for Folkekunst

    Музей народного творчества
    ул. Куйбышева, 45

Tilmeld dig vores nyhedsbrev