Site logo
Se på kortet
  • Ulitsa Krasnaya Ploshchad', 1с4, Tobolsk, Tyumenskaya oblast', Rusland, 626156

Læs om byen

Tobolsk er en russisk storby, der ligger ved Tobol-flodens udmunding i Irtysj. Byen blev grundlagt af kosakker i 1587, og den er derved den næstældste russiske by i Sibirien. Tobolsk blev herefter et af centrene for Ruslands kolonisering af Sibirien, og fra Tobolsk blev der grundlagt en del byen i regionen som fx Surgut og Tara, der skulle virke som forsvar af Tobolsk. Byen voksede hurtigt med dens gode beliggenhed ved både Tobol og Irtysj, og flodsejladserne var indbringende, hvilket også var tilfældet med Tobolsks handel med Kina i øst og Bukhara i syd.

I 1708 blev Tobolsk hovedstad i det nydannede sibiriske guvernement, og året efter kom der vækst i byen med de mange svenske krigsfanger, der kom hertil efter Sveriges nederlag i Slaget ved Poltava. Allerede fra 1719 blev Tobolsks politiske betydning svækket, idet Sibirien derfra blev inddelt i flere enheder, hvorved Tobolsks magt over det kolossale område blev reduceret, og selv byens status som hovedstad i det vestlige Sibirien blev med tiden flyttet. Således blev Omsk regionens hovedby fra 1820erne. I slutningen af 1800-tallet blev Tobolsk forbigået af anlægget af Den Transsibiriske Jernbane, der i stedet blev bygget gennem Tjumen og Omsk.

I forbindelse med den russiske revolution i 1917 skrev Tobolsk sig ind i historiebøgerne. Efter zar Nikolaj II’s abdikation i marts, evakuerede den nye provisoriske regering zarfamilien til Tobolsk i august og satte dem i husarrest i byens tidligere guvernørpalæ indtil april 1918 hvor sovjetstyret flyttede familien til Jekaterinburg. Med Sovjetunionen mistede Tobolsk i 1920 sin status som regional hovedstad, og byen blev i stedet en del af Tjumen-provinsen. På det tidspunkt havde byen 15.000 indbyggere, og det tal er siden da vokset til omkring 100.000.

I dag kan man gå nogle dejlige ture og nyde Tobolsks seværdigheder. Den største og mest berømte er byens Kreml, der ligger højt hævet over Irtysj. Kreml blev bygget i sten som det eneste af sin slags i Sibirien, og det startede i 1683-1686, da håndværkere fra Moskva opførte den smukke Sofia Himmelfart Katedral, der med sine forgyldte og stjernebesatte kupler stadig er et af Kremls fineste byggerier. I begyndelsen af 1700-tallet byggede man mure og tårne omkring området, og det blev efterhånden til det Kreml, man kan se i dag. De vigtigste dele af komplekset lå bag anlæggets solide mure, mens flere andre bygninger blev opført omkring det interessante område.

I det indre gårdmiljø i Tobolsk Kreml kan man nyde synet af de mange hvide bygninger omkring plænerne. Ud over Himmelfartskatedralen kan man blandt andet se det teologiske seminarium, der åbnede som en slavisk-russisk skole i 1703, og som blev teologisk skole i 1743. En af de andre store bygninger i omkring Kreml er de borglignende handelsarkader, Gostinyj Dvor, der blev opført 1702-1706. Man kan også se og besøge Biskoppernes Residens, der nu huser et museum for den ortodokses kirkes historie i Sibirien. Foran selve Kreml kan man se Guvernørens Palads, der er indrettet som museum for Sibiriens regerings historie.

Nord for Kreml åbner det moderne Tobolsk sig, og her kan man se den smukt anlagte Sejrsplads, hvor byens rådhus ligger i den ene ende, og hvor en park og et mindeanlæg strækker sig det meste af vejen til Irtysj. Midt på pladsen kan man se Tobolsks krigsmindesmærke, der står som monument for de faldne under kampene i 2. Verdenskrig. Monumentet blev indviet i 1987, og i 2010 blev det suppleret af den stele, der udgør anlæggets centrale del. Man kan også gå ad Kremls trapper til området syd for byens gamle centrum. Her ligger Museet for Zar Nikolaj II’s Familie i et tidligere købmandspalæ, der var residens for sibiriske guvernører fra 1800-tallet, og som husede zarfamilien i deres husarrest fra august 1917 til april 1918.

Topseværdigheder

    Tobolsk Kreml

    Тобольский кремль
    ул. Красная пл.

     

    Sofia Himmelfart Katedral

    Софийско-Успенский собор
    Тобольский кремль

     

    Tobolsk Teologiske Seminarium

    Тобольска Духовная семинария
    Тобольский кремль

     

    Biskoppernes Residens (Museet for Den Ortodokse Kirkes Historie i Sibirien)

    Архиерейский дом (Mузей истории православия Сибири)
    Тобольский кремль

     

    Guvernørens Palads (Museum for Sibiriens Regerings Historie)

    Дворец Наместника (Музей истории правления Сибири)
    ул. Красная пл., 1

     

    Monumentet for Faldne i 2. Verdenskrig

    Памятник Воинам Освободителям
    Сквер Победы

     

    Museet for Zar Nikolaj II's Familie

    Музей Семьи Императора Николая II
    ул. Мира, 10

Tilmeld dig vores nyhedsbrev