Se på kortet
Fuji-Hakone-Izu National Park, Motohakone, Hakone, Kanagawa, Japan
Læs om byen
Nationalparken Fuji-Hakone-Izu er er 1.227 kvadratkilometer stort område, der ligger mellem storbyerne Tokyo og Nagoya. Der er stor variation i naturen og i seværdighederne i nationalparken, som spænder over så forskellige områder som vulkanen Fuji/Fujisan (富士山), Fujis Fem Søer/Fuji-goko (富士五湖), byen Hakone/Hakone-machi (箱根町), Izu-halvøen/Izu-hantō (伊豆半島) og Izu-øerne/Izu-shotō (伊豆諸島).
Nationalparkens områder og forskellige klima- og vækstzoner gør, at man i parken kan vandre i bjerge, sejle på søer, besøge varme kilder, opleve smukke kystlinjer og meget andet. Fuji-Hakone-Izu blev etableret som nationalpark i 1936, og den var dermed en af Japans fire første nationalparker. Parken fik sit nuværende navn i 1950, da Izu-øerne blev en del af parkområdet.
Fuji-Hakone-Izu er den mest besøgte af Japans nationalparken, hvilket skyldes dels beliggenheden tæt på Tokyo, Yokohama og Nagoya og dels den nemme adgang til en stor del af parkens topseværdigheder med Fuji og Fujis Fem Søer som de mest populære steder. Man kan således få et godt indtryk af nationalparken på en endagstur fra fx Tokyo, hvorfra man også kan se Fujis ikoniske top i klart vejr.
Topseværdigheder
Fuji
富士山
Fujisan
Fuji er Japans højeste bjerg, og dets top når en højde på 3.776 meter. Fuji er en klassisk stratovulkan, hvilket tydeligt ses på dens kegleformede top, der senest gik i udbrud fra 1707 til 1708. Det er også et af Japans tre hellige bjerge, hvor Haku (白山) og Tate (立山) er de andre. Bjergene menes at have særlige kræfter, hvilket kommer fra shintoismens animistiske struktur, hvor religionen gennem ånder, liv og sjæle er repræsenterede mange steder i naturen som fx i floder, træer og bjerge.
Hele den religiøse tilbedelse af Fuji-bjerget omtales som Fuji-tro/Fuji shinekō (富士信仰). Ifølge legenden startede det i år 27 f.Kr., hvor kejser Suinin sidestillede bjerget med en guddom og tilbedte det for at pacificere vreden i form af udbrud. I 806 beordrede kejser Heizei, at Shinto-helligdommen Fujisan Hongū Sengen Taisha (富士山本宮浅間大社) skulle bygges ved foden af bjerget. Helligdommen dækker i dag hele bjergtoppen fra den 8. station og opad.
Fuji er også vigtig i japansk buddhisme, især i dens bjergkultform, Shugendō (修験道), som ser det at bestige bjerget som et udtryk for sin tro. I det 12. århundrede byggede den buddhistiske præst Matsudai Shonin et tempel til Sengen Dainichi, der er bjergets buddhistiske guddom, på kraterkanten. Bjerget er også tilbedt af en række forskellige sekter, hvor den mest fremtrædende er den Shugendō-påvirkede Fuji-kō (富士講), der blev grundlagt i 1500-tallet.
Fuji er placeret i kontaktzonen mellem den eurasiske plade, Stillehavspladen og den filippinske plade, og bjerget er en af stratovulkanerne i Stillehavets såkaldte ring af ild. Vulkanen er klassificeret som aktiv med lav udbrudsrisiko. Forskere mener, at Fuji blev dannet i fire adskilte perioder med vulkansk aktivitet: De første faser skabte en andesitkerne og et basaltlag, mens de øverste lag over jordoverfladen blev dannet for hhv. 100.000 år og 10.000 år siden.
Den mest almindelige måde at besøge Fuji på er med en af de populære endagsture fra Tokyo. På turen vil man med stor sandsynlighed kommer til Fujis 5. station, hvor man kan nyde naturen i cirka 2.400 meters højde. I klart vejr kan man se op ad bjergsiden til toppen af bjerget herfra, og på en sådan tur kommer man generelt tæt nok på bjerget og Fujis bjergsøer til at få et godt indtryk af naturen omkring Fuji og til at se den ikoniske bjergtop. Turen kan også byde på sejlture og en svævebanetur til et fint udsigtspunkt med panoramakig til Fuji og det omkringliggende landskab.
Hakone Ropeway
箱根ロープウェイ
Hakone Rōpuwei
Hakone Ropeway er en svævebane, der forbinder byerne Sōunzan (早雲山) og Tōgendai (桃源台) over en strækning på cirka fire kilometer. Undervejs fra Sōunzan i 757 meters højde til Tōgendai i 741 meters højde passerer man Ōwakudani (大涌谷), der ligger 1.044 meter over havet. Hakone Ropeway leder ved Tōgendai til den kendte Ashi Sø/Ashinoko (芦ノ湖).
På turen er der den ene betagende udsigt efter den anden, og det gælder også fra stationen Ōwakudani, hvor man skifter fra en svævebane til en anden. Det giver et fint ophold i højderne på vejen mod Tōgendai. I klart vejr troner det hellige bjerg Fuji i horisonten og kan ses fra store dele af svævebaneturen.
Man kan med fordel tage et ophold i Ōwakudani, hvor der er flere ting at se. Navnet Ōwakudani betyder "den store kogende dal", og det er meget rammende, idet området er geologisk aktivt med svovl, der syder og kommer op fra undergrunden. Det skyldes et historisk vulkanudbrud, som man stadig tydeligt kan se og lugte resultatet af. Man kan besøge et geologisk museum på stedet, der er kendt for de sorte æg, der koges i den geologiske aktivitet.