Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Monument Valley er et område i Arizonas ørkenlandskab, der er berømt for sine mange klippeformationer, der står spredt og rejser sig fra det ellers flade land. Mange vil nikke genkendende til Monument Valley, fordi de har set en eller flere amerikanske westernfilm, men de særegne formationer er med eller uden westernfilm et af de mest ikoniske landskaber i det vestlige USA.

Monument Valley ligger centralt på det såkaldte Colorado-plateau, som spreder sig på et 337.000 km2 stort område omkring floden Colorado River og nogle af dens bifloder. Plateauet breder sig over staterne Arizona, Utah, New Mexico og Colorado, og det er kendt for flere velbesøgte seværdigheder som fx Grand Canyon og Monument Valley.

Colorado-plateauet består hovedsageligt af en ørkenhøjslette, men der er også spredte skove. Det store område kaldes også for Red Rock Country for dets røde jordfarver, og man kan finde et utal af geologiske formationer her. Det gælder ikke mindst de progressive erosioner af det hårde plateau, der bliver nedbrudt til finner, hvori der kan dannes naturlige buer eller vinduer. Disse buer nedbrydes efterfølgende til jordpyramider, som man fx kan se i Bryce Canyon i Utah.

Formationerne i Monument Valley og andre steder i Colorado-plateauet er blevet skabt i områdets Navajo-sandsten. Sandsten er aflejret sand, der gennem tiden er blevet sammenpresset og hærdet. Aflejringerne består hovedsageligt at feldspat og kvarts, og der kan fx være ler eller silikat som bindemiddel mellem sandkornene. De mange formationer er såkaldte butter, hvis navn kommer fra det franske ord for små bakker. En butte er kendetegnet ved, at dens top er smallere end dens højde. Forholder det sig omvendt, kaldes formationen en mesa.

Butterne blev dannet af erosion og forvitring, og de blev så at sige stående, fordi dækbjergarten i toppen på netop disse steder var langt hårdere end i de eroderede omgivelser. Under dækbjergarten ligger mindre modstandsdygtige sten, men idet dækbjergarten er uigennemtrængelig for væsker, giver den beskyttelse til de underliggende sten, der derved undgår vandafslidning. På den måde bliver en butte stående med lodrette vægge, og efterhånden som toppen trods alt eroderes af slid og forvitring, falder dette materiale ned langs siderne og danner skråningerne, som man kan se omkring butterne.

Selve erosionen og forvitringen er sket over lang geologisk tid, hvor området løbende har været dækket af have og store floder, og vandmasserne har sammen med vind og is langsomt men sikkert skabt den eroderede Monument Valley, der ligger flere hundrede meter under toppene af de bestående butter, som erosionen ikke har slidt ned.

Når man i dag vil besøge Monument Valley og se de uforglemmelige klippeformationer, kommer man kørende ad Road 163 fra byen Kayenta i Arizona i syd eller fra Utah i nord. Langs vejen kan man fint danne sig et indtryk af både butter og mesaer, og det er nemt at tænke sig tilbage til indianerstammernes tid på højsletten eller til de ikoniske westernfilm, mange nok kender. Man bør dog tage tiden til at besøge hjertet af området, hvor man kan se de mest kendte formationer. Det gør man ved at tage Monument Valley Road fra Road 163 til Monument Valley Tribal Park Visitor Center.

Besøgscentret er et godt sted at starte for at få mere viden om Monument Valley og Monument Valley Navajo Tribal Park. Fra besøgscentret kan man nyde den mest kendte udsigt i hele området. Det er panoramaudsigten til Mitten Buttes og Merrick Butte. Når man kigger ud til dem og over hele landskabet, kan man tænke på, hvordan landskabet har ændret sig fra plateau til en eroderet dal over cirka 50 millioner år. Vil man tættere på formationerne, kan man køre ad Loop Road, og det kan anbefales at tage en tur fra besøgscentret, hvor man får fortællinger om stederne og formationerne undervejs.

Monument Valley blev ikonisk og verdenskendt med hjælp fra Hollywood. Det startede i 1930erne, hvor Mike Goulding tog fotografier fra området med til filmproducenterne, og John Ford valgte at filme det meste af westernfilmen Stagecoach med John Wayne i hovedrollen i Monument Valley. Filmen blev en succes, og med den begyndte amerikanerne at associere området med det mytiske vilde vesten. Siden da er adskillige film blevet filmen i Monument Valley, som mange vil genkende fra film som fx Forrest Gump og Back to the Future III.

Monument Valley ligger i indianerreservatet Navajo Nation, der er der største reservat i USA. Navajo Nation ligger i Arizona, New Mexico og Utah, og det overlapper navajostammens oprindelige hjemland. Navajo Nation er i dag hjemsted for en stor del af navajostammens medlemmer, og det ca. 71.000 km2 store område fik sine nuværende grænser i 1934.

Navajo Nation fungerer som andre af USA's indianerreservater som delvist selvstyrende områder, der ikke er underlagt de stater, de ligger i. Reservateterne hører under den føderale regering, der har den absolutte regeringsmagt over reservaterne. På den måde skal Navajo Nation og de øvrige reservater sende alle foreslåede love til det amerikanske indenrigsministerium. Der er dog gennem årene indgået en række generelle aftaler om fx handel og rettigheder til vand.

I Navajo Nation består befolkningen af op mod 90 % navajo, og dertil kommer 6 % øvrige indianere, hvorfor den oprindelige befolkning er klart dominerende. Stammens traditionelle bolig er en såkaldt hogan, der er et rundt hus af træ og sten. Navajo Nation har egen regering, eget politi og en egen præsident.

Ture fra byen

    USA Grand Canyon

    Grand Canyon National Park

    Grand Canyon National Park er en amerikansk park, som er hjemsted for det verdensberømte naturområde Grand Canyon. Parken ligger omkring de 447 kilometer af floden Colorado River, som gennem millioner af år har formet landskabet til den kolossale kløft, der i dag ligger i den nordøstlige del af staten Arizona.

    Grand Canyons dimensioner er kolossale, og kløften er mellem 6 og 29 kilometer bred. Dybden varierer med største dybde på helt op til 1.600 meter, og Coloradoflodens snoede løb graver sig fortsat længere ned, selv om dette ikke er noget, der går hurtigt. Hele vejen langs floden er kløften som sprængt med en kunstners sans for former og farver, og overalt er der et spil i solens stråler mod de hovedsageligt rødnuancerede klippeformationer, og man kan ikke få sig selv til at slippe synet.

    Læs mere om Grand Canyon National Park

     

    Zion National Park, Utah

    Zion National Park

    Zion National Park er en amerikansk nationalpark, der ligger i et bjergrigt område i det sydvestlige Utah. Det er et sted, hvor Colorado-plateauet møder ørkenen Mojavo Desert og afvandingsområdet og ørkenen Great Basin. Det møde skaber et rigt dyre- og planteliv og mange geologiske formationer som fx butter, mesaer og kløfter mellem nationalparkens bjerge. Den store sydlige del omkring byen Springdale blev gjort til nationalpark i 1919, mens den nordvestlige del omkring Kolob Canyon blev tilføjet i 1937.

    Den største seværdighed i parken er den kløft, som floden Virgin River har skåret ud af plateauet gennem millioner af år. Historisk blev Colorado-plateauet skabt ved, at blandt andet vulkaner deponerede enorme mængder materialer, og gennem kolossalt tryk og varme blev de nederste lag til klipper, der gennem landhævning dannede det høje plateau, der stadig ligger som en højslette i flere kilometers højde. Efterfølgende har områdets regn skåret først bittesmå revner i stenene, hvor det kunne løbe naturligt mod havet, og små sprækker blev efterhånden til områder som Zion Canyon og Grand Canyon.

    Læs mere om Zion National Park

     

    Albuquerque, New Mexico

    Albuquerque

    Albuquerque er den største by og hovedstaden i den amerikanske stat New Mexico. Byen blev grundlagt i 1706 som La Vila de Alburquerque og opkaldt efter den spanske vicekonge, der havde titel af hertug af Alburquerque. Byen lå i kongedømmet Santa Fe de Nuevo México, og den blev anlagt efter traditionelt spansk mønster med en central plaza. Området blev amerikansk territorium i 1846, og Albuquerque blev en voksende garnisonsby, der havde 3.000 indbyggere i 1859.

    Jernbanen kom til byen i 1880, og med den blev New Albuquerque bebygget øst for den gamle spanske by. I år 1900 kørte der sporvogne i byen, der også havde fået et universitet og 8.000 indbyggere. I 1926 kom Route 66 til Albuquerque, og det gav en vækst i turismen til byen. Senere blev der etableret luftbaser omkring Albuquerque, der senere i 1900-tallet gennemgang en stor vækst i forstæderne, og som de seneste årtier har oplevet en revitalisering af byens centrum.

    Læs mere om Albuquerque

Tilmeld dig vores nyhedsbrev