Se på kortet
Mae Sot Night Market, Mae Sot, Mae Sot District, Tak, Thailand
Læs om byen
Mae Sot er en grænseby, der ligger i det vestlige Thailand blot få kilometer fra grænsen til Myanmar. Byen er livlig og præget af den grænsehandel, der krydser Moei-floden, som danner en naturlig landegrænse.
Mae Sot-området er præget af mange etniske folkeslag, hvor de fire dominerende er thaier, burmesere, kinesere og karenfolket. I og omkring Mae Sot kan man se mange burmesere, der arbejder i Thailand, og kvindernes pudrede kinder og mændenes sarong-bukser er blandt deres kendetegn.
Vejen til Myanmar går ad Thai-Myanmar Venskabsbroen, der blev bygget i 1997, og det er netop langs vejen til Myanmar, at nogle af byens seværdigheder ligger. Man kan også tage på ture i omegnen af Mae Sot, der er omgivet af bjergrige landskaber med brusende floder, smukke vandfald og andre af naturens perler.
Topseværdigheder
Chumphon Khiri Tempel
Wat Chumphon Khiri
Wat Chumphon Khiri er et tempel, der blev bygget i 1800-tallet. Gennem tiden er anlægget blevet restaureret og ombygget flere gange, og der er blandt andet blevet opført en chedi, som var inspireret af Shwedagon-chedien i Myanmars hovedstad Yangon.
Ud over den store, forgyldte chedi er der også andre bygninger i templet, der med sine rige udsmykning er ganske seværdige.
Thai Wattanaram Tempel
Wat Thai Wattanaram
Wat Thai Wattanaram er et tempelkompleks, der ligger den del af Mae Sot, som ligger nær grænsebroen til Myanmar. I templet kan man blandt andet se en del Buddhafigurer, der blev produceret i burmesisk stil som fx en kolossal liggende Buddha fra 1993.
I tempelanlæggets viharn kan man se en udstilling af burmesiske musikinstrumenter. Derved kan et besøg på stedet give en smag af at være i Myanmar, som ligger under en kilometer fra templet.
Talat Rim Moei Grænsemarked
ตลาดริมเมย
Talat Rim Moei er navnet på et marked, der ligger ved grænsebroen til Myanmar. Som grænseby er handel naturligvis udbredt i Mae Sot, og på Rim Moei-markedet sælger forskellige befolkningsgrupper alskens varer.
Markedet er et godt sted, hvis man vil købe nogle burmesiske produkter, og alene atmosfæren giver en forsmag på nabolandets kultur. Der er naturligvis også en del lokale thaier, der benytter markedet og området omkring det.