Se på kortet
Mairie de Calais, Place du Soldat Inconnu, Calais, Frankrig
Læs om byen
Calais er en smukt beliggende by ved Den Engelske Kanal, og den er en af de nordligste byer i Frankrig. Fra Calais er der udsigt over Doverstrædet, hvor England ligger godt 30 kilometer mod nordvest. Og det er da også netop som havneby, Calais har udviklet sig, hvor byen allerede i middelalderen var centrum for transport og handel med England, der også har haft herredømmet over den strategisk vigtige by. Det var tilfældet fra 1347, hvor Edward III erobrede byen. Calais blev formelt engelsk med Traktaten i Brétigny i 1360.
Edward III ville henrette alle byens indbyggere for deres forsvar mod England, men endte med at nøjes med seks højtstående borgere, der ofrede sig for at redde byens andre indbyggere. Deres liv blev dog skånet på dronningens mellemkomst. Under den engelske krone udviklede Calais sig med stor produktion af uld og som indgangsport til England for mange vigtige varer. Den engelske tid varede til 1558, hvor Frankrig genvandt byen. Efter århundreder kom Calais igen i fokus under 2. Verdenskrig, hvor byen blev udsat for store bombardementer, der nærmest lagde Calais i ruiner. Det skete allerede i maj 1940, hvor byen var bombemål for angribende tyske tropper.
Calais’ centrum ligger på en ø tæt på byens havn og Den Engelske Kanal. Place d’Armes er den centrale plads, og den er som den øvrige by præget af moderne byggeri, som blev opført efter 2. Verdenskrig. På pladsen kan man se koncertsalen Le Halle og Tour du Guet, der er et udkigstårn, som oprindeligt blev opført i 1214. Det 39 meter høje tårn blev bygget som en del af byens datidige fæstningsværker. Det blev ødelagt af et jordskælv i 1580 og benyttet som fyrtårn til 1848, hvorefter det blev anvendt som centralt udkigstårn. Går man lidt mod nordøst fra pladsen, kommer man til Phare de Calais, der er et 53 meter højt fyrtårn, som afløste Tour du Guet i 1848. Man kan besøge fyrtårnet, hvorfra der er en vidunderlig udsigt.
Der er flere interessante seværdigheder i Calais, hvor man kan gå til Église Notre-Dame, der også ligger i den gamle bydel. Det er en katolsk kirke, som blev opført i engelsk gotik fra 1100-tallet til 1300-tallet. Kirketårnet fik en interessant rolle i 1787, hvor det blev benyttet som referencepunkt i afstandsmålingen mellem observatorierne i Paris og Greenwich. Kirken er blevet ødelagt gentagne gange. Det skete senest under 2. Verdenskrig, men hver gang er Notre-Dame blevet genopført. Tæt herpå kan man gå en tur i Parc Richelieu og besøge Musée des Beaux-Arts, der er Calais’ førende kunstmuseum. På museet kan man se kunst fra 1500-tallet til i dag, og der er et rum dedikeret Auguste Rodin og hans værk Borgerne fra Calais/Les Bourgeois de Calais.
Les Bourgeois de Calais er en skulpturgruppe, som byen Calais bestilte hos Auguste Rodin i 1884. Værket blev færdiggjort i 1889, og det viser de borgere, der ofrede sig til den engelske konge for byens skyld i 1347. Man kan se Rodins værk på pladsen foran Calais’ rådhusbygning, der også er byens vartegn. Rådhuset står syd for den centrale ø i byen, og det blev bygget i årene 1912-1925. Rådhusets 72 meter høje klokketårn blev tilføjet UNESCO’s liste over verdens kulturarv i 2005 som en del af en samling klokketårne i Belgien og Frankrig. Fortsætter man mod syd fra rådhuset, kommer man til byens smukke teaterbygning, Grand Théâtre de Calais, der blev bygget 1903-1905.
I dag er Calais stadig et vigtigt knudepunkt for trafik mellem Frankrig og England, idet der er færger til England fra byens havn, og fordi tunnelen under Den Engelske Kanal udgår fra området umiddelbart sydvest for byen. De mange færger til England kan man se i byens havn eller fra Calais’ brede bystrand, der ligger i gåafstand fra centrum. I samme område kan man gå en tur langs nogle af kanalerne i Calais og se nogle af byens gamle fæstningsværker. Nord for den gamle bydel ligger Fort Risban, der allerede fungerede som en del af Calais’ forsvar ved englændernes angreb og belejring i 1346. Vest for den gamle bydel ligger det gamle citadel fra 1500-tallet.