Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Mysore er en by i Indien, der officielt hedder Mysuru. Den har en spændende historie, og byen var hovedstad for Kongeriget Mysore fra 1399 til 1947 og fungerede som det traditionelle sæde for Wadiyar-dynastiet. Mysore er ikke mindst af den årsag kendt for sine smukke seværdigheder inden for indisk kulturarv, paladser og rige kultur, som har givet byen tilnavne som City of Palaces og Heritage City. Byens navn stammer fra Mahishur, som betyder byen Mahishasura på sproget kannada, og den er opkaldt efter den mytologiske dæmonkonge Mahishasura, der blev besejret af gudinden Chamundeshwari. Mysore har spillet en vigtig rolle i Sydindiens historie og har været under kontrol af forskellige dynastier, herunder Gangas, Chalukyas, Cholas og Hoysalas.

Under Wadiyar-dynastiet oplevede Mysore betydelig udvikling, især under Krishnaraja Wadiyar III og Krishnaraja Wadiyar IV, som gjorde byen berømt for sine brede veje, storslåede bygninger og elegante parker. Hyder Ali og Tipu Sultan, der kortvarigt var ved magten, bidrog også til byens økonomiske vækst ved at plante morbærtræer og fremme silkeproduktion. Mysore er kendt for sine sandaltræ- og rosentræsprodukter, stenskulpturer, røgelsespinde, indlægsarbejde med elfenben og sine udsøgte silkesarier. Byen har ligeledes bevaret sin gamle charme og tiltrækker hvert år tusindvis af turister, fx under Dasara-festivalen, hvor byen kommer til live med kulturelle optrædener og festligheder. Og der er naturligvis også storslåede seværdigheder i byen.

Mysore centrum er et livligt område, hvor man kan gå nogle interessante ture. Midt i byen ligger den mest berømte seværdighed i form af Mysore Palace, og umiddelbart vest for paladset ligger Sayyaji Rao Road og den centrale plads, K.R. Circle. Tæt på kan man besøge Devaraja Market, der er et populært sted for både lokale og turister. Markedet er fyldt med farverige boder, der sælger alt fra friske frugter og grøntsager til krydderier, blomster og håndværk. En tur gennem markedet giver en autentisk oplevelse af det lokale liv og handel, og på en tur ad den centrale gade, Sayyaji Rao Road, kan man gå på indkøb i butikker, nyde den lokale mad på gadens restauranter og se flere historiske bygninger med smukke arkitektoniske detaljer.

Mysore Palace er uden tvivl den mest ikoniske seværdighed i byen. Det blev bygget i 1912 af Wadiyar-dynastiet, og det står som et storslået eksempel på indo-saracenske arkitektur, der kendetegner en del opførelser i Indien. I paladsdesignet er der indblandet hinduistiske, muslimske, rajput og gotiske stilarter, og paladsets detaljer rummer kupler, buer og indviklede udskæringer som nogle af elementerne. Indvendigt er paladset lige så imponerende med overdådige rum prydet med blandt andet farvede glasvinduer, udsmykkede lysekroner og smukke malerier. Hvert år under Dasara-festivalen bliver paladset oplyst med over 100.000 lys, hvilket skaber en magisk atmosfære, men paladset er også værd at se på andre tider af året.

Chamundi Hill og Chamundeshwari Temple er andre vigtige seværdigheder i Mysore. Chamundi Hill, der dramatisk rejser sig over byen, er hjemsted for Chamundeshwari Temple, som er dedikeret gudinden Chamundeshwari. Templet er en blanding af regional dravidisk arkitektur og rummer en åndelig betydning, der tiltrækker mange hengivne besøgende. Templet har en imponerende såkaldt gopuram, der er et tårn, med en udsmykning, der skildrer mytologiske scener. En statue af Mahishasura ved toppen af bakken minder om legenden om gudindens sejr over dæmonen, der gav byen sit navn.

Man kan også besøge Jaganmohan Palace, der er et andet historisk sted i Mysore. Det blev oprindeligt bygget i 1861 relativt tæt på Mysore Palace som et kongeligt sted for at kunne trække sig tilbage. I dag huser paladset nu Sri Jayachamarajendra Art Gallery. Det er et galleri, som indeholder en imponerende samling af malerier, skulpturarbejder og andre genstande, der giver et godt indblik i byens kongelige fortid. Ved et besøg kan man beundre kunstværker af berømte kunstnere som Raja Ravi Varma og se en række historiske genstande, der fortæller historier om Mysores rige kulturarv. Man kan selvfølgelig også på et godt indtryk af paladset på samme tid.

Mysore har også flere museer ud over Sri Jayachamarajendra Art Gallery, der er værd at besøge. Mysuru Railway Museum blev etableret i 1979, og det viser udviklingen af jernbanetransport i Indien. Museet har en samling af gamle lokomotiver, vogne og forskellige ting, som er relateret til jernbanens historie, der har været og stadig er væsentlig for den indiske udvikling. Mysore Sand Sculpture Museum er et unikt museum, der viser fantastiske sandskulpturer skabt af kunstneren M N Gowri. Museet har flere temaer og over 150 skulpturer, der skildrer forskellige aspekter af indisk kultur og historie. Det er et interessant museum, der også er ganske unikt.

Endelig er St. Philomena's Church også en imponerende arkitektonisk perle i Mysore. Kirken blev bygget i 1936, og den er en af de største katolske kirker i Indien og et fremragende eksempel på nygotisk arkitektur. Kirken står nærmest som en europæisk katedral, og den har to høje spir, der kan minde om en lidt mindre udgave af katedralen i Köln. Det er en imposant facade, og dens indre er også en stor oplevelse. Interiøret er blandt andet prydet med smukke glasmosaikker, der skildrer bibelske scener. St. Philomena's Church er et vigtigt religiøst og kulturelt vartegn i Mysore, som står i den nordlige del af centrum i en fin gåafstand fra byens andre seværdigheder.

Ture fra byen

    Bengaluru, India

    Bengaluru

    Bengaluru, som mange stadig kender som under det tidligere navn Bangalore, har en rig historie, der strækker sig tilbage til det 9. århundrede, hvor navnet Bengaluru første gang blev nævnt. Bengaluru har været under indflydelse af flere sydindiske dynastier, herunder Ganga-dynastiet, Chola-imperiet og Hoysala-kongeriget.

    Ganga-dynastiet regerede området fra det 4. til det 10. århundrede og bidrog til opførelsen af mange templer og monumenter. Chola-imperiet overtog kontrollen i det 11. århundrede, og byen blev en del af deres rige. I det 12. århundrede blev Bengaluru en del af Hoysala-kongeriget, som også spillede en vigtig rolle i byens udvikling.

    Læs mere om Bengaluru

     

    Praca Igreja, Panaji, Goa

    Goa

    Goa er en stat i det sydvestlige Indien, der ligger i et område, hvor de tidligste spor af menneskelig bosættelse går tilbage til den paleolitiske og mesolitiske periode. Området blev regeret af Maurya- og Satavahana-imperierne i jernalderen. I middelalderen blev Goa styret af Kadamba-kongeriget, Vijayanagara-imperiet, Bahmani-sultanatet og Bijapur-sultanatet.

    Goa blev senere kendt for Portugals indtog, og den portugisiske kulturelle påvirkning. Portugiserne ankom til Goa i 1510 og besejrede Bijapur-sultanatet. Herefter varede det portugisiske styre i omkring 450 år, og det havde selvsagt en stor indflydelse på ikke bare Goas kultur, men også på det regionale køkken og arkitekturen i byen.

    Læs mere om Goa

Tilmeld dig vores nyhedsbrev