Se på kortet
Hazratganj Metro Station, Mahatma Gandhi Marg, Lalbagh, Lucknow, Uttar Pradesh, Indien
Læs om byen
Lucknow er hovedstad i den indiske delstat Uttar Pradesh. Det er en by med en interessant historie, der går tilbage til 1500-tallet, hvor byen blev erobret af Bābur, der var den første mogulhersker i Indien. Under Baburs barnebarn, Akbar, blev Lucknow en del af Oudh-provinsen, men den var fortsat en provinsby. I løbet af det 16. og 17. århundrede udviklede byen sig langsomt og blev kendt for sin rige kultur og arkitektur. I 1775 flyttede Āṣaf al-Dawlah, der var nawab af Oudh, sin hovedstad fra Faizabad til Lucknow, hvilket markerede begyndelsen på byens storhedstid. Nawaberne, som var kendt for deres luksuriøse livsstil og kærlighed til kunst og kultur, gjorde Lucknow til et blomstrende centrum for musik, dans, poesi og kulinariske traditioner.
Under nawabernes styre blev mange imponerende bygninger og monumenter opført, herunder Bara Imambara, Chota Imambara og Rumi Darwaza, som stadig er vigtige vartegn i byen i dag. Nawaberne inviterede også kunstnere og håndværkere fra hele Indien og Persien til at bosætte sig i Lucknow, hvilket yderligere berigede byens kulturelle landskab. I 1856 blev Lucknow en del af det britiske Indien, og under den indiske opstand i 1857 måtte britiske styrker belejre byen, før den efter flere måneders kamp blev genvundet af kolonimagten. Denne periode var præget af stor uro og ødelæggelse, men også af heroisk modstand fra byens indbyggere. Lucknow har siden da udviklet sig til en moderne metropol med en unik blanding af gammel og moderne kultur.
Lucknows centrum er et livligt område med megen aktivitet og flere seværdigheder. En af de mest ikoniske steder i den moderne by er Hazratganj, som er centrum for mange markeder, butikker, restauranter og kontorer. Her kan man tage en afslappende gåtur og nyde byens dagligliv. Markedsområdets historie startede i 1827 med Nawab Nasir-ud-Din Haidar Shahs grundlæggelse af stedet, hvor der blev tilbudt varer fra blandt andet Europa og Kina. I 1842 fik det navnet Hazratganj efter Nawab Amjad Ali Shah, der også havde tilnavnet Hazrat. Der er også andre markeder i byen som fx Aminabad og i kvarteret omkring Charbagh Railway Station.
Bara Imambara er navnet på en af de vigtigste historiske seværdigheder i Lucknow. Det er et bygningskompleks, der blev opført i 1780erne af Nawab Asaf-ud-Daula, og det er kendt for sin imponerende arkitektur fra mogultiden. Komplekset inkluderer blandt andet en moské, frodige gårdhaver og den store centrale hal, som har et omfattende trætag understøttet af 260 søjler. Inden for er der fine sale, hvor de primære er Chinese Hall, Persian Hall og Kharbooza Hall, og centralt kan man se gravmælet for Nawab Asaf-ud-Daula. Det er også i Bara Imambara, man finder den fascinerende labyrintiske Bhool Bhulaiya, der siges at have hundredvis af veje ind, men kun en vej ud af bygningen.
Lidt nordvest for Bara Imambara kan man besøge et andet smukt bygningskompleks i form af Chota Imambara, der blev opført af Muhammad Ali Shah i 1838 som forsamlingshal for shiamuslimer. Bygningen er et fremragende eksempel på indo-islamisk arkitektur med persisk indflydelse, og dens hvide facade, gyldne kuppel og imponerende minareter skaber en betagende æstetik. Indvendigt er Chota Imambara kendt som Palace of Lights på grund af de mange lysekroner og spejle, der pryder hallen. Komplekset inkluderer også flere andre seværdigheder som fx Satkhanda, der er et ufuldstændigt vagttårn inspireret af Det Skæve Tårn i Pisa, og Hussainabad Clock Tower, der er en victoriansk-gotisk opførelse, som står i kontrast til Chota Imambaras ellers islamiske arkitektur. Man kan også se gravmonumenter for Nawab Muhammad Ali Shah og hans familie
Når man tager rundt i Lucknow, er der flere seværdigheder langs byens centrale gader og kvarterer. Rumi Darwaza eller den tyrkiske port er en fremtrædende portbygning, som blev bygget i 1784 af Nawab Asaf-Ud-Daula. Den høje port er et eksempel på awadhi-arkitektur modelleret efter en gammel port fra Konstantinopel. Ved siden af Rumi Darwaza kan man se Husainabad Clock Tower, der blev bygget i 1881 under det britiske styre. Med en højde på 67 meter står klokketårnet som et vigtigt vartegn i Lucknow, og fra tårnet er der en fantastisk udsigt over området.
Lucknow har også flere vigtige museer, der tilbyder et indblik i byens rige kultur og historie. The Residency er et historisk kompleks, der spillede en central rolle under opstanden i 1857. Det huser 1857 Memorial Museum, som viser genstande fra frihedskampen mod den britiske kolonimagt, herunder våben, uniformer og dokumenter. Navnet The Residency kommer af, at komplekset var bolig for den såkaldte British Resident General. Man kan også besøge State Museum, der ligger smukt i Lucknow Zoo. Det er et museum med en omfattende samling af skulpturer, bronzegenstande, malerier og naturhistoriske eksemplarer. Er man interesseret i astronomi, kan man tage til Indira Gandhi Planetarium, der ud over astronomien er kendt for sin unikke bygning, der efterligner planeten Saturn.