Site logo
Se på kortet
  • Writers' Building, Binoy Badal Dinesh Bag North Road, Lal Dighi, B.B.D. Bagh, Kolkata, Vestbengal, Indien

Læs om byen

Kolkata, der tidligere hed Calcutta, blev grundlagt som en britisk handelsstation af Job Charnock i 1690. Byen ligger strategisk ved Hooghly-floden, hvilket gjorde den til et ideelt sted for handel og transport. I begyndelsen var Kolkata en samling af tre landsbyer: Sutanuti, Kalikata og Gobindapur. Disse landsbyer blev gradvist udviklet af den Britiske Østindiske Kompagni til en blomstrende handelsstation. I 1757, efter slaget ved Plassey, blev Kolkata en del af det britiske imperium, og byen begyndte at vokse hurtigt. I 1772 blev Kolkata udnævnt til hovedstad i Britisk Indien, en status den beholdt indtil 1911, hvor hovedstaden blev flyttet til Delhi. I denne periode blev Kolkata kendt som City of Palaces på grund af de mange storslåede bygninger, der blev opført af britiske embedsmænd og rige indiske købmænd.

Byen spillede en central rolle i Indiens uafhængighedsbevægelse. I det 19. århundrede blev Kolkata et centrum for Bengal-renæssancen, der var en kulturel og intellektuel bevægelse, som søgte at genoplive indisk kunst, litteratur og videnskab. Mange prominente personer som Rabindranath Tagore, Swami Vivekananda og Subhas Chandra Bose var tilknyttet Kolkata. Byen oplevede også betydelig industrialisering og urbanisering, hvilket gjorde den til et vigtigt økonomisk center. Efter Indiens uafhængighed i 1947 fortsatte Kolkata med at være et kulturelt knudepunkt. Byen har siden da været vidne til betydelige sociale og politiske bevægelser, herunder Naxalite-bevægelsen i 1960erne og 1970erne, som var en maoistisk oprørsbevægelse. I dag er Kolkata kendt for sin rige kulturarv, mangfoldighed og dynamiske økonomi.

Kolkatas centrum er præget af travle gader og historiske bygninger. Det gamle hjerte af byen består af kvarteret og pladsen Binoy-Badal-Dinesh Bagh, som også forkortes til blot B.B.D. Bagh. Det er et område med tydeligt historisk præg, og den centrale plads var tidligere opkaldt efter Lord Dalhousie, der var britiske Governor General i Indien fra 1847 til 1856. Det nuværende navn kommer af tre unge indere, Benoy Basu, Badal Gupta og Dinesh Gupta, der i 1930 angreb Writer’s Building på pladsen i den indiske revolutionære mod frihed fra det britiske styre.

På pladsen B.B.D. Bagh kan man i dag se flere bygningsværker rundt om søen, der udgør det meste af pladsens område. Det er bygninger, der hører til de vigtigste i den offentlige administration og regering af delstaten West Bengal. Mod nord ligger den 150 meter lange Writer’s Building, der i sin oprindelige udgave blev designet af Thomas Lyon i 1777. Dengang husede den embedsmænd fra det Britiske Østindiske Kompagni. Siden da har den store og flere gange udvidede opførelse huset uddannelsessteder, jernbanekontorer, britiske regeringskontorer m.v., før det efter den indiske uafhængig blev regeringssæde i West Bengal og derved et regionalt politisk centrum i det moderne Indien.

I samme kvarter kan man ad en sydvestlig akse se Raj Bhavan, der er den officielle residens før guvernøren af West Bengal. Den nyklassicistiske bygning blev opført i 1803 af East India Company i den periode, hvor de indiske besiddelser var styret af selskaber og ikke kronen. I 1858 blev det store hus residens for den indiske vicekonge, og da Delhi blev hovedstad, blev huset sæde for Lieutenant Governor of Bengal. Fortsætter man herfra mod vest, kommer man til delstatens parlamentsbygning, Vidhan Sabha, og Calcutta High Court, der er den ældste retsbygning i Indien. Vidhan Sabha blev oprettet i 1862, og den nuværende bygning blev indviet i 1921 af Duke of Cannaught. Calcutta High Court blev formelt åbnet den 1. juli 1862 i bygningen, som blev designet af den britiske arkitekt Walter Long Bozzi Granville med inspiration fra Cloth Hall i Ypres, Belgien.

Man bør også gå en tur i kvarteret B.B.D. Bagh for at opleve den fine atmosfære, der er i gaderne. Undervejs kan man besøge og se flere seværdige bygninger fra Kolkatas historie. Tæt på Writer’s Buildings ligger General Post Office, der blev bygget mellem 1864 og 1868. Bygningen blev designet af den britiske arkitekt Walter B. Grenville, som fungerede som rådgivende arkitekt for den indiske regering fra 1863 til 1868. Postbygningen er kendt for sin imponerende kuppel og de høje jonisk-korintiske søjler. Tæt herpå ligger St. John's Church fra 1780erne. Kirken var oprindeligt en anglikansk katedral og fungerede som sådan indtil 1847, hvor St. Paul's Cathedral overtog den rolle.

Fra B.B.D. Baghs gader kan man nemt gå til bredden af Hooghly-floden, hvor man kan gå en tur langs flodpromenaden i fx Millennium Park. Derfra er der en god udsigt over vandet og mod nord til Howrah Bridge, der er en ingeniørmæssig bedrift, som forbinder byen Kolkata med Howrah, og som er et af byens vartegn. Den 670 meter lange gitterbro blev åbnet i 1943 og fører blandt andet til den kolossale Howrah Railway Station, der hører til verdens største og mest travle banegårde. Det åbnede for første tog i 1854, og banegården er i dag en oplevelse. Dens historie kan man lære mere om på Kolkata Rail Museum umiddelbart syd for stationen.

Victoria Memorial i Kolkata er en anden imponerende bygning. Den blev opført mellem 1906 og 1921 af den britiske regering til minde om dronning Victoria, som var kejserinde af Indien fra 1876 til 1901. Monumentet, der er lavet af hvidt marmor, er et fremragende eksempel på indo-saracensk arkitektur, som kombinerer britiske og indiske arkitektoniske elementer. Victoria Memorial ligger i Maidan-området i det centrale Kolkata og dækker et område på 64 hektarer, hvilket er inklusive smukt anlagte haver ved monumentet. Bygningsværket blev designet af de britiske arkitekter William Emerson og Vincent Esch og er kendt for sin storslåede kuppel og de mange statuer og relieffer, der pryder monumentets facade.

Inde i Victoria Memorial er der et museum, der huser en omfattende samling af genstande, malerier og manuskripter, der giver et indblik i Indiens koloniale historie. Museet indeholder også personlige genstande, der tilhørte dronning Victoria, og memorabilia fra vicekonger og guvernører, der tjente under det britiske styre. Man kan blandt andet se en række malerier i udstillingen, som skildrer vigtige begivenheder i Indiens historie. Ud over museet er Victoria Memorial også kendt for sine lys- og lydshows, der efter mørkets frembrud fortæller historien om Kolkata og monumentet. Dette gør Victoria Memorial til en af de mest populære turistattraktioner i Kolkata.

Øst for Victoria Memorial ligger byens anglikanske domkirke, St. Paul’s Cathedral. Domkirken står som et fremtrædende eksempel på gotisk arkitektur med indiske elementer i stilen, der også kaldes indo-gotik. Den store kirke blev grundlagt i 1839 og stod færdig i 1847, hvor den fik status af katedral. Kirken blev designet af arkitekterne William Nairn Forbes og C. K. Robinson, og den blev bygget for at imødekomme den voksende europæiske befolkning i Kolkata med dedikation til apostlen Paulus. Katedralen er kendt for sin imponerende længde på 75 meter og en bredde på 25 meter med et centralt tårnspir, der når en højde på 61 meter. Inde i katedralen findes smukke glasmosaikker, der skildrer bibelske scener, og et bibliotek med en samling af sjældne bøger og manuskripter.

I den sydlige del af Kolkatas centrum finder man også Fort William, der er en af byens mest betydningsfulde historiske opførelser og et fint eksempel på britisk militærarkitektur. Fortet blev oprindeligt bygget mellem 1696 og 1702 af det Britiske Østindiske Kompagni under ledelse af Sir John Goldsborough og blev opkaldt efter kong William III. Det oprindelige fort blev angrebet og midlertidigt erobret af Nawab Siraj-ud-Daulah i 1756, hvilket førte til den berygtede Black Hole of Calcutta-hændelse. Efter briternes genindtagelse af Kolkata begyndte de at bygge et nyt og større fort i 1758, som stod færdigt i 1781. Fort William er kendt for sin oktagonale form og omfattende befæstninger som fx tykke mure, bastioner og en beskyttende voldgrav. Fortet strækker sig over 70 hektarer og har seks porte såsom Plassey Gate og Calcutta Gate. I dag fungerer Fort William som hovedkvarter for den indiske hærs østlige kommando og er derfor ikke åbent for offentligheden.

Vil man gå på yderligere opdagelse i byen, ligger der også det såkaldte Marble Palace, der er en privat bolig med en imponerende samling af kunst og skulpturer. Palæet blev bygget i 1835 af den velhavende bengalske købmand Raja Rajendra Mullick i nyklassicistisk arkitektur kombineret med traditionelle bengalske elementer og kinesiske detaljer. Bygningen blev opført af italiensk marmor og indeholder omkring 126 forskellige typer marmor, hvilket giver den et imponerende og elegant udseende. Inden for er Marble Palace fyldt med en omfattende samling af vestlige skulpturer, victorianske møbler, malerier af europæiske og indiske kunstnere samt andre kunstgenstande. Palæet har også en smuk have med plæner, en klippehave og en sø.

Man kan også besøge Indian Museum, der blev grundlagt i 1814 af Asiatic Society of Bengal, og som er det ældste og største museum i Indien. Det har en omfattende samling af genstande fra forskellige perioder og kulturer, herunder gamle skulpturer, malerier og manuskripter. Museet blev etableret af den danske botaniker Nathaniel Wallich, som også fungerede som den første kurator. Siden da er der etableret en omfattende samling, der spænder over forskellige perioder og kulturer, herunder antikviteter, rustninger, ornamenter, fossiler, skeletter, mumier og malerier fra mogultiden. Museet har seks sektioner, der omfatter gallerier med kunst, arkæologi, antropologi, geologi, zoologi og botanik.

Ture fra byen

    Dhaka, Bangladesh

    Dhaka

    Dhaka er hovedstad i Bangladesh, og det er en by med en lang historie, der startede som en betydelig bosættelse under Gupta-imperiet og senere under Pala- og Sena-dynastierne. I det 17. århundrede steg Dhaka i status som hovedstad for mogulernes Bengalen, hvor den blev et regionalt centrum for handel og kultur. Mogultiden bragte stor velstand til byen, og den blev blandt andet kendt for sin muslinproduktion og som et knudepunkt for internationale handlende.

    Efter mogulernes tid kom Dhaka under britisk kontrol i 1765, og byen og området blev en del af Britisk Indien. Byen oplevede en periode med nedgang, men genvandt sin betydning, da den blev hovedstad for Østbengalen og Assam-provinsen i 1905.

    Læs mere om Dhaka

     

    Golghar, Patna, Indien

    Patna

    Patna er hovedstaden i indiske Bihar, og det er en by med en historie, der strækker sig over mindst tre årtusinder. Byen var tidligere kendt som Pataliputra, og den blev grundlagt omkring 490 f.Kr. af Ajatashatru, kongen af Magadha, som ønskede at flytte sin hovedstad fra det bakkede Rajgriha til et mere strategisk beliggende sted ved bredden af Ganges-floden. Pataliputra blev hurtigt et vigtigt politisk og kulturelt centrum, der kom til at fungere som hovedstad for flere store indiske imperier som fx Maurya-, Shunga-, Gupta- og Pala-dynastierne.

    Byen var også et vigtigt lærings- og kunstcenter, som spillede en central rolle i udviklingen af buddhismen og jainismen. Under Delhi-sultanatet og mogulernes imperium fortsatte Patna med at være et vigtigt administrativt og handelsmæssigt centrum. Byen blev senere en del af Bengal Nawabs og derefter under kontrol af det britiske østindiske kompagni og det britiske Raj.

    Læs mere om Patna

     

    Darjeeling, India

    Darjeeling

    Darjeeling ligger i den nordlige del af den indiske delstat West Bengal. Området var oprindeligt en del af kongeriget Sikkim og blev beboet af Lepcha- og Bhutia-stammerne. I slutningen af det 18. århundrede blev Darjeeling invaderet af Gorkha-hæren fra Nepal, som annekterede området. Efter Anglo-Gorkha-krigen i 1816 blev Darjeeling en del af del britiske Indien gennem Sugauli-traktaten.

    I 1835 blev området leaset fra Tsugphud Namgyal, Chogyal af Sikkim, af det Britiske Østindiske Kompagni, og Darjeeling begyndte at udvikle sig som en britisk bjergby med sanatorium. Byen blev hurtigt et populært feriested for britiske embedsmænd og deres familier, hvilket førte til opførelsen af mange europæisk-inspirerede bygninger og skoler.

    Læs mere om Darjeeling

Tilmeld dig vores nyhedsbrev