Se på kortet
Aarhus, Denmark
Læs om byen
Aarhus er stemningsfuld med dejlige strøggader som fx strækningen mellem byens hovedbanegård og Aarhus Domkirke. Seværdighederne ligger for manges vedkommende i samme område, hvorfra der også er adgang til det skønne og relativt nyskabte miljø langs Aarhus Å.
Aarhus’ kirker står også som nogle interessante seværdigheder. Byens domkirke er en af landets største kirker, og den nærliggende Vor Frue emmer af karakter fra middelalderen. Kontrasten herfra til de nye byggerier på Aarhus’ havneområde er stor og perspektivrig som hver deres samtiders arkitektoniske perler.
Aarhus har også spændende museer, hvor nogle af de kendte er kunstmuseet ARoS og det fantastiske købstadsmiljø fra en svunden tid i Den Gamle By. Den Gamle By er et enestående købstadsmuseum med en samling ældre huse, der er flyttet hertil, og i tillæg hertil kan man besøge miljøer, der står som tidslommer fra fx flere perioder i 1900-tallet.
I omegnen af Aarhus står seværdighederne også i kø, og der er stor variation i mulighederne. Smuk natur, gamle herregårde og spændende forlystelsesparker for børn i alle aldre er blot noget af det, man kan vælge at se. For de maritimt interesserede er både S/S Hjejlen og Fregatten Jylland internationalt enestående oplevelser.
Topseværdigheder
Aarhus Domkirke
Aarhus Domkirke er den vigtigste kirke i Aarhus Stift. Den er viet til Sankt Clemens, der er helgen for søfarende, hvilket passede godt til den daværende beliggenhed ganske tæt på vandet i forhold til i dag. Kirkebyggeriet blev påbegyndt omkring år 1200 i romansk stil ved biskop Peder Vognsen. Resterne af den romanske kirke, der brændte i 1330, kan man fortsat se i dag i den nu gotiske katedral. Domkirken blev udbygget indtil slutningen af 1400-tallet.
Den første kendte biskop i Aarhus var Reginbrand, der blev nævnt i år 948. Allerede på denne tid har der derfor været en forløber til den nuværende domkirke, og den menes at have ligget på det sted, hvor Vor Frue Kirke i dag ligger. Beliggenheden af dagens domkirke skyldes begravelsen af helgenen Niels den Hellige, der var prins. Han blev begravet netop her, og ved graven fra år 1180 blev der opført et mindre trækapel, som efter få år blev erstattet med stenkirken, der blev til byens nye domkirke.
Aarhus Domkirke er et mægtigt bygningsværk, og den store kirke er Danmarks længste kirke med sine 93 meter. Tårnet med det slanke spir når en højde på 96 meter, og der er adgang til at besøge tårnet.
Kirkens seværdigheder er ikke mindst den smukke altertavle fra 1479 af Bernt Notke fra Lübeck og Danmarks største samlede areal af kalkmalerier. Ved reformationen gik mange af de tidligere malerier tabt, men her kan man blandt andet se et på hele 220 kvadratmeter. Kalkmalerierne stammer fra årene 1470-1520 på nær et, der viser spedalskhed, som stammer fra 1300-tallets romanske kirke.
Domkirkens døbefont er støbt af Peter Hansen i Flensborg i 1481. Den forestiller en omvendt kirkeklokke, der bliver båret af de fire evangelister. Prædikestolen er fra 1588 og udført i fin renæssance af hollandske Mikkel van Groningen.
Aarhus Rådhus
Aarhus Rådhus er sæde for både byrådet i Aarhus og byens administration. Samtidig er rådhuset et af den østjyske storbys mest kendte bygningsværker. Det fredede rådhus er opført i årene 1938-1941 af Arne Jacobsen og Erik Møller, og siden da er bygningen med det 60 meter høje rådhustårn blevet Aarhus’ vartegn.
I 1937 var byens daværende rådhus blevet for lille, og det blev besluttet at gennemføre en arkitektkonkurrence. På blot 12 dage valgte dommerkomiteen enstemmigt Arne Jacobsen og Erik Møllers forslag. Dog skulle de revidere forslaget for at gøre rådhuset mere monumentalt, og resultatet kom nogle måneder senere med et nytegnet tårn og marmor på facaderne.
Rådhuset og tårnet er beklædt med norsk marmor fra Porsgrunn, og indenfor er der anvendt moseeg og italienske mosaikker i rådhushallens gulv og håndvævet Askovhustæppe i byrådssalen. I rådhushallen er vestvæggen udført i glas og de øvrige er i riflet bøg. I byrådssalen er der brugt cubamahogni. Dette er blot nogle eksempler på de mange interessante detaljer i den imponerende rådhusbygning.
Arne Jacobsen og Erik Møller har tegnet og designet Aarhus Rådhus fra de store linjer til alle små detaljer. Et eksempel er Arne Jacobsens ure, der pryder bygningens indre og også rådhustårnet. Lamper og selv detaljer som den anvendte skrifttype i rådhuset er også designet til formålet. Bygningens møblement er meddesignet af Arne Jacobsen og Erik Møller i et samarbejde med møbelarkitekten Hans J. Wegner.
Rådhuset er byens tredje rådhusbygning. Den første blev opført i 1400-tallet og lå omkring den nuværende domkirkes tårn. Det andet rådhus blev opført 1856-1857. Det står fortsat og har siden 1984 været indrettet som Kvindemuseet i Danmark.
ARoS Aarhus Kunstmuseum
ARoS er Aarhus’ største kunstmuseum og med sin store udstillingsbygning også et af de mest omfangsrige i Skandinavien. ARoS åbnede i 2004 i en moderne museumsbygning, der er tegnet af arkitektfirmaet Schmidt, Hammer & Lassen. Museet er kubistisk i sten og glas i ti etager med en grundflade på godt 50x50 meter.
Kunstmuseet rummer en fin samling af international kunst fra 1700-tallet til i dag. Man satser også på hele tiden at have spændende udstillinger om international nutidskunst; blandt andet inden for installationer. ARoS rummer desuden en række aktivitetsudstillinger for børn og unge.
Navnet ARoS kommer af det gamle navn for byen Aarhus, og kunstmuseet er da også blevet er kulturfyrtårn i den østjyske by. Bygningsmæssigt er ARoS også blevet et vartegn med dansk-islandske Olafur Eliassons store cirkel på museets tag; den bærer navnet Your Rainbow Panorama.
Den Gamle By
Den Gamle By er et enestående frilandsmuseum koncentreret om danske købstadsmiljøer. Det hører til blandt Danmarks absolut fineste museer og et must på en tur til Aarhus.
Museet blev startet 1914 med udgangspunkt i den gamle borgmestergård fra Aarhus, der var opstillet i 1909 i forbindelse med en landsudstilling, og tre andre bygninger, der blev flyttet til området for at blive bevaret. Indtil 1945 blev flere end 50 gamle købstadshuse reddet fra nedrivning og flyttet til den Gamle By, der derved bevarede et unikt miljø fra gamle tiders Danmark.
Museet har i Europa givet inspiration til bevarelse af originale bymiljøer fra købstæder, der ellers ville være blevet udskiftet i store saneringsprojekter i udviklingens navn. Den Gamle By har sideløbende med selve husene også opbygget store samlinger af interiør, legetøj, dragter, mønter og andre effekter, der kan skildre datidens dagligdag.
I dag rummer købstadsmuseet 75 bygninger fra 20 forskellige danske byer. De repræsenterer tiden fra middelalderen til 1900-tallet. Bygningerne er opført som en købstad med butikker, værksteder, boliger, skole, apotek med videre, og derved kan man både opleve selve husene og scener, miljøer og tidslommer på en lang række områder. Fra den nyere tid er der miljøer fra henholdsvis 1927 og 1974.
I Den Gamle By kan man også besøge bymuseet Museum Aarhus, der skildrer den aarhusianske historie fra vikingetiden til i dag. Der er lagt størst vægt på de seneste århundreder, hvor Aarhus udviklede sig kraftigt som industri- og universitetsby. Fotografier, historier og effekter er en del af det fint formidlende museum.
Flere seværdigheder og mere info
QUIZ
[onionbuzz quizid=2][/onionbuzz]