Se på kortet
Sheikh Rashid Bin Saeed St - Abu Dhabi - Forenede Arabiske Emirater
Læs om byen
Abu Dhabi er hovedstad i De Forenede Arabiske Emirater og smukt beliggende ved kysten langs Den Persiske Golf. Byen er præget af de muligheder, som kommer fra landets enorme olieindtægter, og de mange moderne byggerier kan ikke andet end at imponere turister.
Abu Dhabi er en by, hvor gammel kultur møder den moderne verden. Fra det kulturhistoriske Heritage Village, hvor tiden er skruet tilbage til livet før olieøkonomien, kan man som kontrast se byens skyline og spændende skyskrabere.
I Abu Dhabi er der store oplevelser inden for kunst, kultur og underholdning. Emiraterne har med succes etableret internationale samarbejder og blandt andet fået etableret Louvre Abi Dhabi, Warner Bros World og Ferrari World som store attraktioner.
Der er flere museer, og blandt byens andre kulturelle seværdigheder er 1700-talsfortet al Hosn og den kolossale moské, Grand Mosque, der er opført med fornemt design og udsøgte materialer. En anden del af Abu Dhabi er de mange indkøbsmuligheder og spændende spisesteder, der er i byen.
Abu Dhabi ligger centralt i De Forenede Arabiske Emirater, og der er flere udflugtsmuligheder fra byen. Emiraternes største by, Dubai, ligger en kort køretur fra Abu Dhabi, og oplevelser i oasebyen Al Ain eller langs emiratet Fujairahs smukke strande er også uforglemmelige.
Topseværdigheder
Sheik Zayed Store Moské
Sheikh Zayed Grand Mosque
Sheikh Zayed Grand Mosque er Abu Dhabis store moské, der blev opført i årene 1996-2007. Det store bygningsværk blev designet af den syriske arkitekt Yousef Abdelki, og dimensionerne er store. Komplekset fylder mere end 12 hektarer med en størrelse på cirka 290×420 meter.
Projektet blev lanceret af præsident Sheikh Zayed bin Sultan Al Nahyan, som ønskede et værk, der ville forene den kulturelle mangfoldighed i den islamiske verden med de historiske og moderne værdier af arkitektur og kunst. Og det blev da også resultatet.
Moskéen blev åbnet som den største i landet, og ved et besøg kan man straks fornemme de kolossale dimensioner i det imponerende bygningsværk. Inspirationen hentede arkitekten blandt andet fra Abu al-Abbas al-Mursi-moskéen i Alexandria, Badshahi-moskéen i Lahore og andre steder med persisk og indo-islamisk arkitektur.
Sheikh Zayed Grand Mosque blev bygget til at kunne huse 40.000 bedende, hvoraf der er plads til 7.000 i den primære bedehal. Der er fire 107 meter høje minareter, som omslutter moskéens indre gård, der er dækket af en stor og smukt designet marmormosaik. Der er også marmor i hovedbedehallen, lige som der er fantastiske udsmykning over alt i anlægget.
Ved et besøg starter man med at bevæge sig ind i anlægget, og herfra er der en god og smuk tur, hvor man kommer rundt i store dele af moskéen og dens enkelte dele. Det er en smuk oplevelse, når man går mellem søjler og i gården, hvor man rigtigt kan se moskéens arkitektur.
Det indre er også særdeles smukt indrettet. Her kan man blandt andet se den store moskés syv lysekroner fra firmaet Faustig i München. De indeholder millioner af Swarovski-krystaller. Man kan også se indlagt perlemor i marmor, kalligrafi og det 35 ton tunge tæppe i hovedhallen, som blev designet af iranske Ali Khaliqi.
Louvre Abu Dhabi
Louvre Abu Dhabi er et kunstmuseum, der er blevet etableret efter aftale med den franske regering. Museet blev åbnet i 2017 i kulturdistriktet på øen Saadiyat Island, og museumsbygningen blev tegnet af den franske arkitekt Jean Nouvel med inspiration fra blandt andet solens stråler gennem palmerne i en oase.
Museet åbnede som det største kunstmuseum på den arabiske halvø, og det skete med fokus på at udstille værker, der spænder mellem østens og vestens kunst. På museet kan man opleve nogle fine udstillinger fra Louvre Abu Dhabis samlinger, og der arrangeres også skiftende udstillinger.
Idéen til museet fremsatte de Forenede Arabiske Emirater i 2005 til den franske regering. Efter forhandlinger blev der indgået en aftale om det store kulturprojekt i 2007. Arbejdet med det nye anlæg startede i 2009, mens selve museet blev opført fra 2013.
Al-Hosn Fort
Qasr al-Hosn
Qasr al-Hosn er en af Abu Dhabis mest spændende bygninger. Fortet Al Hosn blev bygget i sidste halvdel af 1700-tallet, og det er den ældste bygning i Abu Dhabi. I mange år lå bygningskomplekset som et ørkenfort, og det var omgivet af sand.
Det var Mohammed Al Bastaki, der designede fortet, som blev bygget i 1761. Dengang var det et vagttårn, der skulle overvåge den eneste kilde med ferskvand i området. I 1793 blev tårnet udvidet til et fort under Shakhbut bin Dhiyab Al Nahyans regeringstid.
Det var dog først i 1930erne, at fortet fik sit nuværende udseende. Det blev betydeligt udvidet ved hjælp af indtægter fra Abu Dhabis første olielicens, og det fungerede som den regerende sheiks residens og regeringspalads. Navnet Qasr al-Hosn betyder da også paladsfortet.
Qasr al-Hosn er i dag indrettet som et museum, der viser genstande og billeder, der skildrer landets historie. Der er også forskellige tematiske udstillinger, og så kan man naturligvis også opleve det interessante fort under et besøg.
Qasr Al Watan
Qasr Al Watan er navnet på præsidentpaladset i De Forenede Arabiske Emirater. Det stod færdigt i 2017 med en facade af hvid granit og kalksten. Paladset har en central kuppel med en diameter på 37 meter over paladsets store sal, som er omgivet af to fløje mod øst og vest.
Paladset blev i begyndelsen kun anvendt til officielle begivenheder, men siden 2019 har det været åbent for besøgende. Paladset er et imponerende bygningsværk, og ved et besøg kan man se forskellige udstillinger af blandt andet officielle gaver fra andre lande og paladsets indretning.
Mangrove Marine National Park
Mangrove Marine National Park er en vidunderlig mulighed for rekreation i naturen på et sted, der nærmest ligger midt i Abu Dhabi. Nationalparken er et mangroveområde, der ligger som en fredfyldt kontrast til Abu Dhabis moderne højhuse.
Mangroveskoven udgør næsten 75 procent af det samlede areal med mangrove i emiraterne. Man kan besøge området i kajak eller på en bådtur og nyde biodiversiteten på mangroveskovens vandveje, hvor man blandt andet kan se flamingoer, hejrer, skildpadder og andre dyr.