Site logo
Se på kortet
  • Victoria Square Tarntanyangga, Grote Street, Adelaide South Australia, Australien

Læs om byen

Adelaide er hovedstad i staten South Australia. Den blev grundlagt i 1836 og opkaldt efter Adelaide af Sachsen-Meiningen, der var britisk dronning på daværende tidspunkt. Byen blev udlagt i et layout med vinkelrette gader, brede boulevarder og store pladser. Dette kan stadig ses i det centrale Adelaide.

Adelaide er Australiens femtestørste by, og den byder på en række seværdigheder både i og omkring byen. I centrum ligger pladsen Victoria Square, som er omgivet af store institutioner som statens højesteret, den føderale ret og byens posthus fra kolonitiden.

I Adelaide er der også spændende museer som fx de historiske rammer i Ayers Historic House Museum. Der er også byens zoologiske have og botaniske have, som giver et godt indtryk af områdets fauna. Indkøb og stemning på Adelaide Central Market er også et must under et besøg i byen.

I byens havn er der også en god atmosfære og mulighed for sejlture, mens man kan se alting lidt fra oven på en vandretur til Mount Lofty Summit. Vil man lidt tættere på naturen og det australske dyreliv, er en tur til koalaer og kænguruer i Cleland Wildlife Park oplagt.

Topseværdigheder

    Old State Library North Terrace

    North Terrace

    North Terrace er en gade i Adelaide, der samtidig fungerer som en af byens kulturelle højborge. Her ligger der nemlig flere museer og kendte bygninger som fx guvernørboligen Government House, Old State Library, Art Gallery of South Australia og byens smukke banegård, Adelaide Railway Station.

    Adelaides centrum ligger som en planlagt by inden for de fire terrassegade, North Terrace, East Terrace, West Terrace og South Terrace. I det store hele ligger der parker og grønne områder mellem ydersiderne af disse gader, og derved er centrum adskilt fra Adelaides mange forstæder.

    Man kan gå en skøn spadseretur ad North Terrace, hvor man fx kan starte fra Trinity Church fra 1836 i vest og gå mod øst til Adelaide Railway Station. I dag ligger banegårdens spor under jorden, men oprindeligt kom sporene fra vest til perroner. Nu er Adelaide Convention Centre og andre bygninger opført på de gamle sporarealer.

    På vej mod øst passerer man Old Parliament House, der var den oprindelige parlamentsbygning for South Australia. Umiddelbart efter ligger det nuværende parlament, Parliament of South Australia, før man krydser King William Road. Her ligger Government House med en stor have foran huset. Huset er officiel residens for guvernøren i South Australia. På det følgende hjørne står National War Memorial fra 1931.

    Efter at have krydset Kintore Avenue kan man se State Library of South Australia, South Australian Museum og Art Gallery og South Australia, der er tre af byens og statens kulturelle flagskibe. Herefter følger campus for University of Adelaide. Over for universitet ligger Scots Church, der blev indviet i 1851.

    Man kan gå videre mod øst forbi palæet Ayers House, der stod færdigt i 1876, til Adelaide Botanic Gardens, der ligger på et stort område med smukke anlæg. I hjørnet af den botaniske have kan man besøge National Wine Centre of Australia, der er en udstillingsbygning om vinproduktionens historie i South Australia.

     

    Victoria Square, Adelaide

    Victoria Square

    Victoria Square er centrum i det gamle Adelaide. Den store plads blev opkaldt efter prinsesse Victoria i 1837, og man kan se en statue af netop Victoria på pladsen. Omkring Victoria Square ligger flere af Adelaides kendte bygningsværker.
    Victoria Square er en af pladserne, som blev designet af grundlæggeren af Adelaide, oberst William Light, som var landinspektør på det tidspunkt. William Lights byplan fra 1837 inkluderede byen Adelaide, som strakte sig over Torrens-floden og derved omfattede byens centrum og området North Adelaide.

    Mod nord kan man se det tårnprydede General Post Office, der blev bygget 1867-1872, og som i mange år var Adelaides hovedpostkontor. Øst for posthuset ligger South Australias tidligere finansministerium, der i dag er et hotel.

    I den sydlige ende af pladsen ligger flere retsbygninger, som huser instanserne Supreme Court of South Australia, Adelaide Magistrates' Court og Federal Court of Australia. På den østlige side af pladsen kan man blandt andet se den katolske domkirke, Cathedral Church of St Francis Xavier, der blev indviet i nygotisk stil i 1858.

    På midten af Victoria Square kan man se to flagstænger, hvor det aboriginske flag blafrer ved siden af Australiens flag. Victoria Square er historisk i relation til flaget, idet det var her, det første gang steg til vejrs i landet, hvilket skete 9. juli 1971. I dag bærer pladsen da også et aboriginsk navn, så Victoria Sqaure også hedder Tarntanyangga.

     

    Adelaide Central Market

    Adelaide Central Market

    Adelaide Central Market er navnet på byens store og populære fødevaremarked, der byder på caféer, restauranter og butikker under hallernes tage. Man kan også blot gå en tur her for at nyde stemningen i de gamle rammer.

    Markedets historie begyndte i 1869, da handlende fra et par af Adelaides øvrige markeder flyttede til det, der dengang hed City Market. Året efter blev det nuværende markedsområde erhvervet til formålet, og herefter fortsatte udviklingen.

    Gennem årene udvidede Adelaide Central Market med mange andre aktiviteter end salg af fødevarer, og det gav yderligere aktivitet. Der var fx dart, skydning og bowling, og der blev også åbnet både hotel og teater i tilknytning til markedet.

     

    Den Hellige Treenighedskirke
    Holy Trinity Church

    Trinity Church er en fin anglikansk kirke, hvis ældste dele stammer fra South Australias ældste anglikanske kirke. Med grundlæggelsen i 1836 var Trinity Church en af koloniens første kirker. Det var forretningsmanden Pascoe St Leger Grenfell, som donerede jorden til byggeriet af kirken med en tilhørende kirkegård.

    Oprindeligt ville man opføre en præfabrikeret kirke fra England, men den var ødelagt ved ankomsten til Adelaide, og derfor opførte man i stedet en stenkirke på stedet. Kirken blev formelt indviet i 1838, hvilket var kort tid efter byen Adelaides grundlæggelse.

    Kirkens nuværende udseende stammer fra 1880erne, hvor man valgte at udbygge og ombygge kirken. Dele af kirken fra 1836 blev genanvendt i arkitekten Edward John Woods' design. Woods anvendte materialer og farver, der matchede den tidligere kirke.

    I dag ligger Trinity Church som en lav bebyggelse midt i det moderne Adelaide, og derved er den er smuk kontrast, der for alvor viser byens udvikling. I kirken kan man blandt andet kan se det William IV-vindue, der blev bragt til byen i 1836.

     

    Adelaide Botanic Gardens

    Adelaide Botaniske Have
    Adelaide Botanic Garden

    Adelaide Botanic Garden er en botanisk have, der ligger som en smuk oase med mange spændende anlæg og planter tæt på byens centrum. Haven ligger på et 51 hektarer stort område, der blev udlagt i William Lights første byplan for Adelaide. Den blev anlagt fra 1855 og åbnet for offentligheden i 1857.

    Man kan gå nogle dejlige ture i den botaniske have i dag, og undervejs kan man se nogle smukke bygninger, der ikke mindst tæller havens victorianske palmehus. Det store drivhus blev tegnet af tyske Gustav Runge og importeret fra Bremen i 1875. Man kan også besøge Bicentennial Conservatory fra 1989 og en smuk rosenhave.

Andre seværdigheder

    South Australian Museum

    South Australian Museum

    South Australian Museum er et stort og interessant naturhistorisk museum, der blev grundlagt i 1856, og som ligger langs gaden North Terrace. Flere gange siden da er museumsbygningerne blevet udvidet med nye fløje i takt med større samlinger.

    Museet samlinger tæller i dag flere millioner genstande og eksemplarer fra store dele af naturvidenskaben. I de permanente udstillinger kan man blandt andet se fossiler, mineraler, meteoritter, opaler, ædelsten og meget mere. Museet har gennem årene også været kendt for stedets fine samling om aboriginske kulturer.

     

    Adelaide Zoo

    Adelaide Zoo er byens zoologiske have og den næstældste i Australien. Haven ligger tæt på Adelaides centrum og er et stort og populært aktiv i byen. De smukke anlæg i haven fungerer også som botanisk have.

    I haven kan man blandt andet se nærmere på det fascinerende australske dyreliv med fx kænguru, koala, dingo, tasmansk djævel og wombat som nogle af de flere hundreder arter, der lever i haven. Der er også særlige områder med fokus som fx Sydøstasiens fauna.

     

    Festival Centre Adelaide

    Adelaide Festival Centre

    Adelaide Festival Centre er et stort center for diverse kunstformer, som ligger langs bredden af River Torrens. Anlægget blev åbnet i 1973 og designet af Hassell Architects, og det er kendetegnet ved to hvide geometriske kuppeltage.

    Komplekset omfatter Festival Theatre, Dunstan Playhouse, Space Theatre og flere gallerier og udstillingslokaler. Der er også forskellige udendørs faciliteter, og på området bliver der løbende arrangeret festivaler og andre større begivenheder.

     

    Parliament House

    Parliament House er staten South Australias parlamentsbygning. Den ligger på en prominent placering på hjørnet af gaderne North Terrace og King William Road. Selve parlamentet som institution går tilbage til 1857, hvor South Australia fik selvstyre, og umiddelbart vest for Parliament House ligger forgængeren, der i dag kaldes Old Parliament House.
    Old Parliament House blev skabt ved et større udvidelse af stedets oprindelige og meget enkle murstenshus.

    Udbygningen skete ved hjælp af de tre vigtige koloniale arkitekter William Bennett Hays; Edward Angus Hamilton og Edward John Woods. Den gamle bygning står stadig smukt langs gaden som en af kun få bygninger bygget før 1860, som er tilbage i Adelaide.

    Grundet pladsmangel blev den nuværende parlamentsbygning opført fra 1874, men den blev grundet finansieringen først færdiggjort i 1939. Det var arkitekterne Edmund Wright og Lloyd Taylor, der tegnede huset, der dog endnu ikke har fået den tiltænkte kuppel og tårne. Indretningen er smuk i bygningen med blandt andet to mødesale.

     

    Ayers House, Adelaide

    Ayers House

    Ayers House på North Terrace er et museum, der ligger i det eneste, bevarede hus i dette område fra Adelaides tidlige år. Huset var hjem for politikeren Sir Henry Ayers i årene 1855-1897, og det er blevet opkaldt efter ham efter tidligere at have heddet Austral House.

    Planerne for palæet blev udviklet i 1846 for William Paxton, og det menes at være tegnet af George Strickland Kingston og bygget i lokale sten. Da Ayers erhvervede huset, havde det ni værelser, men politikeren udbyggede palæet betydeligt, og det stod færdigt i 1876.

    I 1960erne var der fremskredne planer om nedrivning af det smukke palæ, men bygningen blev reddet, og det står i dag som det sidste af de store 1800-talspalæer langs gaden North Terrace. I huset kan man se datidens indretning i et spændende museum.

     

    St Francis Xavier's Cathedral

    St Francis Xavier's Cathedral er navnet på Adelaides romersk-katolske domkirke. Den blev opført i årene 1856-1858 og står derfor som en af byens opførelser fra Adelaides tidlige historie. Det 36 meter høje tårn er dog nyere, idet det blev opført fra 1887, og der gik til 1996, før det stod færdigt.

    Den katolske kirkes historie i byen går forud for St Francis Xavier's Cathedral. Den første katolske messe blev holdt i et hus på East Terrace i 1840, og i 1845 blev der etableret en katolsk skole, der kom til at fungere som center for menigheden.

    Katedralen har et smukt interiør med en del udsmykning. Her ser man tydeligt den arkitektoniske stil, der er nygotisk i tidlig engelsk udgave. Man kan blandt andet se glasmosaikker og et rosettevindue, altre og flere statuer i kirkerummet.

     

    Art Gallery of South Australia

    South Australia Kunstgalleri
    Art Gallery of South Australia

    Art Gallery of South Australia er staten South Australias kunstmuseum, og det hører til et af Australiens største. Museet blev etableret som National Gallery of South Australia i 1881. Forløberen til museet var South Australian Society of Arts, der var blevet grundlagt i 1856, og som holdt årlige udstillinger.

    Som en start købte museet 22 kunstværker i 1881, og siden da er samlingerne udvidet til titusindvis af værker, som for en dels vedkommende er udstillet i det store museum. Man kan blandt andet se en stor samling australsk kunst her, som både stammer fra aboriginere og fra kolonitidens australiere. Der er fx en fin samling fra den såkaldte Heidelberg-skole.

     

    General Post Office

    General Post Office er en af de karakteristiske bygninger fra 1800-tallets kolonitid i Adelaides centrum. Den oprindelige bygning blev opført 1867-1872 som byens hovedpostkontor, og projektet var den dyreste opførelse, som koloniregeringen for South Australia havde bygget.

    Det var prins Alfred, der lagde grundstenen til posthuset, og ved sammen begivenhed navngav han posthusets tårn Victoria Tower. Tårnet blev bygget i en højde på cirka 47 meter, og dengang var det en høj bygning, mens kontrasten til byens moderne højhuse i dag er markant. Posthuset var i funktion som hovedpostkontor til 2019.

     

    Adelaide Railway Station

    Adelaide Railway Station

    Adelaide Railway Station er byens gamle hovedbanegård, der ligger i den nordlige del af centrum langs gaden North Terrace. Oprindeligt kom sporene fra vest til åbne perroner, men de er dag lagt under gadeplan. Siden da er Adelaide Convention Centre og andre bygninger blevet opført på de gamle sporarealer.

    Adelaides første banegård åbnede på det nuværende stationsområde i 1856. Det skete i forbindelse med åbningen af jernbanen mellem Adelaide og havnebyen Port Adelaide. Med årene voksede trafikken og banenettet, og stationsbygningen blev for lille. Den nuværende Adelaide Railway Station blev opført 1926-1928 med et tidstypisk storladent interiør.

     

    Adelaide Town Hall

    Adelaide Town Hall er en bygning på King William Street i Adelaides centrum. Town Hall blev opført som byens rådhus efter tegninger af arkitekterne Edmund Wright og Edward John Woods. Byggeriet varede fra 1863 til 1866. Rådhustårnet blev opført fra 1864 og opkaldt efter prins Albert.

    Bygningen står smukt langs King William Street, og interiøret er blandt de bedste eksempler på victoriansk arkitektur i den sydaustralske storby. I bygningen er der flere sale som fx byrådets Council Chamber og The Queen Adelaide Room, der benyttes ved større receptioner.

Ture fra byen

    Glenelg

    Glenelg

    Glenelg er en af Adelaides vestlige forstæder. Byen blev dog grundlagt før selve Adelaide i 1836 og endda som den første bosættelse på South Australias fastland. I dag er Glenelg et yndet udflugtsmål med byens dejlige sandstrand, marina, fine bygninger og afslappede atmosfære.

    Man kan gå en tur ad hovedgaden Jetty Road, hvor der er mange butikker og spisteder. Gaden forbinder byen med havet, og mod vest slutter den i den 215 meter lange mole, Glenelg Jetty, der har været en attraktion siden den første mole i 1857. Man kan også gå lidt mod nord til byens marina.

     

    Port Adelaide

    Port Adelaide ligger nordvest for Adelaide som dennes havneby. Det var Adelaides grundlægger, William Light, der i 1836 valgte stedet for hovedbyens havneby, og i 1837 blev stedet etableret som Port Creek Settlement. Bosættelsen voksede hurtigt, og den var vigtig som transitsted for opbygningen af selve Adelaide.

    Port Adelaide er i dag kendt for en del bevarede bygninger fra 1800-tallet og for hele den maritime stemning, der hersker her. Man kan fx gå ture ad St Vincent Street og Commercial Road for at se nærmere på byen. Man kan blandt andet se Port Admiral Hotel fra 1849 og The Railway Hotel fra 1856, og her ligger også interessante museer som South Australian Maritime Museum og National Railway Museum.

     

    Mount Lofty, Adelaide

    Mount Lofty

    Mount Lofty er den højeste top i bjergene Mount Lofty Ranges. Toppen ligger 710 meter over havets overflade, og den er let tilgængelig. Naturen og udsigten er imponerende fra udsigtspunktet Mount Lofty Summit, hvor man kan se Adelaide og omegn.

    Mount Lofty blev navngivet af Matthew Flinders den 23. marts 1802 under hans omsejling af det australske kontinent. Collet Barker blev i 1831 den første europæer, der besteg bjerget, og det skete flere år før grundlæggelsen af Adelaide. I dag kan man nyde udsigten og se Flinders Column, der blev rejst til minde om Matthew Flinders.

     

    Cleland Wildlife Park

    Cleland Wildlife Park er en dyrepark, der ligger relativt tæt på Adelaides centrum, og det gør den til et populært sted for udflugter. Parken ligger desuden i smuk natur i Cleland National Park med mange skønne vandreruter.

    Dyreparken byder på uforglemmelige oplevelser med det særegne australske dyreliv. Der er fx koalaer og kænguruer blandt parkens mange dyr, og man kan også se tasmanske djævle, wombatter, dingoer, possumer og anden fauna fra Australien.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn
Gode links
Historisk overblik

    Tarndanyas tid

    Sletterne omkring det nuværende Adelaide var bosat af den aboriginske Kauma-stammer, før europæerne kom til Australien. Deres territorium gik fra Cape Jervis til Port Broughton på vore dages kort.

    Aboriginerne kaldte stedet, hvor Adelaide ligger i dag, for Tarndayna, der navnemæssigt henviser til en rød hankænguruklippe. Der menes at have været mellem 300 og 1.000 aboriginere i området ved det britiske ankomst.

     

    Britisk udforskning

    Britiske Matthew Flinders og franske Nicolas Baudin sejlede begge langs de sydaustralske kyster i begyndelsen af 1800-tallet. Flinders navngav bjerget Mount Lofty i 1802, men ingen af de europæiske ekspeditioner sejlede op ad det, der er Port Adelaide River.

    Det var først i 1830, da Charles Sturt udforskede floden Murray River, at kendskabet til Adelaide-området blev bedre beskrevet. Sturt noterede, at sletterne så fordelagtige ud for udvikling, og det ledte til en mere grundig ekspedition i 1831; iværksat af New South Wales' guvernør, Ralph Darling.

    Ekspeditionslederen i 1831 var kaptajn Collet Barker. Han blev slået ihjel af aboriginere i området, men på trods af det var resultatet af undersøgelserne en anbefaling ad stedet som område for en ny koloni.

     

    Forberedelsen af den nye koloni

    Kolonier i Australien var indtil 1830erne blevet etableret som lejre for straffefanger. Det gav visse problemer i kolonierne, og i slutningen af 1820erne talte en gruppe mennesker i Storbritannien om en ny måde at bygge kolonier op på; nemlig ved hjælp af frivillige bosættelser.

    Edward Gibbon Wakefield stod bag de nye tanker, og han forslog et system, hvor nybyggere skulle købe land i stedet for at få det. Pengene fra jordsalget skulle herefter bruges til at transportere arbejdere med kvalifikationer til den nye koloni for at opbygge den med folk, der var engagerede i stedet for folk, der blev sendt til Australien som straffede.

    Edward Wakefields sekretær, Robert Gauger, udbredte Wakefields tanker, og det ledte til, at foreningen South Australian Association blev dannet. Den fik i 1834 hjælp af bl.a. Hertugen af Wellington med at på det britiske parlament til at vedtage The South Australian Colonisation Act, der muliggjorde den nye bosættelse. Wakefield ville kalde den nye koloni for Wellington, men kong William IV foretrak dronningen navn, Adelaide.

    Der blev herefter nedsat en kommission, som skulle sælge land for mindst 3.500 £. Der blev markedsført og solgt land, og der blev lovet gratis transport for kvalificerede folk, der ville tage arbejde for andre og spare op af lønnen til selv at kunne købe land og derved selv ansætte nye bosættere.

    Den største investor var The South Australian Company under ledelse af bl.a. slaveejeren George Fife Angas. Selskabet købte nok land til, at kolonien kunne realiseres. Da lovkravene om salg var mødt, underskrev kongen dokumenterne om den nye koloni. Det skete i 1836.

     

    Placeringen skal findes

    I februar 1836 stævnede skibene John Pirie og Duke of York ud og satte kursen mod South Australia. I de følgende måneder sejlede flere skibe med flere nybyggere. De fleste af skibene sejlede til Kangaroo Island og vores dages Kingscote, hvor embedsmænd skulle beslutte, hvordan den praktiske bosættelse skulle finde sted og administreres.

    Landmåleren William Light fik to måneder til at finde det bedst egnede sted for bosættelsen. Hans job var at finde et område med dyrkbar jord, vandressourcer, byggematerialer, en mulig havn m.v. Kangaroo Island, Port Lincoln og Encounter Bay var stedet, der ikke levede op til hans krav.

    De fleste af nybyggerne blev flyttet fra Kangaroo Island til Holdfast Bay ved det nuværende Glenelg, og de fik den 28. december 1836 følgeskab af guvernøren Hindmarsh, der kunne proklamere starten på kolonistyret i South Australia.

    Nybyggerne var utålmodige efter at komme i gang, og Light måtte arbejde hurtigt for at finde det rette sted til Adelaide. Port River var god som havn, men der var ikke ferskvand. Man fandt derefter floden River Torrens, og William Light anbefalede efter nærmere undersøgelse et sted langs floden og mellem havnen og områdets bjerge som det rette sted.

    Guvernør Hindmarsh mente, at bosættelsen skulle ligge cirka tre kilometer tættere på havnen end Lights foreslåede sted. Efter megen diskussion stemte nybyggerne om de to mulige placeringer, og Lights forslag vandt med stemmerne 281 mod 127. Herefter kunne opbygningen af Adelaide starte.

     

    Adelaides grundlæggelse

    Efter at have besluttet sig for det rette sted for Adelaides anlæggelse, blev William Lights job meget konkret for at kunne sikre byen den bedste start og langsigtede udvikling.

    Light brugte landskabets topografi til at planlægge byen. Fx blev Torrens Valley udlagt til parker og rekreative områder, men jordlodder i selv byen blev placeret på højereliggende land nord og syd for River Torrens. Selve Adelaide blev etableret på 2,8 km2 syd for floden, mens North Adelaide blev udlagt med 1,38 km2 nord for floden.

    William Light udlagde også en egentlig byplan for både Adelaide og North Adelaide. Byplanen for Adelaide var vinkelrette gader med Victoria Square som den centrale plads og pladserne Hirdmarsh, Hurtle, Light og Whitmore i gadenettet. I North Adelaide blev pladsen Wellington Square udlagt, og der blev afsat plads til regeringsbygninger, et hospital, en botanisk have m.v.

    Den 23. marts 1837 blev de første jordlodder uddelt. Nybyggere, der havde købt land hjemmefra, fik lov til at vælge først, og de resterende udstykninger blev udbudt på auktion for priser fra 2 til 14 guineaer. Få uger efter blev nogle jordstykker gensolgt for mellem 80 og 100 pund, og det var et tegn på, at fremtiden var lys for Adelaide.

    Efter udstykning af byen skulle William Light og hans folk i gang med udmålingen af landbrugsland. George Kingston blev som Lights næstkommanderende sendt til London for at bede om flere folk til den store opgave - og også for at få guvernør Hindmarsh tilbagekaldt.

    Med udgangen af 1837 havde Light og hans hold udmålt 243 km2 landbrugsland, og Adelaides befolkning var steget til omkring 2.500. Da George Kingston kom tilbage fra London i juni 1838 var der blevet udmålt 605 km2. Light fik dog ikke flere ressoucer, og som konsekvens sagde han sit job op. Hindmarsh blev tilbagekaldt, og den 12. oktober 1838 ankom Geroge Gawler som ny guvernør.

     

    Koloniens økonomi

    Den nye koloni i Adelaide led under en ringe økonomi den første tid. Da George Gawler tiltrådte som guvernør i oktober 1838 kom han til en by stort set uden offentlig finansiering. Embedsmænd var underbetalte, og omkring 4.000 immigranter levede i midlertidige boliger.

    Gawler fik et budget på maksimalt 12.000 £ i årlige udgifter, og dertil kom 5.000 £, som kunne blive brugt i forskellige nødstilfælde. Han var dog blevet sendt til kolonien med forvisning om en grundlæggende finansiering fra regeringen.

    På samme tid begyndte en landbrugsøkonomi at tage form. De første får og andre husdyr blev sejlet til Adelaide fra Tasmanien, og siden hen kom der også får over land fra New South Wales. Med de mange får blev der etableret en uldproduktion, der blev rygraden i koloniens økonomi de tidlige år.

    Med årene blev der også etableret stadig flere farme, som dyrkede jorden. Kornbrugene var dyrere og tog længere tid at etablere end gårde med fårehold, men økonomien var gunstig, og i 1860 blev der dyrket hvede fra Encounter Bay i syd til Clare Valley i nord.

    I selve byen Adelaide var udviklingen tiltænkt til at centrere sig omkring Victoria Square og de ekstra brede Grote Street og King William Street. Udviklingen gik dog hurtigst i nogle af byens smalleste gader, Rundle Street og Hindley Street, idet disse lå tættest på byens vandforsyning og Port Road, der var adgangsvejen til byens havn.

    Der blev opført mange offentlige bygninger. Det gjaldt bl.a. en guvernørresidens, en politistation, et fængsel, et hospital og en toldbygning og kajanlæg i Port Adelaide. Investeringerne reddede dog ikke koloniens trængte økonomi.

    Britiske investorer var blevet interesseret i New Zealand, og opmålinger viste, at der var et begrænset område med godt land til rådighed omkring Adelaide. Indbyggernes leveomkostninger steg også betragteligt omkring 1840, og øgede offentlige udgifter endte med en konkurs og ændring af koloniens styreform.

    Som konsekvens af konkursen godkendte det britiske parlament et lån på 155.000 £ for at redde kolonien, der på trods af dårlig økonomi var blevet landbrugsmæssigt selvforsynende og med en god infrastruktur på få år.

     

    1840ernes vendepunkt

    George Grey afløste George Gawler som guvernør som følge af koloniens dårlige økonomi. Grey skar offentlige udgifter ned, og samtidig blev 1840erne nogle gode år for Adelaide med solide høstresultater og løbende fund af råstoffer i omegnen.

    Der blev først fundet sølv ved Glen Osmond i 1841, og året efter blev en kobberforekomst opdaget i nærheden af Kapunda. I 1845 blev et større kobberfund opdaget ved Burra, og det gav velstand i byen og til dem, der havde investeret i råstofudvindingen.

    I slutningen af årtiet var South Australia blevet kendt som hele Australiens fødevaremagasin, og kolonien eksporterede hvede, kød, uld, vin og frugt. De George Grey flyttede til New Zealand i 1845, var kolonien driftig og med god økonomi, hvilket var en stor forandring fra lavpunktet i 1842.

     

    Sidste halvdel af 1800-tallet

    I 1851 blev der fundet guld i kolonien Victoria, og lykkeriddere drog i mængder til guldfundene for at tjene penge. Det medførte en øget indvandring til Victoria, og mange folk fra Adelaide flyttede fra byen i samme anledning.

    Fraflytningen gav mangel på arbejdskraft, hvilket svækkede økonomien og udviklingen en overgang. Som modvægt hertil steg efterspørgslen efter fødevarer, særligt hvede, fra Adelaide, så der blev indirekte tjent penge på guldfundene også her. Efter fund at guld eller anden indtjening vendte mange hjem til Adelaide med penge på lommen, hvilket var godt på byen.

    Indbyggertallet steg kraftigt i kolonien, og politisk fik South Australia status som selvstyrende koloni i 1857. På det tidspunkt boede der cirka 110.000 mennesker i South Australia, der indførte et tokammersystem med sæde i Adelaide.

    De følgende årtier udviklede Adelaide sig fra at være en koloniby i vækst til at blive en egentlig storby efter europæisk mønster. Der blev således løbende grundlagt og opført nye institutioner som fx byens gadebelysning i 1867 og Adelaides universitet i 1874. I 1881 blev kunstmuseet South Australian Art Gallery blevet etableret.

    I mellemtiden var South Australia også blevet administratorer af det store område, Northern Territory, og under udforskningen af vejen til nordkysten af John McDouall Stuart i 1862 var der blevet fundet nye, store græsningsarealer ved Lake Torrens og Lake Eyre. Alt sammen var med til at styrke og udbygge Adelaide som en af de vigtigste byer i Australien.

    1890erne blev hårde for Australien, der gennemgik en økonomisk depression. De hårde år sluttede den til tider kaotiske vækst og boomet i salg af landområder, og banker lukkede i Sydney og Melbourne. For Adelaide og South Australia blev årene mindre hårde end for Victoria og New South Wales, selv om eksporten nærmest blev halveret. Kolonien blev reddt af ikke mindst eksport af vin og kobber, som ikke var påvirket af depressionen i væsentligt omfang.

     

    Ny udvikling og depression

    For Australien betød 1900-tallet nye tider. Indtil da havde Australien været delt i seks separate, selvstyrende kolonier under Storbritannien; New South Wales, Queensland, South Australia, Tasmania, Victoria og Western Australia. Kolonierne besluttede sig for at indgå i en føderation, og den 1. januar 1901 blev landet Commonwealth of Australia.

    Adelaides byplan fra 1830erne havde vist sig at være langsigtet, og i slutningen af 1800-tallet var de fleste af byens mange jordlodder blevet udviklet og bygget på. I år 1900 fik byen elektrisk gadebelysning, og i 1909 kørte den første af Adelaides elektriske sporvogne.

    I tillæg til sporvognene blev det australske jernbanenet også udbygget løbende, og føderationsaftalen mellem de australske stater indeholdt en føderalt finansieret bane mellem Perth i Western Australia og de østlige stater. Arbejdet med banen begyndte i 1912 i Port Augusta, der ligger tæt på Adelaide.

    1. Verdenskrig brød ud i Europa i 1914, og mange australiere deltog i krigen på britisk side. Fra South Australia var der 28.000 indbyggere, der meldte sig frivilligt til krigens kampe.

    Efter 1. Verdenskrigs afslutning i 1918 oplevede Adelaide et boom, der dog blev afbrudt af flere år med tørke, som gav dårlige høstresultater og derved en mindre eksport. 1930ernes økonomiske afmatning i store dele af verden smittede også af på Adelaide og South Australias økonomi og udvikling.

    Under 2. Verdenskrig blev Adelaides industrier udbygget med bl.a. store værftsområder, og det var i disse år, at Adelaide for alvor blev en industriby. Som under 1. Verdenskrig var der mange, der meldte sig frivilligt til krigen; denne gang omkring 70.000.

     

    Efterkrigstiden

    Årtierne efter 2. Verdenskrig bragt ny vækst og ny immigration med sig. Mellem 1947 og 1973 flyttede 215.000 europæere til South Australia, der derved fik nye kvalifikationer og ny arbejdskraft.

    Krigsindustrien blev omstillet, og der blev bl.a. produceret elektriske artikler og Holden-biler. En vandledning med vand fra River Murray blev åbnet i 1955, og samme år åbnede Adelaides lufthavn i West Beach.

    I den resterende del af 1900-tallet voksede Adelaide fortsat, og nye forstæder skød op. Nye motorveje blev planlagt og skrinlagt igen, og byens sporvogne blev nedlagt i 1958 på nær en enkelt linje.

    Det var også en periode, hvor kunst og kultur blomstrede, og det var en bevidst satsning fra styret i 1970erne. Opblomstringen fortsatte de følgende årtier, hvor Adelaide var vært for mange begivenheder; fx det australske Formel 1-grand prix i årene 1985-1996.

     

    Adelaide i dag

    I dag er Adelaide en by, hvor man fortsat kan se byplanen fra 1830erne i gadebilledet, og man kan følge byens historie gennem arkitekturen og bevarede bygninger fra Adelaides udvikling fra lille bosættelse til moderne storby.

    Adelaide er også en by med mange muligheder for turistoplevelser. Beliggenheden gør, at der både er strande og bjerge tæt på, og i byen kan man nyde museer, aktiviteter og en afslappet atmosfære. Adelaide ligger også centralt for togrejser til andre dele af landet; både til Perth med Indian Pacific og med The Ghan, der kører via Alice Springs til Darwin ved den australske nordkyst.