Ajaccio rejseguide

Byens romerske oprindelse

Man mener, at Ajaccios begyndelse kan dateres til cirka 100-tallet f.Kr. Det var en tid med fremgang i økonomien i Middelhavsområdet, og handelen var stigende på tværs af havet og de lande og provinser, der lå her. Der var i den forbindelse brug for en god havn til varer til og fra flere egne af det vestlige Korsika, og arkæologiske fund menes at bekræfte en romersk tilstedeværelse ved Ajaccio på denne tid.

Vækst og nedgangstider

I de følgende århundreder voksede Ajaccio så meget, at der er nævnt som bispesæde af pave Gregor I i år 591. Byens størrelse på denne tid kendes ikke, men med den religiøse status har den været hovedbyen i området. Selve bosættelsen lå dengang omkring det nuværende Castel Vecchio og Sainte-Lucie.

Fra 700-tallet gik mange korsikanske bosættelser langs kysten til grunde. Der var ikke grobund for en udvikling, og aktiviteten i de omkringliggende lande smittede naturligt nok af på Korsika. Langt ind i den senere genovesiske tid var der dog enkelte bygningsværker fra Ajaccios tidlige tid, der fortsat var bevaret.

Genovas herredømme og nye by

Republikken Genova opstod som selvstændig bystat koncentreret omkring en stor flåde og handel på Middelhavet. Byen og statens indflydelse voksede gennem middelalderen, og med den også udbredelse af Genovas territorium.

Genoveserne erobrede Korsika, og i slutningen af 1400-tallet ledte de efter et velegnet sted for etablering af en fæstning med tilhørende by. Med den ønskede de at understrege deres dominans på øen og i denne del af Middelhavet. Resultatet blev en nyetablering af Ajaccio på dens nuværende beliggenhed.

Arbejdet begyndte den 21. april 1492. På Capo de Bolo opførte arkitekten Cristoforo Gandini en residens, og omkring denne byggede han boliger for flere hundrede indbyggere. Disse var i starten kolonister fra Genova, idet korsikanere den første tid ikke kunne bosætte sig her. De boede med tiden i området nord for det egentlige Ajaccio.

Mens Bastia var Korsikas hovedstad, voksede Ajaccio hurtigt og blev hovedby for regionen omkring byen og meget af det sydlige Korsika. Ajaccios indbyggere var blandt andet administratorer for denne del af øen, og de var desuden borgere i Republikken Genova i modsætning til de indfødte korsikanere.

Starten på det franske Korsika

I 1553 blev Ajaccio erobret af Frankrig, og byen var fransk indtil 1559, hvor Freden i Cateau-Cambrésis mellem Frankrigs kong Henrik II og kong Filip II af Spanien. Freden tilbageførte Korsika til Republikken Genova.

Derefter forblev hele Korsika og derved Ajaccio genovesisk indtil 1755, hvor Pasquale Paoli proklamerede Korsika som en uafhængig republik. Det lykkedes at etablerede en stat, der bestod af stort set hele øen, men Genova fastholdt dog militære styrkepositioner som fx citadellet i Ajaccio.

Republikken Korsika oprettede både forfatning, en korsikansk administration og et militær. Paoli og korsikanerne søgte at bygge den nye nation, men formelt kunne Genova sælge rettigheden over Korsika til Frankrig i 1768 som pant. Det skete i forbindelse med Versaillestraktaten af dette år.

De følgende år var der stærke kampe mellem franske og korsikanske tropper, og efter at have sendt store styrker til øen overvandt Frankrig med årene de lokale, og derved var det slut med øens selvstændighed.

Napoleonstiden

Familien Buonaparte boede i Ajaccios genovesiske bydel disse år. Familien var en italiensk oprindelse som mange andre på øen, der netop var blevet fransk.  Den 15. august 1769 kom en dreng til verden i deres hus, han fik navnet Napoleone di Buonaparte, der med tiden blev til Napoleon Bonaparte, som senere blev Frankrigs kejser og gennem nogle år den dominerende skikkelse i europæisk storpolitik.

General Charles Louis de Marbeuf organiserede betydelige dele af den franske administration efter Pasquale Paolis endelige nederlag, og det betød blandt andet inddragelse af korsikanere i det franske system. Marbeuf tilbød således en plads på militærakademiet i Brienne til familien Buonaparte, som skulle sendes en søn på under 10 år til denne uddannelse. Det blev Napoleon, som gik på akademiet i Brienne i årene 1779-1784.

Efter 1784 avancerede Napoleon til forskellige positioner i den franske hær, og med revolutionen i landet i 1789 tog han tilbage til Korsika, hvor Pasquale Paoli året efter ankom efter 21 års eksil fra øen. Napoleon og Paoli mødtes, og Napoleon var som Paoli også korsikansk nationalist. Det kom dog til et brud mellem dem, idet Paoli blandt andet skiftede de revolutionære tanker ud med mere konservative ideer. Napoleon fik senere dømt Paoli in absentia i Paris, og han blev sendt til Ajaccio for at indtage citadellet, som siden revolutionen havde været på royalisternes hænder; og de fik støtte af Paoli.

Napoleon vandt opgøret med Paoli; også selv om familiens hus blev brændt af paolister med en flytning til det franske fastland som følge. Napoleon skrev også historie, da han som blandt andet general og kejser styrkede Frankrigs position i Europa; for dog endeligt at lide nederlag efter nogle år. For Ajaccio fik Napoleonstiden den konsekvens, at kejserens fødeby blev udnævnt som øens hovedby og derved administrationscentrum.

1800-tallets byggeri og turisme

Ajaccio og Korsika havde allerede i 1700-tallets revolutionsår været i engelsk søgelys, og i en periode var der endda britiske tropper og et britisk-korsikansk styre.

Englænderne vendte tilbage til Korsika i 1800-tallet, men denne gang var det som turister, idet blandt andet Ajaccio udviklede sig som et mondænt feriemål på linje med fx Cannes og Nice på den franske sydkyst.

Nye bydele skød op i byen, der bredte sig hurtigt fra det historiske genovesiske centrum. Mod vest blev der opført store palæer, fine residenser, hoteller og endda en anglikansk kirke til den betydelige mængde briter, der boede i og besøgte Ajaccio.

Mod slutningen af 1800-tallet blev Korsikas infrastruktur også kraftigt udbygget. Ajaccios havn voksede løbende i takt med både trafikken og samtidens størrelse af skibe, og i 1888 blev jernbanen åbnet fra byen. Det var en metersporet bane, der kom til at forbinde Ajaccio med Bastia og andre byer på det nordlige Korsika.

1900-tallet til i dag

Der blev fortsat udbygget i Ajaccio fra starten af 1900-tallet, og med årene satte Napoleon mere og mere præg på byen i form at statuer, monumenter og andet, der minder turister og indbyggere om den korsikanske bys mest kendte bysbarn gennem tiderne.

Under 2. Verdenskrig tilhørte Korsika først det tyskkontrollerede Vichyfrankrig, og derved var øen ikke direkte besat af Tyskland. Italienske ønsker om at få Korsika tilbage til Italien blev på sin vis efterkommet med en tysk-italiensk aftle om, at Italien besatte Korsika, hvilket skete i perioden november 1942-september 1943.

Med Mussolini og Italiens fald i 1943 måtte Tyskland tage over, og 12.000 tyske tropper blev sendt til øen som afløsere for de talmæssigt langt flere italienere, der havde været stationeret her.

Den 9. september 1943 kæmpede Ajaccio sig til en slags tidlig befrielse som den første franske by under 2. Verdenskrig. Selve øens befrielse fulgte den 4. oktober samme år, hvor general Charles de Gaulle kom til Ajaccio.

I årtierne siden afslutningen på 2. Verdenskrig har Ajaccio oplevet en kraftig urbanisering og økonomisk vækst, der har bragt indbyggertallet op på omkring 90.000 i Ajaccios byområde. Byen er regional hovedstad, og sammen med Bastia er den Korsikas økonomiske og politiske centrum.

Turismen sætter fortsat præg på Ajaccios og dens udvikling. Hoteller, restauranter, indkøbscentre og mange aktiviteter for turister tiltrækker med udgangspunkt i naturen, klimaet, Napoleon og byens dejlige atmosfære mange rejsende; fx fra krydstogtskibe i sommersæsonen.