Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Almaty ligger i det sydlige Kasakhstan og er landets største by. Den moderne bys forhistorie var et aktivt handelssted på en del af Silkevejen, men med mere europæisk skibstrafik fra 1400-1700-tallene var der nedgang i handelen og dermed i områdets udvikling. I 1850erne blev området russisk med Ruslands ekspansion i Centralasien, og for at beskytte det nye land, blev fortet Vernyj anlagt mellem floderne Bolsjaja og Malenkaja Almatinka. I 1867 blev Vernyj udvidet og etableret som byen Almatinsk, men den fik efter kort igen navnet Vernyj.

Vernyj voksede indtil 1887, hvor byen nærmest blev helt udslettet af et jordskælv. Vernyj blev dog genopbygget, og i 1906 var der 27.000 indbyggere, hvoraf hovedparten var russere eller fra den ukrainske del af det russiske kejserrige. I 1918 blev der etableret sovjetisk styre i Vernyj, der administrativt blev en del af den autonome sovjetrepublik Turkestan, som havde hovedstad i Tasjkent. I 1920 blev den kirgisiske autonome sovjetrepublik udskilt fra Turkestan med hovedstad i først Orenburg og senere Kyzylorda. I 1921 blev Vernyj omdøbt til Alma-Ata, der var et af byens gamle navne fra den før-russiske tid.

I 1926 blev anlægget af Turkestan-Sibirien-jernbanen startet, og banen var afgørende for Kasakhstans udvikling og for valget af Alma-Ata som hovedstad i 1929 og fra 1936 i den nye kasakhiske sovjetrepublik. I 1930 åbnede både jernbane, lufthavn og hovedvej til Alma-Ata, der dermed blev bedre forbundet med det øvrige Sovjetunionen og ikke mindst til regeringen i Moskva. De følgende år og årtier blev der bygget stort og meget i Alma-Ata, og under 2. Verdenskrig blev der flyttet en del uddannelsessteder og industrier fra 2. Verdenskrigs Europa til byen. Indbyggertallet steg fra ca. 100.000 i 1918 til næsten 400.000 omkring 1970.

Væksten fortsatte i Alma-Ata, og da indbyggertallet passerede en million, kvalificerede byen sig til anlægget af en undergrundsbane, og i 1988 startede anlægget af Alma-Ata Metro. I 1991 erklærede Kasakhstan sig uafhængigt fra Sovjetunionen, og Alma-Ata blev hovedstad i den nye republik. Den kasakhiske regering bestemte at omdøbe byen til Almaty i 1993, og i 1997 blev republikkens hovedstad flyttet fra Almaty til den nordligere beliggende Astana. I 2011 åbnede metroen i Almaty, der i dag har flere end to millioner indbyggere.

Topseværdigheder

    Kristi Himmelfart Katedral
    Вознесенск кафедралы шіркеуі

    Kristi Himmelfart Katedral er en russisk-ortodoks domkirke, der ligger i Panfilov Park i Almaty. Den farvestrålende kirke stod færdig i 1907, og den blev udelukkende bygget af træ uden anvendelse af søm i konstruktionen. Med en højde på 56 meter er den en af verdens højeste trækirker.

    Byggeriet af den smukke kirke skete efter, at der fra slutningen af 1800-tallet havde været ønsker om opførelsen af en katedral, som der ikke fandtes i byen på det tidspunkt. Opførelsen blev godkendt af biskoppen af Turkestan og Tasjkent i 1903, og året efter startede selve byggeriet.

    Det smukke ydre på Kristi Himmelfart Katedral bliver matchet af kirkens interiør, hvis mange kunstværker primært blev produceret i Moskva og Kiev. I mange år under Sovjetunionen blev katedralen anvendt som museum, og den blev returneret til den russisk-ortodokse kirke i 1995.

     

    Kok Tobe Tv-Tårn
    Көк төбе телемұнарасы

    Kok Tobe Tv-Tårn er et tårn, der ligger på Kok Tobe, der er et over 1.100 meter højt bjerg, hvis højde rager 200 meter op over Almaty. Bjerget ligger i den østlige del af byen, og det udgør det nærmest og lettest tilgængelige af de mange bjerge, der ligger i hosisonten syd for storbyen. Kok Tobe har gennem mere end hundreder tiltrukket byens borgere både sommer og vinter med naturen og muligheder for fx skiløb.

    I 1960erne blev det besluttet at opføre et tv-tårn til transmission af signaler til store dele af den kasakhiske sovjetrepublik. Det 372 meter høje tårn blev planlagt fra 1975 og opført fra 1978. Tårnet stod færdigt i 1983, og det blev bygget med observationsdæk i både 146 og 252 meters højde.

    Den nemmeste og bedste måde at komme til toppen af Kok Tobe på er med Kok Tobe Svævebane/Көктөбе арқанды жол станциясы, der kan tages fra Almatys centrum. Svævebanestationen ligger umiddelbart ved siden af Republikkens Palads/Республика Сарайы. Ved den øvre svævebanestation er der forskellige aktiviteter og en uforglemmelig udsigt over både Almaty og til de sneklædte bjerge mod syd.

     

    Det centrale statsmuseum i Republikken Kasakhstan
    Қазақстан Республикасының Орталық мемлекеттік мұражайы

    Det centrale statsmuseum i Republikken Kasakhstan blev grundlagt i 1931 som et af de største museer i Centralasien. Dengang blev det indrettet i den russisk-ortodokse katedral i byen, og fra 1985 blev det indrettet i den nuværende museumsbygning.

    Museet huser i dag en betydningsfuld samling af genstande fra den kasakhiske historie og kulturelle udvikling med mange arkæologiske fund og moderne genstande. I dag er alt fra palæontologi og arkæologi til det moderne Kasakhstan en del af museets store udstillinger.

Andre seværdigheder

    Republikpladsen
    Республика Алаңы

    Republikpladsen er navnet på den centrale plads i Almaty. Den blev indviet i 1980 efter at være blevet besluttet anlagt som følge af det voksende indbyggertal i byen. De stadigt flere borgere havde gjort den daværende Leninplads for lille til de store events, der løbende blev holdt i Almaty under Sovjetunionen.

    Pladsen blev indviet som Den Nye Plads i 1980 til minde om 60-året for oprettelsen af den kasakhiske sovjetrepublik. I 1982 skiftede den navn til Bresjnev Plads efter statslederens død, før den fik sit oprindelige navn tilbage i 1988.

    Der er flere kendte bygningsværker omkring det store byrum, som pladsen udgør. Den store bygning mod syd er Almatys Rådhus/Алматы Әкімдік ғимараты og derved sæde for byens styre. Rådhuset blev åbnet som hovedsæde for det kommunistiske parti i Kasakhstan i 1980, før det blev rådhus, fungerede det som præsidentresidens fra 1991 til 1994.

    I den nordlige del af pladsen står Uafhængighedsmonumentet/Тәуелсіздік монументі, der blev opstillet i 1996 i anledning af landets selvstændighed. Inspirationen kom fra et lignende monument fra egyptiske Luxor, og øverst er der en gylden krigerhersker og en bevinget leopard som symboliserer en fast statsmagt på kasakhisk jord.

     

    KBTU-bygningen
    ҚБТУ ғимараты

    KBTU-bygningen er en af Almatys mest kendte bygningen fra tiden som en del af Sovjetunionen. Det store kontorhus blev bygget fra 1938 til at huse det øverste sovjet i den kasakhiske sovjetrepublik. Byggeriet gik i stå under 2. Verdenskrigs tyske angreb på unionen, og opførelsen blev først genoptaget i 1951 med færdiggørelse i 1957.

    Arkitekturen står i tidstypisk monumentalt design, og bag den søjleprydede lå da også republikkens øverste politiske magt. Bygningen blev udvidet flere gange, før det kommunistiske partis centralkomité flyttede til en anden bygning i 1980. Efter forskellige anvendelser er huset i dag indrettet som universitet KBTU.

    KBTU-bygningen ligger på Astana Plads/Астана алаңы, der er en af byens største pladser. Der er en stor park over for bygningen, og den har et fint formelt layout med en statue i midten. På dette sted blev der opstillet en statue af Lenin i 1957, som siden 1997 har stået nogle kilometer mod vest på Museet for Sovjetiske Skulpturelle Monumenter/Кеңестік мүсін ескерткіштерінің мұражайы.

     

    Abay Opera og Balletteater
    Абай атындағы қазақ мемлекеттік академиялық опера және балет театры

    Abay Opera og Balletteater er en opera- og balletscene, der åbnede som musikstudio i 1933, og året efter blev det teater. Senere i 1930erne blev der opsat både balletter og operaer, og man påbegyndte byggeriet af det nuværende operahus, som blev indviet i 1941.

    Arkitekturen står i datidens stalinistiske empirestil, som i teatrets tilfælde kombinerer italiensk klassicisme med kasakhiske elementer i udsmykningen. Gennem tiden er adskillige berømte værker blevet opsat på scenen, der i dag har status af nationalteater.

     

    Museum for Kasakhiske Folkemusikinstrumenter
    Қазақтың халық музыка аспаптары мұражайы

    Museum for Kasakhiske Folkemusikinstrumenter er et museum, der gennem fine udstillinger formidler den kasakhiske folkemusiks historie, instrumenter og udvikling. Man kan også se en udstilling af musikinstrumenter, der har tilhørt komponister og udøvere gennem tiden.

    Museumsbygningen er i sig selv spændende. Den blev opført i 1908 i en stil, som var inspireret af den traditionelle russiske arkitektur. Bygningen var fra Sovjetunionens dannelse og indtil 1980 sæde for en officersorganisation, før den blev indrettet som det nuværende museum.

     

    Parken for den Første Præsident for Republikken Kasakhstan
    Қазақстан Республикасының Тұңғыш Президенті саябағы

    Parken for den Første Præsident for Republikken Kasakhstan er en stor bypark, der ligger i den sydlige del af Almaty. Parken blev åbnet i 2010 og opkaldt efter Nursultan Naserbajev, der var Kasakhstans første præsident.

    I den sovjetiske tid lå der æbleplantager på det område, der i dag udgør det store parkområde. Parken blev anlagt fra år 2001, hvor Nursultan Naserbajev plantede et egetræ her. Som indgang til parken ligger en halvcirkulær buegang, og bag den er der forskellige anlæg, og man kan også se en skulptur af den første præsident.

Ture fra byen

    Bisjkek, Kirgisistan

    Bisjkek

    Bisjkek er hovedstad og den største by i Kirgisistan. Den moderne bys forhistorie startede som karavanestation på en af Silkevejens forgreninger, og i 1825 anlagde Kokand-khanatet en mindre fæstning af ler i det, de kaldte Pisjpek. Fæstningen blev indtaget af russiske tropper i 1862 under Ruslands ekspansion i Centralasien, og ved den lejlighed blev Pisjpek ødelagt.

    Rusland genetablerede hurtigt en garnison på stedet, og indbyggertallet steg med de mange russiske bønder, som flyttede hertil grundet frugtbare sortjordsmarker. I 1878 grundlagde Rusland selve byen Pisjpek, der udviklede sig til dagens Bisjkek.

    Læs mere om Bisjkek

Tilmeld dig vores nyhedsbrev