Se på kortet
Piazza del Plebiscito, Piazza del Plebiscito, Ancona, Province of Ancona, Italien
Læs om byen
Ancona er en smukt beliggende by ved Adriaterhavet, og den er hovedby i regionen Marche. Stedet blev bosat i 500-tallet f.Kr., og grækere kom til i 387 f.Kr. De gav byen navnet Ancona, og senere blev byen først romersk og derefter byzantinsk. Efter år 1000 blev Ancona gradvist mere selvstændig, og med tiden dannede byen Republikken Ancona, der var en uafhængig maritim stat til 1532, hvor den blev en del af Kirkestaten. Ancona fortsatte med at være en vigtig havneby, hvilket den fortsat er i det moderne Italien.
Den gamle bydel i Ancona ligger med havet på to sider og med byens havn naturligt beskyttet vest for bykernen. Der er flere ting at se i byen, og man kan starte en spadseretur på den gamle plads, Piazza del Plebiscito, hvor man kan se Palazzo del Governo, der i dag er sæde for præfekturatet i byen. Palæet blev opført i 1300-tallet, og klokketårnet i bygningen er resultatet af en genopbygning fra 1581. For enden af Piazza del Plebiscito ligger kirken Chiesa di San Domenico, der blev opført 1771-1778.
I det historiske centrum kan man også gå mellem pladserne Piazza della Repubblica, Piazza Roma og Piazza Cavour. Mellem dem går strøggaden Corso Giuseppe Garibaldi. Her er det særligt den store og fint anlagte Piazza Cavour, der imponerer. Den er Anconas største plads, og på midten står en statue af den italienske politiker Camillo Benso di Cavour. Man bør også gå en tur langs Anconas havn. Her kan man bl.a. se Trajans Bue, der er en romersk triumfbue, der blev opført i starten af 100-tallet. Man kan også se Lazzaretto, der også kendes som Mole Vanvitelliana. Lazzaretto er en femkantet bygning fra 1733-1743, der blev bygget som karantænestation på en kunstigt anlagt ø.
Anconas katedral er en særlig seværdighed i byen. Den ligger bogstaveligt talt på toppen af byen på en bakke ved indsejlingen til havnen. Herfra er der en fantastisk udsigt over byen, havnen og Adriaterhavet. Historisk var det på dette sted, at det græske Akropolis lå, og udgravninger har fastslået, at der har ligget templer og kirker her siden 200-tallet f.Kr. Den nuværende katedral blev opført i årene 996-1017, og den står i en blandingsstil med bl.a. romanske og byzantinske træk. Siden opførelsen er kirken blevet udvidet.