Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Augsburg er en by i delstaten Bayern og den største i staten efter München og Nürnberg. Augsburg er også en af Tysklands ældste byer, idet den blev grundlagt af romerne i år 15 f.Kr. med navnet Augusta Vindelicorum. Augsburg var senere en fri rigsstad i Det Tysk-Romerske Rige fra 1276 til 1803. Byen spillede også en rolle under Reformationen, idet den augsburgske bekendelse blev fremlagt her i 1530. 25 år senere blev den augsburgske religionsfred vedtaget under rigsdagen i byen.

Der er mange hyggelige gader og pladser i den gamle bydel i Augsburg, hvor der også er mange fine seværdigheder. Rathausplatz er den centrale plads, og her kan man se byens smukke renæssancerådhus fra 1620, som bl.a. rummer den berømte Goldener Saal. Ved siden af rådhuset står det samtidige Perlachturm, der oprindeligt blev opført i 900-tallet. Der er et observationsdæk i tårnet med en fin udsigt over byen.

Man bør også gå en tur til det store domkirkekompleks med Augsburger Dom som det centrale element. Domkirken blev bygget fra 1000-tallet som en romansk kirke, men senere er der blevet udbygget i gotisk stil. Augsburger Dom er sammen med kirken St. Ulrich und Afra de største religiøse vartegn i byen, og ved domkirken ligger der også et spændende museum.

Augsburg er også hjemsted for verdens ældste sociale boligbyggeri, der stadig bebos. Enklaven Fuggerei blev bygget 1516-1523 som huse for folk i nød, og det er i dag et meget stemningsfuldt sted. Fuggerei blev opkaldt efter Fugger-familien, der byggede stedet, og i Augsburg kan man også se Fuggerhäuser, der står som nogle af Augsburgs smukkeste renæssancehuse. Man kan også besøge flere interessante museer i byen som fx Maximilianmuseum og Bahnpark Augsburg.

Ture fra byen

    Ulm, Tyskland

    Ulm

    Ulm er en kendt universitetsby i delstaten Baden-Württemberg. Den ligger på den nordlige bred af floden Donau, mens den bayerske by Neu-Ulm ligger på den sydlige bred. Ulm blev grundlagt omkring år 850, og den var en såkaldt fri rigsstad i en periode, og den havde også status som Königspfalz, som var en af de byer, som konger og kejsere kunne have som sekundært sæde i Det Tysk-Romerske Rige.

    Ulm er berømt for kirken Ulmer Münster, der med en højde på tårnet på 161,5 meter har det højeste kirketårn i verden. Ulmer Münster er en protestantisk kirke, der blev opført i gotisk stil fra 1377. Det høje tårn stod dog først færdigt i 1890 efter århundreders pause i byggeriet. I dag kan man nyde det flotte syn af kirken, og man kan gå op i tårnet til en højde af 143 meter, hvorfra der er en fantastisk udsigt.

    Læs mere om Ulm

     

    München Kirke

    München

    München er den sydtyske delstat Bayerns smukke og hyggelige hovedstad og samtidigt den nordlige port til Alperne. Byen er hjemsted for verdensberømte mærker som BMW-bilerne og fodboldklubben Bayern München, og så er det ikke mindst her, den årlige oktoberfest afholdes til glæde for millioner af besøgende.

    Hertuger, kurfyrster, konger og kejsere har gennem tiden resideret i byen, og de har sat deres tydelige præg med massevis af byggerier. Her er slotte, kirker, haveanlæg, monumenter og meget andet. Det gælder bare at gå rundt i den gamle bydel og i de centrale kvarterer.

    Blandt de religiøse højdepunkter er vartegnet Frauenkirche og den lille, men fantastisk indrettede Asam Kirche. Byporte, pladser og store offentlige institutioner udgør andre must see’s på en tur til München, hvor de 1900-talshistorisk interesserede også kan se nærmere på nazisternes bygninger som fx Führerbau.

    Læs mere om München

Tilmeld dig vores nyhedsbrev