Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Basel er en af de største byer i Schweiz, og den ligger smukt ved bredden af Rhinen med grænser til både Frankrig og Tyskland. Det er en by med en spændende historie, og den blev en der af den schweiziske føderation i 1501. Inden da blev byens universitet grundlagt som det første i det nuværende Schweiz, og senere har bl.a. Erasmus, Friedrich Nietzsche og Carl Jung haft sin gang i byen.

Den gamle bydel i Basel er både hyggelig og meget seværdig. I gaderne kan man se flere smukke kirker med domkirken Basler Münster på Münsterplatz som den mest kendte. Pladsen Marktplatz er også et must, og her ligger byens smukke rådhus, der stammer fra begyndelsen af 1500-tallet. Der er masser af aktivitet omkring Marktplatz, og herfra er der ikke langt til gode schweiziske restauranter som fx Gifthüttli.

I Basel er der mange interessante museer. Kunstmuseum Basel åbnede i 1661 som verdens første offentlige museum, og det regnes som det fineste kunstmuseum i landet. Man kan også nyde kunst på Museum für Gegenwartskunst, Fondation Beyeler og Museum Tinguely, og der er både kunst og kultur på Antikenmuseum Basel und Sammlung Ludwig for ikke at nævne byens andre museer.

Rhinen er naturligvis også et stort aktiv for den schweiziske by. Mittlerer Brücke åbnede i 1200-tallet som den første bro i byen over floden, og den var også den eneste indtil 1879, hvor Wettsteinbrücke åbnede. Man kan i dag gå nogle dejlige ture langs Rhinen, og bag byens domkirke kan man sejle med Münsterfähre fra Grossbasel til Kleinbasel på den modsatte bred. Det er en hyggelig måde at opleve floden på.

Ture fra byen

    Mulhouse, Frankrig

    Mulhouse

    Mulhouse er en by i Alsace i det østlige Frankrig tæt på grænserne til Tyskland og Schweiz. Byen kendes fra 1100-tallet, hvor de første skrevne kilder refererer til Mulhouse, der dengang var en del af Det Tysk-Romerske Rige. Efter nogle århundreder blev byen en såkaldt fri rigsstad, hvilket vil sige, at den var en bystat, som hørte direkte under kejseren. Efter denne periode blev Mulhouse tilknyttet den schweiziske konføderation i 1515, og den blev derfor ikke en del af Frankrig ved den westfalske fred i 1648 som den øvrige del af regionen.

    I stedet blev byen en enklave i Alsace kendt som Stadtrepublik Mülhausen, der var calvinistisk. Tilknytningen til Schweiz fortsatte til 1798, hvor en folkeafstemning i kølvandet på den franske revolution gav tilslutning til Frankrig. Det var en tid, hvor industrialiseringen satte sit præg på Mulhouse, der først blev kendt for sin tekstilindustri og senere for produktion af lokomotiver. Mulhouse blev i 1871 en del af det tyske kejserrige, hvilket varede til afslutningen af 2. Verdenskrig i 1918.

    Læs mere om Mulhouse

     

    Freiburg, Tyskland

    Freiburg

    Freiburg er en by i den sydvesttyske delstat Baden-Württemberg, og den er kendt som den varmeste og mest solrige storby i Tyskland. Freiburg er en gammel by, der gennem århundreder har været kendt som universitetsby og ærkebispesæde. Byen udviklede sig løbende under skiftende herredømme, mens det meste af byens centrum blev ødelagt af bombardementer under 2. Verdenskrig for derefter at blive genopført.

    I dag er Freiburg er velbesøgt turistby, der har et hyggeligt bycentrum med flere seværdigheder. Man kan starte på Münsterplatz, hvor man kan se Freiburgs store gotiske domkirke fra 1200-1500-tallene og det gamle handelshus fra omkring 1520, Historisches Kaufhaus. Tæt herpå ligger en anden en Freiburgs hyggelige pladser, Rathausplatz, hvor byens gamle rådhus står over for den store Kirche St. Martin.

    Læs mere om Freiburg

Tilmeld dig vores nyhedsbrev