Se på kortet
Piazza Vecchia Bergamo Alta, Piazza Vecchia, Bergamo, Italien
Læs om byen
Bergamo er en charmerende by med et gammelt middelalderkvarter, der ligger smukt på en bakketop hævet over de moderne bydele. Den gamle bydel hedder Bergamo Alta, og den blev forsvaret af venetianerne i 1500-tallet mod Milano med bymure og indgangsporte, der i dag er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv. Siden da og primært fra 1800-tallet voksede Bergamo fra at være den gamle by omgivet af en række landsbyer til en egentlig bydannelse i det, der i dag er den nedre by, Città Bassa.
Man kan komme til Bergamo Alta med byens funiculare, og herfra starter oplevelserne med mange seværdigheder, smalle gader og stemningsfulde pladser. Man kan starte turen på Piazza Vecchia, der er Bergamo Altas centrale plads, som blev anlagt på byens gamle romerske forum. Rundt om pladsen blev der opført flotte renæssancebygninger fra 1400-tallet, og de kendteste er Palazzo del Podestà, Palazzo della Ragione og Biblioteca civica Angelo Mai. Man kan også se pladsens karakteristiske tårn, hvorfra der er en fin udsigt over byen.
Palazzo della Ragione var Bergamos rådhus, og bag det gamle palæ ligger den tilstødende plads, Piazza del Duomo, hvor byens Sant'Alessandro-domkirke ligger. Den nuværende kirke blev opført over århundreder og stod færdig i 1889. Ved siden af domkirken ligger basilikaen Santa Maria Maggiore, hvis historie går tilbage til omkring år 1100. Her kan man se forskellige mosaikker og gobeliner i det smukke interiør. Et godt eksempel på udsmykningen er kapellet Cappella Colleoni, der blev opført i 1475 og udsmykket med fresker i 1730erne.
I modsatte ende af den forholdsvis lille Bergamo Alta ligger borgen La Rocca, der blev anlagt i 1300-tallet. Tidligere lå der en romersk fæstning her, og i dag er området udlagt som en park med en flot udsigt, og her er også en udstilling om Bergamos historie. Neden for La Rocca ligger kunstmuseet Accademia Carrera, der har venetiansk kunst som speciale, og den ganske store samling regnes blandt Italiens bedste inden for området. Museumsbygningen blev opført i 1810 i nyklassicistisk stil.