Site logo
    0

    Berlin rejseguide

    Brandenburger Tor • Under den Linden • Museumsinsel

    Se på kortet
    Læs om byen

    Med sine 3,5 millioner indbyggere er Berlin Tysklands største by og samtidig en af Europas store historiske metropoler. Byen er hohenzollernes gamle residensby og gennem århundreder centrum for den store tyske kulturnation, der har givet verdens et utal af berømte kunstnere, tænkere og videnskabsmænd.

    Berlin var på mange måder også verdens centrum gennem 1900-tallet. Det var her, den Kolde Krig var varmest med USA og Sovjetunionen på hver side af Berlinmuren. Muren er væk i dag, men man kan se dele rundt omkring i byen, hvor stumperne danner monumenter over den delte tid.

    I dag er her masser af smukke bygninger fra de sidste mange århundreders stilarter til den moderne tids byggerier, der i overflod har fundet sted siden den tyske genforening blev en realitet i 1990. Interessante og bevidste stilblandinger ses også på blandt andet rigsdagsbygningen.

    Med museer er byen også en af de førende i verden, og store skatte kan fx opleves på Pergamon, Bode og de andre museer på Museumsinsel. Dertil kommer kulturlivet, de mange restauranter og de righoldige indkøbsmuligheder som blot er noget mere af alt det, der gør en tur til Berlin til noget ganske særligt.

    Topseværdigheder

      Brandenburger Tor

      Brandenburger Tor

      I begyndelsen af 1700-tallet blev en fysisk toldmur opført rundt om Berlin, og der blev opført en byport mod Brandenburg, som naturligt nok fik navnet Brandenburger Tor.

      Den nuværende Brandenburger Tor blev bygget 1788-1791 som afløser for den oprindelige, og den skulle være som en prægtig hovedindgang til byen og pragtalléen Unter den Linden.

      Stilen er nyklassicistisk, og porten er 26 meter høj og 60 meter bred. På toppen står en romersk stridsvogn anført af fire heste. Brandenburger Tor stod tidligere i Østberlin lige foran Berlin-muren. Ved genforeningen blev stedet selve symbolet på tiden og handlingerne, idet det var her, folk besteg Berlinmuren og efterfølgende rev den ned.

       

      Museumsøen
      Museumsinsel

      Museumsinsel er navnet på den nordlige del af den ø i floden Spree, hvor fem af Tysklands fantastiske og internationalt berømte museer er samlet. Det drejer sig om Altes Museum, Alte Nationalgalerie, Neues Museum, Pergamonmuseum og Bode-Museum. Blandt utallige højdepunkter er busten af Nefertiti, Pergamonalteret og Ishtartor fra Babylon.

      Området er det, der ligger nord for aksen med gaden Unter den Linden, og dets museumshistorie startede med en udstillingsbygning i 1797. Det var oprindeligt et beboelsesområde, men museerne blev etableret lidt efter lidt, da kong Friedrich Wilhelm IV udlagde Museumsinsel til kunst og videnskab i 1841.

       

      Berliner Dom, Berlin

      Berlin Domkirke
      Berliner Dom

      Berliner Doms historie går tilbage til Frederick IIs kirke fra 1451. Dette år flyttede kurfyrsten residens fra Brandenburg til Cölln i det nuværende, central Berlin.

      Næste væsentlige år i kirkens historie er 1535-1545. Her opnåede kurfyrste Joachim II pavens accept af at lukke byens dominikanerkloster, der lå ved siden af slottet og den kirke, der fra 1545 blev hohenzollernes begravelsessted.

      I 1538 var der opført en ny totårnet facade mod vest på den på det tidspunkt forhenværende klosterkirke, der var blevet hofkirke. I 1539 gennemførte Joachim II i øvrigt reformationen lokalt, og kirken overgik til protestantismen. I 1600-tallet blev kirken calvinistisk, idet kurfyrsten Johann Sigismund bekendte sig til den calvinistiske retning af den protestantiske kirke. Denne status ophørte for kirken i 1695.

      I 1717 blev kirkens dobbelttårne nedrevet for at give plads til en ny barokfacade, men i 1747 blev kirken revet helt ned til fordel for Johann Boumanns nye, elegante barokkirke fra årene 1747-1750. Boumanns barok blev ændret til tidens nyklassicisme 1820-1822.

      Endnu en gang blev kirken dog fuldstændigt revet ned. Det skete i 1893. Den nuværende domkirke blev opført 1894-1905 med Peterskirken i Vatikanet som forbillede. Den preussiske stat betalte byggeriet til 11,5 millioner mark, og de fik en mægtig kirke, der virkede som den protestantiske modvægt til netop Peterskirken.

      Kirkens dimensioner var og er imponerende. Grundfladen måler 114x76 meter, og højden når 116 meter op i den berlinske luft. Under 2. Verdenskrig blev Berliner Doms lanterne i toppen ramt af en brandbombe den 24. maj 1944. Lanternen brændte ud, og faldt efterfølgende ned i kirkerummet. I årene 1949-1953 blev et midlertidigt tag etableret, og i 1967 besluttede den evangeliske unionskirke at restaurere og derved delvist genopbygge kirken, hvilket staten DDR ikke modsatte sig. I 1975 startede det store arbejde, som blev afsluttet med en genindvielse den 6. juni 1993.

      På trods af kirkens navn har den faktisk aldrig haft status af domkirke, idet den ikke har været bispesæde. Således er Berliner Dom i dag en protestantisk sognekirke, og der bliver holdt gudstjenester her.

      I den smukke kirke kan man blandt andet se gravmonumenter for fremtrædende hohenzollerner som kurfyrste Friedrich Wilhelm og Friedrich III og Berliner Doms fornemme orgel, der er bygget af Wilhelm Sauer.

       

      Gendarmenmarkt

      Gendarmenmarkt hører til blandt Europas fineste pladser, og et besøg her er et must for mange turister. Pladsen blev anlagt i 1688 som en del af kurfyrste Friedrich Wilhelms bydel Friedrichstadt, og den rummer ud over god stemning et fornemt bygningsensemble.

      Centralt på Gendarmenmarkt står Konzerthaus Berlin som et smukt klassicistisk bygningsværk. Huset blev åbnet i 1821 som Kongeligt Skuespilhus/Königsliches Schauspielhaus. Allerede i 1776 åbnede et skuespilhus på stedet, men i 1817 fik arkitekten Karl Friedrich Schinkel opgaven med det nye nuværende hus, der blev bygget med fin udsmykning inspireret fra antikken. Under 2. Verdenskrig blev området bombet, og det smukke hus var lukket indtil 1984, hvor det kunne åbne i den fine nuværende genopbyggede teaterbygning. Ti år senere fik scenen navnet Konzerthaus Berlin, der afspejler teatrets nuværende virke.

      På hver side af Konzerthaus står et smukt kuppeltårn med bagvedliggende kirke; mod syd Den Tyske Kirke/Deutscher Dom og mod nord Den Franske Kirke/Französischer Dom. Navnene Dom kommer af, at det er kuppeltårne, men disse har ingen religiøs sammenhæng med kirkerne. De blev bygget som et imponerende byrum med Piazza del Popolo i Rom som muligt forbillede.

      Deutscher Dom blev opført 1701-1708 efter Martin Grünbergs tegninger med navnet Neue Kirche. Den virkede som kirke for både den tysk-reformerte og den lutheranske menighed i bydelen Frierichstadt. I årene 1780-1785 blev det imponerende kuppeltårn bygget foran Neue Kirche; hvilket skete samtidigt med et tilsvarende tårn ved nabokirken Französischer Dom. I 1881-1882 blev Grünbergs første kirke i det store hele revet ned grundet bygningens tilstand, og den blev genopbygget i barok stil.

      Französischer Dom blev i sin oprindelige udformning også bygget fra 1701 til Friedrichstadts mange huguenotter, der var kommet fra Frankrig. Dens navn var Französische Friedrichstadtkirche, og som Neue Kirche blev selve kuppeltårnet opført 1780-1785 foran kirkebygningen.

      Midt mellem Gendarmenmarkts tre hovedbygninger kan man se en statue af den tyske digter, Friedrich Schiller. Den blev stillet op fra 1856 i anledning af Schillers hundrede år fødselsdag.

       

      Reichstag, Berlin

      Rigsdagen
      Reichstag

      Reichstag er sæde for Bundestag, der er det tyske parlament. Selve bygningen er en af de mest kendte opførelser i Berlin, og begivenheder her har flere gange skrevet sig ind i historiebøgerne.

      Med samlingen af Tyskland i 1871 opstod behovet for samlende politiske institutioner som fx et parlament og ministerier. I 1872 blev der udskrevet en konkurrence om at tegne en ny rigsdagsbygning. Pladsen Königsplatz blev udpeget som sted for rigsdagen; på det tidspunkt lå polsk-preussiske Athanasius Raczyńskis adelspalæ her.

      Byggeriet trak dog ud grundet blandt andet en lang købsproces af Raczyńskis palæ. Resultatet blev, at en ny konkurrence kunne udskrives i 1882, og det nuværende Riechstag blev bygget i årene 1884-1894.

      Den tyske rigsdag holdt fra åbningen til her, og efter 1. Verdenskrig blev Weimar udråbt til republik fra Reichstags balkon. Det skete den 9. november 1918 ved Philipp Scheidemann.

      Den 27. februar 1933 brændte Reichstag under uafklarede årsager. Bygningens kuppel gik tabt som en af de mange ødelagte dele, og i den nazistiske tid blev Reichstag aldrig genopbygget. I Slaget om Berlin i 2. Verdenskrigs sidste dage var Reichstag desuden et symbolsk mål for Sovjetunionen, og efter bombninger stod bygningen mere ødelagt end efter 1933.

      En samlet rigsdag i Berlin var efter 2. Verdenskrig ikke mulig, idet regeringerne for henholdsvis Vesttyskland og Østtyskland flyttede til Bonn og Østberlin, der var de to tysklandes nye hovedstæder. I 1961-1964 blev Reichstag rekonstrueret, men den blev i Berlins delte tid kun anvendt til repræsentative møder og særlige begivenheder.

      Med Tysklands genforening og ombygningen ved den britiske arkitekt Norman Foster i 1999 blev bygningen igen hjemsted for det tyske parlament, og nu er det muligt at besøge den nye kuppel, der er et af Berlins moderne vartegn.

       

      Unter den Linden

      Unter den Linden er Berlins centrale pragtgade, der forbinder Brandenburger Tor og Pariser Platz med beliggenheden for de regerende Hohenzollerns byslot; Berliner Stadtschloß.

      Gadens historie går tilbage til 1500-tallet, hvor kurfyrste Johann Georg anlagde den som adgangsvej til jagtområderne i det nuværende Tiergarten. I 1647 blev vejen udvidet, og der blev plantet rækker af lindetræer, som også gav Unter den Linden sit nuværende navn.

      Gaden har gennem århundreder været byens pragtalle, og den har desuden været scene for forskellige parader gennem tiderne. Langs Unter den Linden ligger en række seværdige bygninger, og i midten af gaden kan man tæt på Bebelplatz se en rytterstatue af kong Friedrich II. Statuen er tegnet af Christian Daniel Rauch og stillet op i 1851.

       

      Berlin Fernsehturm

      Fjernsynstårnet
      Fernsehturm

      Allerede i første halvdel af 1950erne blev et fjernsynstårn planlagt i Østberlin; Fernsehturm Müggelberge. Det skulle være 130 meter højt og blev påbegyndt i 1954. Året efter standsede byggeriet, idet en færdiggørelse ville forstyrre indflyvning til den planlagte udbygning af lufthavnen i Schönefeld. Et nyt projekt kom til, og i 1964 godkendte Walter Ulbricht anlæggelsen af et tv-tårn i Berlins centrum.

      Tårnet blev opført 1965-1969 som både Berlins og Tysklands højeste bygning. Tårnet blev et symbol på Østberlin og derved den østtyske stats formåen. Det er fortsat et af Berlins vartegn, og tårnets kugle blev fx dekoreret som en fodbold under verdensmesterskaberne i fodbold i Tyskland i2006.

      Tårnet er 368 meter højt. Der er en udsigtsplatform i 203 meters højde og caféen Telecafé ligger 207 meter oppe. Telecaféen roterer en omgang på 30 minutter. Udsigten fra tårnets top er selvsagt fantastisk, og man kan se over hele Berlin og byens omegn.

       

      Karl-Marx-Allee

      Karl-Marx-Allee er en af hele Berlins mest markante gader. Den hed Große Frankfurter Straße indtil 1949, hvor den blev omdøbt til Stalinallee efter den sovjetiske leder. I 1961 fik den sit nuværende navn.

      Den boulevard, man kan opleve nu, blev anlagt 1952-1960 som byens mest monumentale pragtgade. Stilen er sovjetisk nyklassicisme, stalingotik, og de imponerende bygninger langs gaden skulle da også vise det ypperligste inden for den nye socialistiske stats kunnen.

      Det oprindelige stykke byggeri ligger mellem højhusene på Strausberger Platz mod vest og Frankfurter Tors tårne mod øst. De to tårnes kupler er tilsigtede som kopier af kuplerne på pladsen Gendarmenmarkts kirker.

      Mellem gaderne Andreasstraße und Koppenstraße ligger der nyere kareer af elementbyggeri. Oprindeligt lå der her på nordsiden den første færdiggjorte bygning på Stalinallee, den nyklassicistiske hal, Deutsche Sporthalle fra 1951, der blev revet ned i 1971. På sydsiden stod et 4,8 meter højt mindesmærke om Stalin, det blev revet ned i 1961; på samme tid som gadens navneskift.

      Mellem Alexanderplatz og Strausberger Platz kan man se et smukt eksempel på et offentligt DDR-byggeri, nemlig biografen Kino International fra 1961-1963. Overfor Kino International ligger Café Moskau, der åbnede som Restaurant Moskau i 1964. Her blev der tidligere serveret russisk mad. Tættere på Frankfurter Tor kan man se biografen Kosmos. I det hele taget bør man ikke snyde sig for en spadseretur her, hvis man er interesseret i 1900-tallets sovjetiske og østtyske periode.

       

      Gemäldegalerie, Berlin

      Billedgalleriet
      Gemäldegalerie

      Gemäldegalerie er et kunstmuseum, hvor størstedelen af Berlins Statslige Museers/ Staatliche Museen zu Berlin malerisamling opbevares. Samlingen hører til blandt verdens fineste indenfor europæiske billedkunst fra 1200-1700-tallene.

      Her er utallige værker af verdensberømte kunstnere som Albrecht Dürer, Hans Holbein, Jan van Eyck, Raphael, Titian, Caravaggio, Peter Paul Rubens, Rembrandt og Johannes Vermeer.

      Samlingen er til forskel fra mange andre samlinger ikke startet med udgangspunkt i kongelige indkøb, men derimod gennem løbende akkvisitioner foretaget af den preussiske regering fra 1815.

       

      Kejser Wilhelm Mindekirke
      Kaiser Wilhelm Gedächtniskirche

      Kaiser Wilhelm Gedächtsniskirche er Berlins tydeligste mindesmærke over bombardementerne under 2. Verdenskrig. Den oprindelige kirkebygning blev opført fra kejser Wilhelm Is fødselsdag i 1891 og indviet 1895 til ære for kejser Wilhelm I, der var den daværende kejser Wilhelm IIs farfar.

      Kirkebygningen nåede en højde på 113 meter med det slanke kirketårn. Den blev ødelagt under et bombardement i november 1943, og man besluttede at lade tårnruinen stå. Herunder er i dag et minderum, hvor man blandt andet kan se kirkens Kristusfigur fra alteret, da det endnu stod.

      I 1959-1963 blev det moderne ottekantede kirkebyggeri opført rundt om det gamle kirketårn. Karakteristisk for dette er de tusindvis af glasindlæg i fortrinsvis blå farve; disse er inspireret af glasmosaikkerne i katedralen i franske Chartres.

       

      Flere seværdigheder og mere info

      Køb pdf-bogen om Berlin her.

    Rejseekspert
    Author avatar
    Stig
    Andre seværdigheder

      Bahnhof Friedrichstrasse

      Friedrichstraße Banegård
      Bahnhof Friedrichstraße

      Denne banegård er en af Berlins store centrale trafikknudepunkter. Banegården blev åbnet i februar 1882 for nærbanetrafik, og fra den 15. maj kørte der også fjerntog herfra.

      Navnet Bahnhof Friedrichstraße slog sig dog fast i Berlins delte tid efter murens opførelse i 1961. Her kom banegården til at fungere som grænseovergangssted og ligeledes som indkøbsmulighed. Man kunne fx tage undergrundsbanen fra Vestberlin; den kørte gennem lukkede spøgelsesstationer, før den nåede Bahnhof Friedrichstraße, hvor der før paskontrollen lå såkaldte intershops med forskellige produkter fra DDR.

       

      Berlin Slot & Slotspladsen
      Berliner Schloß & Schloßplatz

      Berlins byslot med foranliggende slotsplads var centrum i flere tyske riger, da kurfyrsternes og hohenzollernes kongers store residens lå her. Fra 1701 var det de preussiske kongers residens, og fra 1871 de tyske kejseres.

      Slottets historie går tilbage til 1400-tallet, mens det endelige udseende kom til efter mange om- og udbygninger gennem flere århundreder. Det store slot dominerende arkitektur og træk skabte Andreas Schlüter med sine tegninger fra første del af 1700-tallet.

      Det gamle slot blev svært beskadiget under 2. Verdenskrig, og i 1950 blev det revet endeligt ned. Man bevarede kun den ene af slottets portaler, og den ses indbygget i den tidligere statsrådsbygning fra DDR-tiden; den ligger på pladsens sydside. Fra netop den portal proklamerede Karl Liebknecht den frie socialistiske tyske republik den 9. november 1918, og derved afsluttede han mange århundreders kongelig besiddelse af Berlins centrale slot.

      Gennem mellemkrigstidens Weimarrepublik blev en del af Berliner Schloß indrettet som museum. Under den nazistiske tid i Tyskland blev slottet ikke anvendt i nævneværdige situationer. Slottets skæbne blev beseglet ved allierede bombninger 3. og 24. februar 1945. Ved sidstnævnte togt brændte slottet i det store hele ned, idet byens brandværn nærmest var ikke-fungerende.

      Berliner Schloß kunne have været genopbygget, men styret i DDR valgte i 1950 af bortsprænge bygningen totalt, og Schloßplatz blev udlagt som paradeplads. På stedet byggedes 1973-1976 det populære Republikkens Palads/Palast der Republik, der, ud over at have huset DDRs parlament, er blevet brugt til mange aktiviteter for borgerne såsom teatre og restauranter. Schloßplatz blev i den tid omdøbt til Marx-Engels-Platz.

      I 2003 besluttede den tyske Rigsdag at nedrive det ellers smukke symbol på DDR, Palast der Republik, og genopbygge hohenzollernes gamle slot. Palast der Republiks nedrivning begyndte i 2006 og sluttede i 2008. På kælderruinerne af det gamle slot blev grundstenen til det genopførte Berliner Schloß lagt den 12. juni 2013 af Tysklands præsident.

      Genopbygningen kendes under navnet Humboldtforum, og det genrejste slot stod færdigt i 2020. Facaderne mod nord, vest og syd følger designet fra det gamle slot, mens østfacaden og slottets indre blev bygget i moderne udseende og indretning. Humboldtforum åbnede som hjemsted for museer i 2021.

       

      Neue Synagoge, Berlin

      Den Nye Synagoge
      Neue Synagoge

      Neue Synagoge, Den Nye Synagoge, blev opført 1859-1866 i imponerende maurisk-byzantinsk stil med en stor forgyldt kuppel. Den fungerede som den primære synagoge for Berlins jødiske menighed.

      Synagogen overlevede krystalnatten i Tyskland, men den blev hærget af brande under 2. Verdenskrig i 1943 og blev genopbygget i 1990erne. Udover at være synagoge huser den rekonstruerede bygning også byens jødiske center.

      Facaden på Neue Synagoge er rigt udsmykket, og særligt kuplen imponerer. Den stråler med sit forgyldte mønster, og den når en højde på 50 meter.

       

      Hakeske Gårde
      Hakesche Höfe

      Bag navnet Hakesche Höfe gemmer der sig en række særdeles smukke baggårde på en husrække i Rosenthaler Straße. Gårdene forbinder Rosenthaler Straße med Sophien Straße.

      I begyndelsen af 1900-tallet lod områdets daværende ejer de tidligere byggerier nedrive, og han planlagde og opførte den perlerække af smukt dekorerede bygninger, der nu står. Lejlighederne var efter datidens målestok indrettet med alle moderne bekvemmeligheder, og ikke mindst gårdmiljøerne var enestående i Berlin, nærmest som et levende marked.

      I dag er der blandt andet spisesteder i baggårdene, og man kan også bare vandre rundt og nyde de mange detaljer på facaderne.

       

      Berlinmuren

      Dokumentationscentrum for Berlinmuren
      Berliner Mauer Dokumentationszentrum

      Fra den 13. august 1961 blev Berlinmuren opført af DDR; officielt for at sikre landet mod indvandring fra Vesten og uofficielt for at stoppe den galopperende udvandring til netop Vesten gennem Vestberlin. Gennem resten af årene med Tysklands deling stod muren og adskilte de to halvdele af den tyske hovedstad. I alt var muren rundt om Vestberlin på 155 kilometer.

      Berlinmuren gik gennem Bernauer Straße på langs og delte dermed bogstaveligt talt beboerne, der indtil 1961 havde levet med få meters mellemrum. I dokumentationscentret fortælles murens historie fra 1961, og der er bygget en udsigtsplatform, hvor man kan se ned over det stykke, der på stedet står tilbage af den originale mur.

       

      Det Tyske Historiske Museum
      Deutsches Historisches Museum

      Det tyske historiske museum er indrettet i den tidligere tøjhusbygning, der regnes for en af Berlins smukkeste barokbygninger. Grundstenen blev lagt i 1695, og byggeriet stod stort set færdigt 1706, men det blev dog først indrettet som det planlagte våbenarsenal i 1729. Bygningen er den ældste bevarede bygning på Unter den Linden.

      I 1875 blev stedet ændret til et militærmuseum, og en renovering og delvis genopbygning blev sat i gang i perioden 1949-1964. I 1987 åbnede det nuværende museum, der på fornem vis leder besøgende gennem den tyske historie. Historien er opdelt i temaer efter perioder, og de mange effekter gør museet meget spændende.

       

      Sankt Hedwigs Kathedrale, Berlin

      Sankt Hedvig Katedral
      Sankt Hedwigs Kathedrale

      Lige bag Staatsoper ligger den imponerende kuppelkirke Sankt Hedwigs Katedrale. Som Staatsoper var det Frederik den Store, der lod den opføre. Kirken blev indviet 1773 og opkaldt efter Schlesiens og Brandenburgs skytsengel, Hedwig von Andechs, der i 1200-tallet var grevinde i Schlesien.

      Katedralen er opført med blandt andet Roms Pantheon som forbillede, og den er en del af Frederik den Stores kompleks af pragtbyggerier rundt om den nuværende Bebelplatz. Komplekset havde navnet Forum Fredericianum og bestod i den realiserede plan af det Kongelige Bibliotek på vestsiden, Prinz Heinrich-palæet på nordsiden, Staatsoper og katedralen på østsiden samt statelige bygninger på sydsiden.

       

      Potsdam Plads
      Potsdamer Platz

      I 1600-1700-tallene lå den nuværende Potsdamer Platz umiddelbart udenfor byporten og den berlinske toldmur ved vejen til byen Potsdam. Allerede på det tidspunkt gik der flere veje herfra, og stedet var et trafikknudepunkt.

      Stedet blev for alvor udviklet, da jernbanelinjen mellem Berlin og Potsdam åbnede i 1838. Det var byens første jernbane, og banegården i Berlin lå netop her. I 1902 åbnede byens U-Bahn her, og i 1939 fulgte S-Bahn med. I tiden inden 2. Verdenskrig var den således blevet en af Europas mest travle og trafikerede pladser.

      Der lå en del prominente bygninger omkring Potsdamer Platz før 2. Verdenskrig. Mest kendt blandt alle tyskere var stormagasinet Wertheim, som Georg Wertheim åbnede i 1897; efter flere udvidelser havde det nået en facadelængde på 330 meter. En anden bygning var underholdningskomplekset Haus Vaterland, der var åbnet som Haus Potsdam i 1912. Desuden lå her en række berømte hoteller som fx Fürstenhof og Palast.

      I 1933 var det moderne Columbushaus åbnet på Potsdamer Platz, og her indrettede nazisterne sig i de øverste etager. Det var blandt andet herfra, en del af planlægningen af de Olympiske Lege i 1936 fandt sted.

      Området øst for pladsen var centrum for Tysklands ledelse under 2. Verdenskrig, og som følge af flere bombardementer lå pladsen i ruiner, da krigen sluttede.

      Blot få uger efter var der igen handel i nogle af de lokaler, der kunne afvendes, og de følgende år åbnede flere steder, og sporvogne og jernbaner kørte også igen. Potsdamer Platz lå på grænsen mellem de britiske, amerikanske og sovjetiske besættelseszoner af Berlin, og derfor blev den centrum for en del illegal handel, idet man blot kunne gå få skridt og være væk fra myndighederne. Med Berlinmuren i 1961 kom pladsen dog til at ligge helt øde hen, og alle ruiner og delvist bevarede bygninger blev med tiden revet ned. Undergrundsbanen fortsatte med at køre, men stationen Potsdamer Platz var en af mange, der blev forseglet som en spøgelsesstation, hvor Vestberlins tog blot kørte gennem.

      Efter Berlinmurens fald blev Potsdamer Platz til en af Europas største byggepladser, og den indtog igen sin centrale rolle for byens trafik. Nye bygninger skød op, og i midten kan man se en kopi af det lyskryds, der blev sat op her i 1924 som et af de første i Europa.

      Blandt dagens moderne kontorbygninger, butikscentre, biografer, restauranter med videre på den igen levende plads er det måske nok mest imponerende Sony Center.

       

      Berlin Checkpoint Charlie

      Checkpoint Charlie

      På trods af Berlins status med en amerikansk, engelsk, fransk og sovjetisk besættelseszone efter 2. Verdenskrig, var der fri passage over hele byen i mange år. Checkpoint Charlie var det bedst kendte overgangssted mellem Østberlin og Vestberlin fra Berlinmurens opførelse i 1961 til 1990, hvor der igen var fri og uhindret adgang mellem bydelene.

      Checkpoint Charlie lå på grænsen af den amerikanske og den sovjetiske zone af Berlin, og det var derfor et af de få steder, USA og Sovjetunionen kom til at stå direkte over for hinanden under den kolde krig.

      Navnet Checkpoint Charlie blev kun anvendt i Vesten og kommer af det det intetsigende kontrolsted med navnet C. Charlie er navnet på bogstavet C i det fonetiske alfabet. På kontrolstedet lå en mindre bygning, der nu er udstillet på Alliierten Museum (Clayallee 135), der skildrer de vestlallieredes historie i primært Berlin i årtierne efter 2. Verdenskrig. I stedet for originalen kan man nu se en rekonstruktion af kontrolbygningen fra 1961 på stedet for Checkpoint Charlie.

       

      Treptower Park

      Den smukke Treptower Park sydøst for Berlins centrum er anlagt i 1876. Det er en af Berlins dejlige grønne oaser, og parken ligger smukt langs flodbredden af Spree, der bugters sig gennem den tyske hovedstad.

      Efter 2. Verdenskrig er parken blevet kendt for det store sovjetiske mindesmærke, Sovjetisches Ehrenmahl, der blev rejst i 1946-1949 til minde om de 5.000 sovjetiske soldater, der ligger begravet på den nærliggende kirkegård.

      Centralt i monumentet står en 12 meter høj statue af en sovjetisk soldat stående på et ødelagt hagekors med et barn på armen og et sværd i den anden hånd. Inspirationen til statuen er ifølge overleveringen en episode den 30. april 1945, hvor en sovjetisk soldat fandt en lille pige på gaden, tog hende op og bragte hende i sikkerhed. Foran statuen er en række på 16 sarkofager, et for hver af de 16 sovjetrepublikker, der mistede landsmænd i krigen.

      I midten af anlægget ses to knælende soldater, og her kan man også se stiliserede sovjetiske flag udført i marmor, der blev taget fra Adolf Hitler rigskancelli i det centrale Berlin. I den modsatte ende af det centrale monument er en statue, der symboliserer moderlandet, der græder over tabet af sine sønner.

       

      Nikolaiviertel

      Nikolaiviertel er et kvarter, der mellem 1979 og 1987 blev opført i en moderne variant af ikke mindst 1700-talsstil af den østtyske regering for at skabe en ny turistattraktion. Bydelen stammer oprindeligt fra omkring år 1200 og er derved en af Berlins gamle kvarterer på den østlige side af floden Spree.

      Af seværdigheder ligger Nikolaikirche centralt, og i 1766 blev rokokopalæet Ephram-Palais (Mühlendamm, Poststraße) opført af Veitel-Heine Ephram. Det blev kendt som Berlins fineste hjørne, men revet ned i 1936 for at udvide gaden Mühlendamm. Facadedele blev opbevaret i Vestberlin, der donerede det bevarede til DDR i 1982. Palæet blev genopført 1983-1987 et lille stykke fra dets oprindelige beliggenhed.

       

      Berlin Alexanderplatz

      Alexanderplatz

      Alexanderplatz er en af Berlins centrale pladser, og den var midtpunkt i store dele af folkelivet i DDR-tiden. Pladsen er navngivet efter den russiske zar Alexander I.

      Indtil 2. Verdenskrig lå her flere store, markante bygninger, blandt andet varehuset Tietz (fra 1969 Moderne Centrum, nu Galeria-Kaufhof) og byens politis præsidiebygning. Den sidstnævnte på det sted, hvor DDR-bygningen Lærernes Hus/Haus des Lehrers blev opført.

      Alexanderplatz blev ødelagt under 2. Verdenskrig og genopbygget i en typisk efterkrigs DDR-stil med skulpturer, moderne højhusbygninger som Interhotel og Haus der Elektroindustrie samt mosaikker af det arbejdende folk. Alexanderplatz blev også tænkt som bindeled mellem Unter den Linden og den kommunistiske pragtgade, Stalinallee, der nu hedder Karl-Marx-Allee.

      Efter år 2000 er der igen bygget massiv på og rundt om pladsen. Blandt disse og DDR-tidens byggerier ses det berømte, store verdensur, der blev opstillet i 1969.

       

      Tiergarten

      Tiergarten er en stor bypark med en størrelse på 210 hektarer. Tiergartens historie går tilbage til 1527, hvor området blev udlagt som kongeligt jagtområde. Dengang lå det umiddelbart udenfor bymurene, der omkransede byen.

      Området var større end den nuværende Tiergarten, og det blev indhegnet, så dyrene ikke ville stikke af. Det blev også placeret dyr i skoven, så der var mere at jage.

      I 1742 faldt indhegningen, idet Friedrich II ikke var så interesseret i jagt som sine forgængere. Han lod også området omdanne til en kolossal lysthave, hvor der skulle være adgang for Berlins borgere.

      Forskellige regenter og ledere har siden 1700-tallet bygget en del anlæg i Tiergarten så som en lang række statuer og pragtgaden Straße des 17. Juni, der i nazisternes plan for Welthauptstadt Germania skulle være den primære øst-vest-akse og derfor blev udvidet fra 27 til 53 meter i bredden.

      Efter en del ødelæggelser under 2. Verdenskrig besluttede Berlins magistrat allerede den 2. juni 1945 at restaurere Tiergarten, så den igen skulle være en stor grøn oase og lysthave for byens borgere.

       

      Kurfürstendamm

      Kurfürstendamm er det vestlige Berlins pragtboulevard. Den var allerede fra 1542 kurfyrsternes ridevej mellem slottene Berliner Stadtschloss i centrum til Jagdschloss Grunewald i skovene sydvest for hovedstaden. Fra 1875 blev strækningen anlagt som egentlig boulevard på initiativ af kansler Otto von Bismarck. Bredden fastsatte Bismarck til 53 meter.

      På en 540 meter lang strækning ved Kurfürstendamm i Halensee idriftsatte Werner von Siemens verdens første trolleybus, Elektromote, der dengang var et noget mere primitivt køretøj end dagens busser. Siemens’ bus var et forsøg, der opererede i perioden 29. april-13. juni 1882. I Halensee opstod også Europas engang største forlystelsespark, Lunapark. Den åbnede i 1904 og hed Lunapark fra 1909 til lukningen i 1933. Kurfürstendamm var adgangsvejen hertil.

      Navnet Kurfürstendamm kommer dels af kurfyrsterne og dels af det faktum, at vejen oprindeligt blev anlagt som en Damm; dvs. en stammevej hvor træstammer ligger på tværs af vejens retning og med sand på toppen. Navnet blev første gang anvendt i 1700-tallet.

      I tiden med Tysklands deling i Østtyskland og Vesttyskland var Kurfürstendamm Vestberlin ubestridt førende forretningsstrøg. Efter den tyske genforening blev flere andre gader og pladser mere betydende i Berlin end tidligere, men langs Kurfürstendamm kan man stadig fornemme det elegante og fashionable fra dens storhedstid.

      Flere seværdigheder ligger langs gaden; fx trafiktårnet Verkehrskanzel (Joachimstaler Platz) fra 1955, cafeen Café Kranzler (Kurfürstendamm 18-19) fra 1958 og den ombyggede biograf fra 1928; Schaubühne (Lehniner Platz). Biografen hed Universum og var dengang Berlins største.

       

      Schloss Charlottenburg, Berlin

      Charlottenburg Slot
      Schloß Charlottenburg

      I 1696-1699 blev Schloß Charlottenburg opført i italiensk barok til kurfyrstinde Sophie Charlotte. Hun havde fået jordstykket udenfor Berlin og lod arkitekten Johann Arnold Nering planlægge opførelsen af et sommerslot. Nering døde kort efter, og arbejdet blev overtaget af Martin Grünberg. I 1699 var det et ganske lille slot i forhold til i dag, og dengang var navnet Lützenburg.

      Efter kroningen i 1701 i Königsberg af kurfyrsten Friedrich til preussisk konge og Sophie Charlotte til dronning, blev en større udbygning sat i gang. Inden færdiggørelsen døde Sophie Charlotte i 1705, og kongen lod slottet navn til det nuværende i hendes minde og ære.

      Arkitekten Eosander von Göthe stod for byggeriet, der blandt andet omfattede det 50 meter høje, centrale kuppeltårn fra årene 1709-1712. Det blev også til et slotskapel og et orangeri, der virkede som vinterhave for planter fra den fine barokhave.

      Friedrich I døde 1713, og efterfølgende Friedrich Wilhelm I anvendte sjældent slottet, der ikke blev investeret i under hans regeringstid. Det var først med Friedrich II, der igen skete noget med Schloß Charlottenburg; den nye konge gjorde fra 1740 stedet til hans residens, og han lod den gamle del af slottet nyindrette. Kongen lod også fløjen Neue Flügel/Knobelsdorff-Flügel bygge i tidens rokoko.

      Den endelige udbygning kom Friedrich Wilhelm II til at stå for. Han lod ikke mindst Slotsteatret/Schloßtheater og et lille orangeri bygge i den vestlige fløj.

      Gennem 1900-tallet har de fornemme rammer skiftet formål adskillige gange, og efter 2. Verdenskrig var en del af anlægget ødelagt. En genopbygning blev sat i gang, og Schloß Charlottenburg er den eneste kongelige residens, der er bevaret fra hohenzollernes tid.

      Slottet er seværdigt og indrettet som museum. Her er meget interessant interiør; fx det Gyldne Galleri/Goldene Gallerie, og så der der også slotshaven, der er anlagt som fransk barokhave i 1687 og senere delvist ændret til engelsk landskabshave.

      I haven ligger flere bygninger, blandt andet tehuset Belvedere/Belvedere fra 1788, villaen Nye Pavillon/Neue Pavillon i napolitansk stil fra 1824-1825 og et mausoleum fra 1810.

       

      Sendetårnet
      Funkturm

      Berlins radiotårn Funkturm er bygget af Heinrich Straumer i årene 1924-1926 i anledning af den tredje tyske radioudstilling. I 1929 blev verdens første tv-signaler udsendt herfra, og i 1935 blev det første regulære tv-program i Tyskland sendt i æteren herfra.

      Funkturm er 147 meter højt, og der var oprindeligt blot et sendetårn. Senere blev der bygget restaurant i 52 meters højde og en udsigtsplatform 125 meter oppe. I forhold til højden er Funkturms base på omkring 20x20 meter lille, og tårnet virker derfor særdeles slankt og elegant.

      En kuriositet ved Funkturm er, at det hviler på porcelænsisolatorer. De blev indbygget for at undgå, at sendekraften på mellembølgetårnet gik gennem tårnet og i jorden i stedet for i luften. Da offentligheden fik adgang til tårnet, blev det jordet gennem elevatorskakten, så der ingen risiko var for massive elektriske stød.

       

      Flere seværdigheder og mere info

      Køb pdf-bogen om Berlin her.

    Ture fra byen

      Berlin Potsdam Sanssouci

      Potsdam

      Potsdam er en af Tysklands smukkeste barokbyer, og da den har en over 1000 år lang historie, er her i sagens natur mange seværdigheder. Den er tidligere kongelig residensby, og fra denne tid ligger her underskønne paladser og bygninger af stor historisk interesse. Det var desuden her, Potsdamkonferencen blev holdt. Det skete i forbindelse med 2. Verdenskrigs afslutning.

      Potsdam har den mange seværdigheder, man kan nyde på en tur hertil. Det gælder fx verdensberømte Sanssouci og Neues Palais, der ligger som byens store slotsområde, og steder som byens hollandske kvarter og den russiske bydel Alexandrowka.

      Læs mere om Potsdam

       

      Spandau

      Spandau er en bydel i Berlin, men alligevel er den sin egen by med en række seværdigheder. Citadellet/Zitadelle fra 1500-tallet er et tidligere forsvarsværk, fængsel og skatkammer. Det er nu åbent for besøgende og er et af byens mest seværdige steder.

      Spandaus gamle bydel, Altstadt (Markt), er også en tur værd. Den ligger på en ø overfor Zitadelle, og her er hyggeligt provinsielt. Kvarteret går mange århundreder tilbage i tiden; Sankt Nikolaj Kirke/St.-Nikolai-Kirche (Reformationsplatz) er fx fra 1200-tallet.

       

      Köpenick

      Bydelen Köpenick sydøst for Berlin er sin egen lille by i byen. Köpenick er omgivet af skove og søer og er derfor et afslappende åndehul relativt tæt på centrum af den tyske hovedstad.

      Byens gamle del har mange hyggelige smalle gader og stræder. Største seværdighed her er stemningen og det store nygotiske rådhus, Rathaus Köpenick (Alt-Köpenick 21), der er opført 1901-1904. Det er på rådhuset, historien om Kaptajnen fra Köpenick udspillede sig – Wilhelm Voigt klædte sig i 1906 ud som kaptajn og franarrede bystyret en stor sum penge.

      Slottet i Köpenick blev bygget i midten 1500-tallet af kurfyrste Joachim II som jagtslot i renæssancestil. I 1600-tallet blev slottet ombygget til den nuværende barokstil. Det er Berlins ældste bevarede slot. På slottet boede Sveriges kong Gustav Adolph en tid under 30-års-krigen. I dag byder Schloß Köpenick på diverse samlinger, og det står smukt og nyrestaureret.

       

      Oranienburg

      Oranienburg er en by umiddelbart nord for Berlin, og den er et hyggeligt mål for en tur. Oranienburg ligger udenfor Berlins bygrænse og dermed i forbundslandet Brandenburg. Byen blev grundlagt som Bötzow i 1100-tallet og byder i dag på flere seværdigheder.

      Oranienburg Slot blev opført i 1652 i hollandsk stil, deraf navnet, der er afledt af det hollandske Oranje. Selve byen fik et par år senere navn efter slottet. I 1688 blev slottet ombygget af kurfyrste Friedrich III til et af Brandenburgs flotteste barokslotte.

      I Tysklands nazistiske tid blev slottet indrettet som SS-kaserne indtil 1938, og her tjente orangeriet som hestestald. Efter en ombygning i 1938 blev stedet sæde for en politiskole. Efter krigen tjente slottet som kaserne for DDRs Volkspolizei og for landets grænsetropper. I 1997 blev slottet overdraget til byen Oranienburg, og det er nu blevet åbnet. Man kan blandt andet se Den Orange Sal/Orange Saal.

    Køb og download den fulde PDF Guide
    Tilmeld dig vores nyhedsbrev
    Shopping
    Med børn
    Gode links
    Historisk overblik

      Berlin grundlægges

      Berlins historie begyndte med de to landsbyer Berlin og Cölln, som begge fik købstadsrettigheder i 1200-tallet. Den oprindeligt slaviske Berlin lå på den østlige bred af floden Spree på det sted, hvor kvarteret Nikolaiviertel i dag ligger. I 1000-1100-tallene var tyske bosættere kommet til området, og på en ø i Spree overfor Berlin grundlagde de Cölln.

      I 1100-tallet kom området ind under markgrevskabet Brandenburg, der var grundlagt i 1157 af Albrecht I Bjørnen, og fra ham stammer bjørnen, der i dag kan ses i Berlins byvåben og utallige steder som et af hovedstadens vartegn.

      Gennem 1200-tallet fortsatte det tyske med at dominere, mens Berlins slaviske indflydelse gradvist forsvandt, og derved virkede de to byer som en samlet by, selv om de først blev slået officielt sammen i 1709. Fra 1200-tallet blev året 1237 regnet som byens samlede grundlæggelse.

       

      Byen vokser

      Handelen steg i Østersøområdet, hvor Hanse-forbundets betydning steg gennem århundrederne, og det gav en væsentlig vækst i Berlin i tallet.

      En større brand raserede dog i 1380, og ud over bygninger gik også det meste af byens skrevne historie til grunde. Berlin voksede sig dog ud af branden, og dobbeltbyen Berlin-Cölln havde ved udgangen af århundredet omkring 8.000 indbyggere.

       

      Dynastiet Hohenzollern

      I 1415 blev Friedrich I kurfyrste i markgrevskabet Brandenburg, og det fik betydning for Berlins ledelse og udvikling de følgende fem hundrede år.

      Friedrich var af slægten Hohenzollern, hvis navn kommer fra området Zollern og hjemborgen Hohenzollern i den nuværende sydtyske delstat Württemberg. Som markgreve i Brandenburg fik han og de mange efterfølgere fra slægten, der regerede til monarkiets fald i 1918, kontrol over Berlin.

      Efterfølgeren Friedrich II kom til efter Friedrich Is død i 1440, og dynastiets titler var gennem generationer kurfyrster, før de blev preussiske konger for til sidst at være tyske kejsere.

      I årene 1443-1451 blev det første byslot i Berlin bygget, og da Hohenzollern-familien flyttede sin residens fra Brandenburg til Berlin, kom det til at føre til ny vækst med alt det, der fulgte med et hof og statussen som residensby.

      På kort sigt var der dog også negative sider ved den nye status. Befolkningen protesterende mod opførelsen af det centralt beliggende slot, men vandt ikke dette mindre oprør og fik i stedet inddraget visse politiske og økonomiske privilegier. Som kurfyrstens residensby kunne Berlin heller ikke længere være en fri by og medlem af Hanseforbundet, hvorved handelens karakter blev forandret.

       

      1500-tallets Berlin

      I 1530 valgte kurfyrste Joachim I at udlægge det store område, der nu er den grønne oase Tiergarten, som kongeligt jagtområde. Den beslutning, offentlig adgang i 1600-tallet og omlæggelsen til park i 1740 har betydet, at Berlin har sådan en kolossal park nærmest midt i byen.

      Reformationen skyllede over Europa i 1500-tallet, hvor både Berlin og byens furfyrster blev lutheranske i 1539. Det følgende år gennemførte Joachim II den protestantiske reformation i staten Brandenburg; her blev kirkelige ejendomme og værdier sekulariseret, hvorved regenter fik midler til at etablere pragtgaden Kurfürstendamm.

      Pesten ramte Berlin i 1500-tallet, og det dræbte en væsentlig del af befolkningen. Henved 4.000 blev ofre på sygdommen under dens rasen i 1576. I slutningen af århundredet boede 12.000 i Berlin-Cölln.

       

      Friedrich Wilhelm den Store

      Trediveårskrigen i perioden 1618-1648 medførte nedgangstider for Berlin. Befolkningstallet faldt markant, og omkring en tredjedel af husene i byen menes at være ødelagt. Efter krigshandlingerne blev Berlin dog hurtigt genopbygget og udvidet; ikke mindst på grund af Friedrich Wilhelm med tilnavnet Den Store Kurfyrstes visioner om et styrket Preussen. Han regerede 1640-1688, og det skabte stabilitet og en stor magt til kurfyrsten og til det Brandenburg, han gjorde fri af polsk overhøjhed, hvorved vejen var banet for det kommende kongerige Preussen.

      En del af velstanden blev skabt gennem vækst, som blandt andet kom med forfulgte jøder og huguenotter, der blev inviteret til byen. Under Friedrich Wilhelm nåede byen et indbyggertal på 20.000. Gaden Unter den Linden blev anlagt denne tid; lige som forstæderne Friedrichswerder og Dorotheenstadt.

      Friedrich Wilhelms søn blev kurfyrste af Brandenburg og hertug af Preussen i 1688, og i 1701 blev han den første preussiske konge med navnet Friedrich I. Han gjorde Berlin til hovedstad i det nye kongerige.

       

      Hovedstaden Berlin

      Tiden med blandt andet kongens svigerdatter, Sophie Charlotte, i spidsen medførte en stor kulturel og videnskabelig opblomstring, hvor der blev bygget flittigt. Et eksempel er slottet i Charlottenburg, der blev sat i gang af Friedrich I. Sammen med store samtidige byggeprojekter blev Berlin en væsentlig international by, hvor indbyggertallet var steget til 55.000 i 1709. Det var netop dette år, at byerne Berlin og Cölln blev lagt officielt sammen og dannede Berlin.

      Preussens betydning steg i Europa, og med landets vækst voksede Berlin, der var Preussens center for kunst og kultur, og det var også her, landets hær blev formet og opbygget. Hærens betydning blev senere også grundlaget for store dele af byens industrialisering, idet kongen gav økonomiske fordele til udvikling og produktion af våben i byen. Denne satsning gjorde byen teknologisk stærk for fremtiden.

      Som protestantisk land og konge lod han også en større immigration ske af protestanter fra ikke mindst andre tyske stater og Schweiz.

       

      Frederik den Store

      I 1740 kom oplysningstidens kong Friedrich II, Frederik den Store, på tronen, og han regerede i 46 år. Frederik den Store støttede tænkningen, og blandt de kendte filosoffer fra Berlin i denne tid er Moses Mendelssohn.

      Det blev også til store byggerier under Friedrich II; ikke mindst den store plan om Forum Fridericianum (i dag Bebelplatz), der skulle være nyt kulturelt centrum midt i byen med nyt residensslot, opera og andre opførelser, der fortsat kan ses i dag.

      Flere gange gennem opgangstiden i 1700-tallet blev Berlin belejret og invaderet: I Syvårskrigen mod Østrig i 1757 og af Rusland i 1760.

      Med Frederik den Stores efterfølger, Friedrich Wilhelm II, kom en periode med stagnation. Den nye konge var ikke tilhænger af oplysningstiden, og han indførte blandt andet censur og forskellige repressalier, der bremsede byens vækst. Han opførte desuden nye bymure, så på flere måder blev tiden et tilbageskridt for Berlin.

       

      Napoleon og 1800-tallet

      Berlin blev erobret under Napoleon og besat i årene 1806-1813. Byens udvikling dog både under og efter invasionen, og Berlin udgjorde en stadigt større konkurrent til Wien som dominerende by i det tysktalende område. Således steg Berlins befolkning fra 200.000 til 400.000 i første halvdel af 1800-tallet, og den var derved blandt Europas største byer.

      Berlin var centrum for bourgeoisiets forsøg på en demokratisk revolution mod Friedrich Wilhelm IV i 1848. Forsøget blev nedkæmpet, og det medførte en vis stagnation i byens politiske liv i årene herefter.

      Økonomisk og industrielt var byen dog i rivende udvikling. Jernbanernes anlæg fra omkring 1840 gjorde Berlin endnu mere central i handelsmæssig betydning. Der blev anlagt kanaler til floderne Oder og Rhinen og videre til Nordsøen. I 1866 blev Berlin sæde for det nordtyske forbunds regering, og efter Tysklands samling i 1871 under kejser Wilhelm I og kansler Bismarck blev Berlin hovedstad i hele Det Tyske Rige.

      Byen fortsatte sin kolossale vækst. Fra et befolkningstal på 200.000 i 1819 og 900.000 i 1871 steg det til 1,9 millioner indbyggere i 1900. Økonomisk gik det også godt. I Berlin samledes bankfolk, industrialister og andre, der havde en interesse og mulighed for at drive udviklingen frem.

      For byens borgere skete også store fremskridt i årtier op til år 1900. De slidte kloaker blev moderniseret, og fra 1896 blev byens første undergrundsbanelinje etableret; den åbnede i 1902.

       

      Monarkiets fald og Weimarrepublikken

      Med samlingen af de mange tyske stater og derved dannelsen af Den Tyske Imperium i 1871 var konge blevet kejser.

      Op til 1. Verdenskrigs start i 1914 var Berlin en industriel gigant, men krigen satte en brat stopper for byens økonomiske udvikling. Tyskland var blevet involveret i krigen, mange troede ville ende med en hastig sejr. Det blev dog til fire års krig, hvor både krigshandlinger og den britiske blokade af landet gjorde dagliglivet hårdt.

      Efter nederlaget i 1918 måtte slægten Hohenzollern abdicere, og i Rigsdagen besluttede man at oprette Weimarrepublikken.

      Weimarrepublikkens situation var ikke nem. Internationalt var Tyskland blevet pålagt enorme krigsskadeerstatninger med fredsslutningen efter 1. Verdenskrig, og det var nogle år, hvor både kommunister og senere nazister dannede partier og søgte væbnet eller politisk magt.

      For Berlins bystyre blev situationen også en ganske anden i 1920, for i dette år blev flere forstæder og byerne rundt om hovedstaden administrativt en del af Berlin, der med et fik omkring fire millioner indbyggere.

      Fra 1924 blev situationen dog bedre med blandt andet amerikansk hjælp, en mulig sundere økonomisk politik og det faktum, at Berlin var et af Europas absolutte industrielle centrer. Den blev Europas største industriby, og ligeledes blomstrede kulturen, hvor folk som arkitekten Walter Gropius, fysikeren Albert Einstein og forfatteren Bertolt Brecht arbejdede her.

      I 1922 var mange jernbaner til byer omkring Berlin blevet elektrificeret og samlet til Berlins S-Bahn, og i 1926 blev lufthavnen i Tempelhof åbnet. Berlin var for alvor aktiv og i udvikling i 1920erne.

      Arbejdsløsheden var dog høj, og den internationale økonomiske depression ramte også Berlin og Tyskland, hvor militser under nazisternes og kommunisternes kontrol sloges i gaderne.

       

      Adolf Hitler kommer til magten

      Efter valget i 1933 udnævnte præsident Hindenburg Adolf Hitler til rigskansler efter nazisternes valgsejr. Rigsdagen brændte samme år, og efter Hindenburgs død blev Hitler rigskansler og fører, hvilket kom til at sætte stort præg på såvel Berlin som Tyskland og store dele af verden.

      Gennem 1930erne udviklede Berlins økonomi sig voldsomt. I 1936 var byen vært for De Olympiske Lege, der blev et tilløbsstykke med imponerende byggerier og levende billeder, der gik verden rundt.

      En af de store planer for Berlin var kolossale byggerier gennem store dele af centrum. Det var Albert Speers design for det, der skulle gøre Berlin til Verdenshovedstaden Germania/Welthauptstadt Germania. Enkelte dele af planerne blev bygget, men 2. Verdenskrig satte på mange måder en stopper for udviklingen i byen.

      Gennem 2. Verdenskrig var Berlin centrum for Tysklands politiske og militære ledelse, og den var derved et naturligt mål for de allierede på det tidspunkt, hvor krigslykken vendte.

      I krigens sidste år blev Berlin udsat for massive bombardementer, og efter hårde kampe i Berlins gader i maj 1945, besatte den sovjetiske Røde Hær med Marskal Sjukov i spidsen den sønderskudte tyske hovedstad.

       

      Den delte by og Hauptstadt der DDR

      I august 1945 var Potsdam vært for konferencen, der beseglede Tysklands og Europas skæbne som opdelte interesseområder. Berlin blev delt i to zoner, den sovjetiske og den vestlige, der igen formelt bestod af en britisk, en fransk og en amerikansk zone.

      I juni 1948 indførte de vestlige allierede separat bystyre i sin samlede zone, og en vesttysk valuta blev indført. Sovjetunionen indledte en fysisk blokade af bydelen, der medførte, at den berømte luftbro med forsyninger blev oprettet. Alle vestberlinere var dog tilbudt mad og indkøbsmulighed i Østberlin. Luftbroen varede fra 26. juni 1948 til 11. maj 1949.

      I 1949 blev Berlin på ny hovedstad, denne gang i den nye stat DDR, mens Vestberlin fik regionalt styre i Forbundsrepublikken Vesttyskland.

      Efter Sovjetunionens leder Josef Stalin døde i 1953 forsøgte kræfter i Moskva på at genforene Tyskland gennem fjernelse af DDRs Walter Ulbricht. Planen slog fejl, og det endte med generalstrejke i DDR den 17. juni, og da det østtyske politi ikke kunne kvæle strejken, der førte ønsket om mere demokrati med sig, måtte det sovjetiske militær bruges til at genindføre ordenen i DDR, der i flere årtier herefter var kommunistisk.

      I august 1961 opførtes den 47 kilometer lange Berlinmur som en fysisk deling af byen. Muren stod med kun få overgange, blandt andet Checkpoint Charlie, indtil 1989-1990, hvor den tyske genforening blev gennemført. Muren blev opført for at sikre, at den stigende flugt af østtyskere til Vesten kunne stoppe, og med muren kom både isolation af Vestberlin og et Østberlin, der som hovedstad måtte sikre overvågning af muren og grænsen, hvor der med årene var mange flugtforsøg.

      I Østberlin blev der dog bygget meget andet end Berlinmuren. Således blev byens centrum gennem årtierne med DDR opført som en hovedstad med Palast der Republik som både folkets og styrets centrum, Fernsehturm som byens mægtige tv-tårn, enorme boligområder med etageejendomme og de sovjetisk inspirerede pragtbygninger langs den nuværende Karl-Marx-Allee.

       

      Genforening i ny samlet hovedstad

      Med Tysklands genforening den 3. oktober 1990 blev Berlin igen hovedstad for hele Tyskland, og et massivt byggeri blev igangsat. Det omfattede alle de regeringsbygninger og offentlige institutioner, der skulle etableres, infrastrukturen, der skulle kunne integrere to byer til en, og ikke mindst området omkring det gamle trafikcentrum omkring Potsdamer Platz, der i disse år blev Europas største byggeplads.

      Den samlede by sikrede, at indbyggertallet igen steg. Højdepunktet i antal er fortsat under 2. Verdenskrig, hvor byen i 1942 husede næsten 4,5 millioner mennesker. I dag ligger Berlins befolkning på godt 3,5 millioner.

      Du er måske også interesseret i..