Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Bilbao i Nordspanien er en by, der for alvor blev et turistmål efter åbningen af Guggenheim Museum, men her er også så meget andet at komme efter. Det gælder både seværdigheder, omgivelserne og lokal gastronomi som Baskerlandets lækre pintxos, de små stykker brød med blandet pålæg.

På en tur i Bilbao er den gamle bydel, Casco Viejo, det rigtige sted at starte. Det er et kvarter med smalle gader, hyggelige pladser og farvestrålende bygninger. Der er naturligvis mange caféer, som man kan nyde mellem oplevelser med byens katedral, andre kirker og det arkæologiske museum.

Bilbaos vartegn er Frank Gehrys berømte museumsbygning med de spændende ydre kurver, hvor kunstmuseet Guggenheim ligger. Et besøg her er nærmest et must i byen, hvor man også kan besøge andre spændende museer. Det kan fx være Museo Euskal om Baskerlandets kultur.

Baskerlandet er også et område, der er værd at tage ture rundt i. Her er betagende kyststrækninger, smukke nationalparker og mange fine byer. Den meste kendte er San Sebastián, der også kendes som Donostia. Det er her, man finder den ikoniske strand, Playa de la Concha.

Topseværdigheder

    Guggenheim Museum, Bilbao

    Guggenheim Museum Bilbao

    Guggenheim Museum Bilbao er et museum for samtidskunst og moderne kunst, som samtidigt er Bilbaos verdensberømte vartegn. Museet blev designet af den canadisk-amerikanske arkitekt Frank Gehry, og det blev indviet i 1997 af den spanske kong Juan Carlos I efter en stor folkelig begivenhed.

    Det var den baskiske regering, der i 1991 foreslog Solomon R. Guggenheim Foundation, at den ville etablere et Guggenheim-museum, der skulle bygges i Bilbaos forfaldne havneområde, der engang havde været byens vigtigste indtægtskilde, og med et nyt museum igen kunne blive et sted, der ville gøre Bilbao kendt og skabe vækst i byen.

    Solomon R. Guggenheim Foundation valgte Frank Gehry som arkitekt, og de opfordrede Gehry til at designe noget vovet og innovativt, og det gjorde han også. Kurvernes tilfældighed på bygningens ydre blev designet til at fange lyset, og interiøret blev designet omkring et stort og lyst atrium med udsigt over floden Nervión gennem Bilbao.

    Da museet åbnede i 1997, blev det hyldet som en af verdens mest spektakulære bygninger. Det blev betegnet som et af 1900-tallets arkitektoniske mesterværker og et eksempel på dekonstruktivistisk stil. Byggeriet blev udført sten, glas og den titanium, der er museets særkende. Der er mange separate gallerier i det store museum, og udefra kan opdelingerne blandt andet ses i de hvirvlende organiske former.

    På Guggenheim Museum Bilbao kan man se værker og installationer af samtidskunstnere og værker af baskiske kunstnere. Museets udstillinger skifter løbende, og stedet er fx vært for tematiske udstillinger og visninger fra Solomon R. Guggenheim Foundations store samling. Der er også enkelte permanente værker som La materia del tiempo af Richard Serra.

     

    Museet for Skønne Kunster
    Museo Bellas Artes

    Museo Bellas Artes er Bilbaos gamle og fine kunstmuseum, der åbnede i 1914. Det er et af de mest besøgte museer i Baskerlandet, og det er meget forståeligt, når man oplever institutionens fine samlinger, der hører til rigeste i Spanien uden for Madrid. Museet rummer en værdifuld og ganske omfattende samling af baskisk, spansk og europæisk kunst fra middelalderen til i dag.

    Under et besøg på kunstmuseet kan man blandt andet nyde malerier af gamle mestre som fx El Greco, Cranach, Sofonisba Anguissola, Murillo, Goya, Luis Paret, Van Dyck, Ruisdael og Bellotto. Man kan også se 1800-talsværker og moderne kunst af blandt andre Gustave Doré, Sorolla, Mary Cassatt, Paul Gauguin, Henri Le Sidaner, James Ensor, Jacques Lipchitz, Peter Blake, Francis Bacon og Richard Serra.

    Museet blev grundlagt i 1908, og den nuværende museumsbygning i klassicisme blev tegnet af arkitekterne Fernando Urrutia og Gonzalo Cárdenas og opført til formålet i 1945. Museets samlinger voksede dog fortsat efter opførelsen, og bygningen er blevet udbygget flere gange siden 1945.

     

    City Hall, Bilbao

    Bilbao Rådhus
    Casa Consistorial de Bilbao

    Casa Consistorial de Bilbao er det spanske navn for Bilbaos rådhus, som blev opført i smuk nybarok i årene 1883-1892 efter stadsarkitekten Joaquin Rucobas tegninger. Til det rigt ornamenterede ydre var Rucoba inspireret af den tredje franske republiks offentlige arkitektur. Bygningen består af en hovedakse, hvorpå hovedbalkonen og tre buer med otte søjler er placeret, og på toppen kroner et klokketårn bygningen.

    På facaden kan man blandt andet se relieffer af fem prominente personer i Bilbaos historie. Det er grundlæggeren Diego López V de Haro, kardinalen Antonio Javier Gardoqui, admiralen Juan Martínez de Recalde, Tristán de Leguizamón og økonomenen Nicolás de Arriquibar. Der er også skulpturer af to maceroer og to herolder, som flankerer bygningen, og på hovedtrappen er der to skulpturer, som repræsenterer lov og retfærdighed.

    Indvendigt skiller tre rum sig ud som de mest seværdige. Det er receptionssalen/salón de recepciones, plenumsalen/salón de plenos og lobbyen/vestíbulo. Udsmykningen af ​​disse rum er som rådhusets ydre eklekticistisk stil, og det ses med receptionssalens nymauriske inspiration og de to andre rums træk fra nyrenæssancen. Det var en række kunstnere fra både Bilbao og resten af ​​Spanien, der deltog i udsmykningen af det indre.

    Den nuværende bygning er byens fjerde rådhus siden Bilbaos grundlæggelse. Det første rådhus blev opført i 1535, men blev ødelagt af oversvømmelser i 1553. Et nyt rådhus blev bygget samme sted, men det led samme skæbne i 1593. I 1600-tallet blev rådhus nummer tre indviet, og det blev anvendt indtil slutningen af 1800-tallet, hvor vækst, industrialisering og ny infrastruktur gjorde, at det nuværende Casa Consistorial blev realiseret.

     

    La Ribera Marked
    Mercado La Ribera

    Mercado La Ribera er et fødevaremarked, der ligger i en stemningsfuld markedsbygning, som er en af de største af sin slags i Europa. Markedet i Bilbao går tilbage til 1300-tallet, og fra 1840 begyndte de enkelte boder af blive overdækket. Den nuværende markedsbygning udvidede Mercado La Ribera, og den åbnede i 1929 efter arkitekten Pedro de Ispizuas tegninger i rationalisme.

    På markedet er der boder, der sælger forskellige produkter inden for friske råvarer. Der er blandt andet fiskehandlere, slagtere og grønthandlere, og på en del af markedet kan man købe lokale landbrugsprodukter. Der er også hyggelige caféer og restauranter, hvor man blot kan nyde stemningen under indtagelse af velsmagende mad eller drikke.

     

    Museo Vasco, Bilbao

    Det Baskiske Museum
    Museo Vasco

    Museo Vasco er et museum, hvor man kan lære mere om den baskiske kultur, som naturligt nok præger Baskerlandet i grænseområdet mellem Frankrig og Spanien. På museet er der utallige museumsgenstande og forskellige temaer. Museets oprindelige navn var Det Baskiske Arkæologiske, Etnografiske og Historiske Museum, og det fortæller om de overordnede områder for de spændende udstillinger.

    Museet åbnede i 1921 i stueetagen i barokklostret i det gamle Colegio de San Andrés, som tilhørte jesuitterne indtil deres fordrivelse fra Spanien i 1767. Med årene voksede museets samlinger, og det bredte sig til den øvrige del af klostret. I de permanente udstillinger kan man blandt andet se arkæologi fra Vizcaya, våben, indbo fra 1700-tallet og kunst af keramik og tekstil.

Andre seværdigheder

    Teatro Arriaga, Bilbao

    Arriaga Teater
    Teatro Arriaga

    Teatro Arriaga er navnet på Bilbaos operahus. Den smukke teaterbygning blev bygget i 1890 i nybarok stil efter design af arkitekten Joaquin Rucoba. Teatret er opkaldt efter komponisten Juan Crísóstomo Arriaga, der har tilnavnet den spanske Mozart.

    Teatret er en af Bilbaos vigtigste kulturscener, og selve bygningen står som en af byens mest bemærkelsesværdige. Ved åbningen i 1890 afløste teatret en tidligere teaterbygning, Teatro de la Villa, der havde ligget samme sted siden 1834.

     

    Akzuna Zentroa

    Akzuna Zentroa er Bilbaos tidligere kornbørs, Alhóndiga Municipal de Bilbao, som åbnede i 1909 i bygningen, som Ricardo Bastida tegnede. I 1970erne flyttede handelsaktiviteterne til en ny bygning, og derved blev Alhóndiga Municipal forladt. I årene derefter fremkom der flere forslag om alt fra nedrivning til nye anvendelser af børsbygningen.

    I 1994 blev det besluttet at nyindrette børsen som kultur- og eventbygning. Redesignet stod den franske kunstner Philippe Starck for i samarbejde med Thibaut Mathieu. Akzuna Zentroa åbnede i 2010, og bag den smukke, gamle facade åbner et moderne rum sig med mange faciliteter, og man bør særligt lægge mærke til de individuelt udsmykkede søjler.

     

    Plaza Nueva, Bilbao

    Nytorv
    Plaza Nueva

    Plaza Nueva er en af de centrale pladser i Bilbaos gamle bydel, der hedder Casco Viejo. Pladsen blev anlagt i monumental stil i nyklassicistisk stil i 1821. I de følgende år blev de omkransende bygninger med elegante nyklassicistiske arkader opført.

    Med de ens bygninger og palmer i hjørnerne fremstår pladsen som et elegant byrum, hvortil der kun er adgang gennem nogle af arkaderne. Den primære bygning husede fra starten Biscayens regering, og denne rummer i dag Euskaltzaindia, der er det kongelige akademi for det baskiske sprog.

     

    Søfartsmuseet
    Museo Marítimo

    Museo Marítimo er Bilbaos søfartsmuseum, og det er et interessant museum, hvor man gennem udstillinger får skildret og levendegjort områdets maritime historie og traditioner på spændende vis.

    Ud over udstillinger om skibsfart får man også et indtryk af væsentlige dele af Bilbaos historie og udvikling. Der er blandt andet mange skibsmodeller på museet, der ligger under en bro på stedet for et tidligere skibsværft. Udearealet viser forskellige skibe, der er tilgængelige i et historisk og nu drænet havnebassin.

     

    Arkæologisk Museum, Bilbao

    Arkæologisk Museum
    Museo Arqueológico

    Museo Arqueológico er navnet på det arkæologiske museum i Bilbao. Her kan man gennem museets samlinger og udstillinger lære om Bilbaos lange historie gennem diverse fund og temaer fra menneskets begyndelse i regionen til dagens moderne samfund.

    Det nuværende museum åbnede i 2008, og ud over udstillingerne som museum, har institutionen også et formål med at konservere og restaurere arkæologiske fund fra udgravninger i området.

     

    Doña Casilda Iturrízar Park
    Parque de Doña Casilda Iturrízar

    Parque de Doña Casilda Iturrízar er Bilbaos største park, og den er et dejligt sted for nogle spadsereture. I parken er der fine anlæg med beplantninger, damme, springvand og andet, der trækker mange af byens borgere til sig. Det grønne område blev i sin tid anlagt som engelsk landskabshave.

    Parken er opkaldt efter Casilda Iturrízar, der var en spansk filantrop og forretningskvinde fra Bilbao. Iturrizar søgte at hjælpe de dårligst stillede borgere i byen ved at bruge sin formue til velgørenhed, og hun donerede også jorden til etablering af parken.

     

    Skt. Anton Kirke, Bilbao

    Sankt Antonius Kirke
    Iglesia de San Antón

    Iglesia de San Antón er en smukt beliggende kirke, der blev opført fra 1478 som en større ombygning af en tidligere kirke, der var blevet indviet i 1433. Udvidelsen skete i samtidens gotiske stil, og den nye Iglesia de San Antón blev indviet i 1510. Kirken er dedikeret Antonius den Hellige, der var en egyptisk munk i 300-tallet, og som i dag er helgen i den katolske kirke.

    Gennem tiden er kirken blevet ødelagt flere gange grundet oversvømmelser og kampe i byen, men den er blevet genopbygget hver gang med forskellige ændringer. Den mest tydelige er facade, der blev rekonstrueret i renæssance i 1500-tallet, og den adskiller sig derved fra den ellers primært gotiske stil. Tårnhatten er dog også anderledes, idet den stammer fra 1700-tallets barok.

    Man kan se en tur i gaderne omkring Iglesia de San Antón, og her kan man også se broen Puente de San Antón, der krydser floden Nervión. Broen blev i sin oprindelige udgave anlagt i 1318, men den nuværende er en genopbygning fra 1937. De to bygninger danner et smukt bygningsensemble, som man kan genkende på Bilbaos byvåben, hvor både bro og kirke er vist.

     

    Sankt Jakob Katedral
    Catedral de Santiago

    Catedral de Santiago er Bilbaos domkirke, og det var en status, den fik i 1950. På det tidspunkt blev Bilbao etableret som bispesæde, og derfor skulle man bruge en domkirke. Valget faldt på byens primære sognekirke, der menes opført i 1300-1400-tallene. Kirkens historie kan gå længere tilbage til tiden, hvor der lå et fiskerleje her, men det vides ikke med sikkerhed.

    Domkirken er som sognekirken dedikeret Jakob, der var en af Jesu disciple. Det skyldes, at kirken var et af stoppene på den nordlige pilgrimsvej til Santiago de Compostela. Den arkitektoniske stil er blandet, men det gotiske dominerer 1400-talsbygningen, og kirketårnet står i senere nygotik.

     

    Estacion Abanda, Bilbao

    Abando Banegård
    Estación de Abando

    Estación de Abando er en banegårdsbygning, der åbnede i 1870 i kvarteret Abando, som gav navn til stationen. Efter mange års brug blev Estación de Abando nybygget i 1948, og som byens hovedbanegård bliver den løbende udbygget til fx at være terminal for AVE-højhastighedstog.

    Banegårdens store seværdighed er stationens imponerende glasmosaik, som både viser forskellige seværdigheder i byen og scener fra Bilbaos dagligliv. Mosaikken er 15 meter bred og 10 meter høj, og den blev skabt i 1948 af Jesús Arrechubieta efter design af Miguel Pastor Veiga.

     

    Artxanda Funiculare
    Funicular de Artxanda

    Funicular de Artxanda er en kabelbane, der kører lokale og turister fra Bilbaos gadeniveau op til højdedraget Artxanda, hvor der blandt andet er en park, spisesteder og en fremragende udsigt over Bilbao.

    De første planer om en bane til Artxanda fremkom i 1901, men der gik til 1915, før den nuværende bane kunne blive indviet. Banens længde er 770 meter med 226 højdepunkter undervejs. Turen tager tre minutter, og der er en maksimal hældning på cirka 45 %.

     

    Puente de la Salve, Bilbao

    La Salve Bro
    Puente de la Salve

    Puente de la Salve er en bro, der blev indviet i 1972 som den første skråstagsbro i Spanien. Den krydser floden Nervión i 23,5 meters højde, og dens længde er knap 250 meter. Det var Juan Batanero, der tegnede broen, som skulle aflaste trafikken til de nordlige kvarterer i den nordspanske by.

    Puente de la Salve fik efter sin åbning Guggenheim Museum Bilbao som nabo, og i anledningen af museets 10-års jubilæum fik Daniel Burens værk Røde Buer/Arcos Rojos sat op. Med de karakteristiske buer forvandlede Daniel Buren broens oprindelige pylon til en kontrast til Guggenheim-museets sølvgrå titaniumydre. Arcos Rojos er siden da blevet et af Bilbaos vartegn.

     

    Zubizuri

    Zubizuri er en buebro, der spænder over floden Nervión i det centrale Bilbao. Navnet Zubizuri betyder den hvide bro, og det er da også farven på broen, der er kendt for sin form og sin designer.

    Det var den spanske arkitekt Santiago Calatrava, der tegnede broen, som åbnede i 1997. Det særlige ved den er, at fodgængerområdet over broen går i en bue over floden med en modsatvendt bue over selve brofaget.

Ture fra byen

    Puente de Vizcaya, Bilbao

    Vizcaya Bro
    Puente de Vizcaya

    Puente de Vizcaya er en hængefærge, som er en konstruktion, der kan forveksles med en bro. En hængefærge er en transportforbindelse, hvor en platform er ophængt under en brodrager, og hvor platformen kan føres fra den ene ende til den anden. Gennem tiden er der kun etableres ganske få hængefærger, idet de kun blev opført på steder, hvor en almindelig bro ville spærre for trafikken på vandet, og hvor der ikke var plads til lange ramper til en højbro.

    Puente de Vizcaya forbinder byerne Potugalete og Las Arenas ved mundingen af floden Nervión, der netop var en travl og vigtig trafikåre, som ikke skulle standses med en bro. Hængefærgen blev bygget i 1893 som den første af disse transportbroer i verden, og den er stadig i drift med mulighed for at fragte biler og passagerer over floden på det transportable dæk, som platformen udgør. Puente de Vizcaya er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.

    Transporten af biler og passagerer over floden tager halvandet minut, og man kan kommer over både dag og nat. Det er en særlig oplevelse, og det samme gælder blot ved at kigge på overfarten fra flodbredden. Der er også blevet installeret elevatorer i hver af tårnene i Puente de Vizcaya, så man kan gå over floden på toppen af brodrageren. Herfra er der en smuk udsigt over floden og området.

     

    Santander, Spanien

    Santander

    Santander er en by, der er hovedstad i regionen Cantabria langs den spanske nordkyst. Den kendes med sikkerhed fra 1068, og Alfonso VIII af Castillen tildelte Santander rettigheder i 1187. Det var en tid, hvor byen bestod af to separate dele, der var omkransede af hver sin mur, og der var en bro mellem bydelene, som lå på hver side af et vandløb.

    Santander var i mange år en vigtig by for Castillen, idet den havde en naturhavn, hvor der blandt andet foregik handel med Amerika. Byen voksede gennem århundreder, men den blev ramt af flere katastrofer med eksplosioner i Santanders havn i 1893 og 1894 og en brand, der hærgede store dele af byen i februar 1941.

    Branden i 1941 ødelagde meget af Santanders middelaldercentrum, og derfor kan man kun se få store gamle bygningsmæssige seværdigheder i byen i dag. En af dem er Catedral de Santander, der er byens domkirke. Kirken blev bygget fra slutningen af 1100-tallet til 1300-tallet, men den blev senere udbygget og måtte rekonstrueres efter den store brand i 1941. Katedralen åbnede igen i 1953 og byder på et et smukt kirkerum.

    Læs mere om Santander

     

    Gaztelugatxe, Spanien

    Gaztelugatxe

    Gaztelugatxe er en dramatisk beliggende ø på Baskerlandets kyst. Øen er omkring 270 meter lang og op til 80 meter bred. Fastlandet ligger cirka 200 meter væk, og herfra er der bygget en stenbro til øen, som der derved er adgang til. Krydser man stenbroen, der i dag ligger som en dæmning, kan man gå op til en kirke og det tidligere kloster San Juan de Gaztelugatxe ad 237 trin, der er hugget ind i klipperne.

    Kirken blev grundlagt i 1053, og komplekset fungerede formentlig som et tilflugtssted for Tempelherreordenen i 1100-1200-tallene. Klostret blev beboet af eneboere, og det blev angrebet og plyndret flere gange i historien; blandt andet i 1593 af engelske kapere under ledelse af Francis Drake. De senere år er Gaztelugatxe blevet et populært udflugtsmål og turistattraktion på grund af øens fortryllede beliggenhed og romantiske atmosfære.

     

    San Sebastián, Spanien

    San Sebastián

    San Sebastián er en by i Baskerlandet i Nordspanien, og den kendes også som Donostia–San Sebastián. Der har boet mennesker i området i mange tusind år, men der var romerske bosættelser i århundrederne e.Kr. i det område, der i dag udgør den gamle bydel. San Sebastián blev dog først en egentlig by i 1181. Den udviklede sig, men nedbrændte nærmest totalt i 1489 og blev derefter genopbygget med stenhuse. Frankrig besatte San Sebastián 1719-1721 og igen i 1813. I 1863 blev byens mure nedrevet, og det gav plads til mange nye kvarterer.

    I dag ligger den gamle bydel mod nord i byen i gaderne omkring pladsen Plaza de la Constitución, hvor man kan se byens tidligere rådhus mod vest. De øvrige bygninger er ens, og de enkelte vinduer er nummererede, idet tallene angav pladser til tidligere tyrefægtninger på pladsen. I denne del af byen kan man også se den smukke barokkirke, Basílica de Nuestra Señora del Coro, der stod færdig i 1774. Tæt herpå ligger kirken Iglesia de San Vicente Mártir fra 1507, som er byens ældste opførelse, og museet San Telma Museoa, der er indrettet i et tidligere dominikanerkloster. På museet kan man lære mere om den baskiske kultur og historie.

    Læs mere om San Sebastián

     

    Biarritz, Frankrig

    Biarritz

    Biarritz er en fornem og velbesøgt badeby, der ligger ved den franske Atlanterhavskyst tæt på grænsen til Spanien. Dens historie som resort startede med 1800-tallets stigende turisme til populære byer langs vandet, og i 1840 tog byrådet i Biarritz initiativ til at tiltrække turister til den velbeliggende by.

    Byen blev særligt kendt, da kejserinde Eugénie af Frankrig opførte et sommerslot ved kysten fra 1854. Slottet og kejserfamiliens tilstedeværelse satte gang i opførelsen af mondæne hoteller, kasinoer og butikker med luksusvarer, og selve sommerslottet blev også indrettet som hotel og kasino, efter det blev solgt i 1880.

    Eugénies slot brændte i 1903, men blot overdådigt genopbygget, og det ligger i dag som Hôtel du Palais i første række til Atlanterhavet. Langs vandet ligger dejlige strande, og strandene, havet og bølgerne gjorde, at Biarritz blev det første sted i Europa, hvor der blev surfet.

    I Biarritz kan man nyde udsigten over havet, de skønne hoteller og også tage et kig på centrum af den hyggelige by. Der er også flere aktiviteter og museer som fx Aquarium de Biarritz, der ligger i en art deco-bygning fra 1933, Cité de l'Océan og Musée Asiatica, der er et museum for asiatisk kunst. Der er også flere smukke udsigtspunkter på klipperne ved byen. Man få fx gå til Rocher de la Vierge eller området ved fyrtårnet Phare de Biarritz.

     

    Gorbea Naturpark
    Parque Natural de Gorbea

    Parque Natural de Gorbea er navnet på den største naturpark i Baskerlandet. Parken ligger inde i landet og rummer en smuk og varieret natur med blandt andet brusende vandfald og smukke bjerge, der når op til 1.482 meter i højden med toppen af bjerget Gorbea.

    Parken dækker et område med karstlandskaber, og den er kendt for mange betagende vandreruter og udsigtspunkter. Landskabet i Parque Natural de Gorbea er meget varieret, og man kan gå rundt i alt fra rå klippeflader til blide og bølgende græsgange. I parken er der også smukke bøge- og egeskove, og et af de kendte steder er det 100 meter høje vandfald Gujuli.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn

    Sejltur

    Bilboats
    Pio Baroja Plaza 1
    bilboats.com

     

    Søfartsmuseum

    Museo Marítimo
    Ramón de la Sota Kaia 1
    itsasmuseum.eus

     

    Legepladser

    Parque de Doña Casilda

     

    Akvarium

    Getxo Aquarium
    Muelle de Arriluze, Getxo
    getxoaquarium.com

     

    Strand

    Bl.a. Playa de Sopelana, Sopela

Gode links