Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Blantyre er en af Malawis to storbyer, hvor hovedstaden Lilongwe er den anden. Blantyre har gennem historien været Malawis økonomiske lokomotiv, og her er der også mange aktiviteter og seværdigheder, der strækker sig tilbage til den britiske kolonitid.

På en tur i Blantyre bør man besøge Malawis nationalmuseum, hvor man kan danne sig forskellige indtryk af landet gennem museets interessante samlinger. Man kan også gå en tur til St. Michael & All Angels Church, der blev opført 1888-1891, og som står som landets mest imponerende kirke.

Blantyre blev i sin tid opkaldt efter den by i Skotland, hvor David Livingstone blev født, og Livingstone rejste gennem området på opdagelsesrejse gennem det sydlige Afrika. Fra byens tidlige tid står Mandala House som landets ældste bevarede hus. Fra nyere tid kan man blandt andet besøge Carlsbergs lokale bryggeri.

Under et besøg i Blantyre er det oplagt at tage på ture i byens omgivelser. Den store og smukke Malawisø også et naturligt udflugtsmål med dens mange panoramaudsigter og aktivitetsmuligheder. Søen ligger som et hav i landet, og dens naturlige skønhed rummer også en dimension under vandet som den sø i verden med størst fiskerigdom i antal arter.

Topseværdigheder

    St. Michael & All Angels Church, Blantyre

    Sankt Michael og Alle Engles Kirke
    St. Michael & All Angels Church

    Denne imponerende murstenskirke er opført i årene 1888-1891 af missionen i Blantyre på det sted, hvor områdets oprindelige skotske mission lå. Den er en presbyritansk kirke under Den Centralafrikanske Presbyritanske Kirke/Church of Central Africa, Presbyritarian, der består af fem synoder, hvoraf dette er synoden i Blantyre.

    Kirken blev designet af David Clement Scott, der ikke havde formel arkitektuddannelse, og byggeriet blev udført af lokale, der ikke tidligere havde opført lignende bygninger. Murstenene blev desuden produceret lokalt, så kirken opstod på Blantyres præmisser.

    Den smukke kirkebygning med dobbelttårnene i facaden har et tilhørende klokketårn, der står separat nord for kirken. Rundt om ligger huse, der oprindeligt rummede forskellige faciliteter som fx en skole og et trykkeri.

     

    Museum of Malawi, Blantyre

    Nationalmuseet
    National Museum

    Dette er Malawis nationalmuseum, hvori man finder forskellige effekter fra landets historie. Udstillingen spænder bredt og rummer alt fra en kongelig ceremonistol fra 1500-tallet til moderne transportmidler.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Lilongwe og Blantyre her.

Andre seværdigheder

    Mandala Hus
    Mandala House

    Mandala House blev bygget i 1882, og det er det ældste bevarede hus i Malawi. Det blev opført af selskabet Mandala Company, som blev grundlagt 1878 af brødrene John og Frederick Moir fra Skotland. Mandala Company var handelsselskab i African Lakes Company, der havde hovedsæde i Glasgow og afrikanske hovedsæde i Blantyre. Mandala Company havde afdelinger over store dele af landområdet, og det handlede blandt andet med kaffe, tøj og ammunition.

    Moir-brødrene benyttede stueetagen af Mandala House til kontorer, mens førstesalen var deres bolig. Ved uroligheder mellem stammer, brugte lokale også huset, der gav beskyttelse med sine vægge.

    The African Lakes Company solgte løbende selskaber fra, og deres motordivision blev i 1992 solgt til et fransk selskab, der derved også blev ejer af Mandala House. Husets ene etage benyttes i dag af foreningen Society of Malawi, der har bibliotek og arkiv med meget historisk materiale her. Ud over det er selve huset særdeles stemningsfuldt og står som et monument på den tidlige europæiske tid i landet.

     

    Blantyre Banegård
    Blantyre Railway Station

    Malawis jernbanehistorie begyndte i starten af 1900-tallet, da Blantyre som det britiske protektorats vigtigste økonomiske by og område skulle bindes transportmæssigt sammen med den skibstrafik, der blandt andet besejlede Chiromo og Malawisøen.

    Shire Highlands Railway Company blev dannet af investorer fra Blantyre, og de fik koncession på at anlægge en jernbane mellem Port Herald og Fort Johnston via blandt andet Blantyre. Første delstrækning fra Port Herald og Chiromo åbnede i 1904, mens jernbanen nåede Blantyre i 1909; efter at British South African Company havde måttet overtage anlægget.

    I 1914 blev jernbanen forlænget fra Port Herald til Zambezi-flodens bred, hvor udskibning via havnebyen Beira kunne foretages. Senere blev Blantyre og derved Malawi forbundet jernbanemæssigt med havnebyen Nacala, og denne linje er fortsat i drift. Blantyre er også forbundet med Lilongwe, men der kører ikke passagertog.

     

    Michiru Naturområde
    Michuru Nature Sanctuary

    Michuru Nature Sanctuary er et naturområde, der ligger i den nordvestlige del af Blantyre på ved bjerget Michiru på kanten af Great Rift Valley. I området kan man se nærmere på Malawis natur, og Michiru er blandt andet kendt for sine mange fugle.

    Michiru Mountain er den tætteste natur på storbyen Blantyre, og det er det eneste sted i området, hvor man kan opleve noget af den oprindelige skov. Bjerget har en højde på 1.460 meter, og der er mange vandreruter, man kan nyde. Fra bjerget er der et storslået udsigt, og man kan blandt andet gå til det store kors, der er stillet op her.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Lilongwe og Blantyre her.

Ture fra byen

    Lake Malawi

    Malawisøen
    Lake Malawi

    Lake Malawi er Afrikas tredjestørste sø, og sammen med landets nationalparker er det Malawis største naturseværdighed. Lake Malawi blev første gang europæisk opdaget af portugisiske Candido José da Costa Cardoso, mens skotske David Livingstone kom hertil i 1859, og han navngav den Lake Nyasa, hvilket faktisk blot er to ord for det samme. Malawi kom senere til at hedde Nyasaland efter søen.

    Lake Malawi er den sydligste af søerne i den østafrikanske Rift Valley, og den grænser op til Malawi, Mocambique og Tanzania. Den er kendt som verdens mest artsrige sø hvad angår fisk. Søen er omkring 570 kilometer i længden og op til 75 kilometer i bredden, mens den maksimale dybde er 706 meter.

    Et historisk kuriosum omkring Lake Malawi var det korte søslag, der udspillede sig under 1. Verdenskrig. Under slaget sænkede den engelske kanonbåd SS Gwendolen den enlige tyske kanonbåd Hermann von Wissmann.

    I dag er Lake Malawi et kolossalt rekreativt område, som der er nem adgang til fra fx hovedstaden Lilongwe. Man kan køre mod øst gennem Salima til Senga Bay, der ligger som et resort ud til søen. Her er der sandstrand og mulighed for mange aktiviteter som en svømmetur eller sejltur. I søen er der også snorkling, dykning, vandski og meget andet afhængigt af, hvor man besøger den.

    Området ved Senga Bay giver også gode naturoplevelser for dem, der blot vil nyde området tilbagelænet. Bølgerne skyller ind over stranden, der er omgivet af bakker, bjerge og klipper. I horisonten kan man se øer i søen og både Malawi og Mocambique på den modsatte bred.

     

    Zomba

    Byen Zomba var den første hovedstad i først British Central Africa og siden Nyasaland, som Malawi hed inden selvstændigheden i 1964. Zomba var også hovedstad i det uafhængige Malawi i perioden fra 1964 til 1974, hvor Lilongwe opnåede denne status. Parlamentet blev desuden liggende i Zomba helt til 1994.

    Zomba er i forhold til Lilongwe og Blantyre en mindre og mere overskuelig by, hvor man kan opleve en del koloniarkitektur fra de britiske år. Besøgende i Zomba benytter ofte også opholdet til en tur til bjerget Zomba Plateau.

     

    War Memorial

    Lilongwe

    Lilongwe er Malawis hovedstad, og gennem det meste af landets kolonitid var den en mindre landsby. Siden Malawis uafhængighed i 1966 er der sket meget, så i dag kan man se fine monumenter, Malawis parlament og andre større anlæg, der hører sig til i en hovedstad. Og alligevel er Lilongwe ikke som andre hovedstæder, fordi blandt andet naturen nærmest er en del af byen.

    Malawis politiske centrum ligger i byens nordlige bycentrum, hvor man finder parlamentet, hovedstadens krigsmindesmærke og Hastings Bandas mausoleum. Det er alle seværdigheder, der skildrer Malawis nyere historie.

    Nogle kilometer mod syd ligger den ældre bydel langs Lilongwe Rivers bugtede løb, og her er der markeder, shopping og en fin atmosfære. Mellem bydelene ligger Lilongwe Wildlife Reserve, der er en fin mulighed for at opleve nogle af dyrene fra Malawis natur.

    Læs mere om Lilongwe

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    Chichiri Shopping Mall

    Kamuzu Highway

     

    Chitawira Shopping Centre

    Kenyatta Drive

     

    Indkøbsgader

    Victoria Avenue, Chilembwe Street, Glynn Jones Road

Med børn

    Museum

    National Museum
    Kasungu Crescent

     

    Resort

    Senga Bay
    Salima, Lake Malawi

Gode links
Historisk overblik

    Lilongwes tidligere start

    Navnet Lilongwe kommer fra floden, der skærer sig gennem hovedstaden, og ordet kommer fra nyanja-folkets sprog. Allerede i 900-tallet bosatte bantustammer sig i det nuværende Malawi, og århundreder før den europæiske kolonisering af landet var der opstået en mindre fiskerlandsby ved Lilongweflodens snoede løb, og her boede relativt få mennesker i forhold til dagens voksende hovedstad. Også andre steder i det frodige land var der bosættelser; som der havde været gennem tusindvis af år.

     

    Europæernes ankomst

    I dag er Lilongwe Malawis hovedstad, men det var det sydlige Malawi, der i landets tidlige kolonihistorie var fokus for det meste af udviklingen.

    I 1876 blev byen Blantyre grundlagt og opkaldt efter en by i det Skotland, hvorfra missionærerne, der etablerede sig i dagens Malawi kom fra. Blantyre i Skotland var desuden den by, David Livingstone var født i. Den nye Blantyre fik højere britisk status i 1883, og i 1895 fik byen status af en egentlig købstad, og den er derved den ældste moderne by i Malawi.

    I 1891 var briterne også kommet til området ved Malawisøen og koloniserede det under navnet British Central Africa Protectorate. Det var fortsat ikke med centrum i Lilongwe, idet briterne udbyggede sit styre og økonomiske centrum i Blantyre mod syd. En af de store handelsvarer gennem Blantyre var dengang elfenben.

     

    1900-tallets udbygning

    I de første årtier af 1900-tallet boede der blot få tusinde indbyggere i Lilongwe, mens Blantyre omvendt voksede hastigt. Det skulle dog snart ændre sig for Lilongwes vedkommende grundet forskellige faktorer.

    Vigtigst af alt var Lilongwes beliggenhed. Den lå på skæringsvejen mellem Lusaka og Nyasasøen (nu Malawisøen) i øst-vestgående retning og mellem landets dengang to vigtigste byer, Mzuzu og Blantyre mod henholdsvis nord og syd. Man kunne også navigere ad vandvejen til Nyasasøen, og desuden var egnen god til den vigtige tobaksdyrkning.

    Det var således en lille, men strategisk velvalgt by, som briterne efter nogle årtier valgte at lægge deres koloniadministration i, da de valgte Lilongwe. Den havde indtil 1930erne blev få tusinde indbyggere.

     

    Landets uafhængighed

    Årtierne i midten af 1900-tallet stod i selvstændighedens tegn i den britiske koloni, der hed Nyasaland. En af de centrale personer på vejen til friheden var Dr. Hastings Banda, der efter nogle år i udlandet kom tilbage til Nyasaland og blev politisk aktiv med målet om at gøre landet uafhængigt af det britiske herredømme.

    Banda blev udnævnt til premierminister den 1. februar 1963, og tre år senere kunne han indtage embedet som præsident i republikken Malawi; en position han bestred til 1994, hvorved hans politik kom til at definere fundamentet for det nye land.

     

    Fra selvstændigheden til i dag

    Malawi blev et selvstændigt land i 1966, og siden da er udviklingen gået stærkt med Lilongwes indbyggertal. I 1977 boede her stadig under 100.000 mennesker, og det er et tal, der er blevet omkring tidoblet på tre årtier derefter.

    Befolkningstilvæksten skyldes ikke mindst den urbanisering, der ses over hele verden. Også i Malawi er de unge generationer ramt af færre økonomiske, job- og uddannelsesmæssige muligheder i landområderne, og det øger tilflytningen til hovedstaden, der også har nydt godt af fx sydafrikanske investeringer og en udvikling af tobaksindustrien.

    Blandt de nyere investeringer i bybilledet er det store nye parlament, hvis bygninger blev indviet i 2010 efter blot et års byggeri.

    Lilongwe er Malawis hovedstad, politiske centrum, mens en af landets væsentlige økonomiske motorer er byen Blantyre mod syd i landet. Blantyre er historisk den mest betydningsfulde i Malawi, og således er der en del institutioner, der ligger her fremfor i hovedstaden. Det gælder fx højesteret, polyteknikum og landets hjemmebane ved internationale fodboldkampe, der også er beliggende i Blantyre.

    Der er således to centre i landets i dag. Både Blantyre og Lilongwe, der begge oplever en befolkningstilvækst og en økonomisk udvikling. Som politisk hovedstad er Lilongwes udvikling støt, mens Blantyre med blandt andet landets største antal hvide indbyggere fortsat er lokomotivet for meget handel, produktion og uddannelse.