Se på kortet
Piazza della Loggia, Piazza della Loggia, Brescia, Italien
Læs om byen
Brescia er en lombardisk by, der ligger mellem søerne Lago di Garda og Lago d'Iseo. Det er en by, der blev grundlagt i den førromerske tid, og som i 89 f.Kr. blev en romersk by med navnet Brixia. Romerne udbyggede Brixia med templer, et forum, et teater og andre anlæg, der gjorde byen karakteristisk romersk, hvilket man kan se fint bevarede rester af i dag.
I 560erne blev Brescia erobret af de norditalienske lombarder, som oprettede et hertugdømme med sæde i byen. Senere skiftede magten i byen, og under kejser Ludvig II var Brescia i årene 855-875 at regne for tysk-romersk hovedstad. Magtskifterne fortsatte gennem mange århundreder, før Brescia blev underlagt Venedig og siden blev en del af det moderne Italien.
I dag er der mange seværdigheder i Brescia, hvor man kan tage nogle dejlige spadsereture i den gamle bydel. Her er der smukke pladser, hyggelige gader og mange interessante bygninger fra store dele af byens historie. Der er blandt andet meget at se fra Brescias romerske æra, som sammen med klosterkomplekset San Salvatore-Santa Giulia har sat byen på UNESCO's liste over verdens kulturarv.
Man kan gå til de bevarede dele af Forum Romanum, der ligger som et arkæologisk kompleks med nogle af Norditaliens bedst bevarede offentlige romerske bygninger. Man kan se Capitolium, der var det primære tempel i den romerske by. Templet blev bygget i år 73, og fra samme periode kan man se det romerske teater, der oprindeligt havde plads til 15.000 tilskuere.
Tæt på antikkens Brescia kan man besøge Brescias borg, Castello di Brescia, og Museo di Santa Giulia, der er indrettet i klosterkomplekset San Salvatore-Santa Giulia. På museet kan man se en stor samling kunstværker og arkæologiske fund samt selve bygningerne. I komplekset ligger kirkerne Basilica di San Salvatore, Chiesa di Santa Maria in Solario og Chiesa di Santa Giulia, der stammer fra forskellige århundreder, og som alle er seværdige.
På en tur bør man også se på pladsen Piazza della Loggia, hvor rådhuset Palazzo della Loggio fra 1400-1500-tallene ligger. Det er også her, tårnet Torre dell'Orologio med byens berømte astronomiske ur fra 1500-tallet står. Herfra kan man gå til Piazza Paolo VI, hvor Brescias to katedraler ligger; Duomo Vecchio og Duomo Nuovo. Ved siden af katedralerne kan man se Palazzo del Broletto, der er byens gamle rådhus fra 1100-1200-tallene.
En kort gang fra domkirkerne skabte man i årene 1927-1932 pladsen Piazza della Vittoria, der står i rationalistisk kontrast til den øvrige gamle bydel. Det var arkitekten Marcello Piacentini, der designede pladsen i samtidens arkitektur. Mod nord ligger posthuset og Torre della Rivoluzione, mens Torrione INA står mod vest. Torrione INA blev bygget 1930-1932 som Italiens første skyskraber.
Der er mange andre seværdige bygningsværker, og det er også en tur værd at besøge Cimitero monumentale di Brescia, der er en nyklassicistisk monumentalkirkegård, som arkitekten Rodolfo Vantini opførte fra 1813. Det centrale element er det 60 meter høje fyrtårn Il Faro fra 1870. Fyrtårnet gav i øvrigt inspiration til Johann Heinrich Strack design af Siegessäule i Berlin.