Se på kortet
vulica Karbyšava 25, Brest, Hviderusland
Læs om byen
Brest er en by i det sydvestlige Hviderusland ved grænsen til Polen. Byen kendes første gang fra Nestorkrøniken, hvor den i 1019 skulle været indtaget af datidens Kievrige. Gennem de følgende århundreder var der flere gange kampe om byen mellem Kievrigets fyrster og polske regenter, før mongoler lagde den øde i 1241. Brest blev først genopbygget i 1275, hvorefter den voksede og blev den første by i det nuværende Hviderusland, som fik Magdeburgrettigheder. Det skete i 1390, og i 1419 blev byen sæde for statholderen i regionen Trakai. 1500-tallet startede med Krimtatarernes nedbrænding af Brest i år 1500, hvorefter byen igen måtte genopbygges. Brest blev gennem århundredet også mødested for både hoffet og for biskopper.
I 1600-tallet blev Brest indtaget af svenske tropper i 1657 og af russiske i 1660. Svenskerne kom igen i 1706, og i 1794 overvandt Rusland under Aleksander Suvorovs ledelse over den polsk-litauiske hær, og Brest blev en del af Rusland året efter. Fra 1833 anlagde Rusland det kolossale anlæg Brest Fæstning, der bredte sig på stedet for store dele af det daværende centrum. Tyskland indtog byen under 1. Verdenskrig, og efter krigen endte Brest med at blive polsk indtil 1939 og 2. Verdenskrig, hvor tyske tropper igen besatte byen, før Den Røde Hær befriede den i 1944. Siden krigens afslutning har Brest været en del af Hviderusland.
I dag er der cirka 350.000 indbyggere i Brest, og der er mange seværdigheder i byen. Den største og mest kendte af dem er Brest Fæstning, der ligger omkring udmundingen af floden Mukhavets i Vestlige Bug. Fæstningen skrev sig ind i historiebøgerne, da Tyskland angreb den 22. juni 1941, og hvor omkring 200 soldater forsvarede sig og holdt stillingen mod overmagten i otte dage. Fæstningen fik status af heltefæstning i Sovjetunionen for forsvaret i 1941, og i 1960erne blev der bygget en obelisk og anlagt et imponerende monument for modet i 1941 i fæstningens centrale område. I fæstningen kan man også se Skt. Nikolaj Garnisonskirke og flere museer.
Man kan også gå en hyggelig tur i centrum af Brest, hvor ul. Sovetskaja er byens strøggade. I gaden er der en blanding af ældre bygninger og opførelser fra den senere sovjetiske tid, og et af højdepunkterne er den smukke Skt. Nikolaj Kirke, der er en af flere seværdige kirker i byen. Tæt på ul. Sovetskaja kan man også besøge byens centralmarked, hvor der er god stemning omkring markedets mange boder. Fra ul. Sovetskaja kan man også gå ad ul. Pushkinskaja til Leninpladsen, der er Brests plads for en statue af den sovjetiske statsleder Lenin. Ved Leninpladsen ligger Brests katolske kirke, og en kort gåtur mod nord herfra kan man besøge det byhistoriske museum. Et andet interessant museum er byens jernbanemuseum, hvor man kan gå rundt mellem utallige historiske lokomotiver.