Se på kortet
Bristol, UK
Læs om byen
Byen Bristol har været en af Englands førende økonomisk og kulturelt gennem de seneste mange århundreder, og det har givet en række spændende seværdigheder. Ikke mindst har handlen langs floden sat sit præg de sidste par hundrede år, og den kunstigt skabte flodhavn danner nu rammen om megen kultur, promenader og god atmosfære.
Museer er der flere af, og man kan blandt andet se skibet SS Great Britain, der var verdens største ved sin bygning i 1843, og den engelske kolonihistorie fortælles et andet sted i byen, der også byder på kunst, underholdning og rigtig gode indkøbsmuligheder.
Bristols beliggenhed ved floden Avon er fantastisk smuk. Umiddelbart vest for bykernen rejser klipperne sig majestætisk over flodens bredder i Avon Gorge, der er en af områdets uforglemmelige oplevelser. Her kan man nyde udsigten eller starte på en tur gennem den vestlige del af Bristol, som byder på blandt andet victoriansk arkitektur.
Byen er også porten til dejlige ture i det sydvestlige England, fx kan man nemt komme til byerne Bath og Wells, der begge supplerer Bristols historiske vingesus. Baths varme kilder tiltrækker mange turister og den kan være et stop på vej mod Stonehenge, og på under en time kan man komme til den walisiske hovedstad Cardiff.
Topseværdigheder
Bristol Domkirke
Bristol Cathedral
Katedralen i Bristol, hvis navn egentligt er Cathedral Church of the Holy and Undivided Trinity, blev grundlagt i 1140 og opført 1140-1148. Oprindeligt var kirken en klosterkirke i romansk stil, og den blev udbygget med sidebygninger i årtierne efter byggeriet. Den gamle kirke er ikke bevaret, men af de tidligere bygninger er blandt andet en smuk portbygning bevaret; det er Great Gatehouse.
Andre bygninger og egentlige ombygninger fulgte. Omkring 1220 blev kapellet Elder Lady Chapel bygget, og i årene 1298-1332 blev bygningens østlige del ombygget i engelsk gotisk stil. Resten af 1400- og 1500-tallene fortsatte udbygningen med fx kirkens centrale tårn. I 1542 blev Bristol Cathedral ophøjet af kong Henrik VIII til katedral. Det skete i forbindelse med etableringen af stiftet Bristol. Gennem sidste halvdel af 1800-tallet fik katedralen sit nuværende udseende. I tidens nygotik blev bygningen genindviet i 1877, dog stod den vestlige facade med de to tårne først færdig i 1888.
Indvendigt er Bristol Cathedral atypisk for engelske kirkebygninger ved at være en halkirke, hvor sideskibene har samme højde som midtskibet. Lyset kommer fra forholdsvis store vinduer i sideskibene, og det giver et lyst og luftigt indtryk. Orglet stammer fra 1685, dog er det ombygget flere gange, hvilket skete senest i 1907. Og så er der en del monumenter i bygningen, hvor man i kapellet Berkeley Chapel kan se en 1400-tals kandelabre, der tidligere stod i byens korsridderkirke; Temple Church.
Den Flydende Havn
Floating Harbour
Floating Harbour er en af de dejlige seværdigheder i Bristol, hvor dele af centrum ligger langs havnen. Det er områder, der i dag er udviklet til atmosfærerige promenader med en del muligheder for underholdning. Man kan tage en vandretur eller sejle rundt mellem de forskellige seværdigheder langs bredderne.
Der har været en havn i byen siden 1200-tallet, men den nuværende byhavn blev dog først etableret i begyndelsen af 1800-tallet. Floden Avon er præget af tidevand på stedet, og derfor anlagdes sluser og en omløbskanal, hvorved man kunne holde et konstant vandniveau i havnen. Netop derfor fik den tilnavnet Floating Harbour. I dag ligger byens industrihavn i byen Avonmouth ved Avons munding, og derfor er den travle og betydningsfulde historiske havn blevet åbnet for borgere og turister.
Floating Harbour blev etableret og udgravet for at kunne fastholde skibstrafikken i konkurrencen mod andre byer som fx Liverpool, hvis placering ved havet gav naturlig adgang for tidens stadigt større skibe. Floating Harbour starter i vest med sluser mod bassinet Cumberland Basin, der med to adgange til floden Avon var fleksibelt for den store trafik, der var til og fra Bristols havn. Fra Cumberland Basin var der igen sluser mod øst, hvor hele Bristols langstrakte Floating Harbour ligger. Efter anlægsstart i 1804 blev Floating Harbour indviet i 1809.
SS Great Britain
SS Great Britain er et skib fra 1843, der er udstillet i en dok i Floating Harbour, der er Bristols gamle industrihavn. Skibet var ved dets bygning verdens klart største, og det var det første fartøj med jernskrog og propelskruer. Det havde kapacitet til at sejle med 360 passagerer, og det var et tal, der senere blev øget til 730 gennem udbygning med en ny etage.
SS Great Britain blev bygget i en dok i Bristols Floating Harbour, og efter søsætningen kunne det i over et år ikke passere sluserne for at komme ud af byen til det hav, det var bygget til. Først under særdeles højt tidevand i floden Avon og en delvis nedtagning af sluserne ud af Cumberland Basin lykkedes det at få skibet ud på verdenshavene.
Jomfrurejsen gik til New York i 1845, og turen tog 14 dage. Senere blev SS Great Britain indrettet som emigrantskib, og det sejlede primært mellem England og Australien. I 1886 blev skibet usejlbart efter en brand, der indtraf på Falklandsøerne. I stedet blev det til et fastliggende kulmagasin indtil 1930erne. I 1970 blev SS Great Britain gjort flydende med pontoner, og det blev bugseret tilbage til Bristol, hvor det nu ligger på nøjagtigt på det sted, hvor det i sin tid blev bygget.
Clifton Hængebro
Clifton Suspension Bridge
Clifton Suspension Bridge er en hængebro, der blev bygget over floden Avon og den meget smukke kløft Avon Gorge. Broen med omgivelserne er som taget fra et eksotisk sted og er et vartegn for Bristol og et must at se under et besøg i byen.
Allerede i 1753 fremkom en idé om at bygge en bro på stedet. Der blev sat penge af til formålet, og når renterne havde nået et vist beløb, skulle broen opføres, men der skulle alligevel anden finansiering til også. Efter en konkurrence i 1829 blev grundstenen til den nye bro lagt i 1831. Efter mange byggestop og økonomiske vanskeligheder stod broen færdig i 1864. Spændet på broen er 214 meter, højden på tårnene er 26 meter over gadeplan, og frihøjden under broen er 75 meter.
En særlig begivenhed indtraf i 2003, hvor den sidste flyvning med overlydsflyet Concorde blev foretaget over Clifton Suspension Bridge for at lande på den nærliggende lufthavn, Filton Airfield.
Børsen
The Exchange
The Exchange blev opført 1741-1743 af John Wood the Elder som Bristols børs. Hans børsbygning er den eneste bevarede i England fra 1700-tallet, og den står smukt i bybilledet med korintiske søjler på den imposante facade.
Bag facaden lå der oprindeligt en indre gård omgivet af en kolonnade. Ved en større ombygning i 1872 blev gården overdækket, og gennem 1900-tallet skete der flere ændringer. Facaden mod gaden Corn Street står dog i det store hele som i 1700-tallet.
Stedet blev kaldt Corn Exchange, men børsen var åben for alle handlende. I udsmykningen af bygningen indgik symboler på verdens kontinenter og derved nogle af de varer, der blev handlet i Bristol. Uden for bygningen står en slags bronzeborde, der kaldes for nails. Disse borde er fra 1500-1600-tallene, og der virkede som handelssteder for købmænd. Bordene har hævede kanter, så mønter ikke faldt ned.
En detalje på The Exchange er bygningens ur, der blev installeret i 1822. På uret er der to store visere, hvilket skyldes, at både Bristols og Londons tid skulle vises. Dette var før indførelsen af en standardiseret tid. Tiden kom med jernbanen, og Bristol skiftede til den såkaldte Railway Time i 1852, hvorved der ikke længere var forskel på tiden i Bristol og i London.
Både i Børsen og i bagvedliggende bygninger og passager kan man i dag gå på opdagelsen i det spændende St Nicholas Market.
M Shed
M Shed er navnet på et af de museer, der udgør Bristols bymuseum. Navnet M Shed kommer af den måde, byens havnebygninger blev navngivet, da havnen var en aktiv industrihavn, og M Shed var således navnet på den bygning, museet nu er blevet indrettet i.
Tidligere lå Bristol Industrial Museum på dette sted, hvor en del af byens historie formidles. Det drejer sig ikke mindst om en del af den maritime fortid med aktiv industri, slavehandel og andet, det stimulerede Bristols og Englands vækst. Bygningsmæssigt byder museet på et bevaret dokmiljø med fx en havnejernbane og en gammel dampdrevet kran fra 1878. Kranen er den eneste bevarede dampkran efter opfinderen Sir William Fairbairns design og patent fra 1850. Kranen var i brug indtil 1973.
I selve museet er der tre primære udstillinger, der på hver sin måde stiller skarpt på dele af Bristols historie og kulturliv. Det drejer sig om temaerne Bristol Life, Bristol People og Bristol Places.