Buenos Aires rejseguide

Kongrespaladset
Palacio del Congreso

Palacio del Congreso er en monumental bygning i det centrale Buenos Aires, som er sæde for den argentinske kongres. Kongressen har navnet Congreso de la Nación Argentina, og beslutningen om opførelsen blev truffet i 1895, mens selve byggeriet foregik i årene 1898-1906.

Det var den italienske arkitekt Vittorio Meano, der overordnet designede Kongrespaladset, og argentinske Julio Dormal færdiggjorde Meanos tegninger. Flere kunstnere deltog i udsmykningen, der varede til 1948. Blandt de kendte værker på Palacio del Congreso er Victor de Pols smukke quadriga over hovedindgangen.

Kongrespaladset blev opført i granit og marmor med en kobberkuppel på toppen, som når en højde på 80 meter. Den arkitektoniske stil er græsk-romersk med elementer af den samtidige beaux-arts. Inspirationen i det selvsikre og velstående Argentina omkring år 1900 kom fra hele verden, og det gjaldt også for kongressen. Således var inddelingen af dens funktioner inspireret af kongressen i Washington, og øverst troner quadrigaen som på Berlins Brandenburger Tor.

Paladsets hovedindgang hedder Entrada de Honor, og den benyttes ved ceremonielle begivenheder. Bag trappen og derved indvendigt i Palacio del Congreso kan man se bygningens smukt udsmykkede sale, der alle blev udført i de bedste materialer, som blev hentet fra hele verden. Kongressens to kamre og Salón Rosada, der blev indrettet af Eva Perón i anledning af indførelsen af kvinders stemmeret, er eksempler på de fine og seværdige sale.

Maj Avenue
Avenida de Mayo

Avenida de Mayo er Buenos Aires’ pragtgade, der over en strækning på 1,5 kilometer forbinder pladserne Plaza de Mayo og Plaza del Congreso. Derved løber den mellem Argentinas præsidents arbejdsbygning, Casa Rosada, og landets politiske forsamling, Congreso de la Nación.

Avenuen blev anlagt 1885-1894 på initiativ af Torcuato de Alvear, der var borgmester i Buenos Aires. Den blev opkaldt efter den argentinske revolution i maj 1810, som var en af begivenhederne på vej mod Argentinas uafhængighed fra Spanien.

Der blev etableret et strengt byggereglement for opførelser langs Avenida de Mayo, hvor facadehøjden på husene ikke måtte overstige 24 meter. Dette blev dog fraveget nogle gange, og utallige fornemme byggerier i pariserstil skød op fra begyndelsen af 1900-tallet. Det gjaldt fx Hotel Chile fra 1907, Hotel Majestic fra 1910 og Palacio Barolo fra 1923.

Den største ændring siden anlægget indtraf i 1937, hvor to karréer blev revet ned for at gøre plads til verdens bredeste boulevard. Det var den 90 meter brede Avenida 9 de Julio, som blev anlagt vinkelret på Avenida de Mayo. For at undgå fremtidige ændringer blev gadebilledet beskyttet i 1997, og der skal særlige godkendelser til, hvis der skal bygges eller ombygges på den pragtfulde avenue.

Maj Plads
Plaza de Mayo

Plaza de Mayo er det sted, hvor Juan de Garay grundlagde Buenos Aires i 1580, og på den måde er pladsen fortsat et af centrene i den argentinske hovedstad. Juan de Garay grundlagde den som Plaza Mayor, der også kendes fra spanske byer som hovedstaden Madrid. Den nuværende plads blev skabt i 1884, hvor en kolonnadebygning blev revet ned for at lægge pladserne Plaza de la Victoria (Plaza Mayor) og Plaza 25 de Mayo (Plaza de Armas) sammen. Plaza de Armas var blevet anlagt i 1661, hvor den lokale guvernør erhvervede området til byens fort.

Plaza de Mayo er omgivet af en række smukke og historisk betydende bygninger som fx præsidentens arbejdssted og Buenos Aires’ katedral. Midt på pladsen kan man se Majpyramiden/Pirámide de Mayo fra 1811, der blev stillet op som monument for revolutionen i maj 1810, som ledte til områdets selvstændighed. Monumentet er er piedestal med en obelisk, der krones af en allegorisk statue, der symboliserer friheden.

Der finder jævnligt politiske demonstrationer sted på Plaza de Mayo, der som politisk centrum er et naturligt sted at ytre sig i større eller mindre forsamlinger. Den 17. oktober 1945 var der massedemonstrationer her for løsladelsen af Juan Perón, som senere blev præsident. 16. juni 1955 sprang en bombe under et massemøde, som netop Juan Perón holdt som præsident, og gennem årtier efter Falklandskrigen mod England i begyndelsen af 1980erne har mødre til faldne eller forsvundne sønner demonstreret på Plaza de Mayo.

Calle Florida

Calle Florida er Buenos Aires’ hovedstrøg, og den er et af byens mest besøgte steder. Her hersker der en dejlig storbystemning med butikker, spisesteder, boder, kultur, kontorbygninger og meget mere, der giver atmosfære og aktivitet. En vandretur på gaden er på den måde et af byens gode steder for blot at nyde synet af befolkningen, porteñoerne, der også selv nyder at tage en slentretur ad Calle Florida.

Gadens historie går tilbage til byens grundlæggelse i 1580. I første omgang var den blot en sti, der ledte til og fra vandet i Río de la Plata. Den fik navnet San José i 1734, og herefter tog udviklingen fart. Gaden blev brolagt med sten fra Montevideo i 1789, og det gjorde den til byens første med brolægning. Man kan stadig se en bevaret del fra 1700-tallet ved Subte-stationen Catedral og gaden Diagonal Norte.

I en årrække blev Calle Florida kaldt Calle del Correo, som var opkaldt efter posthuset der var at finde langs gaden i perioden omkring år 1800. Calle Florida har også haft flere andre navne, og gennem tiden har flere kendte begivenheder fundet sted her.

I 1813 boede Mariquita Sánchez de Thompson i gaden, og hun var patriot og en af byens kendte personer. Den 14. maj det år blev den argentinske nationalsang for første gang sunget, og det skete netop i Mariquitas hus, der derved skrev sig ind i historiebøgerne.

I 1890erne blev der anlagt en sporvognslinje, som kørte ad Calle Florida, og det gav ekstra trafik og ekstra næring til gaden som indkøbscentrum. På grund af trængsel blev sporvognen taget ned i 1913, men indkøbsmulighederne fortsatte med at vokse i det dengang ganske velstående Buenos Aires. En del af Calle Florida blev udlagt som gågade, og flere stormagasiner slog dørene op. Det engelske Harrods åbnede fx det første Harrods, der ikke lå på De Britiske Øer.

Efter nedgangstider i slutningen af 1900-tallet er der igen blevet restaureret byginger i Calle Florida, hvor Galerías Pacifico er et smukt eksempel på stilen fra årtierne omkring år 1900. Bygningsmæssigt kan man også nyde andre flotte opførelser, og man bør gå til krydset af Calle Florida og Avenida Diagonal Norte/Avenida Roque Sáenz Peña, hvor nogle af de arkitektoniske højdepunkter fra 1910erne-1940erne ligger.

Byens Katedral
Catedral Metropolitana

Catedral Metropolitana er Buenos Aires' domkirke, og dens historie går tilbage til byens begyndelse. Da Juan de Garay grundlagde Buenos Aires i 1580, udlagde han byens nye centrum og reserverede i den forbindelse jord til byens vigtigste kirke på den centrale plads i byplanen. Juan de Garays oprindeligt tænkte plads blev da også hjemsted for Catedral Metropolitana.

Der har ligget flere kirkebygninger før den nuværende på dette sted. Den første kirke blev opført kort tid efter Juan de Garays grundlæggelse af byen, og allerede i 1605 blev der bygget en afløser. 1605-kirken var truet af et strukturelt kollaps, og den blev derfor ombygget i 1618, hvilket var to år før, den blev bispesæde og derved domkirke.

I årene 1662-1671 blev katedralen udbygget; denne gang til en treskibet kirke med et tag af træ og et kirketårn. Dårlige materialer gjorde dog, at taget og tårnet styrtede sammen i 1680erne, og kirken måtte ombygges på ny. I slutningen af 1600-tallet stod den nye kirke nærmest færdig med undtagelse af sakristiet og to planlagte sidetårne. Tårnene blev færdiggjort i 1720erne, hvor facaden også blev ombygget; denne gang i italiensk manierisme.

Kirkens bygningsmæssigt omtumlede tilværelse var dog ikke fordi, idet store dele af katedralen styrtede sammen den 23. maj 1752. Det var stort set kun facaden, der stod tilbage, og et nyt stort bygningsprojekt måtte igangsættes. Italienske Antonio Masella blev sat i spidsen for opførelsen, og han tegnede en grandios kirke med tre skibe, tøndehvælving og en kuppel over katedralens centrale kors. Efter kirkens færdiggørelse var den gamle facade for lille til proportionerne af det nye byggeri, og i 1778 rev man den ned. Man blev derefter ikke enige om et forslag til en ny facade, så domkirken blev indviet uden et stort indgangsparti i 1791.

Efter flere forsøg i begyndelsen af 1800-tallet påbegyndte man byggeriet af en ny facade i 1826. Designet var inspireret af Palais Bourbon i Paris, men opførelsen gik i stå allerede året efter starten. De sidste elementer af udsmykningen af det nyklassicistiske indgangsparti endte med at blive tilendebragt i starten af 1860erne. Reliefferne på pedimentet forestiller Josef, der blev forenet med sine brødre og faderen Jakob i det bibelske Egypten, og det skulle være et symbol på samlingen af den argentinske nation.

Indvendigt blev katedralen indrettet med en grundplan som et latinsk kors. Væggene og lofterne blev udsmykket med forskellige bibelske scener, og arbejdet blev udført af italienske Francesco Paolo Parisi. I 1907 blev kirkens mosaikgulv lagt i venetiansk stil, og dette design var også italiensk. Det seværdige alterstykke er fra 1785 og derved fra kolonitidens rokokoperiode. I kirken kan man også se et værk af den portugisiske billedhugger Manuel do Coytos. Det afbilleder Buenos Aires’ Kristus og stammer fra 1671, og det er derved det ældste kunstværk i katedralen. Efter sigende reddede figuren på mirakuløs vis byen fra oversvømmelse i 1700-tallet.

Inden for i katedralen kan man også se mausoleet for general José de San Martín, der regnes som landets stamfader, og den ukendte soldats grav er også her. De jordiske rester af José de San Martín kom til Buenos Aires fra Frankrig i 1880, og mausoleet for ham blev tegnet af franske Albert-Ernest Carrier-Belleuse. Den sorte sarkofag er beskyttet af tre kvindestatuer, der repræsenterer Argentina, Chile og Peru. De tre lande var alle nogle, hvor José de San Martín spillede en central rolle for deres befrielse fra spansk kolonistyre.

Obelisken
Obelisco

Obelisco er et af Buenos Aires’ mest berømte monumenter. Den markante obelisk står centralt på den mægtige gade, Avenida 9 de Julio, der blev anlagt som verdens bredeste boulevard.

Obelisken blev rejst i 1936 som minde om Pedro de Mendozas første grundlæggelse af byen 400 år tidligere. Den blev designet af Alberto Prebisch, der regnes som en af de væsentligste arkitekter i den argentinske modernisme.

157 arbejdere var blot 31 dage om at bygge monumentet, der har en højde på 67,5 meter. Alle var dog ikke entydigt glade for obelisken, og i 1939 besluttede byrådet i Buenos Aires, at monumentet skulle rives ned igen. Det blev dog forhindret.

Obeliskens placering er interessant i byens historie, idet der tidligere lå en 1700-talskirke dedikeret Sankt Nikolaj af Bari her. Kirken blev revet ned i 1931 og kan således ikke ses mere. Kirken var det sted, hvor det argentinske flag første gang blev hejst i Buenos Aires. Det skete i 1812, og begivenheden står omtalt som en inskription ved dagens monument.

Ved specielle lejligheder eller dage, der skal markeres på en særlig måde, er Obelisco blevet pakket ind til lejligheden. Det er fx sket i ved internationale events eller ved markering af relationer mellem Argentina od dets handelspartnere.

Colón Teater
Teatro Colón

Der blev åbnet et teater på dette sted i 1857, og det blev hurtigt så populært, at det på trods af mange tilskuerpladser var blevet for lille efter nogle årtier. Derfor besluttede man at opføre et nyt og større teater, og det åbnede i 1908 som det nuværende Teatro Colón. Det gamle teater lukkede i 1888 for at give plads til det nye, men grundet en økonomisk krise i 1890 blev opførelsen forsinket.

Det nye smukke Teatro Colón blev opført, og det signalerede, at byen kulturelt var på højde med steder som Paris og New York. Arkitekten var italienske Francesco Tamburini, og han opførte en opera, der målte sig med de fineste i Europa. Den 25. maj 1908 slog teatret dørene op med Giuseppe Verdis opera Aida, og siden da har scenen været operateater.

Interiøret er overdådigt med et trappeparti i portugisisk marmor, franske møbler og store lysekroner som få eksempler på hele indtrykket, der toppes af den fornemme store tilskuersal. Akustikken er fantastisk og anses som en af de bedste i verden. Gennem tiden har stjerner som Maria Callas, Plácido Domingo og Luciano Pavarotti optrådt her, lige som det tidlige 1900-talsstjerne i sin tid lagde vejen forbi Teatro Colón.

Recoleta Kirkegård
Cementerio de Recoleta

Cementerio de Recoleta er en kirkegård i kvarteret Recoleta. Det er samtidig også Argentinas mest kendte og en verdens smukkeste kirkegårde med et utal af smukke monumenter over mange berømte argentinere.

Kirkegården blev anlagt i udkanten af Buenos Aires i 1822 på området for en på daværende tidspunkt netop opløst munkeordens kirke. Siden da er der skudt flere end 6.000 større eller mindre mausoleer op i blandt andet græsk stil, art nouveau og deco, og de danner i dag nærmest et bebygget gadenet på området.

Højdepunktet for mange besøgende på Recoleta-kirkegården er Eva ”Evita” Peróns grav. Her går mange argentinere forbi med blomster. Man kan også se mausoleer for flere argentinske præsidenter, videnskabsmænd og medlemmer af rigmandsfamilier som fx Paz-familien.

Juan Perón blev i øvrigt ikke begravet på Recoleta. Efter hans død i 1974 blev han stedt til hvile på kirkegården La Chacarita, som også ligger i Buenos Aires. I 2006 blev han flyttet til et mausoleum ved Perón sommerresidens i forstaden San Vicente.

Historisk Nationalmuseum
Museo Histórico Nacional

Dette museum skildrer Argentinas historie og giver et fornemt indblik i de væsentlige begivenheder, som har skabt det sydamerikanske land. Det drejer sig blandt andet om den argentinske kamp for uafhængighed fra Spanien.

Museet blev grundlagt i 1889, og det åbnede to år senere. Efter få år blev udstillingen flyttet til de nuværende rammer, der blev bygget som residens i 1846. Den amerikanske forretningsmand Charles Ridgley Horne opførte det italiensk inspirerede hus, og fra 1852 til 1890erne var det bolig for familien Lezama.

Museets fine samling skildrer hovedsageligt landets udvikling i perioden 1500- til 1900-tallene. Mange argentinere har gennem tiden doneret effekter til museet, og man kan blandt andet se ejendele fra José de San Martín, Manuel Belgrano og Juan og Eva Perón.

Caminito

Caminito er La Bocas største attraktion. Det er gaden med de mange farvestrålende huse, der tidligere husede immigranter. Husene kaldes conventillos, og de blev oprindeligt så farverige, fordi de blev bemalet med rester af skibsmaling fra den nærliggende havn.

Tidligere var dette område i La Boca stedet, hvor italienske immigranter slog sig ned, og her herskede en rå stemning som i typiske havnekvarterer. Her er nu et marked, mange hyggelige gader og en række steder, hvor man kan danse tango. Gå også ned til byens gamle havn, hvor der er udsigt til den særprægede jernbro over havneindløbet.

Bydelen La Boca er en farverig og stemningsfuld del af Buenos Aires. Oprindeligt var området stedet, hvor mange italienske immigranter, hovedsageligt fra Genova, slog sig ned. Der ligger derfor stadig mange italienske restauranter side om side med de mange tangosteder, der er med til at gøre La Boca så populært med Caminito som en slags centrum.

Flere seværdigheder og mere info

Køb pdf-bogen om Buenos Aires her.