Se på kortet
Plaza Mayor, Burgos, Spanien
Læs om byen
Burgos er en by i provinsen Castilla y León i det nordlige Spanien. I den romerske tid lå det nuværende byområde på vejen mellem Burdigala og Asturica Augusta, der i dag er hhv. Bordeaux og Astorga, men man har ikke fundet spor efter en egentlig bydannelse fra denne tid. I 700-tallet erobrede maurerne regionen, som kongerne af Asturien generobrede, og i forbindelse med forsvaret mod de muslimske maurere blev der opført en borg i 884. Borgen blev til en by, og den blev i 931 hovedstad i Fernán González’ hertugdømme. I 1000-tallet blev Burgos kroningsby for Castiliens konger, og dens politiske, økonomiske og kulturelle vigtighed er fortsat gennem århundrederne siden da.
I dag kan man opleve Burgos’ hyggelige gamle bydel på nogle dejlige spadsereture i gaderne og i områderne langs floden Arlanzón, der løber gennem Burgos. Plaza Mayor er den naturlige plads at starte på. På den sydlige del af pladsen ligger byens rådhus, der blev indviet i 1791. Tæt herpå kan man se Burgos’ teaterbygning, Teatro Principal, der blev opført i årene 1843-1858. Bag teatret kan man gå en tur i Paseo del Espolón, der er en smukt anlagt park med en fint designet musikpavillon. Parken ligger langs Arlánzon, som man også kan nyde fra fx broen Puente de Santa María, der historisk var broen, der fra syd ledte ind i Burgos.
Fra Puente de Santa María kan man gå ind i Burgos’ gamle bydel gennem den imponerende byport, Arco de Santa María, der var en af tolv historiske byporte i byens mur. Portens nuværende udseende stammer hovedsageligt fra en større ombygning i årene 1536-1553, og porten er i dag indrettet som udstillingsrum. Gennem porten kommer man til pladserne Plaza Rey San Fernando og Plaza Santa María, hvor Burgos store katedral står. Den gotiske katedral blev opført fra 1221, og der blev bygget på det helt til midten af 1500-tallet. Katedralen har et smukt interiør, og det var her, Rodrigo Díaz de Vivar ligger begravet. De Vivar var bedre kendt som El Cid, og han blev spansk nationalhelt for sine kampe mod de muslimske maurere under den kristne spanske generobring. Katedralen er optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.
I den vestlige del af Burgos kan man se klostret Monasterio de las Huelgas, der blev grundlagt i 1187 som nonnekloster i Cistercienserordenen. Klostret er meget smukt og løbende opført i forskellige stilarter. Det er også interessant som historisk begravelsessted for flere af Castiliens konger og dronninger. Lidt nord for centrum kan man komme op i højderne til borgen Castillo de Burgos. Borgen ligger cirka 75 meter over resten af Burgos, og derfor er der da også en mageløs udsigt fra området foran borgen. Castillo de Burgos menes at være bygget i 800-tallet i borgens oprindelige udseende, og i det henligger det store anlæg som en ruin.