Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Carlisle er en by i Cumbria i det nordvestlige England. Beboelse i Carlisle-området går tilbage til tiden før romernes erobring af England. Romerne etablerede byen Luguvalium, og de byggede bl.a. et fort her i år 73. Få år senere blev der stationeret en garnison i den strategisk vigtige by. I år 122 kom Hadrian på besøg, og på det tidspunkt blev Hadrians Mur bygget som forsvar mod nord. Flere soldater kom til, og romerne var i byen til slutningen af 300-tallet.

Ved normannernes erobring af England i 1066 var Carlisle en del af Skotland, men det ændrede William Rufus på i 1092. Året efter blev Carlisle Castle opført, og byen udviklede sig bag sine bymure. I denne tid var der også løbende kampe mellem England og Skotland om området. Selv efter personalunionen mellem de to lande, forblev Carlisle en stor garnisonsby. Med industrialiseringen blev Carlisle en by kendt for flere fabrikker inden for bl.a. tekstiler.

I dag kan man gå nogle dejlige ture i Carlisles centrum, der har stemningsfulde gader og flere spændende seværdigheder. Man kan starte på den centrale plads, hvor gaderne English Street, Scotch Street, Fisher Street og Castle Street mødes. Her kan man se Market Cross Monument fra 1682, hvor der bl.a. er et solur og en løve med Carlisles byvåben. Man kan også gå en tur i strøggaderne og fx til The Market Hall i Fisher Street. Markedshallen blev opført 1887-1889 og er et fint eksempel på Englands overdækkede victorianske markeder.

I centrum kan man også se Carlisle Cathedral, der er byens anglikanske domkirke. Den store kirke blev grundlagt som klosterkirke i 1122, og den opnåede status af katedral i 1133. Der er dog ikke bevaret meget af 1100-talskirken, fordi en større udbygning blev gennemført fra 1200-tallet.

Katedralen er smukt indrettet, og de smukke glasmosaikvinduer i koret er fra 1300-tallet og særligt berømte for sin fine udførelse. Syd for katedralen kan man se St Cuthbert’s Church, der blev bygget i 1778 som den fjerde på dette sted. Nord for katedralen ligger Tullie House Museum and Art Gallery, der formidler Carlisles spændende historie fra bl.a. romertiden til i dag.

Nord for centrum ligger byens største seværdighed, Carlisle Castle, der gennem tiden har været skueplads for mange historiske begivenheder. Området var det nordligste i Romerriget, og romerne byggede fortet Luguvalium på dette sted, der lå i den vestlige ende af Hadrians Mur. I 1093 startede kong William II opførelsen af Carlisle, der lå i grænseregionen til Skotland. I 1122 startede Henry I en udbygning af fæstningen samt anlæg af bymure.

Carlisle Castle skiftede mange gange hænder mellem englændere og skotter, og i 1567 sad Mary Stuart i fængsel her. I 1800-tallet rev man dele af borgen ned for at få byggematerialer, men anlægget er fortsat velbevaret, og der ligger et museum her.

Ture fra byen

    Newcastle Tyne River Panorama

    Newcastle

    Newcastle er en nordengelsk by tæt på Nordsøen, og den er en spændende blanding af nyt og gammelt. Resterne af den gamle borg, der har givet navn til byen, og de bevarede dele af den middelalderlige bymur er de mest markante eksempler fra historien. Moderne museer, velassorterede indkøbscentre og fornyende arkitektur er også en del af Newcastle.

    Ved Tyne-floden ligger der majestætiske broer på rad og række, og ad den anlagte flodpromenade kan man se nogle af disse mesterværker fra industrialderen, som Newcastle og Nordengland også er en del af. I samme område ligger nogle af Englands mest spektakulære bygningsværker fra de seneste årtier.

    Læs mere om Newcastle

     

    Buchanan Street, Glasgow

    Glasgow

    Glasgow er den største by i Skotland, og den ligger ved bredderne af floden Clyde. Byen kendes allerede fra 600-tallet, hvor den var et vigtigt religiøst centrum. Glasgow blev også bispesæde, men gennem flere århundreder var der ingen større bebyggelse her. I 1175 gik Glasgow stadsret, og det satte gang i byens udvikling. Få århundreder senere fik Glasgow et universitet i 1451, og byen blev ærkebispesæde i 1492.

    Der boede dog kun omkring 1.500 indbyggere i 1400-tallet, og der gik til 1700-tallet, før byen boomede. Her blev byen et knudepunkt for handel med Nordamerika med en stor flodhavn langs Clyde. Bomuldsindustrien blev også stor i 1800-tallet, hvor også værfter og maskinindustri gav byen vækst. I 1896 åbnede Glasgow Subway som den fjerde undergrundsbane i verden, og gennem slutningen af 1900-tallet skiftede byens industri karakter til mange nye arbejdspladser i bl.a. finanssektoren og turismen.

    Læs mere om Glasgow

Tilmeld dig vores nyhedsbrev