Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Cork er en by i det sydvestlige Irland, og det er den næststørste by i landet. Byens centrum er en ø, der ligger mellem to arme af floden Lee. I Cork er der mange seværdigheder som fx byens rådhus, domhuset og English Market. Man bør også tage forbi de berømte Shandon Bells i det hyggelige kvarter nord for Lee.

Den anglikanske St. Fin Barre's Cathedral er også værd at se som en af Corks mest imponerende bygningsværker. Man bør også tage sig tid til en spadseretur ad Grand Parade og St. Patrick's Street. Fra Cork er der heller ikke langt til Cobh, der under navnet Queenstown var det sidste sted, Titanic lagde til inden skibets skæbnesvangre jomfrurejse i 1912.

Man kan også bruge Cork som udgangspunkt for dejlige ture i det sydvestlige Irland, der er et område med smukke landskaber og nogle af Irlands højeste bjerge. Mod vest ligger County Kerry med forrevne kyster og øens højeste bjergtop, der er Carrauntoohil på 1.038 meter.

Topseværdigheder

    English Market, Cork

    Det Engelske Marked
    English Market

    English Market er et stemningsfuldt fødevaremarked, der blev bygget i Cork i midten af 1800-tallet. Markedet blev opført mellem gaderne Princess Street og Grand Parade, og det hører til den irske bys største seværdigheder.

    English Market står smukt i victoriansk stil med fine boder og små spisesteder. Det er derved både seværdigt for markedets arkitektur og for stemningen og de gode fødevarer. Der har været marked på stedet siden 1788, mens markedsbygningen blev bygget i 1862.

     

    St Fin Barre's Cathedral, Cork

    Skt. Fin Barre Katedral
    St. Fin Barre's Cathedral

    St. Fin Barre's Cathedral er Corks anglikanske katedral under Church of Ireland. Kirken er dedikeret Sankt Finbar, der var biskop i Cork i begyndelse af 600-tallet, og han er i dag skytshelgen for byen.

    Sankt Finbar grundlagde ifølge overleveringen et kloster på netop dette sted ved River Lee, og de oprindelige bygninger stod til 1100-tallet. Gennem de følgende århundreder stod der forskellige kirker på stedet.

    Den nuværende kirke er fra 1800-tallet, hvor man i 1862 valgte arkitekten William Burges' design til en ny anglikansk katedral. St. Fin Barre's blev herefter opført i kalksten fra området og udsmykket med marmor fra Cork.

    Grundstenen blev lagt i 1865, og katedralen blev indviet i 1870, selv om kirkespirene først stod færdige ni år senere. Stilen er nygotisk, og man kan se en smuk kirke med et imponerende kirkerum, hvor glasmosaikkerne fra 1873-1881 er blandt højdepunkterne.

Andre seværdigheder

    City Hall, Cork

    Rådhuset
    City Hall

    City Hall er Corks store rådhus, der blev opført i årene 1932-1936 som et af byens store, offentlige opførelser. Facaden er prydet af lokale sten, og ud over byens administrationskontorer er der en koncertsal i den store bygning.

    Det nuværende rådhus afløste Corks tidligere rådhusbygning, der var åbnet som kornbørs i 1843 og senere indrettet til blandt andet museum, før det blev sæde for bystyret i 1903. Den gamle børs blev for lille, og i 1920erne begyndte planerne for den nye bygning.

     

    Skt. Annæ Kirke
    St Anne's Church

    St Anne's Church er en kirke, der blev bygget 1722-1726 i kvarteret Shandon. Kirkens røde sten kom fra Shandon Castle, der var en middelalderborg fra 1100-tallet, og de hvide sten kom fra et nedlagt franciskanerkloster i byen.

    St. Anne's Church er kendt for klokkerne Shandon Bells, som Francis Sylvester Mahony udødeliggjorde med sangen The Bells of Shandon. Kirken er også kendt for det 36 meter høje tårn St Anne's Tower, der er et markant indslag i byens skyline. I toppen er der en laks som symbol på fiskeriet i River Lee.

     

    St Patrick's Street, Cork

    St Patrick's Street

    St Patrick's Street er Corks hovedstrøg, som blev etableret i 1700-tallet i tiden, hvor byen voksede ud over de gamle bymure. Gaden ligger i en bue langs River Lee, og den forbinder Daunt Square ved Grand Parade og St Patrick's Bridge.

    Der kørte sporvogne i St Patrick's Street fra 1898 til 1931, hvor Cork Electric Tramway and Lightning Company blandt andet kørte med vogne med åben tagetage. I 2004 blev gaden byfornyet, og der er både butikker, varehuse og forskellig seværdig arkitektur at se her.

     

    Cork Fængsel
    Cork City Gaol

    Cork City Gaol er Corks gamle fængsel, som var i brug fra 1824 til 1923. Ved åbningen blev fængslet kaldt 'the finest in three kingdoms', og i starten var Cork City Gaol både for mænd og kvinder.

    I 1878 omorganiserede man fængslerne i byen, og Cork City Gaol blev gjort til et rent kvindefængsel. Efter lukningen af det nærmest borglignende fængslet henlå det, og i 1993 blev det åbnet som museum.

     

    National Monument, Cork

    Grand Parade

    Grand Parade er en af Corks hovedgader. Gaden var tidligere en flodarm af Lee-floden, og gennem 1700-tallet og til 1801 blev stedet fyldt op, så Grand Parade opstod. Gaden forbinder South Mall i syd med Daunt Square i nord.

    En af de ting, man kan se på og langs Grand Parade, er National Monument, der står i gadens sydlige ende. National Monument blev rejst i 1906 som minde om irere, der døde i forskellige oprør mod den britiske krone fra 1798 til 1867.

     

    Crawford Kunstgalleri
    Crawford Art Gallery

    Crawford Art Gallery er et museum, hvor man kan se en varieret samling kunst med blandt andet malerier, skulpturer, glas, keramik. Der er særligt en fornem malerisamling fra 1500-tallet til i dag, og man kan fx også se klassiske græske og romerske statuer udarbejdet af Antonio Canova.

    Museet ligger i det tidligere Cork Customs House, der blev bygget i 1724. I 1830erne blev bygningen sæde for Royal Cork Institution, der var en irsk kulturinstitution. I 1885 blev stedet til Crawford School of Art, som lå her, indtil det nuværende museum blev etableret her.

Ture fra byen

    Blarney Castle, Cork

    Blarney Borg
    Blarney Castle

    Blarney Castle er en middelalderfæstning i Blarney, der ligger tæt på Cork. Det solide fæstningstårn blev opført i 1446 på samme sted, som der havde ligget tidligere forsvarsværker. Slottet blev besejret under de irske konfødererede krige og blev beslaglagt i 1646 af parlamentariske styrker under Lord Broghill. Senere blev stedet residens for den 1. jarl af Clancarty.

    På samme jorder som fæstningen blev Blarney House bygget som en mere nutidig residens. Det oprindelige hus blev ødelagt i en brand, men et nyt palæ blev bygget i skotsk baronistisk stil i 1874. Rundt om bygningerne er der store og flot anlagte haver, som man kan nyde.

    I dag står Blarney Castle som en delvis ruin, som der er adgang til. På toppen af fæstningstårnet ligger den såkaldte veltalenhedens sten, Stone of Eloquence, der er bedre kendt som Blarney-stenen. Det siges, at turister, der besøger slottet, kan hænge på hovedet for at kysse stenen og derved modtage veltalenhedens gave.

     

    Cobh, Irland

    Cobh

    Cobh er en havneby, der tidligere var kendt som Queenstown. Det var et navn, byen fik i 1849 ved et besøg af dronning Victoria, og Cobh heds Queenstown indtil 1920. I 1743 havde englænderne bygget et fort øst for den daværende landsby, og i 1800-tallet fik byen med naturhavnen en vigtig militær rolle for den britiske flåde. Senere blev havnen afrejsested for cirka 2,5 millioner irere, der drog til Nordamerika fra 1848 og et århundrede frem.

    Den hyggelige by er også kendt som den sidste havn, Titanic lagde til i, før skibet sejlede på den skæbnesvangre jomfrurejse i 1912. Det berømte skib var i Queenstown den 11. april det år, og der steg 123 passagerer ombord under opholdet her. Byen blev forbundet med en ny skibskatastrofe den 7. maj 1915, hvor tyske ubåde sænkede RMS Lusitania. Overlevende og døde blev bragt til Queenstown.

    I dag hersker der en skøn stemning ved Cobhs havnefront, hvor man blandt andet kan besøge Titanic Experience Cobh, som er indrettet i rederiet White Star Lines tidligere billetkontor i byen. På Titanic Experience Cobh er der forskellige effekter og billeder og ikke mindst skildringen af skæbnerne for de 123 passagerer, der tog med Titanic fra Cobh. Langs havnen kan man også besøge Cobh Heritage Centre - The Queenstown Story, der blandt andet har en udstilling om Lusitania.

    Der er også andre seværdigheder i Cobh. Det gælder fx den nygotiske St. Colman's Cathedral, der er sæde for det romersk-katolske stift Cloyne. Katedralen ligger som byens dominerende bygning med dens fremtrædende beliggenhed og høje kirketårn. En anden kirke er den mindre Scots Church på High Road, der i dag huser bymuseet Cobh Museum.

     

    Blackrock Borg
    Blackrock Castle

    Blackrock Castle er en borg, der ligger smukt på det sted, hvor floden Lee munder ud i Cork Harbour. Den oprindelige borg blev bygget i 1582 som et fort, der skulle beskytte indsejlingen til Cork. Fortet blev ombygget til residensslot i 1604, mens det nuværende udseende i store træk stemmer fra en ombygning i 1828-1829 efter en brand.

    Slottet kom på private hænder og blev gennem 1900-tallet anvendt som bolig, kontorer, restaurant med videre. Cork Corporation købte slottet i 2001 og åbnede det som observatorium og museum. Observatoriet huser et interaktivt astronomicenter, der er åbent for offentligheden, og her kan man se forskellige udstillinger og tage på fx en rundvisning i universet.

     

    Kinsale, Irland

    Kinsale

    Kinsale er en gammel havne- og fiskerby, der ligger idyllisk langs den irske sydvestkyst. Historisk blev the Corporation of Kinsale sat til at styre byen i 1333, og denne styreform varede til 1840. Byen kom i historiebøgerne i 1601, hvor irske tropper og deres spanske allierede led et nederlag mod englænderne i Slaget ved Kinsale. Senere blev byen en flådehavn, og i dag er den en velkendt lystbådehavn.

    I dag er Kinsale en populær turistby med et hyggeligt centrum omkring blandt andet gaden Main Street, hvor der ligger mange farvestrålende huse, butikker og caféer. Her kan man også se byens gamle retsbygning, der nu er indrettet som Kinsale Museum. Man kan også besøge Desmond Castle i Cork Street. Det er en bygning fra omkring år 1500, som blev opført af jarlen af Desmond som toldhus, men det blev senere fængsel, og grundet mange franske indsatte kaldes det gamle hus også for French Prison.

    Sydøst for centrum af Kinsale ligger den imponerende fæstningsanlæg, Charles Fort. Fortet blev opført med bastioner af englænderne i 1670erne, og med James Fort på den modsatte side af floden, lå de to forter som beskyttelse af havnen i Kinsale. Charles Fort blev udbygget efter det oprindelige anlæg, og det fungerede som britisk garnison indtil 1921.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn
Gode links