Se på kortet
Dawson City Museum, Fifth Avenue, Dawson, Yukon-territoriet, Canada
Læs om byen
Dawson City er den næststørste by i det canadiske territorium Yukon. Byen blev etableret i 1897 af Joseph Ladue, der navngav den efter geologen George M. Dawson, der havde udforsket og kortlagt området ti år forinden. Grundlæggelsen skyldtes guldfund i Klondike i 1896, og fra en midlertidig teltlejr voksede Dawson City til 17.000 indbyggere i 1898, og der var teater, hoteller, banker og meget andet i byen.
Samme år var Yukon oprettet som et territorium med Dawson City som hovedstad. Guldfeberen til Klondike sluttede i 1899, og indbyggertallet faldt hurtigt til under 5.000 i 1902. Under 2. Verdenskrig blev Alaska Highway anlagt, men den gik ikke gennem Dawson City, og derfor flyttede territoriets udvikling til Whitehorse, der blev Yukons hovedstad i 1953.
Dawson Citys indbyggertal faldt til under 1.000 i 1960erne og 1970erne, men siden da er det steget i den gamle guldgraverby grundet turisme og moderne guldgraveri. I dag hersker der stadig en atmosfære som i de gamle Klondike-år, hvor man nemt kan forestille sig byens hastige opbygning og dagligdag med de mange guldgravere og deres fund.
I gadebilledet står Dawson City som i slutningen af 1800-tallet, hvilket blandt andet skyldes, at nybyggerier skal følge den gamle byggestil for at sikre byens unikke atmosfære. Man kan med fordel starte med et besøg på Dawson City Museum, der er indrettet i territoriets store tidligere administrationsbygning. På museet kan kan følge udviklingen fra den oprindelige bosættelse til dagens by.
Man kan også besøge Jack London Museum, der beskriver forfatterens liv og arbejde. Jack London kom til Dawson City på højden af guldfeberen i 1897, men fandt ikke den store guldåre, alle drømte om. Derimod fandt han inspiration til sine værker som fx The Call of the Wild and White Fang. Det er også spændende at besøge Dänojà Zho Cultural Centre, hvor man kan opleve de oprindelige folks kultur og historie i området.
Front Street langs Yukon River er også et must under et besøg i Dawson City. Her ligger SS Keno, der er en hjuldamper fra 1922, som blev bygget af British Yukon Navigation Company i Whitehorse. SS Keno sejlede med malm på Stewart River, før dens sidste sejlads fra Whitehorse til Dawson City i 1960. Man kan ikke sejle med SS Keno, men man kan få hjuldamperoplevelsen på Yukon med Klondike Spirit.
Man kan naturligvis også opleve guldfeberen i og omkring Dawson City. Kører man cirka 20 kilometer ad Bonanza Creek Road, kommer man til det sted, hvor Skookum Jim, Dawson Charlie og George og Kate Carmack fandt guld som de første den 17. august 1896. Her kan man se det såkaldte Discovery Claim, og i samme område ligger Dredge No. 4, hvor man kan se guldgraveri i stordrift fra Klondikes senere udvikling. Her kan man også stoppe ved Free Claim #6, hvor det er tilladt selv at vaske guld.