Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Detroit er den største by i den amerikanske stat Michigan. Dens historie startede i 1701, da franskmænd anført af Antoine Laumet de La Mothe, sieur de Cadillac etablerede Fort Pontchartrain du Detroit som handelsstation på det sted, hvor downtown i dag ligger. Senere i århundredet blev stedet først britisk og derefter amerikansk, før Detroit i 1805 blev hovedstad i Michigan Territory. På dette tidspunkt var der under 750 indbyggere i byen, men det tal steg løbende gennem 1800-tallet.

I 1837 blev Michigan en stat i USA, og Detroit forblev statens hovedstad indtil 1848, hvor regeringssædet blev flyttet til Lansing. I sidste halvdel af 1800-tallet boomede byen gennem transport og industrialisering, og fra 1850 til 1900 steg indbyggertallet fra 21.000 til 285.000. Det var en tid, hvor der blev anlagt brede boulevarder og bygget i smuk arkitektur med stadig større bygninger.

I de første årtier i 1900-tallet blev Detroit USA’s fjerdestørste by grundet en betydelig bilindustri, der gav Detroit tilnavnene Motor City og Motown. Fra midten af århundredet flyttede mange fra byen til dens forstæder, og bilproduktion lukkede eller indskrænkede, hvilket medvirkede til store nedgangstider for Detroit. Nedturen endte med byens konkurs i 2013, og den blev også starten på mange nye initiativer, der har revitaliseret Detroit.

Detroit er i dag en storby med mange seværdigheder. Byens downtown og centrum ligger tæt på bredden af Detroit River, der danner grænse til Canada. Og man kan med fordel starte en tur i byen på Philip A. Hart Plaza, der er et rekreativt byrum langs floden. Stedet er der, hvor Antoine de La Mothe ankom i 1701, da han grundlagde det, der blev til dagens storby. Man kan blandt andet se en statue af de La Mothe og det springvand, som Isamu Noguchi og Walter Budd designede i 1978.

Fra Philip A. Hart Plaza kan man nyde udsigten over vandet til byen Windor i Canada. Man kan også gå en tur ad Detroit Riverwalk, der ligger langs flodbredden, og her finder man også flodbåden Detroit Princess. Man kan også se Detroits højhuse med Renaissance Center som en af de mest kendte. Renaissance Center er en bygningsgruppe med syv skyskrabere, hvis top når 230 meter i det centrale tårn, der stod færdigt i 1977. Husene blev opført af General Motors som virksomhedens hovedsæde.

Fortsætter man til Detroits downtown, kan man se arkitektur fra 1800-tallet til i dag. Campus Martius Park ligger centralt i bydelen, og det er en plads, der skulle danne midtpunkt for byens genrejsning efter en brand, der hærgede byen i 1805. På pladsen kan man se Michigan Soldiers' and Sailors' Monument, der er et mindesmærke for den amerikanske borgerkrig. Fra pladsen er der udsigt til en del af byens højhuse som fx Guardin Building og Penobscot Building, der blev bygget i art deco 1927-1928 som den højeste bygning i USA udenfor New York og Chicago.

Fra Campus Martius Park kan man følge aksen mod nordvest i Augustus Woodwards byplan for genrejsningen af Detroit. Man kommer til Grand Circus, der udgør den nordlige afrunding af downtown. Grand Circus skulle have været en cirkel, men den blev kun en halvcirkel grundet stigende grundpriser. Ved Grand Circus ligger Detroit Opera House, og går man ned ad Broadway Street, kommer man til en samling huse, der blev opført mellem 1896 og 1926.

Fra downtowns mange høje bygninger og store pladser kan man finde en spændende kontrast, hvis man går til kvarteret Greektown, hvor gaden Monroe Street er fuld af gamle murstensbygninger, spisesteder og underholdning. Man kan også se St. Mary Roman Catholic Church i Monroe Street. Det er en katolsk kirke, der blev opført 1884-1885 til den daværende tyske menighed, som udviklede området før en græsk tilflytning i 1900-tallet.

Man kan også opleve spændende skildringer og udstillinger på Detroits museer. På Detroit Historical Museum kan man lære om byens historie, mens man på The Henry Ford-området kan dykke ned i fx Henry Ford Museum of American Innovation om amerikansk teknologi- og transporthistorie. Blandt museets højdepunkter er limousinen, som John F. Kennedy kørte i på den skæbnesvangre tur gennem Dallas i 1963.

The Henry Ford består også af Greenfield Village med utallige aktiviteter og højdepunkter fra USA's historie som fx landbrug, værksteder, damptog og den ikoniske Ford T. I området kan man også gå til Ford Rouge Factory Tour, hvor man kommer på en rundtur på Ford-fabrikken i Dearborn. Vil man se mere bilhistorie, er Ford Piquette Avenue Plant stedet, hvor Ford T blev skabt, og på Automotive Hall of Fame er der flere biler med fokus på dem, der gennem tiden har påvirket bilens udvikling.

Hvis man er kunstinteresseret, er et besøg på Detroit Institute of Arts et must. Det er et stort kunstmuseum med værker af blandt andre Diego Rivera, Rembrandt, Renoir og Van Gogh. Tæt herpå kan man se mere kunst på Museum of Contemporary Art Detroit. Hvis musik er interessen, så er Motown Museum det rigtige sted. Motown Museum formidler historien om de mange stjerner, der startede karrieren i Detroit.

Ture fra byen

    Cleveland, Ohio

    Cleveland

    Cleveland er en af de største byer i den amerikanske stat Ohio. Den blev grundlagt i 1796, da landmålere fra Connecticut Land Company opdelte staten såkaldte Western Reserve i landsbyer og en hovedstad. Landmålernes leder hed Moses Cleaveland, som Cleveland blev opkaldt efter, og han designede byplanen ud fra New Englands tradition.

    Byen lukrerede på beliggenheden ved Lake Erie, og den boomede efter færdiggørelsen af Erie and Ohio Canal i 1832. Senere i 1800-tallet kom der stor vækst i Cleveland som logistisk centrum mellem den amerikanske østkyst og Midtvesten, hvor der bl.a. blev transporteret store mængder jern og kul, og i 1870 grundlagde John D. Rockefeller virksomheden Standard Oil i byen.

    Læs mere om Cleveland

     

    London, Ontario

    London

    London er en af de største byer i den canadiske provins Ontario. Byens historie startede i 1793, hvor løjtnant John Graves Simcoe udvalgte stedet med henblik på at grundlægge en fremtidig hovedstad for Upper Canada. Simcoe kaldte stedet for London efter den britiske hovedstad, og floden gennem området navngav han Thames.

    Bosættelsen kom dog først i gang i 1826, og London blev ikke valgt som hovedstad. Byen voksede, men blev ramt af en stor brand i 1845, som ødelagde mange af byens daværende træhuse. Det var 3.500 indbyggere i London på dette tidspunkt, og tallet var tredoblet i 1855, hvor London var stor nok til formelt at blive en by.

    Læs mere om London

Tilmeld dig vores nyhedsbrev