Site logo
Se på kortet
  • Burj Khalifa - Sheikh Mohammed bin Rashid Boulevard - Dubai - Forenede Arabiske Emirater

Læs om byen

Dubai er et imponerende syn allerede fra luften før landing i en af byens lufthavne. Langs vandet og i andre kvarterer i byen står skyskrabere som kontrast til det flade ørkenlandskab, der omgiver den moderne og hastigt udbyggede by, der er den største i De Forenede Arabiske Emirater.

Toppen af Dubai er bogstaveligt talt oppe i skyerne med Burj Khalifas næsten 830 meter i højden. Højhuset stod færdigt i 2010 som verdens højeste, og Dubai har på flere andre måder markeret sig med først, størst og mest imponerende.

Dubai er kontrasternes by, hvor den moderne by nærmest totalt overskygger Dubai, som man kendte før landets oliepenge muliggjorde den vækst, byen har oplevet de seneste årtier. Der er dog lave og tætbyggede bydele, hvor man møder det ellers historiske Dubai.

I Dubai kan man gå på museer og se nærmere på byens historie og på unionsdannelsen, der ledte til grundlæggelsen af De Forenede Arabiske Emirater i 1971. Man kan også gå i temaparker, tage på stranden eller nyde en indendørs skitur.

Der er også gode udflugtsmuligheder fra Dubai, der er et af landets syv emirater. Få minutter fra Dubais centrum ligger Sharjah, og efter 90 minutters kørsel er man i hovedstaden Abu Dhabi. Man kan også tage en tur i ørkenen og til oasebyen Al Ain.

Topseværdigheder

    Burj Khalifa

    Burj Khalifa

    Burj Khalifa er en skyskraber, der blev indviet i 2010 som både Dubais og verdens højeste bygning. Taget når en højde på hele 830 meter, og der er et observationsdæk i toppen med en selvsagt formidabel udsigt. På samme måde kan man nærmest overalt fra Dubai og byens omgivelser se den høje bygning, der er et af Dubais moderne ikoner.

    Burj Khalifa blev opført fra 2004, og eksteriøret stod færdigt i 2009, hvor skyskraberen overhalede Taipei 101 som verdens højeste bygning. Der blev anvendt armeret beton, og som et kuriosum kom noget af konstruktionsstålet fra Østtysklands tidligere prestigebygning, Palast der Republik, hvilket giver en historisk dimension til højhuset.

    Skyskraberen er navngivet efter den daværende præsident for De Forenede Arabiske Emirater, Khalifa bin Zayed Al Nahyan. Burj Khalifa blev designet til at være omdrejningspunktet i et nyudviklet område med blandt andet tusindvis af boliger, hoteller, parklandskaber, andre højhuse, indkøbscentret Dubai Mall og den store kunstige Burj Khalifa-sø.

    Burj Khalifa blev designet af Skidmore, Owings, and Merrill, og de nyfuturistiske design og bygningens konstruktion og størrelse har slået utallige rekorder undervejs. Designet har også rødder i islamisk arkitekturs gamle tårnkonstruktioner, der selvfølgelig havde en noget lavere højde. Der er adgang til flere observationsdæk i bygningen, og både turen op og udsigten er uforglemmelig.

     

    Dubai Fountain

    Dubai Fountain er et smukt og særdeles stort udendørs musikspringvand, der ligger i den kunstige sø, Burj Khalifa Lake. Springvandet er smukt koreograferet og er en populær seværdighed med dets imponerende lyd-, lys- og vandshow.

    Springvandet blev indviet i 2009 sammen med åbningen af det store indkøbscenter, Dubai Mall. Det imponerede straks med anlæggets over 6.600 lys, 25 farveprojektorer, vandjets og meget mere. Under showet nyder man musikken fra højttalere omkring søen.

     

    Al Fahidi Historical Neighbourhood

    Al Fahidi Historical Neighbourhood er et kvarter i Dubai, der også kendes som Al Bastakiya. I kvarteret kan man få et glimt af Dubais byliv og arkitektur fra 1800-tallet til tiden op til olieboomet. I det historiske centrum kan man se huse i traditionelle materialer med ventilationstårne, der var væsentlige i det varme klima.

    En stor del af Al Bastakiya blev opført er persiske købmænd, der kom til Dubai for byens gode handelsmuligheder. Deraf kommer navnet Al Bastakiya da også, idet kvarteret blev opkaldt efter den iranske by Bastak. En del af kvarteret blev saneret i 1980erne, mens resten blev bevaret. Det giver i dag muligheden for at nyde stemningen fra byens tidlige udvikling.

     

    Dubai Frame

    Dubai Frame

    Dubai Frame er et særdeles karakteristisk og moderne bygningsværk i Dubai. Det har nemlig form som en kolossal billedramme, hvor man fra næsten 150 meters højde får et panoramakig til både det gamle og det nye Dubai. Det er et symbolsk kig på fortiden og fremtiden.

    Dubai Frame måler 150 meter i højden og 95 meter i bredden. Den store ramme står som både et observationsdæk og et monument i Zabeel Park, der er en grøn oase med udsigt til byens højhuse. Den spændende bygning blev opført fra 2013 og åbnet i 2018, og ud over panoramaudsigten kan man se nogle historiske udstillinger og gå en tur på glasgulvet med direkte kig ned fra toppen.

     

    Dubai Gold Souk

    Dubai Gold Souk er den nok mest berømte af Dubais souker, der er områder med livlig handel. Soukerne er Dubais traditionelle markeder, og dem er der flere af i byens gamle kvarter. Den mest kendte er byens berømte guldsouk, men man kan også besøge souker med fx krydderier og tekstiler.

    Dubai Gold Souk ligger i kvarteret Deira, der er kendetegnet ved smalle gader og lave bebyggelser. Det giver en gammel karakter som ramme for de mange butikkers handel med guld, sølv, platin, diamanter med videre. Souken og de mange juveler i butikkerne er en af Dubais store seværdigheder.

     

    Dubai Museum

    Al Fahidi Fort & Dubai Museum

    Al Fahidi Fort er Dubais ældste, bevarede bygningsværk, og her er der i dag indrettet det spændende Dubai Museum, der er et historisk museum. Fortet blev bygget i 1787, hvor der lå på bosættelsens daværende grænse. Det ligger i dag som stærk kontrast til det moderne Dubais højhuse.

    Fortet blev i sin tid bygget som oprindeligt et tårn, der skulle beskyttet bosættelsen fra landsiden. Tårnet blev hurtigt udbygget til det forsvarsværk, man kan se i dag. Fortet er et imponerende anlæg, og det ser man allerede ved indgangen til museet og på turen inden i gården og fortets bygninger.

    På Dubai Museum kan man opleve byen og emiratet Dubais historie og udvikling. Her er der gamle kort og effekter fra flere perioder, og man ser blandt andet byens udvikling før og efter fundet af olie i 1960erne. Man kan se dioramaer, stemninger fra byens souker, livet i beduintelte og meget andet, der formidler livet i emiratet.

     

    Etihad Museum

    Etihad Museum er et spændende historisk museum, som blandt andet formidler De Forenede Arabiske Emiraters kulturelle, politiske og sociale historie. Der er utallige temaer og effekter i udstillingerne, hvor man kan opleve højdepunkter fra landets udvikling.

    Museets placering er i sig selv interessant. Det er nemlig indrettet på det sted, hvor De Forenede Arabiske Emirater blev etableret ved en underskrivelsesceremoni af landets forfatning i 1971. Ved samme begivenhed blev emiraternes flag hejst for første gang.

    Det var Moriyama & Teshima Architects, som designede museumsbygningen i form som et manuskript med syv søjler, der symboliserer de syv penne, der blev brugt til underskrivelsen i 1971. Museets udstillinger ligger i syv pavilloner, hvoraf nummer seks er dedikeret landets forfatning.

Andre seværdigheder

    Dubai Creek

    Dubai Creek

    Dubai Creek er Dubais centrale vandvej, der ligger som en lille flod mellem de ældste bydele. Vandet er ikke en flod, men nærmest en vig med saltvand, der danner en god naturhavn, og som strækker sig cirka 14 kilometer ind fra Den Persiske Golf. Dubai Creek har en bredde, der varierer mellem 200 meter og 1.200 meter.

    Historisk set delte Dubai Creek byen i de to dele Deira og Bur Dubai. Det var i Bur Dubai-området, at medlemmer af Bani Yas-stammen først slog sig ned i 1800-tallet og etablerede Al Maktoum-dynastiet i byen. I begyndelsen af 1900-tallet tjente vandvejen som havn for dhow-både, der kom fra blandt andet Indien og Østafrika.

    Dubai Creek blev udviklet til at kunne fungere som havn for større skibe end de gamle dhow-både, men i dag ligger Dubais industrihavne i nye anlæg i Den Persiske Golf. Man har dog forlænget Dubai Creek, så vandet i dag munder ud i havet to steder.

    Man kan gå nogle fine ture langs Dubai Creek i den gamle del af Dubai, som ligger ved vandets snoede centrale løb. Fra promenaderne er der fin udsigt til aktiviteten på vandet og til områdets bebyggelse. Man kan naturligvis også tage på skønne sejlture på vandet, hvor man får den rette atmosfære til oplevelsen.

     

    Palm Jumeirah

    Palm Jumeirah er et af de kolossale byggeprojekter, hvor man har anlagt nye øer og opførelser i Den Persiske Golf. Palm Jumeirah er et af disse anlæg, og det består af en række kunstige øer, der former en kolossal palme, der set ovenfra vokser ud i golfen.

    Arbejdet med det imponerende anlæg startede i 2001, og den første bolig i det nye område stod klar i 2006. På hvert palmeblad er der opført rækker af villaer, som alle ligger direkte ved vandet, og hertil kommer opførelsen af flere hoteller og en centralt monoraillinje, der leder til den ydre række øer.

    Langs vandet på den ydre ø, der ligger rundt om den store palme, kan kan nyde en tur ad Jumeirah Boardwalk eller besøge en af flere aktiviteter som fx The Lost Chambers Aquarium og vandlandet Aquaventure.

    Man kan også tage op til The View at The Palm, der er et observationsdæk med 360 graders udsigt over Palm Jumeirah. The View at The Palm ligger i 240 meters højde på 52. etage i The Palm Tower. Udsigten er fantastisk, og The Palm Tower ligger cirka midt i palmen.

    Palm Jumeirah er i øvrigt en del af en række af udviklinger kaldet Palm Islands, som også inkluderer Palm Jebel Ali og Palm Deira, som samlet set øger Dubais kystlinje med i alt 520 kilometer og skaber mange nye boligområder og aktivitetsmuligheder i byen.

     

    Dubai Marina

    Dubai Marina er et områder med utallige imponerende højhusbyggerier, der blev bygget omkring en stor og smuk marina. Man kan nyde mange aktiviteter, shopping og vandreture i det mondæne område, der ligger ganske centralt langs hovedvejen E11.

    Marinaen blev etableret i 2003 langs en del af Den Persiske Golfs kystlinje, og man gravede en indre vandvej, der ligger som akse i hele områdets længde. Man kan gå en tur langs vandet og se de mange skyskrabere, der ligger her.

     

    Medinat Jumeirah

    Madinat Jumeirah

    Madinat Jumeirah er navnet på et stort anlagt resort, der indeholder alt fra vandveje, haver og restauranter til luksushoteller. Hele anlægget blev bygget i gammel stil med inspiration fra traditionelle arabiske byer og et arabisk citadel.

    Madinat Jumeirah er en by i byen, og her er der også moderne udgaver af arabiske markeder, vandveje med vandtaxaer, der er bygget efter historiske forbilleder, grønne områder og villaer med de vindtårne, som man også kan se i Dubais gamle kvarterer.

     

    City Walk

    City Walk er et lille område i Al Wasl-kvarteret i Dubai. Det er en spændende by- og shoppingoplevelse, der blev bygget som et samlet gadebillede efter europæisk forbillede med lave bebyggelser og gågademiljøer.

    City Walk åbnede i 2016, og man kan hurtigt se, at det er et moderne kvarter med masser af aktiviteter og indkøbsmuligheder. Der er også parker og promenader, hvor man kan nyde nogle skønne ture.

     

    Jumeirah Mosque

    Jumeirah Mosque er et fint bygningsværk og Dubais mest besøgte moské. Moskéen blev opført i årene 1976-1979 i fatimid-stilen, som oprindeligt opstod i Egypten. Dens facade blev bygget af blandt andet lyserød sandsten og marmor, og man kan se udsmykninger med fx arabiske skrifter på kuplen.

    Interiøret i Jumeirah Mosque står i islamisk arkitektur med inspiration fra fatimid-imperiets byggerier. Væggene dekoreret med smuk ornamentering og elegante arabiske bogstaver. Gulvene er dækket af et stort tæppe i ét stykke, som er broderet med fine og indviklede blomstermønstre.

     

    Dubai Opera

    Dubai Opera

    Dubai Opera er en af byens store kulturinstitutioner og et smukt arkitektonisk værk. Operabygningen åbnede i 2016 med en Plácido Domingo-forestilling, og der kan være 2.000 tilskuere her.

    Operabygningen ligger i det skaldte operadistrikt i downtown Dubai. Operaen blev designet af Atkins med visuel inspiration fra de traditionelle dhow-både. Bygningen er fleksibel, så den kan anvendes til teaterforestillinger, koncerter, udstillinger og naturligvis operaopsætninger.

     

    Dubai Miracle Garden

    Dubai Miracle Garden er en blomsterpark med et uforglemmeligt blomsterflor. Haven blev meget passende åbnet på Valentins Dag i 2013 og har blomstret smukt siden da.

    Blomsterparken ligger i området Dubailand, og den breder sig over 72.000 kvadratmeter. Der er millioner af blomster og planter i Dubai Miracle Garden, hvor man siden 2015 også har kunnet nyde en indendørs sommerfuglepark.

     

    Dubai Parks and Resorts

    Dubai Parks and Resorts er et sted, der rummer en stor samling forlystelsesparker og indkøbssteder som fx Legoland Dubai og Riverland Dubai. Parkerne ligger ved siden af hinanden som et resort, og der er underholdning for enhver smag.

    Dubai Parks and Resorts åbnede i 2016, og man kan besøge parkerne Bollywood Parks Dubai, Legoland Dubai, Legoland Water Park og Motiongate Dubai, der er en temapark baseret på kendte Hollywood-produktioner.

     

    Wild Wadi Waterpark

    Wild Wadi Waterpark er et kendt vandland med swimmingpools og vandaktiviteter, som ligger i området Jumeirah. Der er masser af forskellige faciliteter som bølgepool, rutsjebaner og floder i vandlandet.

    Wild Wadi Waterpark åbnede i 1998, og aktiviteterne er løbende blevet udviklet, så der i dag er noget for enhver vandhund. Der er naturligvis mange ting for mindre børn, rolige vande, vandfald og meget andet.

     

    Ski Dubai

    Ski Dubai er et noget anderledes sted i Dubai, der ikke er berømt som skisportssted, men derimod for et varmt klima med sol og varme. Derfor kan man nemt tro, at der er langt til kulde og sne, men man skal blot tage en tur til Ski Dubai og tage ski på.

    Ski Dubai er en indendørs skibakke med løjper og liftanlæg, der blev åbnet i 2005 som en del af shoppingcentret Mall of the Emirates. I Ski Dubai er der en 85 meter høj bakke med forskellige pister, der året rundt ligger i en temperatur omkring frysepunktet.

     

    Burj Al Arab

    Burj Al Arab

    Burj Al Arab er et ikonisk luksushotel, der står på en kunstig ø, som ligger 280 meter ud for Jumeirah Beach. Hotellet åbnede som det eneste 7-stjernede hotel i verden, og den 210 meter høje bygning er stadig berømt for sin service og indretning.

    Designet af Burj Al Arab blev skabt med inspiration i et sejl på et skib, og det er meget passende med beliggenheden på havet. Hotellet blev bygget fra 1994, og det blev indviet i 1999 med blandt andet et 18 etager højt atrium, der er et imponerende syn.

     

    Dubai Mall

    Dubai Mall er et af verdens største og mest imponerede shoppingcentre. Her kan man naturligvis gøre indkøb på en shoppingdag, men der er også mange andre aktiviteter end indkøb, så en tur her er en oplevelse på mange måder.

    Dubai Mall åbnede i 2008 som et af verdens største centre med over 1.000 butikker. Man kan også besøge The Dubai Aquarium & Underwater Zoo med imponerende akvarier, gamingstedet Play DXB, det hjemsøgte hus Hysteria og andet under et besøg, lige som man kan se den 24 meter lange Dubai Dino i centret.

     

    Sheikh Saeed Al-Maktoum House

    Sheikh Saeed Al-Maktoum House er en historisk sheikresidens, der er blevet åbnet som museum. Sheik Saeed Al-Maktoum regerede Dubai fra 1912 til 1958, og han boede i det fine hus, der ligger langs Dubai Creek.

    Bygningen blev opført i 1896 som sæde for Al-Maktoum-familien. Det er et seværdigt hus, der er indrettet som museum med historiske udstillinger om fx husets historie, Al-Maktoum-familien og det gamle Dubais udvikling.

     

    Sheik Zayed Road

    Sheikh Zayed Road

    Sheikh Zayed Road er det moderne Dubais store færdselsåre og for mange et billede på den moderne by med høje skyskrabere på begge sider. Gaden ligger parallelt med havet, og den blev udvidet til byudvikling i 1990erne over en 30 kilometer lang strækning.

    Den brede vej hedder også E11, og den er den længste vej i Forenede Arabiske Emirater. Man kan køre på den fra grænsen til Saudi-Arabien gennem emiraterne til grænsen mod Oman. Under dens passage i Dubai, bærer den navnet Sheikh Zayed Road.

     

    Jumeirah Beach

    Jumeirah Beach er en af Dubais skønne og populære sandstrande, der ydermere ligger ganske centralt i byen, hvilket gør den populær for ture til vandet for lokale og besøgende.

    Jumeirah Beach har også udviklet sig til et sted med en del aktiviteter. Der er således bygget højhuse, luksushoteller, indkøbscentre med videre langs strande i Jumeirah-kvarteret. Det er også her, det berømte hotel Burj Al Arab ligger.

     

    Ras Al Khor Wildlife Sanctuary

    Ras Al Khor Wildlife Sanctuary er et naturområde, der ligger for enden af Dubai Creek. Vådområdet er kendt for blandt andet at tiltrække et stort antal trækfugle, og i sæsonen kan man fx se flamingoer. Der er også en del krebsdyr og fisk her.

    Ras Al Khor Wildlife Sanctuary er et stykke smuk og uspoleret natur i centrum af Dubai, og det er en afslappende kontrast til storbyen omkring området. Naturen er beskyttet, men man kan nyde fuglekiggeriet fra nogle etablerede steder til formålet.

Ture fra byen

    Abu Dhabi Grand Mosque

    Abu Dhabi

    Abu Dhabi er hovedstad i De Forenede Arabiske Emirater og smukt beliggende ved kysten langs Den Persiske Golf. Byen er præget af de muligheder, som kommer fra landets enorme olieindtægter, og de mange moderne byggerier kan ikke andet end at imponere turister.

    Abu Dhabi er en by, hvor gammel kultur møder den moderne verden. Fra det kulturhistoriske Heritage Village, hvor tiden er skruet tilbage til livet før olieøkonomien, kan man som kontrast se byens skyline og spændende skyskrabere.

    Læs mere om Abu Dhabi

     

    Sharjah

    Sharjah

    Sharjah er et emirat, der ligger umiddelbart øst for Dubai med kun ganske få kilometer til centrum af byen Sharjah. Det er det tredjestørste emirat i landet, og Sharjah er som by også landets tredjestørste efter Dubai og Abu Dhabi.

    Sharjah var historisk en af områdets velstående byer, og i 1727 erklærede den sig selvstændig. Senere indgik Sharjah en traktat med Storbritannien på samme vis som emiratets nabostater. I 1971 dannede Sharjah De Forenede Arabiske Emirater sammen med nabostaterne, og i dag er de samme land, men med tydelige forskelle mellem de enkelte emirater.

    I dag er der meget at se i byen Sharjah som fx Al Hisn, der også kendes som Sharjah Fort. Det var et befæstet kompleks, som blev bygget i 1823 som hovedkvarter for det dengang uafhængige emirat og som bolig for Al Qasimi-familien. Fortet ligger i byens centrum, og det er i dag indrettet som museum.

    Der er også andre museer i byen som fx Sharjah Art Museum og Al Mahatta Museum, der er et luftfartsmuseum, som skildrer flyvningens historie i Sharjah og emiraterne. Museet ligger i det såkaldte Mahatta Fort, der blev opført som datidens lufthavn for Imperial Airways til flyvninger og stop i byen.

    Man bør også gå en tur i den gamle del af Sharjah, som ligger i nærheden af byens fort. Her kan man se mange lave byggerier og stemningsfulde souker som Al Arsah. I det historiske kvarter kan man også besøge Sharjah Heritage Museum med historiske udstillinger og se det smukke hus, Bait Al Naboodah, der blev bygget omkring år 1845.

    Man kan naturligvis også se de moderne dele af Sharjah med mange aktiviteter og hoteller, som ligger langs Den Persiske Golf. Man kan også se emiratets største moské, Sharjah Mosque, der ligger sydøst for selve byen. Den store moské er et imponerende byggeri, der blev indviet i 2019.

     

    Al Ain, Forenede Arabiske Emirater

    Al Ain

    Al Ain er den største by i indlandet af De Forenede Arabiske Emirater, og den er den næststørste by i emirater Abu Dhabi. Byen ligger i ørkenen som en oase og på grænsen til Oman og byen Al-Buraimi, og der menes at have været bosættelser her gennem næsten 8.000 år.

    Udviklingen af det moderne Al Ain startede med emiraternes selvstændighed i 1971. Som en del af Abu Dhabi kom der mange investeringer til byen, som oplevede hastig vækst. I 1972 blev grænsen til Oman lagt fast, og siden da er byen vokset betydeligt.

    Al Ain har er tørt ørkenklima, og derfor er byen et populært udflugtmål fra mange fra Dubai og Abu Dhabi, og byen er udviklet til en turistdestination med mange spændende seværdigheder. Al Ain er kendt som havebyen, hvilket ikke mindst skyldes dens berømte oase, der er optaget på UNESCO´s verdensarvsliste.

    Oasen er et fantastisk sted, hvor man gå i store palmeskove. Den er kendt for sit underjordiske kunstvandingssystem, som bringer vand fra boringer til små vandingskanaler, som leder til oasens palmer. Vandingen er et gammelt system, der går tusinder af år tilbage, og som bruges meget i både emiraterne og andre lande i regionen.

    Tæt på oasen kan man besøge Al Ain Museum, hvor man kan se etnografiske og arkæologiske udstillinger, der skildrer forskellige aspekter af landet med fokus på området omkring Al Ain. Samlingerne omfatter blandt andet fund fra bronzealdergravene ved Mezyad og arkæologiske parker i udkanten af byen.

    Det er også værd at besøge Sheikh Zayed Palace Museum, der er indrettet i den tidligere residens for Sheikh Zayed Bin Sultan Al Nahyan, der boede her indtil 1966. Paladset blev opført i 1937 i en fortlignende stil, og der er spændende samlinger med forskellige effekter og temaer her.

    Der er også flere forter i byen som fx Qasr Al Muwaiji, der blev anlagt i begyndelsen af 1900-tallet af Sheikh Khalifa bin Zayed bin Khalifa Al Nahyan, og det åbnede som museum i 2015. Man kan også besøge Al Jahili Fort, der er et imponerende byggeri fra slutningen af 1800-tallet, hvor det skulle beskytte palmefarmerne i stedets oase.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping
Med børn

    Forlystelsespark

    Legoland Dubai
    Sheikh Zayed Road
    legoland.com

     

    Forlystelsespark

    IMG Worlds of Adventure
    Mohammed Bin Zayed Road
    imgworlds.com

     

    Aktiviteter

    OliOli
    4th Street, Al Qouz
    olioli.ae

     

    Badeland

    Aquaventure Waterpark
    Atlantis, The Palm, Crescent Road
    atlantisthepalm.com

     

    Badeland

    Wild Wadi Waterpark
    Jumeirah Road
    jumeirah.com

     

    Virtual Reality

    VR Park
    Dubai Mall, Level 2
    vrparkdubai.com

     

    Strand

    Jumeirah Beach
    Jumeirah Street

     

    Skibakke

    Ski Dubai
    Sheikh Zayed Road
    skidxb.com

Gode links
Historisk overblik

    Dubai grundlægges

    I starten af 1800-tallet etablerede Al Abu Falasa-familien Dubai, og den nye bosættelse var underlagt Abu Dhabi mod sydvest. Denne afhængighed varede til 1833, men inden da underskrev områdets ledere den såkaldte General Maritime Peace Treaty. Det skete med Storbritanniens regering i 1820, og målet var at stoppe det omfattende pirateri, der foregik i vandene omkring Den Arabiske Halvø.

    Dubais uafhængighed i 1833 skete i forbindelse med, at Maktoum bin Butti overtog byen fra Abu Falasa-familien. Maktoum bin Butti grundlagde derved Al Maktoum-dynastiet, der fortsat regerer Dubai. I 1841 udbrød der en omfattende koppeepidemi i Dubai, og den afstedkom, at byen blev flyttet mod øst til kvarteret Deira. Herfra voksede byen som den handelsby, der er Dubais varemærke den dag i dag.

     

    Britisk protektorat

    På trods af aftalen med briterne i 1820 blev vandene omkring Den Arabiske Halvø gennem 1800-tallet stadig hærget af et omfattende sørøveri, som foregik mod ikke mindst skibe mellem Europa og Asien. Storbritannien havde store og værdifulde interesser at beskytte med kolonien Indien og trafikken mellem indiske og britiske havne.

    For at imødegå piraternes hærgen indgik Storbritannien en række traktater med ledere af arabiske stater langs Den Persiske Golf, og på den måde blev regionen inklusive Dubai britisk interessesfære som protektorat fra 1892. Det lykkedes at minimere piraternes overfald og derved beskytte sejladserne.

    To år efter aftalen med briterne gav sheik Maktoum skattefrihed til alle udenlandske handlende, og det styrkede Dubais vækst. Byen blev i 1903 anlægshavn for en britisk dampskibslinje, og stadig flere købmænd slog sig ned her. En væsentlig del af handelen bestod af perler, der var en indbringende indtægtskilde indtil 1920erne, hvor japanske kunstperler og senere depressionen i 1929 medførte nedgang for denne branche.

     

    Hårde økonomiske år

    Perlehandelen havde siden 1800-tallet givet Dubai store indtægter og været en af de årsager til byens udvikling. I 1920erne gik denne handel væsentligt ned, og derefter kom følgerne af depressionen fra 1930. Det gav Dubais ellers så dygtige købmænd svære kår, og de forværredes med udbruddet af 2. Verdenskrig, hvor mange handelsforbindelser forsvandt eller blev besværliggjort.

    Regionen og Dubai var præget af fattigdom i 1930erne, og det gav optræk til politiske oprør, som blandt andet tog udspring i de tidligere perlehandlende, der søgte bedrede økonomiske muligheder. Oprørsbevægelserne blev dog ikke succesrige, og sheik Saeed bin Maktoum bin Hasher Al Maktoum, der havde regeret siden 1912, kunne fortsat lede Dubai. Bedre tider skulle komme, men inden da kom Dubai også i kamp med naboen Abu Dhabi om grænsedragninger. En mindre krig brød ud i 1947 mellem de to emirater, og Storbritannien gik ind i konflikten og skabte en bufferzone og en våbenhvile.

     

    Olie og guld ændrer byen

    Sheik Saeed bin Maktoum sad på magten indtil sin død i 1958, der var en tid, hvor meget nyt var på vej i Dubai. Slutningen af 1950erne var der, hvor olien blev fundet i de arabiske emirater, og olien skabte med årene hidtil usete indtægter for området.

    Sheik Rashid bin Saeed Al Maktoum kom til i 1958, og har igangsatte Dubais kraftige ekspansion. I 1963 blev Dubai Creek udgravet som havn, hvor en stærkt øget trafik lagde grunden til byens med tiden meget store reeksport af guld. Det er en handel, Dubai er blevet berømt for, og byens kendte guldsouk udviklede sig.

    Abu Dhabi havde allerede fundet olie flere før tidligere, end da den værdifulde og efterspurgte råvare blev fundet i Dubai i 1966. Samme år etablerede Dubai og Qatar valutaen riyal som afløser for den daværende lokale udgave af den indiske rupee, der blev ramt af devaluering. Den første olie blev eksporteret fra Dubai i 1969, og derefter kom statens økonomi til at boome.

     

    De selvstændige Forenede Arabiske Emirater

    Olien blev produceret i Abu Dhabi fra begyndelsen af 1960erne og i Dubai senere i samme årti. De begivenheder var medvirkende til, at ledere af emirater langs den sydlige del af Den Persiske Golf diskuterede en union. Sheik Zayed bin Sultan al Nahyan blev leder af emiratet Abu Dhabi i 1966, og han blev en drivende kraft i de følgende års forening til De Forenede Arabiske Emirater, hvor Dubai var den anden ledende stat.

    I midten af 1960erne var de syv såkaldte traktatsheikdømmer, Bahrain og Qatar under britisk protektorat, hvilket gav de små stater politisk og militær beskyttelse. I 1966 begyndte en debat i den britiske regering og underhus om, at Storbritannien reelt ikke længere kunne beskytte protektoraterne langs Den Persiske Golf. Den britiske økonomi og det britiske militærs andre opgaver omkring i verden var årsager til debatten. Den endte i 1968 med en erklæring om, at Storbritannien ville trække sig ud af staterne.

    Sheik Zayed bin Sultan al Nahyan tilbød at afholde alle omkostninger for den militære britiske tilstedeværelse i emiraterne, men dette blev afslået. I stedet søgte de ni britiske protektorater at danne en føderation, som første gang blev foreslået i februar 1968 efter et møde mellem lederne af Abu Dhabi og Dubai. De to stater var blevet enige om rammerne for en union, og de øvrige golfstater blev inviteret til at deltage i føderationen. Alle ni stater blev i første omgang enige om en union, men grundet politiske og praktiske uenigheder blev Bahrain selvstændigt i august 1971, og Qatar fulgte Bahrain som uafhængig nation måneden efter.

    Aftalen med Storbritannien udløb 1. december 1971, og fra den dato var de syv emirater uafhængige stater. Staterne Ajman, Fujairah, Sharjah og Umm Al Quwain besluttede straks at gå med i Abu Dhabi og Dubais union, og staten Ras al-Khaimah blev en del af unionen i begyndelsen af 1972. Abu Dhabi var hovedstad i det nye land, og Abu Dhabis leder blev præsident i unionsstaten. Abu Dhabi og Dubai var de vigtigste emirater i det nye land, og som en del af unionsaftalen fik de to emirater som de eneste vetoret i sager af national vigtighed.

    I 1973 blev Dubais riyal afløst af dirham som fællesvaluta i De Forenede Arabiske Emirater, og udestående fra krigen mellem Dubai og Abu Dhabi i 1947 blev også løst. Der skulle dog gå til 1979, før grænsekonflikten mellem de to emiraterne formelt blev afsluttet med enighed om en aftale.

     

    Dubais kolossale vækst til i dag

    I Dubai er der de seneste årtier blevet investeret markant i udbygning af infrastruktur, opbygning af en turistsektor og etablering af et stort arbejdsmarked for udlændinge. Hele udbygningen blev muliggjort af Dubais olieindtægter, men med tiden har de nye tiltag skabt nye indtægtskilder som alternativ til olien.

    Golfkrigen i 1990 skabte usikkerhed om økonomien i regionen, men allerede få år senere var der mange internationale virksomheder, der etablerede sig i Dubai. Stigning i oliepriser gav Dubai stærkt forhøjede indtægter, og der blev udbygget hastigt. Nye kvarterer, motorveje og lufthavne er blot noget af det, der er blevet investeret i.

    Dubais udbygning har også skabt verdensberømte vartegn for byen. Hotellet Burj al Arab, verdens højeste bygning, Burj Khalifa, og de nye bydele i vandet, The Palm og The World, har igen og igen sat Dubai øverst på dagsordenen for fantastiske anlægsprojekter og oplevelser.

    Økonomien i Dubai viste sig dog sårbar, da den globale økonomi mange steder gik i recession i slutningen af 00’erne. Den nye afhængighed af turisme og byggeri gav et hårdt tilbageslag for Dubais økonomi, men netop de nye dele af økonomien er også det, der forventes at gøre Dubais stærk nok til at komme videre, når olien ventes at slippe op i slutningen af 2020erne.