Den Spanske Bue
Spanish Arch
The Spanish Arch er det daglige navn for de to buer, Spanish Arch og Caoċ Arch, der er de tilbageværende i Galways såkaldte Front Wall fra 1584. Front Wall blev opført som beskyttelse af byens havn.
Front Wall blev opført som en slags forlængelse af normannernes gamle bymure, som var blevet opført nogle århundreder tidligere. Bygningen med The Spanish Arch husede soldater, der bemandede kanoner på taget. Buens navn kommer fra de spanske galeoner og handelsskibe, der ofte lagde til kaj her.
Galways Bymure
Galway City Walls
Efter grundlæggelsen af Galway blev der med tiden bygget mure som forsvar af byen. Murene blev opført fra 1200-tallet og kom til at omslutte omkring de 11 hektarer, som byen lå på. Galways indbyggere betalte en ekstra skat til bygning og vedligehold af murene, så byen havde et effektivt forsvar.
I dag kan man se et smukt stykke bevaret bymur i indkøbscentret Eyre Square Shopping Centre, der ligger ved pladsen Eyre Square. Indvendigt i centret kan man dels se et stykke af middelaldermuren og dels se to tårne fra den gamle bymur; Shoemaker's Tower og Penrice's Tower. Penrice var en af middelalderens førende klaner i Galway.
Corrib Sti
Corrib Walk
Floden Corrib bruser gennem centrum af Galway, og i dens løb har man anlagt Corrib Walk som en smuk og grøn gangsti langs floden. Man kan starte gåturen ved William O'Brien Bridge og gå mod nord til området ved Salmon Weir Bridge.
Undervejs på turen møder man mange lokale, der også nyder omgivelserne ved den kun seks kilometer lange flod. Og man kan se Galway fra vandsiden med farvestrålende huse, fiskere og en generelt dejlig atmosfære.
Galway Town Hall Teater
Galway Town Hall Theatre
Dette er et af Galways teater, og det ligger i en bygning med en interessant historie. Teatret blev opført i 1820erne som byens retsbygning, og i 1901 blev domhuset med den monumentale arkitektur ombygget til Galways rådhus.
I 1950erne blev bygningen endnu en gang ombygget til et nyt formål. Der blev på det tidspunkt indrettet en biograf, som var i drift til 1990erne. På den tid var bygningen forfalden, men efter en restaurering og ny ombygning 1993-1995 kunne det nuværende teater åbne som byens teater.
Galway Domhus
Galway Courthouse
I 1812 blev Galways domhus tegnet af arkitekten Richard Morrison og efterfølgende opført på Courthouse Square. Bygningen fungerer fortsat som retsbygning, og den har gennem tiden haft en vigtig og travl funktion i byen.
I årtierne efter åbningen af domhuset var der omkring 200 forbrydelser, der kunne straffes med døden, og selv om dommerne i en del tilfælde undlod at dømme eller bruge de hårdeste domme, blev byens fængsel fyldt op. Fængslet lå, hvor byens katolske katedral i dag ligger, og der var knap 70 indsatte i starten af 1800-tallet. I midten af århundredet var det tal steget til 650.
Lynchs Borg
Lynch's Castle
Denne nuværende bankbygning blev opført af Lynch-familien ad flere omgange som residens. Den største del af det befæstede hus stammer fra 1500-tallet og er i dag et smukt eksempel fra datidens Galway.
Det var en tid med opblomstring og fine byggerier, hvilket tydeligt ses på udsmykningen af Lynch's Castle med blandt andet våbenskjold og gargoiler på facaden. Lynch-familien stammede fra angler og normanner, og de var en af Galways 14 ledende klaner.
Galway Bymuseum
Galway City Museum
Dette er Galways bymuseum og stedet, hvor man får en interessant gennemgang af Galways historie fra middelalderen til i dag. På museet er der forskellige udstillinger med spændende temaer og effekter.
Der er permanente udstillinger inden for arkæologi, geologi, kunst og naturhistorie, så man får et bredt indblik i mange sider af Galways historie ved et besøg. Blandt de konkrete samlinger er der en udstilling relateret til Galways maritime historie og et tema omkring 1800-1900-tallenes butikker, fabrikker og byliv i Galway.
Forthill Kirkegård
Forthill Cemetery
Denne kirkegård er et sted med en både interessant og mørk historie. I 1589 beordrede William Fitzwilliam, at 300 ilandkomne sømænd fra den spanske armada skulle henrettes her. Det skete, og efter halshugningerne begravede de lokale spanierne, så deres sjæle kunne få fred.
I 1602 blev der bygget et fort på stedet. Det var englænderne, der opførte fortet efter den vellykkede belejring af Kinsale, der afsluttede den engelske erobring af det gæliske Irland. Fortet blev senere i samme århundrede revet ned af byens borgere, og fra 1700-tallet udviklede Forthill sig til en kirkegård.
National University of Ireland, Galway
Dette er Galways traditionsrige universitet, der blev grundlagt som Queen's College i 1845. Det er i dag en stor uddannelsesinstitution med en smuk hovedbygning, nyere bygninger og diverse kunstværker i området.
Universitetet åbnede for studerende i 1849, og i begyndelsen var der 68 studerende. Den ældste bygning er den smukke Quadrangle Building, som tog imod de første studerende i 1849. Bygningen blev opført i tudorgotik og var arkitektonisk inspireret af Christ Church i engelske Oxford.
Galwayfiskeriets Udkigstårnsmuseum
Galway Fisheries Watchtower Museum
Dette lille tårn er en af Galways mindre kendte seværdigheder. Tårnet blev opført som fisketårn i 1853, og det er i dag museum for fiskeriet i Corrib River, som er kendt for sine laks.
Det lille tårn står nærmest ude i Corrib River, og det blev bygget af Ashworth-familien som en del af det såkaldte draft netting-fiskeri. Under draft netting var den ene side af et net fastgjort til land, mens den anden side af nettet blev trukket af en båd.
Skt. Nikolaj Kirke
St. Nicholas' Collegiate Church
Denne kirke er en af Irlands største sognekirker fra middelalderen. De ældste dele af den stemningsfulde bygning stammer fra 1300-tallet. Kirken er dedikeret Sankt Nikolaj, der er skythelgen for sømænd, der gennem hele Galways historie har været en vigtig del af byens udvikling. Det siges i øvrigt, at Christoffer Colombus bad i kirken i 1477 før et af hans forsøg på at sejle til den nye verden vestpå.
Kirken blev ophævet til stiftskirke i 1484, hvilket pave Innocens VIII stadfæstede ved en pavelig bulle året efter. Med det steg byens Galways vigtighed også. Med reformationen, som det engelske kongehus gennemførte, blev kirken anglikansk. Det er den fortsat og hører under Church of Ireland.
The Claddagh
Dette er et kvarter, der ligger sydvest for Galways centrum. Det var fra 400-tallet en separat fiskerby, hvor indbyggerne solgte deres fisk i Galway. Man kan gå nogle fine ture i The Claddagh og se over vandet fra Claddagh Quay til de farverige huse langs The Long Walk.
The Claddagh blev delt fra Galway med den anglo-normanniske bymur, der beskyttede selve byen. The Claddagh lå uden for bymuren og bestod som en fiskerby, hvor sejlbådene kaldet Galway Hookers blev anvendt i stor stil. Ved gaden Claddagh Quay kan man i øvrigt se slusen til kanalen Eglinton Canal, der blev anlagt 1850-1852 som stabil vandvej mellem havet og Lough Corrib. Har man lyst til en spadseretur, kan man gå langs kanalen mod nord.
Nora Barnacles Hus
Nora Barnacle House
Nora Barnacle blev født i Galway og blev senere forfatteren James Joyces hustru. De mødtes 10. juni 1904 med første romantiske aftale den 16. juni, som Joyce senere valgte som dagen i bogen Ulysses. Dagen er også kendt som Bloomsday.
I Galway boede Nora Barnacle med sin mor og onkel i det lille hus på adressen Bowling Green 4. Huset blev bygget i 1800-tallet og indrettet som museum i 1980erne. James Joyce og Nora Barnacle besøgte flere gange huset og opholdt sig bl.a. her under en ferie i 1912.