Se på kortet
Gdańsk, Poland
Læs om byen
Gdansk er en gammel kultur- og handelsby, og den er en af Østersøens perler. Byens historie fra tiden i Hanseforbundet er tydelig i bybilledet med de mange typiske købmandshuse, byporte og ikke mindst den kolossale Maria Basilika, der troner over den gamle bydel.
Den gamle bydel er hjertet af Gdansk, og det er her, seværdighederne ligger på stribe i de stemningsrige gader og stræder. Charmerende huse og strøggader ligger side om side og bag den række af byporte, man kan se mange steder i byen; byporte der engang var byens indgange.
Adgangen til vandet er noget andet, der kendetegner Gdansk. Den travle havn har gennem historien præget byens udviklet som havne- og handelsby, og her står Kranporten som et eksempel fra tiden med travl aktivitet i byens inderhavn. Kranporten er i dag et af Gdansks vartegn.
Gdansk er også kirkernes by. Der ligger utallige kirker, og flere steder ligger de bogstaveligt talt ved siden af hinanden. Kirkerne er smukke bygningsværker, og den mest imponerende af dem alle er Maria Basilika, der står som en af hele Østerøområdets største kirker.
Topseværdigheder
Maria Basilika
Bazylika Mariacka
Den kolossale Maria Basilika er en af verdens største murstenskirker. Den måler 105x66 meter i grundplan, hvælvingerne når 29 meter op over kirkegulvet, og den kan huse 25.000 besøgende i kirkerummet. Stilen er tidens teglstensgotik, som var vidt udbredt i Østersøområdet.
Før den nuværende Maria Basilika lå der fra 1243 en trækirke på stedet. Grundstenen til den nye kirke blev lagt 1343 med færdiggørelse af den første etape i 1360. Byggeriet stod dog på udvidelser af selve kirkebygningen indtil 1502.
Med reformation blev Maria Kirke protestantisk, og grundet de katolske kongers formelle herredømme i Gdansk lod Jan III Sobieski et katolsk kapel opføre ved siden af kirken; Det Kongelige Kapel/Kaplicę Królewską. Kapellet er en smuk barokbygning af Tylman van Gameren fra årene 1678-1681. Billedhuggeren Andreas Schlüter har leveret skulpturer på huset.
Inden for kan man se flere fine kunstværker fra gotikken, renæssancen og barokken. Højalteret er fra 1510-1517, mens det interessante astronomiske ur er bygget af Hans Düringer fra Toruń 1464-1470.
Fra Maria Kirkes 82 meter høje tårn er der en fantastisk udsigt over hele byen og området, og turen derop giver et fint indtryk af konstruktionen.
Fra reformationen og til 1945 var Maria Basilika protestantisk som det øvrige nordtyske område; i øvrigt verdens største protestantiske kirke. Med Danzigs overgang til Gdansk og Polen blev kirken katolsk.
Under 2. Verdenskrig blev Maria Basilika strukturelt stærkt beskadiget, men man havde evkueret kirkens kunstværker, der derfor blev sparet fra ødelæggelse. Genopbygningen startede i 1946, i 1955 blev kirken genindviet, og i 1965 opnåede den status af basilika.
Hovedbyens Rådhus
Ratusz Głównego Miasta
Gdansks smukke renæssancerådhus blev opført i 1300-tallet. Man mener, det skete fra år 1327. Færdiggørelsen skete dog først i årene 1486-1488, da tårnet blev opført af Heinrich Hetzel. Forløberne på stedet havde altid været byens administration; blandt andet i form af byens Hansekontor.
Efter en brand i 1556 blev det gotiske rådhus ombygget i tidens stil. I 1561 blev det 81 meter høje tårn således kronet af den forgyldte statue af kong Sigismund II August. Tårnets klokkespil blev også installeret ved denne lejlighed.
Ved udsmykningen af rådhusets interiør arbejdede nogle af tidens førende håndværkere og kunstnere som fx Izaak van den Block og Hans Vredeman de Vries på opgaven. Indretningen er ganske seværdig; ikke mindst i Byrådssalen/Wielka Sala Rady (også kaldet den Røde Sal/Sala Czerwona). Man kan også se mange kunstværker, der er udstillet. Værkerne er originale og har ved krigshandlinger altid har været gemt bort.
Under 2. Verdenskrig blev rådhuset så ødelagt, at det i første omgang blev besluttet af rive resterne ned. Beslutningen blev ændret, og i stedet gennemgik bygningen 1946-1970 et af de fornemste rekonstruktionsarbejder i efterkrigstidens Polen. I 2000 blev det nuværende klokkespil med 37 klokker installeret.
I rådhuset er Gdansk Byhistoriske Museum/Muzeum Historyczne Miasta Gdańska, indrettet. Det skildrer på udmærket vis byens spændende historie. Man kan også tage en tur op i tårnet, hvorfra der er en smuk udsigt.
Langgade & Lange Torv
ul. Długa & Długa Targ
Langgade og Lange Torv er Gdansks mest fornemme strøg og plads. Det var her, mange palæer gennem tiden er blevet opført af byens førende familier. Her er også flere middelalderbyggerier blandt de mange typiske huse med de smalle gavlfacader mod gaden.
Gaden og torvet er anlagt på strækningen mellem to af Gdansks byporte, og således har det historisk mest velhavende område i byen haft en naturlig afgrænsning. Det sammenhængende område kaldes også Kongevejen/Droga Królewska, fordi det altid har været byens fine indgang; hovedgaden fra såvel land- som vandsiden. Kongelige besøgende boede da også i palæer netop her.
Kranporten
Brama Żuraw
Kranporten er en af Gdansks byporte, hvori der er en kranfunktion. Første bygning af denne slags blev opført 1367, og den nuværende stammer fra årene 1442-1444. Funktionen som byport og havnekran var praktisk for at kombinere indgang til byen med arbejdet på flodhavnen med at laste og losse samt servicere skibene.
Kranen er bygget med et menneskedrevet træhjul, der gav energi til værket. De to store tromler med diameter på 6-6,5 meter kunne løfte op til fire ton. Løftehøjden var også så betydelig, at kranen blev brugt til at montere skibsmaster.
I dag er Kranporten et af Gdansks vartegn, og i den ligger en del af Søfartsmuseet/Centralne Muzeum Morskie.