Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Gdynia er en havneby ved Østersøen, og sammen med Gdańsk og Sopot udgør byen under navnet Trójmiasto et af Polens største byområder. Sådan har det ikke altid været, for Gdynia er en relativt ny storby, selvom den kendes nævnt som fiskerby allerede fra midten af 1200-tallet. Gdynia skiftede hænder flere gange, men forblev en landsby. Der var således kun 21 huse i byen i 1789.

Omkring år 1900 startede Gdynias udvikling. Det skete med turismens vækst, hvor området omkring Gdynia blev et populært udflugtsmål med beliggenheden langs Østersøens strande. På dette tidspunkt var byen tysk med navnet Gdingen, og i 1910 boede der omkring 900 mennesker her. Gdynia blev polsk efter 1. Verdenskrig, og i de følgende år blev en af Europas største havne anlagt, og byen voksede hastigt.

Gdynias byplan blev udtænkt i 1925, og året efter opnåede byen købstadsrettigheder og var dermed officielt en by. Der blev bygget stort og hurtigt de følgende år i Gdynia, og i dag kan man se mange tidstypiske opførelser. Der blev også anlagt pladser som fx Plac Kaszubski og den meget store Skwer Kościuszki, der ligger ned til Gdynias havnemoler.

Havnen er fortsat et stort aktiv, og der er flere seværdigheder her. Man kan bl.a. besøge museumsskibet Błyskawica, der er en destroyer, som sejlede under 2. Verdenskrig. Sejlskibet Dar Pomorza fra 1909 ligger her også, og i byen er der både et akvarium, et søfartsmuseum og dejlige strande. Man kan også se enkelte ældre bygninger her; fx Sankt Michaels Kirke, hvis historie går tilbage til 1200-tallet.

Ture fra byen

    Gdansk

    Gdansk er en gammel kultur- og handelsby, og den er en af Østersøens perler. Byens historie fra tiden i Hanseforbundet er tydelig i bybilledet med de mange typiske købmandshuse, byporte og ikke mindst den kolossale Maria Basilika, der troner over den gamle bydel.

    Den gamle bydel er hjertet af Gdansk, og det er her, seværdighederne ligger på stribe i de stemningsrige gader og stræder. Charmerende huse og strøggader ligger side om side og bag den række af byporte, man kan se mange steder i byen; byporte der engang var byens indgange.

    Læs mere om Gdansk

Tilmeld dig vores nyhedsbrev