Se på kortet
plošča Lienina 4, Homieĺ 246050, Hviderusland
Læs om byen
Gomel er den næststørste by i Hviderusland, og den er administrativt centrum i Gomel-regionen. Byen kendes tilbage til 1142, hvor den blev nævnt i Hypatiuskrøniken. Gennem 1100-1200-tallene var Gomel forbundet med andre byer ad handelsveje, og håndværksfagene voksede i byen. I 1335 blev Gomel en del af Storhertugdømmet Litauen, og den var under skiftende styrer, indtil slutningen af 1400-tallet, hvor Gomel blev overført til Storfyrstendømmet Moskva. I årene 1500-1503 prøvede Litauen at tilbageerobre Gomel, hvilket ikke lykkedes ved den lejlighed.
Byen blev dog igen litauisk fra 1535, og de følgende århundreder var Gomel genstand for mange erobringstogter, og byen skiftede styre flere gange. Gomel blev en del af Rusland i 1772, og den kom i Rumjantsev-familiens ejerskab i 1775. Det gav vækst i byen, og der blev fx bygget meget under Nikolaj Rumjantsev i starten af 1800-tallet. Det gjaldt blandt andet Peter og Paul Katedral, et gymnasium, flere fabrikker og en bro over floden Sozh. Rumjantsev-familien gældsatte senere i århundredet byen, der blev overtaget af den russiske zar, da gælden ikke kunne betales.
I starten af 1900-tallet var Gomel blevet en industriby med over 100.000 indbyggere. Byen blev besat af tyske tropper under 1. Verdenskrig, og efter grundlæggelsen af Sovjetunionen blev Gomel en del af Rusland indtil 1926, hvor den overgik til den hviderussiske sovjetrepublik. I 1941 blev Gomel igen besat af Tyskland, før byen i 1943 blev befriet af Den Røde Hær. Størstedelen af byen var ødelagt efter krigen, og befolkningstallet var faldet fra 144.000 i 1940 til under 15.000. Gomel blev hurtigt genopbygget med brede gader og tidstypisk arkitektur fra Stalintiden. Siden da er byens indbyggertal vokset til over 500.000.
I dag kan man opleve et hyggeligt bycentrum, der ligger langs bredderne af Sozh. Leninpladsen udgør Gomels centrum, og herfra udgår byens hovedgade. Det er også her, man kan se byens dramateater og en statue af Lenin. Fra pladsen er der adgang til Gomel Park, hvor byens mest kendte seværdigheder ligger. Man kan se Gomels slot, der blev opført i nyklassicisme i årene 1777-1796, og som i dag er indrettet som museum. Tæt herpå kan man besøge Sankt Peter og Paul Katedral, der blev indviet i 1824, og mausoleet for Paskevitj-familien, der i en periode residerede på byens slot.