Se på kortet
Hauptplatz, Hauptplatz, Graz, Østrig
Læs om byen
Graz er en by i det sydøstlige Østrig. Den ligger i delstaten Steiermark og er landets næststørste by. Graz er en gammel by, der allerede i 1100-1200-tallene var en vigtig handelsby. I det følgende århundreder blev Graz en residensby, og i 1585 blev byens universitet grundlagt. I samme periode blev der anlagt nye befæstninger omkring byen, og de kom i anvendelse under flere kampe med Napoleons tropper fra 1797 til 1809. I 1999 blev Graz’ gamle bydel optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.
I dag den indre by i Graz en smuk og hyggelig oplevelse at nyde en spadseretur i, og der er mange seværdigheder. Hauptplatz er byens centrale plads, og her ligger Graz’ imponerende rådhus fra 1880erne. Fra Hauptplatz kan man gå ad byens strøggader som fx Herrengasse, hvor huset Landeszeughaus fra 1642-1644 ligger. Huset er et museum med en af verdens fineste samlinger våben og rustninger. Går man videre ad Herrengasse, kommer man til Opernring og Graz’ nybarokke operahus, der åbnede med Friedrich Schillers Wilhelm Tell i 1899.
Graz byder også på en række spændende bygninger langs gaden Hofgasse. Her kan man bl.a. se byens domkirke, der blev opført 1438-1462 som Hofkirche. Ved siden af kirken kan man se mausoleet for kejser Ferdinand II, der blev født i Graz i 1578. Langs Hofgasse finder man også byens skuespilhus og slottet Grazer Burg, der blev bygget i flere perioder gennem primært 1400-1500-tallene. Slottet var oprindeligt hertug Friedrich V’s residens. Bag Grazer Burg kan man gå en tur i den dejlige slotspark Burggarten, hvor der bl.a. ligger et orangeri.
Umiddelbart nord for Graz’ gamle bydel ligger Schloßberg, der er en klippe, hvorpå den ligger ruiner af byens historiske fæstning. Der er flere måder at komme op til bjergtoppen. Man kan tage funicularen Schloßbergbahn, elevatoren inde i bjerget eller trapperne i retning mod den gamle bydel. Den mest kendte bygning på Schloßberg er klokketårnet, der blev opført i 1500-tallet. Ud over det kan man se forskellige dele af den gamle fæstning, den 94 meter dybe Türkenbrunnen og i det hele taget en uforglemmelig udsigt over den østrigske storby.