Se på kortet
Largo do Toural, Largo do Toural, Guimarães, Portugal
Læs om byen
Guimarães er en smuk og spændende portugisisk by, der ligger i Braga-distriktet. Byen blev grundlagt i 800-tallet, og den regnes af flere årsager som Portugals fødested. Det skyldes, at Guimarães var fødestedet for Afonso Henriques, der var Portugals første konge med navnet Alfons I. Det var også i dette område, at Slaget ved São Mamede blev udkæmpet i 1128 mellem Afonso Henriques tropper og hans mors styrker. Afonso vandt og blev først prins og siden konge af Portugal.
Gennem middelalderen voksede byen, der lå inden for bymure. I starten af 1400-tallet blev bymurene revet ned, og Guimarães' dengang to separate bydele blev forenet gennem vækst og udbygning, der lod sig gøre, da murene blev fjernet. Op gennem århundrederne blev der opført kirker, klostre og palæer i byen, hvis centrum i dag står som et usædvanligt velbevaret og fint eksempel på udviklingen af en middelalderby til en moderne by. Og netop derfor er Guimarães' centrum optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.
Man kan gå mange hyggelige ture i centrum af Guimarães, og man kan fx starte på pladsen Largo do Toural, der er en af byens smukke pladser. Largo do Toural opstod som markedsplads i 1600-tallet, og selv om den dengang lå uden for hovedporten til byen, regnes den som centrum i dag. På pladsen ligger kirken Basílica de São Pedro fra 1750 og en del bygninger i den samtidige pombalinske stil, der i byggeteknik ofte brugte præfabrikerede elementer.
Fra Largo do Toural kan man gå gennem den gamle bys gader til blandt andet kirken Igreja de Nossa Senhora da Oliveira, hvis historie går tilbage til år 949. Dagens smukke kirke er dog et resultat af senere ud- og ombygninger. Sydøst herfor ligger kirken Igreja e Oratórios de Nossa Senhora da Consolação e Santos Passos og et langt stykke af Guimarães' gamle bymure. Mod nord herfra ligger byens smukke rådhus og kirken Igreja Nossa Senhora do Carmo.
Umiddelbart nord for byens centrum ligger den store park, Parque do Castelo e Paço dos Duques de Bragança, der er hjemsted for to af Guimarães' kendte seværdigheder. Hertugerne af Braganzas Slot/Paço dos Duques de Bragança er en tidligere hertugresidens, der blev opført fra 1420. Slottet blev restaureret i 1900-tallet, og det er indrettet som museum i dag. Castelo de Guimarães er byens gamle fæstning, der blev opført i den romanske tid og udbygget i den efterfølgende gotiske periode.