Se på kortet
Het Plein, Plein, Haag, Holland
Læs om byen
Haag er en by, der er kendt som sæde for Hollands regering og som regentens residensby. Byens historie går tilbage til grev Floris IV og hans søn, Willem II, der etablerede og udbyggede deres residens i byen. Der opstod hurtigt en landsby omkring residensen, og den blev nævnt som Die Haghe i 1242. Fra 1358 blev Haag den primære residens for Hollands grever, og derfor blev mange regeringsinstitutioner etableret i byen.
I 1500-tallet invaderede spanske tropper byen, som i 1588 blev sæde for forsamlingen i Nederlandene. Haag opnåede først stadsret i 1806, hvor Louis Bonaparte tildelte byen disse privilegier. Efter Nederlandenes opdeling i Holland og Belgien, forblev Amsterdam hovedstad og Haag regeringsby. Siden er byen vokset markant, og fra 1945 blev byen også kendt for at huse Den Internationale Domstol.
I dag er der mange seværdigheder at opleve på en spadseretur gennem hyggelige Haag, hvor man kan starte på pladsen Het Plein. Man kan bl.a. se Binnenhof, der er en samling bygninger opført fra 1200-tallet, hvor grev Floris IV købte jorden og byggede sin residens i 1229. Den kendteste bygning i Binnenhof er Ridderzaal fra 1200-tallet, og komplekset udgør nu en del af landets regeringsadministration.
Her findes der et museum, som skildrer landets politiske historie, og man kan opleve parlamentsbygningerne på en rundvisning. Ved siden af Binnenhof ligger museet Mauritshuis, der er et af Hollands fineste kunstmuseer. Museumsbygningen blev opført i 1600-tallet og rummer bl.a. den kongelige Oranje-families malerisamling med værker af Rembrandt, Frans Hals m.fl.
Man kan også besøg Haags Historisch Museum, der fortæller byens udvikling gennem arkæologiske fund og mange fine genstande fra de seneste århundreder. På turen videre rundt i Haag ligger Paleis Noordeinde, der er et 1600-talspalæ, som rummer den hollandske regents kontorer. Det er her, nye ambassadører bliver modtaget, og ved sådan en lejlighed kan denne og andre ceremonier følges fra gaden. Regenten bor ikke i Palais Nooreinde, men derimod i Huis Ten Bosch, der ligger lidt uden for Haags centrum. Det lille slot blev opført i 1645, men der er ikke offentlig adgang hertil.
Det er også muligt at se lidt mere af både Haag og mange andre dele af Holland lidt fra oven i Haag. Det kan man i Madurodam, der er et fint opbygget miniatureland, hvor man kan se et bredt udsnit af landets seværdigheder med byer, kanaler osv., og alt er overskueligt i miniature. Tæt herpå ligger det slotsagtige Vredespaleis, som er sæde for Den Internationale Domstol, og herfra kan man fortsætte til forstaden og badebyen Scheveningen.
Her kan man bl.a. se det imponerende Kurhaus fra 1885. Ud fra stranden går den lange mole, hvorfra man 400 meter ude kan nyde en skøn udsigt fra udkigstårnet. Ved havet i Scheveningen kan man også besøge Sea Life Center, der er et stort akvarium med mange fascinerende dyr og et nærmere kig på det lokale og internationale maritime miljø.