Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Halifax er hovedstad og den største by i den canadiske provins Nova Scotia. Dens historie går tilbage til 1749, hvor Halifax blev grundlagt og opkaldt efter George Montagu-Dunk, 2nd Earl of Halifax, der på denne tid var præsident i det britiske handelskammer, og som bistod oprettelsen af kolonien Nova Scotia.

Ved grundlæggelsen blev koloniens hovedstad flyttet fra Annapolis Royal til Halifax. Byens første årtier var præget af ustabilitet med bl.a. den amerikanske uafhængighedskrig og Napoleonskrigenes afsmitning på Nordamerika. Herefter voksede Halifax gennem 1800-tallet, hvor byen bl.a. fik en betydende rolle i den transatlantiske skibsfart.

Under 1900-tallets verdenskrige blev Halifax en vigtig havn for allierede transporter over Atlanterhavet, men under 1. Verdenskrig gik det galt, da norske SS Imo sejlede ind i franske SS Mont-Blanc den 6. december 1917 og efterfølgende forårsagede Halifaxeksplosionen, som kostede næsten 2.000 mennesker livet, og som lagde en del af byen i ruiner.

I dag er Halifax en by med mange seværdigheder. Byens downtown ligger mellem fæstningen på Citadel Hill og byens historisk vigtige havn, og der er ting at se alle steder. På Citadel Hill ligger Halifax Citadel, der også kaldes Fort George. Citadellet er det fjerde af slagsen på stedet siden englændernes grundlæggelse af byen, og mod øst kan man se vartegnet Halifax Town Clock, der er et klokketårn, som blev bygget i begyndelsen af 1800-tallet.

I downtown er der flere seværdigheder fra Halifax' historie som fx Government House, der er den officielle residens for den canadiske monarks repræsentant i byen og i provinsen. Bygningen blev opført fra år 1800. Kort mod nord herfra står Saint Mary's Cathedral Basilica, der er en katolsk domkirke, som blev indviet i 1899. Fortsætter man gennem downtown mod nord, kommer man til Halifax City Hall, der blev åbnet som byens rådhus i 1890.

Man kan også gå på tur i byens jernbanehistorie. Den første station i Halifax åbnede i 1858, mens de nuværende banegård blev indviet i 1928. Ved banegården kan man se det samtidige Hotel Nova Scotian, der blev bygget af Canadian National Railways som et af landets berømte jernbanehoteller i nærhed til byens havn. Går man mod vest, kommer man til det rekreative område Halifax Public Gardens, hvor Lord Nelson Hotel ligger. Hotellet blev bygget af Canadian Pacific Railway i 1928 som konkurrent til Hotel Nova Scotian.

Der er også flere interessante museer og kulturinstitutioner i Halifax. På Art Gallery of Nova Scotia kan man se en stor kunstsamling med værker af lokale, canadiske og internationale kunstnere. Museet blev grundlagt i 1908, og det er i dag indrettet i Dominion Building fra 1868, som blev bygget med inspiration fra italienske palazzoer fra 1400-1500-tallenes renæssance. Et andet sted i byen finder man Dominion Public Building fra 1930ernes art deco. Den blev bygget som Halifax' dengang højeste hus.

I downtown Halifax kan man også besøge Maritime Museum of the Atlantic, der er et spændende søfartsmuseum. Museet blev grundlagt i 1948, og det er det ældste også største søfartsmuseum i Canada. Der er mange temaer i museets udstillinger, hvor man blandt andet kan se en del af historien om Titanic og museumsskibet CSS Acadia. Maritime Museum of the Atlantic ligger langs Halifax Boardwalk, der er en skøn vandrerute langs byens havneområder.

Der er en del at se og gøre langs Halifax Boardwalk. Historic Properties er et lille område ved havnen, som består af en række magasiner fra Napoleonstiden, der boostede den daværende canadiske økonomi gennem handel og eksport. Det er et hyggeligt område, man bør besøge, og tæt herpå kan man tage en sejltur med færgerne fra Halifax Ferry Terminal.

Syd for færgeterminalen ligger Pier 21, der var Halifax' historiske kajanlæg for ankomster for luksuslinere over Atlanterhavet. Pier 21 var også et sted, hvor cirka en million immigranter kom til landet i perioden med udvandring fra Europa. Den historie kan man se meget nærmere på ved et besøg på Canadian Museum of Immigration at Pier 21/Musée canadien de l'immigration du Quai 21. Pier 21 åbnede i 1928 og var aktiv for oceanbåde og immigration til 1971.

Ture fra byen

    Moncton, New Brunswick

    Moncton

    Moncton er en af de største byer i den canadiske provins New Brunswick. Dens historie begyndte, da akadiske nybyggere kom til området i 1733, hvor de grundlagde Le Coude som deres bosættelse. I 1755 erobrede britiske tropper området, og de deporterede den akadiske befolkning. I stedet kom området under Pennsylvania Land Companys kontrol, og tyske bosættere fra Pennsylvania kom hertil og gengrundlagde det forladte Le Coude som et landbrugsområde med navnet The Bend.

    Sådan forblev The Bend i mange år, og der var kun 20 husholdninger her i 1836, hvor vejen mellem Halifax og Saint John blev åbnet for trafik hele året. Vejen gjorde Moncton til et velbeliggende sted, og herefter blev der hurtigt udviklet skibsværfter og tømmerindustri, som fik Moncton til at vokse. Væksten tog fart i 1847 med Joseph Salters værft, der skabte arbejdspladser og en ny serviceindustri. I 1855 blev Moncton formelt en by, og Joseph Salter blev byens første borgmester.

    Læs mere om Moncton

     

    Charlottetown, Prince Edward Island

    Charlottetown

    Charlottetown er hovedstad og den største by i den canadiske provins Prince Edward Island. Dens historie startede i 1720, da franske soldater fra Louisbourg anlagde fortet Port-la-Joye tæt på Charlottetowns nuværende centrum. I 1758 erobrede briter byen og øen, og de deporterede de franske indbyggere. Briterne byggede Fort Arnherst og grundlagde i 1764 Charlottetown, der blev opkaldt efter dronning Sophie Charlotte von Mecklenburg-Strelitz.

    Gennem 1800-tallet blev byen udbygget, og den var vokset til cirka 6.500 indbyggere i midten af århundredet. I 1864 blev Charlottetown-konferencen holdt i byen, og på den blev en konføderation af britiske kolonier i et fremtidigt Canada diskuteret. I slutningen af 1800-tallet voksede Charlottetown, og den blev en vigtig by for fiskeri, tømmer og skibsbygning.

    Læs mere om Charlottetown

Tilmeld dig vores nyhedsbrev