Königsberg grundlægges
I det prøjsiske område lå flere landsbyer som Lipnick og Sakkeim samt fortet Twangste, som Den Tyske Orden overvandt og ødelagde i 1255. Det blev starten på det nuværende Kaliningrad, idet ordenen etablerede en ny fæstning og kaldte den Königsberg efter Böhmens kong Ottokar II, der finansierede byggeriet.
Königsberg Borg var således en realitet og den germanske bosættelse med det senere navn Steindamm opstod nordvest for borgen med Den Tyske Ordens tilladelse.
De i 1255 overvundne hedenske samlændere belejrede Königsberg syv år efter deres nederlag. De kæmpede mod erobrerne og deres kristning af området. Den første bosættelse blev ødelagt ved den lejlighed, men allerede før belejringens ophør i 1265 opstod en ny syd for borgen. Den lå ved floden og blev Königsbergs gamle bydel; Altstadt.
Fæstningen Königsberg
Under belejringen 1262-1265 viste Den Tyske Ordens borg sin styrke. Trods års belejring kunne samlænderne ikke overvinde germanerne, der blandt andet kunne modtage forsyninger ad floden.
Borgens og dermed fæstningens vigtighed for den tyske kolonisering af området var understreget, og byen vedblev at være en stærkt befæstet tysk by indtil de sidste kampe under 2. Verdenskrig.
Byen vokser
Altstadt-bosættelsen modtog købstadsrettigheder i 1286 og var således den førende by omkring Königsberg, selv om Steindamm også lå ved borgen. Borgen selv blev også udbygget løbende. I de første år var den af træ, men allerede fra 1261 byggede man i sten.
Königsberg-byerne voksede, og flere landsbyer opstod. Det gjaldt i første omgang Löbenicht i år 1300 og Kneiphof i 1327, og hver by havde sine egne rettigheder, markeder, handel, fæstninger og kirker.
Hovedparten af de nye borgere kom fra germanske områder i det nuværende Nord- og Østtyskland. De bragte deres skikke og dialekter med sig, men allerede fra begyndelsen var de administrative sprog latin og højtysk, hvilket var sikret af Den Tyske Orden.
Königsbergs betydning i Den Tyske Orden blev i 1309 understreget af, at ordenens stormester tog residens her. Den kristne orden grundlagde desuden en domkirke i Kneiphof i 1326.
Middelalderens Altstadt
Den centrale bydel var Altstadt, og omkring den voksede forstæder og andre byer i alle retninger. Områderne Hufen, Laak, Lastadie og Lomse blev også administreret af Altstadt, som desuden havde etableret magasiner i Lastadie og Lomse.
I årene 1359-1370 blev der opført en mur omkring Königsbergs Altstadt samt byerne Kneiphof og Löbenicht, og i de tidlige århundreder blev der også etableret mange broer over byens flod. Den første var Krämerbrücke, der forbandt Altstadt og Kneiphof. Internationalt blev der også skabt flere forbindelser i denne tid; byen blev medlem af Hanseforbundet i 1339.
Trettenårskrigen
I 1440 sendte byerne Altstadt og Kneiphof repræsentanter til den prøjsiske føderation, og det var begyndelsen på et opgør med Den Tyske Orden.
1454-1466 kom det således til Trettenårskrigen, hvor disse Königsberg-byer allierede sig med Polens konge mod ordenen. Andreas Brunau var borgmester i Altstadt, og hans mål var en autonom by med kontrol over hele Samland.
Altstadt og Löbenicht sluttede sig dog til Den Tyske Orden igen og besejrede Kneiphof i 1455. To år senere flygtede stormesteren Ludwig von Erlichshausen fra ordenens Marienburg til Königsberg.
Krigen sluttede med Den Anden Fred i Thorn i 1466. Med den afstod Prøjsen land til Polen, og Königsberg blev regeringsby formelt underlagt den polske krone som len.
1500-1600-tallenes Königsberg
Med den protestantiske reformation i 1500-tallet blev Königsberg i overvejende grad lutheranere. Stormester Albert af Brandenburg sekulariserede i 1525 Den Tyske Ordens tilbageværende landområder, og han blev også selv protestant.
Albert blev det nyetablerede prøjsiske hertugdømmes første hertug. Formelt var Prøjsen og dermed Königsberg fortsat underlagt Polen, men de prøjsiske stater allierede sig alligevel under Albert.
Kulturelt og handelsmæssigt var der også positiv udvikling i Königsberg. Hertug Albert grundlagde byens universitet i 1544, og politisk nød byen og regionen en væsentlig autonomi med egen valuta og tysk som sprog. Eksporten bestod blandt andet af pelse, tømmer og hvede, og den gav betydelige indtægter.
Da svenske hære i 1600-tallets 30-årskrig forcerede gennem Brandenburg, flygtede Hohenzollernes hof til Königsberg. Senere, i årene 1656-1660, blev flere fredsaftaler sluttet, og med dem opnåede Prøjsen uafhængighed fra både Polen og Sverige. Det kom også til en sammenslutning af Brandenburg og Prøjsen.
1700-tallet
Ved dette århundredes begyndelsen boede omkring 40.000 indbyggere i Königsbergs forskellige byer. En del af byens handel havde gennem lange tider været rav, og i 1701 startede produktionen af det ravværelse, der først blev installeret på slottet Charlottenburg i Berlin for i 1716 at blive givet til Ruslands Peter den Store som tegn på en prøjsisk-russisk fred og alliance.
1701 var også året, hvor Frederick I blev kronet som konge af Prøjsen. Ceremonien foregik i Königsberg Slot. Landet var nu steget fra hertugdømme til kongerige, og selv om de primære kongelige residenser lå i Berlin og Potsdam, var Königsberg en periode den formelle hovedstad.
Den 22. april 1724 blev Immanuel Kant født i Königsberg, og hans filosofiske karriere kom til at skrive både ham og byen ind i verdenshistorien. Samme år blev byerne Altstadt, Kneiphof og Löbenicht samlet til en by; derved var storbyen Königsberg en realitet.
I 1756 kom det trods intentionerne med ravværelset i 1716 til krig mellem Prøjsen og Rusland. Russiske tropper kom til byen og forlod den først i 1762. Blandt de besøgende militærfolk var lederen Alexander Suvorov.
Inden udgangen af århundredet var befolkningstallet nået op på 55.000, og der lå flere end 200 bryggerier i Königsberg.
Industrialisering og nye forstæder
Indbyggertallet fortsatte med at stige, og Königsberg var løbende hovedstad for de forskellige administrative inddelinger, den østprøjsiske region var en del af. I 1871 blev Königsberg og Østprøjsen en del af det forenede Tyskland.
1800-tallet var ikke blot politisk, handelen og industrien voksede også kraftigt gennem århundredet. I 1860 blev jernbanen mellem Berlin og Sankt Petersborg åbnet, hvilket var med til at udvikle byens økonomi. Königsberg blev også forbundet jernbanemæssigt med andre byer som fx Pillau og Insterburg.
Industrier voksede frem side om side med den øgede handel, og folk flyttede til Königsberg. Forstæder som Amalienau og Maraunenhof blev etableret, og i 1900 boede her 188.000. Det tal var steget til 246.000 i 1914.
1. og 2. Verdenskrig
Første halvdel af 1900-tallet kom til at stå i verdenskrigenes tegn i store dele af Europa, og kun få steder var konsekvenserne lige så mærkbare som i Königsberg og Østprøjsen.
Efter 1. Verdenskrig i årene 1914-1918 blev Königsberg afskåret fra resten af Tyskland, da man oprettede Den Polske Korridor, der gav Polen adgang til havet omkring det nuværende Gdynia. Det gav naturligt nok byen og regionen udfordringer rent geografisk.
Mellemkrigstiden blev den sidste tid med fred i Königsbergs tætbyggede centrum, hvor Altstadt, Löbenicht og Kneiphof husede byens slot, domkirke og andre institutioner.
Det ændrede sig med 2. Verdenskrig, hvor Königsberg gentagne gange blev udsat for luftbombardementer. Fra 1941 gennemførte Sovjetunionen flere togter, mens ødelæggelserne blev intensiveret med britiske bomber i sommeren 1944. Lancaster-fly angreb første gang den 27. august uden succes med at ramme centrum. Tre dage senere fulgte næste togt, og her blev resultatet, at omkring 20 % af byens industri og 40 % af byens beboelser blev ødelagt. De centrale bydele blev stort set lagt i grus.
Den succesrige sovjetiske fremrykning mod Berlin i 1945 gik gennem Königsberg, der som historisk fæstningsby blev beordret forsvaret og holdt uanset hvad af tyske Adolf Hitler. Efter hårde kampe indtog sovjetiske tropper byen, som estimeredes 90 % destrueret ved krigens afslutning.
Det nye Rusland
Efter 2. Verdenskrigs ophør blev det tyske Østprøjsen delt mellem Rusland og Polen, og Königsberg blev med et Ruslands vestligste storby med en strategisk god placering ved Østersøkysten. Den sovjetiske statsleder Mikhail Kalinin afgik ved døden i den tid, hvor et russisk navn til byen skulle findes, og til hans hæder blev Königsberg til Kaliningrad.
Kaliningrad by og region skulle genbefolkes, og folk fra hele Sovjetunionen flyttede hertil, mens tilbageblevne tyskere blev forvist.
Kaliningrads nybygning
Som den eneste isfri havn ved Østersøen i den russiske sovjetrepublik, blev Kaliningrad base for Sovjetunionens østersøflåde, og også en stor handelsflåde blev opbygget i det område, der under den kolde krig var lukket for indrejse grundet militære installationer.
Byen blev genrejst med nye boliger og store offentlige byggerier. Sporvognene og jernbanerne begyndte igen at køre, og Kaliningrad blev i Sovjetunionen en relativt velstående region grundet ikke mindst en meget stor militærøkonomi.
Ekslaven i vest
Mellem 1900-tallets verdenskrige var Königsberg isoleret fra fædrelandet, og den skæbne kom igen til at overgå byen i det nye moderland.
Med Sovjetunionens opløsning i 1991 blev Kaliningrad geografisk adskilt fra den øvrige del af Rusland, hvilket gjorde adgangen til ikke mindst hovedstaden Moskva besværligere; særligt efter Polen og Litauens optagelse i Den Europæiske Union i 2004.
60 og 750 års jubilæum
I 2005 fejrede Kaliningrad to jubilæer. Det år var det 750 år siden, Den Tyske Orden grundlagde borgen Königsberg, og det var også 60 år siden, Tyskland blev besejret i 2. Verdenskrig, hvilket gjorde Königsberg til en russisk by.
Begge dele blev fejret med en række arrangementer og store nyanlæg, der ikke mindst ses på den centrale Sejrsplads. Den var i Sovjetunionen centrum for parader, og en statue af Lenin var midtpunktet. I forbindelse med jubilæerne blev pladsen omlagt, og den ortodokse Frelserkirken rejste sig som nyt centrum.
Kaliningrad i dag
Dagens Kaliningrad er præget af nybyggerier over hele byen. Kontorer, lejligheder, indkøbscentre og andet skyder op, så byen hele tiden ændrer udseende. Blandt de nye huse står både tyske og sovjetiske bygningsværker som repræsentanter for deres tid, og derved er Kaliningrad med turistøjne et sted, hvor mange kulturer synligt har påvirket udviklingen.
Historien genfortælles på fornem vis på byens historiske museum, og også mange andre kulturinstitutioner, parker og forlystelser ligger klar til at byde rejsende velkommen. I 2018 blev Kaliningrad desuden centrum for verdens fodboldøjne, da byens nybyggede stadion lagde græs til flere kampe under verdensmesterskaberne i fodbold, der blev holdt i flere byer i det vestlige Rusland.