Se på kortet
CITY HALL, East 12th Street, Kansas City, Missouri, USA
Læs om byen
Kansas City er den største by i staten Missouri, og det er en by, der ligger ved Kansas Rivers udmunding i Missouri River. Allerede ved den berømte Lewis and Clark Expedition efter det amerikanske køb af franske Louisiane i 1803, blev det fastslået, at stedet var et godt for anlæg af et fort. Der gik til 1831, før en gruppe mormoner anført af Joseph Smith bosatte sig her, men de måtte drage videre to år senere.
De følgende år opstod der bosættelser i Independence, Westport og langs Missouri River, og i 1850 blev Town of Kansas formelt en by med en beliggenhed langs floden i den nordlige del af det moderne downtown. I de sidste årtier af 1800-tallet boomede byen grundet bl.a. jernbanen, og i 1889 fik navnet Kansas City. I år 1900 boede der godt 163.000 indbyggere her. Byen blev løbende udbygget og fik bl.a. et stort netværk af sporvogne, og gennem 1900-tallet blev der kraftigt udbygget med store offentlige bygninger og skyskrabere.
I dag er der meget at se i Kansas City, og man kan starte i den nordlige del af downtown, hvor Historic City Market fra 1857 ligger. Det er et sted, hvor byens salgsboder, hestehandel og meget andet engang foregik. I dag er der mange butikker og restauranter i området, hvor man også kan besøge Arabia Steamboat Museum, der udstiller bjærgede effekter fra hjuldamperen Arabia, der sank i Missouri River i 1856.
Herfra kan man gå mod syd til det moderne downtown, hvor Kansas Citys højhuse ligger, og hvor man kan gå til Clark’s Point, hvorfra Lewis og Clark så byens placering fremtidige placering for sig i 1806 under deres store ekspedition mod vest. Her står en statue til minde om ekspeditionen, og der er en fornem udsigt over området mod Kansas River og Missouri River herfra.
Når man går gennem højhusdistriktet, der også kaldes for Power and Light District, kan man gå til byens rådhus. City Hall blev opført 1935-1937 i tidens art deco med en fornem indvendig udsmykning. Højden på 158,5 meter gjorde rådhuset til Missouris højeste bygning på daværende tidspunkt. På 30. etage er der et observationsdæk med en fremragende udsigt over hele byen. I bydelen kan man se de stilmæssigt lignende højhuse, Jackson County Courthouse, Bryant Building, Union Carbide Building og Kansas City Power and Light Building.
Tæt på rådhuset står One Kansas City Place, der åbnede som byens højeste bygning i 1988, og den arkitektoniske inspiration hertil kom fra Kansas City City Hall. Byen er dog særligt kendt for sine mange bygninger i art deco-arkitektur, og teater- og koncerthallen Municipal Auditorium fra 1935 er et yderligere eksempel herpå. Man kan også lægge mærke til det totårnede indslag i bybilledet, 909 Walnut, der blev opført i 1931 som Fidelity National Bank & Trust Building.
Syd for downtown kan man se Kansas Citys smukke banegårdsbygning, Union Station, der åbnede i 1914 i beaux-arts som afløser for en mindre station fra 1878. Union Station blev lukket i 1985 efter mange års nedgang i trafikken. Amtrak åbnede igen for passagertrafik i 2002, men inden da var den smukke banegård blevet nyindrettet med en række museer og aktiviteter, og det kan man nyde godt af i dag.
Man kan bl.a. besøge videnskabsmuseet Science City, Gottlieb Planetarium og Irish Museum and Cultural Center i bygningerne. Lige syd for Union Station ligger National World War I Museum and Memorial, der åbnede i 1926 under navnet Liberty Memorial. Museet er det amerikanske nationalmuseum for 1. Verdenskrig, og det er et kolossalt mindesmærke med tilhørende museum, man kan se. Fra mindesmærket kan man også nyde en fin udsigt til Union Station og til skyskraberne i Kansas Citys downtown.
Der er også noget at se i områderne omkring centrum af Kansas City. Mod øst kan man besøge det spændende bymuseum, Kansas City Museum, der er indrettet i Corinthian Hall, som er et smukt og seværdigt palæ. Corinthian Hall blev opført som residens af forretningsmanden Robert Alexander Long i 1910, og familien donerede det til byen med det formål at åbne et bymuseum. I museets fornemme sale kan man lære om byens historie fra grundlæggelsen til i dag. I 1800-tallet var Independence en af områdets byen, og den ligger tæt på museet mod øst.
Her kan man se Historic Truman Courthouse, der er et domhus, som blev opført i kolonistil i 1836. Domhuset er historisk særligt, idet den senere amerikanske præsident Harry Truman havde kontor og arbejdede her i sit tidligere politiske liv og virke. Den historie kan man få formidlet på en rundtur i det fine hus. Tæt herpå ligger Harry S. Trumans bolig på adressen 219 North Delaware Street, hvor han boede, da han residerede i Independence.
Topseværdigheder
- Kansas City Museum
- Historic City Market
- Arabia Steamboat Museum
- Clark’s Point
- Power and Light District
- City Hall
- Jackson County Courthouse
- Bryant Building
- Union Carbide Building
- Kansas City Power and Light Building
- One Kansas City Place
- Municipal Auditorium
- 909 Walnut
- Union Station
- Science City
- Gottlieb Planetarium
- Irish Museum and Cultural Center
- National World War I Museum and Memorial