Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Karlsruhe er en af de største byer i delstaten Baden-Württemberg, og den er den historiske hovedstad i regionen Baden. Byen ligger øst for Rhinen, og den blev anlagt med en særlig byplan, man fortsat kan se i gadenettet. Karlsruhe blev grundlagt i 1715 og anlagt med byens slot som centrum, og herfra udgår 32 radialgader som eger på et hjul, og i bunden af hjulet ligger byens kommercielle centrum.

Karlsruhes mest kendte bygning er det smukke Schloss Karlsruhe, der blev opført i starten af 1700-tallet af markgreve Karl III Wilhelm af Baden-Durlach. Slottet var residens for Karlsruhes markgrever og storhertuger indtil 1918, og siden da har det store anlæg været indrettet som bl.a. museet Badisches Landesmuseum, hvor man kan opleve kunst, kultur og historie fra Baden og store dele af verden.

Pladsen Marktplatz danner Karlsruhes midtpunkt i området syd for slottet. På pladsen ligger byens klassicistiske rådhusbygning, og over for rådhuset kan man se kirken Evangelische Stadtkirche, der ligeledes blev bygget i klassicisme. På pladsen står Karlsruhes pyramide også. Pyramiden står som gravmonument for markgreve Karl III Wilhelm, der grundlagde byen.

Karlsruhe er også en by, der har store grønne områder. Slotshaven i midten af byen er et dejligt sted for en spadseretur, og her finder man også byens botaniske have. Stadtgarten ved Karlsruhes hovedbanegård er også en dejlig park, og her kan man også gå en tur i zoologisk have. Man kan også besøge en del spændende museer som fx kunstmuseet Staatliche Kunsthalle Karlsruhe.

Ture fra byen

    Heidelberg, Tyskland

    Heidelberg

    Heidelberg er en by ved floden Neckar i delstaten Baden-Württemberg. Byen er blandt andet kendt som hjemsted for Ruprecht-Karls-Universität Heidelberg, der med grundlæggelse i 1386 er Tysklands ældste universitet. Universitetets tilstedeværelse smitter af på Heidelberg på flere måder. Dels bor der mange unge studerende i byen, og dels er Heidelberg sæde for en del forskning og udvikling med fx flere Max Planck-institutter.

    I dag er Heidelberg også et yndet turistmål med flere seværdigheder, en smuk beliggenhed, en gammel bydel med en del arkitektur fra barokken og byens imponerende slotsruin. Det hele ligger inden for behagelig gåafstand i Heidelbergs centrum på den sydlige bred af Neckar.

    Læs mere om Heidelberg

     

    Mannheim Slot

    Mannheim

    Mannheim er en by i delstaten Baden-Württemberg i det sydvestlige Tyskland. Den ligger strategisk godt på det sted, hvor floden Neckar udmunder i Rhinen. Mannheim blev grundlagt af Friedrich IV i 1606, og året efter blev den formelt en by. Industrialiseringen udviklede fra 1800-tallet byen markant med bl.a. Mannheims havn, der i dag er en af Europas største flodhavne.

    Centrum af Mannheim består af retvinklede gader omgivet af en halvcirkelformet ringvej, og byplanen er enestående i Tyskland. Mannheims tilnavn er Quadratestadt, og når man går en tur i byen, finder man hurtigt ud af årsagen. I stedet for gadenavne er bycentrum nemlig opdelt i blokke, der er navngivet fra A1 til U6. Derved er det noget anderledes at læse gadeskilte her end andre steder.

    Læs mere om Mannheim

     

    Königstrasse, Stuttgart

    Stuttgart

    Stuttgart er hovedstad i den tyske delstat Baden-Württemberg, og byen ligger i et smørhul mellem bløde bakker, vinmarker og varme kilder. Her er der aldrig langt til naturen i og uden for byen, der har et utal af parkanlæg, som går tilbage til greverne og hertugernes tid som regenter.

    Som residensby har Stuttgart også sine imponerende og elegante slotte, fra det borglignende Alte Schloß over elegancens Neue Schloß fra barokken til kong Wilhelm Is maurisk inspirerede anlæg i oasen Wilhelma. En tur fra slot til slot kan nemt klares til fods, og turen kan med fordel tages gennem de historiske slotshaver.

    Læs mere om Stuttgart

     

    Petit France, Strasbourg

    Strasbourg

    Strasbourg er Frankrigs østligste storby. Den ligger ved Rhinen og derved langs grænsen til Tyskland, og gennem historien har byen både været på tyske og franske hænder, hvilket kan ses i både historien og i mange kvarterer i den spændende by.

    Øen Grande Île er Strasbourgs centrum, og her er der mange seværdigheder og muligheder for dejlige spadsereture, der kan starte på Place Kléber. På øen kan man bl.a. se byens domkirke og fire andre gamle kirker samt det stemningsfulde kvarter, Petite France, med kanaler og bindingsværk.

    Læs mere om Strasbourg

Tilmeld dig vores nyhedsbrev