Se på kortet
Kazán, Rusland
Læs om byen
Kazan er hovedstaden i den russiske republik Tatarstan, og her kan man opleve den spændende og elegante blanding af russisk og tatarisk kultur. Blandingen kan bl.a. se på byens arkitektur og gastronomi. Kazan er også en af Ruslands største byer og den folkerigeste langs floden Volga.
Kazan blev grundlagt af mongolernes Gyldne Horde i 1200-tallet, og i 1438 blev den hovedstad i Kazankhanatet. Byen blev russisk med Ivan IV's erobring af Kazan i 1552, of Ivan startede straks anlægget af Kazans Kreml, der er byens største seværdighed og siden år 2000 optaget på UNESCO's kulturarvsliste.
Der er en masse at se i byen ved bredderne af Volga og Kazanka. I Kazan Kreml troner de smukke ortodokse løgkupler ved siden af nybyggede minareter bag de hvide mure. Og i anlægget kan man besøge interessante museer og fine kirker samt nyde en spadseretur i byens gamle centrum.
Gaden ul. Baumana er Kazans lange og travle strøggade, og en tur her er et must, når man besøger byen. Her ligger seværdigheder ved siden af forretninger og caféer i massevis. På turen rundt i byen kan man også se det imponerende Landbrugspalads og nyde roen langs floderne, der sætter naturlige præg på byen.
Topseværdigheder
Kazan Kreml
Казанский Кремль
Kazanskij Kreml
Kazan Kreml ligger smukt ved floden Kazanka, og det er byens største seværdighed. Kreml er det historiske citadel, som Ivan IV lod kendte arkitekter og bygmestre fra Pskov bygge på ruinerne af det slot, hvor Kazans khaner boede før den russiske erobring i 1552. Bag Kremls mure blev der med tiden opført mange bygninger, og den ældste er Bebudelseskatedralen.
På en tur rundt i Kreml kan man bl.a. også se tårnet Sujumbike, byens præsidentpalads, Frelsertårnet og Kul Sharif-moskéen. Murene med tårnene omkring Kreml blev opført i 1500-1600-tallene. I år 2000 blev Kazan Kreml optaget på UNESCO's liste over verdens kulturarv, og i dag kan man se hele komplekset og flere interessante museer i nogle af bygningerne.
Bebudelseskatedralen
Благовещенский собор
Blagovesjtjenskij Sobor
Midt i Kazan Kreml kan man se denne katedrals smukke forgyldte kuppel omgivet af fire lyseblå kupler. Kirken blev oprindeligt bygget af træ i 1552 af Ivan IV, men allerede fra 1555 blev den nuværende stenkirke opført. Gennem de følgende århundreder blev katedralen udbygget og ombygget med bl.a. de smukke løgkupler. Kirkerummet er særdeles rigt udsmykket med væg- og loftsmalerier samt en fornem ikonostas.
Sujumbike Tårn
Башня Сююмбикэ
Basjnja Sjujumbike
Tårnet Sujumbike stod i mange år som det højeste tårn i Kazans Kreml, og det er stadig byens nok kendteste vartegn. I mange år blev tårnet kaldt det skæve tårn, fordi hældningen var oppe på næsten to meter, men i dag er det rettet op. Tårnets historie fortaber sig i uvisheden, men det er opkaldt efter dronning Sujumbike, der regerede Kazan 1549-1551 for sin mindreårige søn. Tårnets arkitektur er en blanding af russiske og tatariske traditioner med hhv. firkantede og ottekantede etager.
Landbrugspaladset
Дворец земледельцев
Dvorets Semledeltsev
Landbrugspaladset ligger som et smukt slot på Paladspladsen i Kazan. Den store bygning blev opført 2008-2010 som sæde for ministeriet for landbrug og fødevarer i Tatarstan. Bygningens eklektiske og monumentale ydre har to symmetriske fløje med portaler og en central del med en portal og en klassisk kuppel, der er 48 meter høj. Paladset er i dag et af byens moderne vartegn.
Præsidentpaladset
Президентский дворец
Presidentskij Dvorets
Præsidentpaladset er en bygning, der ligger på en del af Kazan Kremls territorium. Her lå det tidligere khan-palads i byen. I 1843 godkendte zar Nikolaj I opførelsen af en ny residens for den russiske militærguvernør i Kazan. Sankt Petersborg-arkitekten K.A. Ton tegnede den smukke bygning i russisk-byzantinsk stil, og gennem 1900-tallet husede den myndigheder i Den Tatariske Autonome Sovjetrepublik. I dag har præsidenten i Republikken Tatarstan officiel residens her.
Templet for Alle Religioner
Храм всех религий
Khram vsekh Religij
I Kazan står dette tempel som et farvestrålende bygningsværk, der blev opført fra 1992 af kunstneren og filantropen Ildar Khanov. Arkitekturen er en god blanding af forskellige stilarter, og komplekset er en sammenbygning af bl.a. en ortodoks kirke, en synagoge og en moské. Templet er ikke religiøst aktivt, men det fungerer som kulturcenter.
Republikken Tatarstans Nationalmuseum
Национальный музей Республики Татарстан
Natsionalnyj Musej Respubliki Tatarstan
I sommeren 1890 blev den store russiske videnskabelige og industrielle udstilling holdt i Kazan, og efter succesen etablerede byen et regionalt museum, og efter en stor donation blev museet indrettet i handelshuset Gostinyj Dvor/гостиный двор. Museet er siden blevet til Tatarstans nationalmuseum, hvis samlinger giver et rigtigt godt overblik over Kazans og Tatarstans historie og kultur.