Köln rejseguide

Colonia Agrippina

Kölns byhistorie går tilbage til tiden, da romerske tropper kom til Ubii-folkets område og bosatte sig på Rhinens vestre bred i år 39 f. Kr. Stedet hed Oppidum Ubiorum og var en vigtig militærforpost i det yderste af Romerriget mod nordøst. I år 17 opgav Rom planerne om at erobre de germanske områder øst for Rhinen, og i stedet skulle grænseområdet vest for floden styrkes.

I år 50 blev Oppidum Ubiorums status øget, da kejser Claudius’ hustru, Agrippina, ønskede at se sit fødested ophøjet til colonia; en by under romersk lov. Byen blev nu kaldt Colonia Claudia Ara Agrippinensis; opkaldt efter både Claudius og Agrippina. Det korte navn var Colonia Agrippina, og snart efter grundlæggelsen som colonia blev der etableret nye anlæg og institutioner.

I år 80 blev der etableret vandforsyning. Med den i alt 135 kilometer lange Eifel-akvædukt blev der ledt vand til byen fra Eifelbjergene mod sydvest. I år 90 blev Colonia Agrippina hovedstad i den romerske provins Germania Inferior, og på det tidspunkt boede der 45.000 mennesker her.

I slutningen af århundredet e. Kr. startede anlægget af en bymur med 9 porte og 19 tårne. Den 8 meter høje mur blev færdiggjort i 200-tallet, hvor byens befolkningstal var svundet ind til omkring 15.000 i selve byen og yderligere 5.000 i omegnen. Byen var dog fortsat betydningsfuld, og i 260 gjorde kejser Postumus Colonia Agrippina til hovedstad i Det Galliske Rige, Imperium Galliarum. Riget bestod til 274 og omfattede romerske områder i det nuværende Tyskland, England, Frankrig og Benelux.

I 310 fik kejser Konstantin I anlagt en bro over Rhinen, og på den østlige bred blev kastellet Castellum Divitia bygget som beskyttelse; Divitia er vore dages Deutz.

Kristendommens indtog var i 300-tallet, hvor Maternus i år 313 er regnet som byens første biskop. Skriftlige kilder nævner første gang en kirke i 355.

Frankernes ankomst

Gennem 300-400-tallene blev Colonia Agrippina flere gange belejret og overfaldet af frankerne. I 455 faldt den romerske by, og frankerne gjorde den til hovedstad. På dette tidspunkt var de germanske frankere fortsat opdelt i flere stammer. I Köln brugte de den romerske infrastruktur, bymure og byggerier som fx prætorium, der blev frankisk kongebolig.

Århundrederne gik med adskillige magtkampe mellem kongen og dennes familie samt andre indflydelsesrige i byen om området. Kölns status som kongeby sluttede i 755, hvor de merovingiske regenter måtte frafalde magten.

I tiden med De Saksiske Krige i årene 772-804 steg Kölns betydning igen. Den politiske og kulturelle indflydelse blev ikke mindst drevet frem af byens biskopper og kirken, der samlede relikvier og opførte mange kirker til martyrer.

I 795 blev Köln ærkebispesæde med Hildebold som første ærkebiskop; han var blevet indsat som byens biskop af Karl den Store i 787. I 873 kunne en af de følgende i embedet, Willibert, indvie den domkirke, der var forløberen til den nuværende Kölner Dom.

I Frankerriget var der interne stridigheder, der svækkede det ydre forsvar. Köln havde da også været under forskellige styrer, da vikinger i starten af 880erne plyndrede Köln og lagde den nærmest totalt i ruiner. Før vikingernes hærgen havde nogle af kirkens folk flyttet de vigtigste skatte til Mainz, hvor de var i sikkerhed. Et stort genopbygningsarbejde blev sat i gang; blandt andet af bymuren. Der gik kun til 891, før relikvier igen blev overført til byen.

Köln gennem middelalderen

I 925 blev Kölns tilhørsforhold i Frankerriget fastlagt. Det skete efter sakseren Heinrich I’s sejre for Østfranken, som kom til at indeholde Lothringen og dermed Köln. Heinrich var konge i det rige, der var forgænger for Det Tysk-Romerske Rige og det senere og nuværende Tyskland.

I midten af 900-tallet gjorde kejser Otto I Kölns ærkebiskop til hertug af Lothringen og dermed også til byens reelle leder. Titlen indebar handelsrettigheder, og udnævnelsen var på den måde startskuddet til Kölns århundreder under kirkens magt.

Fra og med den første regerende ærkebiskop, Brun, blev der igangsat mange nye byggerier i Köln; mange kirker blev grundlagt, og generelt blev nye kvarterer anlagt. Ny kulturel inspiration kom fra Theophanu, der som datter af den østromerske kejser i Konstantinopel blev gift med kejser Otto II. Både Brun og Theophanu blev ved deres død begravet i kölnerkirken Sankt Pantaleon.

Kölns regionale betydning steg yderligere, da ærkebiskopperne fra 1039 begyndte at udstede mønterne Kölner Mark, der blev den førende møntfod i denne del af Rhinområdet. Politisk udviklede byen sig også, og i 1135 blev byens første rådhus indviet.

Særligt væsentligt var det, da ærkebiskop Rainald von Dassel den 23. juli 1164 bragte relikvierne af Helligtrekonger til byen. Relikvierne gjorde Köln til et af den kristne kirkes vigtigste valfartsmål i Europa, og de var årsagen til Kölns store domkirke og dermed nutidige status som stort turistmål.

I årtierne omkring år 1200 lod ærkebiskopperne et af Europas største fæstningsværk opføre; Kölns middelalderbymur, der var væsentligt større end den romerske. 12 byporte og hele 52 tårne var der i muren omkring byen.

I 1254 tiltrådte Köln et forbund bestående af 59 byer i Rhinområdet. Forbundet blev dannet som reaktion på den usikre status for det tysk-romerske styre, der havde været i interregnum. Det primære fokus var afskaffelse af de utallige toldforhold, der besværliggjorde handel. For at styrke Kölns position som handelscentrum, indførte ærkebiskopperne såkaldt Stapelrecht, hvormed passerende varer skulle udbydes til salg på markederne i Köln.

5. juni 1288 blev dagen, hvor der kirkelige styre i Köln blev væltet. Med Slaget ved Worringen mellem ærkebiskop Siegfried von Westerburg og hertug Johann I af Brabant deltog borgerne i Köln på den sejrende hertugs side, og byen blev herefter de facto en fri rigsstad direkte under den tysk-romerske kejser; selv om denne status først blev officiel i 1475.

I 1396 blev Kölns nye forfatning vedtaget, Verbundbrief, der indførte rådmandsstyre. Omkring år 1400 var Köln den største by i Det Tysk-Romerske Rige, og i 1401 blev Ruprecht kronet til tysk konge af byens ærkebiskop Friedrich III. Handelen blomstrede også, og Köln var medlem af Hanseforbundet.

1500-tallet blev en tid, hvor borgeropstanden i 1512-1513 resulterede i flere rettigheder til befolkningen. Der var modstand mod Martin Luthers ord, der ledte til reformationen, og i 1560 blev det store og langvarige byggearbejde på Kölner Dom stoppet af finansielle årsager. Der skulle gå flere end 300 år, før kirken blev gjort færdig. I 1560 blev et stort anlægsarbejde dog også igangsat; Rhinen trængte sig på på den østlige bred, og man mente, faren for gennembrud var stor. For at bevare flodens løb byggede man over de følgende århundreder væsentlige forstærkninger.

I 1709 grundlagde Giovanni Battista Farina den ældste, nuværende parfumefabrik i verden, og her producerede han noget af det, der har sat Kölns navn på verdenskortet, kølnervandet/eau de Cologne. I 1716 blev parfumen også en eksportvare og med tiden var der en række producenter, der søgte at kopiere succesen.

Det franske og preussiske Köln

I 1794 blev Köln erobret af den franske revolutionshær, og det hidtidige rådmandsstyre blev bragt til ophør. Franskmændene etablerede efter hjemlandets forbillede en kommunalforvaltning. Det franske styre gennemførte året efter en nummerering af byens huse, og hus nummer 4711 gav senere navnet til en af byens kendte mærker kølnervand.

I slutningen af 1700-tallet blev byens klostre nedlagt, og Konkordatet i 1801 mellem Napoleon og den katolske kirke blev Köln nedlagt som ærkebispesæde. Denne status fik Aachen i stedet, og med konkordatet sluttede den franske kamp mod kirken i Rom.

Kölns borgere blev alle franske statsborgere i begyndelsen af 1800-tallet, hvor også Napoleon besøgte byen. Det var i 1804, hvor han den 13. september blev modtaget med kanonader og bimlende kirkeklokker; han red gennem porten Eigelstein til Neumarkt.

14. januar 1814 forlod de franske tropper Köln til fordel for fremrykkende preussiske styrker, og med Wienerkongressen i 1815 fik Preussen et større territorium i Rhinlandet; inklusive Köln, der dog beholdt fransk valuta indtil 1848.

De originale tegninger til den ufuldstændige domkirkes facade blev fundet, og ønsket om færdiggørelse af det mægtige byggeri blev en sag som symbol på en tysk nationalbevægelse. Med folkelig indsamling og støtte fra den preussiske kong Friedrich Wilhelm IV kunne byggeriet genoptages i 1842 efter stilstand siden 1560. Man kunne indtil 1868 stadig se en 1300-talskran på toppen af kirken; dette år blev kirkens interiør færdigt, og man gik i gang med den imponerede facade. Kirken stod færdig i 1880.

Gennem 1800-tallet blev infrastrukturen i og omkring byen væsentligt udbygget og udnyttet. Det engelske dampskib Defiance nåede i 1816 Köln som det første af sin slags, og i det hele taget steg transporten ad Rhinen, og fra 1839 kørte jernbanen også fra Köln til stadigt flere byer. 1855-1859 blev Dombrücke opført som den første bro i Köln over Rhinen siden romertiden. Med broens færdiggørelse blev en ny banegård indviet, og togene kørte nu også over floden.

I 1800-tallets sidste årtier blev den middelalderlige bymur sløjfet, og byen fik tiltrængt plads at vokse på. Bymuren blev afløst af en ydre fæstningsring, der kunne beskytte det stærkt voksende antal indbyggere. Fra 73.000 borgere i 1837 voksede byen til 640.000 i 1913. Efter 1. Verdenskrig blev byens forsvar sløjfet i overensstemmelse med Versaillestraktaten.

Köln fra 1900-tallet

I 1920erne var der igen vækst i byen. Hansahøjhuset blev opført 1924-1925 og var ved åbningen Europas højeste kontorhus. Samme år tog varehuset Kaufhaus Tietz Tysklands første rulletrappe i brug. Byen købte en tidligere militærflyveplads nordvest for bycentrum, og efter at være åbnet som lufthavn blev den hurtigt en af Tysklands største.

Amerikanske Ford lagde i 1929 grundstenen til en bilfabrik i byen, hvilket gav yderligere økonomisk næring til byen, hvis kulturelle scene også blomstrede disse år; ikke mindst musikalt.

Den 4. januar 1933 mødtes Adolf Hitler og Franz von Papen på adressen Stadtwaldgürtel 35. Von Papen havde været kansler gennem 1932 og på dette tidspunkt afløst af Weimarrepublikkens sidste kansler, Kurt von Schleicher. Ved mødet blev der enighed om, at Adolf Hitler skulle være kommende rigskansler frem for von Papen.

I 1936 kom tyske tropper tilbage til det demilitariserede Rhinland. Under 2. Verdenskrig blev store dele af Köln ødelagt. Det første luftbombardement fandt sted 12. maj 1940, og efter i alt 262 luftangreb lå 95 % af den gamle bydel i ruiner. Rhinbroerne var ødelagt, mens Kölns domkirke stod nærmest ubeskadiget i ruinhoben.

Den 9. marts 1945 etablerede den amerikanske militærregering sig i Köln, og den 4. maj samme år genindtog den senere kansler, Konrad Adenauer, sit tidligere hverv som byens borgmester. Adenauer havde haft titlen i perioden 1917-1933 og beklædte denne gang posten en overgang, før Hermann Pünder blev udnævnt i november 1945.

I 1946 blev de første lokalvalg afholdt, og Köln kom i Forbundsrepublikken Tyskland at høre under delstaten Nordrhein-Westfalen. Trafikken begyndte at køre over den genopførte Hohenzollernbrücke i 1948, og årene efter spirede initiativ, udstillinger og anden aktivitet i Köln.

Under det tyske Wirtschaftswunder blomstrede landets økonomi de følgende årtier, og prominente gæster besøgte byen. I 1962 var det Frankrigs præsident Charles de Gaulle, og året efter kom USA’s præsident John F. Kennedy på visit. Kirkeligt kom pave Johannes Paul II til Köln i både 1980 og 1987.

Kulturelt har tiden fra 2. Verdenskrigs afslutning også budt på megen udvikling. I 1957 åbnede byens nye operahus, og de følgende årtier fulgte flere store museumsåbninger; blandt andet Romersk-Germansk Museum i 1974 og Museum Ludwig i 1986.

I dag er Köln Tysklands fjerdestørste by med et væld af messer og udstillinger. Byens beliggenhed og de mange tilbud til turister med domkirken som det absolutte vartegn tiltrækker også masser af turister til den smukke Rhinby.