Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Kunming er en storby, der er hovedstad i den kinesiske Yunnan-provins. Byen blev oprindeligt grundlagt under Han-dynastiet som en militær udpost og handelsstation. Kunming var nemlig en vigtig del af en gammel handelsrute, der forbandt Kina med Sydøstasien og Indien. I det 13. århundrede blev byen erobret af mongolerne og blev en del af Yuan-dynastiet. Under Ming- og Qing-dynastierne fortsatte Kunming med at blomstre som et handelscenter.

I det 20. århundrede spillede Kunming en vigtig rolle under Anden Verdenskrig som en base for de allierede styrker og som en del af den berømte "Burma Road," der leverede forsyninger til kinesiske tropper. Efter krigens afslutning oplevede byen en hurtig økonomisk vækst og urbanisering, hvilket førte til dens status som en moderne metropol. I dag er Kunming kendt som "forårets by" på grund af sit behagelige klima året rundt, hvilket man hurtigt mærker, når man besøger byen.

Jinma Biji, Kunming, Kina

Man kan starte en tur i Kunming ved et besøg i centrum, hvor det gamle Kina møder den moderne storby. Det sker ved Jinma Biji Porte/金马碧鸡坊, der er en arkitektonisk seværdighed, der er kendt for sine to historiske porte med navnene Jinma Port/金马坊 og Biji Port/碧鸡坊. Portene blev oprindeligt bygget under Ming-dynastiet i Xuande-perioden (1426-1435). Jinma mod øst er opkaldt efter bjerget Jinma, mens Biji mod vest tilsvarende er opkaldt efter bjerget Biji. Begge porte er kendt for deres udsøgte håndværk med fine udskæringer og malede bjælker. De to porte er Kunmings vartegn og repræsenterer byens lange historie og kulturelle arv. Et fascinerende aspekt de to gamle porte er, fænomenet Jinbi Jiaohui/金碧交辉, hvor skyggerne fra de to porte mødes og smelter sammen. Det sker yderst sjældent, når solens sidste stråler og månens første lys falder på portene samtidigt.

To andre gamle bygningsværker er Eastern and Western Pagodas/东寺塔与西寺塔. Det er to historiske pagoder, som ligger omkring 200 meter fra hinanden i den gamle del af Kunming. De blev oprindeligt bygget i slutningen af det 8. århundrede eller i begyndelsen af det 9. århundrede under Nanzhao-kongerigets tid. Eastern Pagoda/东寺塔 og Western Pagoda/西寺塔 blev oprindeligt bygget som en del af buddhistiske templer, og under Yuan-dynastiet, der regerede 1271-1368, blev Eastern Pagoda ødelagt af et jordskælv, men senere genopført. I dag er begge pagoder omgivet af små parker, hvor man kan nyde de smukke og høje pagoder.

Green Lake Park, Kunming, Kina

Der er mange andre ting at se i Kunming, og en af de mest populære seværdigheder er Green Lake Park/翠湖公园, som ligger i hjertet af byen ikke langt fra Jinma Biji Porte. Det er en park, som er kendt for sine smukke søer, frodige haver og traditionelle kinesiske pavilloner. Det er en fornøjelse at gå en tur i parken, der viser, hvorfor Kunming er forårets by. Om vinteren tiltrækker parken tusindvis af migrerende måger, hvilket skaber et fint syn for besøgende, der også kan se mange lokale dyrke tai chi, spille musik og nyde en afslappende dag i naturen.

Tæt på Green Lake Park kan man se Yuantong Tempel/圆通寺, der er et af de ældste og mest berømte buddhistiske templer i Kunming. Templet blev grundlagt under Tang-dynastiet og har gennemgået flere renoveringer gennem århundrederne. Det er kendt for sin unikke arkitektur, der kombinerer elementer fra både kinesisk og tibetansk buddhisme. Templet huser mange værdifulde statuer og relikvier, og det er et vigtigt sted for både religiøse ceremonier. Samtidig står templet som et særdeles smukt opbygget kompleks med mange fine anlæg, som man kan nyde synet af.

I denne del af Kunming finder man også Kunming Zoo/昆明动物园, som er en populær destination for familier og dyreelskere. Den zoologiske have er hjemsted for en bred vifte af dyrearter, og naturligvis er Kinas fauna også repræsenteret. Man kan fx se pandaer, tigre, elefanter og mange andre eksotiske dyr fra klodens forskellige verdensdele. Kunming Zoo har også en stor botanisk have, hvor man som besøgende kan se sjældne planter og blomster fra hele verden. Med flere legepladser og picnicområder er haven et ideelt sted for en dagstur med børn.

Vil man gerne lære mere om Kunmings historie, er et besøg på Yunnan Provincial Museum/云南省博物馆 et godt valg. Museet huser en omfattende samling af fund og genstande, der spænder over Yunnans lange historie fra forhistoriske tider til moderne dage. I udstillingerne kan man blandt andet se gamle bronzegenstande, buddhistiske statuer, etnografiske artefakter og kunstværker fra forskellige etniske grupper i regionen. Museumsbygningen åbnede i 2015 og blev designet af Rocco Design Architects. Designet kombinerer moderne arkitektur med traditionelle elementer, hvilket skaber en unik oplevelse.

Ved Kunming ligger søen Dianchi Lake/滇池, der er den største ferskvandssø i Yunnan. Den udgør naturligt nok et stort rekreativt aktiv for byen, og det kan man fx opleve ved Daguan Park/昆明市大观公园 ved søens nordlige ende. Her kan man se Daguan Pavillon/大观楼, der er en historisk bygning, som oprindeligt bygget i det 17. århundrede og er kendt for sin lange inskription, der beskriver Yunnans skønhed og historie. Ved et besøg kan man se den smukke pavillon og også nyde en fantastisk udsigt over søen og de omkringliggende bjerge, og det gør Daguan Park til et populært sted for fotografering.

En anden arkitektonisk perle i Kunming er kvarteret Guandu Ancient Town/官渡古镇, som ligger lidt mod sydøst i byen. Dette historiske område er kendt for sine traditionelle kinesiske templer og gamle pagoder, herunder den berømte stenpagode i Miaozhan Tempel. Guandu Ancient Town giver en oplevelse af atmosfære fra en ellers svunden tid med sine smalle gader og gamle bygninger, der giver besøgende en følelse af at træde tilbage i tiden, og kvarteret står derved som en interessant kontrast til det moderne Kunming.

Ture fra byen

    Kunming Stone Forest Shilin, Kunming, Kina

    Shilin (Kunming Stone Forest)
    石林

    Shilin eller Stone Forest er et populært udflugtsmål fra Kunming. Det er en af de mest uforglemmelige naturlige seværdigheder i Kina, og området ligger cirka 75 km sydøst for Kunming. Shilin er optaget på UNESCOs liste over verdensarv for sine imponerende karstformationer, der strækker sig over et område på omkring 1.100 kvadratkilometer. Formationerne består af kalkstenssøjler, der rejser sig dramatisk fra jorden, og som over millioner af år gennem erosion og geologiske processer er blevet til det, der ligner et forstenet skovlandskab. Og deraf kommer navnet Stone Forest, der er opdelt i flere områder som fx Greater Stone Forest, Lesser Stone Forest, Naigu Stone Forest og Zhiyun Cave.

    Greater Stone Forest/大石林 er det mest besøgte område i Shilin, og det er kendt for sine tætte og høje kalkstenssøjler, der skaber en labyrintisk visuel oplevelse for besøgende. Her kan man finde nogle af de mest ikoniske formationer, der har fået navnene "Sword Peak Pond" og "Lotus Peak". Man kan også tage til Lesser Stone Forest/小石林, der er mindre tæt, og som tilbyder en mere åben og rolig atmosfære. En af de mest berømte formationer i dette område er "Ashima", der er en sten, som ligner en ung pige fra Yi-folket, og som er forbundet med en lokal legende.

    Naigu Stone Forest/乃古石林 er også en del af Shilin, og det er et interessant område, der er kendt for sine sorte kalkstensformationer og mere uberørte omgivelser end de mest besøgte steder. Naigu Stone Forest er mindre besøgt end fx Greater Stone Forest, og det giver en mere naturlig og uforstyrret oplevelse af det smukke naturområde. Der er også Zhiyun Cave/芝云洞, som er en stor karsthule, der strækker sig over flere kilometer, og som indeholder imponerende stalaktitter og stalagmitter. Man kan besøge hulen og udforske dens mange kamre med de naturlige formationer, der er skabt gennem tusinder af år.

    Ud over naturens seværdigheder i Shilin, kan man også opleve den rige kulturelle arv, der især er her fra Yi-folket, som har boet i området i århundreder. Hvert år afholdes der traditionelle festivaler og ceremonier, hvor man kan opleve Yi-folkets farverige dragter, musik og danse. En af de mest kendte festivaler er "Torch Festival", hvor folk samles for at fejre med fakler, sang og dans. Kan man overvære en festival eller ceremonier, er det en fin mulighed for at lære om og deltage i de lokale traditioner og skikke for derigennem at få et godt indtryk af kulturhistorien i Shilin.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev