La Giralda er navnet på klokketårnet, som hører til Sevillas berømte domkirke. Tårnet blev oprindeligt opført i det mauriske al-Andalus som minaret for den daværende moské, og efter den kristne generobring af Andalusien blev tårnet ombygget med bl.a. en top i renæssance.
Maurernes minaret blev opført i årene 1184-1198, mens den største ombygning siden da blev gennemført i 1568. I dag står La Giralda som et af Sevillas mest kendte vartegn. Det 104 meter høje tårn står da også tydeligt hævet over omgivelserne i byens centrum.
På toppen af tårnet kan man se bronzeskulpturen El Giraldillo, der allegoriserer den kristne sejr over de muslimske arabere i den spanske generobring. Skulpturen blev lavet af Bartolomé Morel og sat op i 1568. Fra toppen af tårnet kan man også nyde en storslået udsigt over Sevilla.