Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Liège er en af de største byer i den vallonske del af Belgien. Den var den allerede i romertiden, hvor den hed Leodicum. Byens fortsatte udvikling gjorde den til et vigtigt politisk og kulturelt centrum i middelalderen, og allerede i 717 var Liège blevet bispesæde. Byen blev i en lang periode regeret af fyrstbiskopper, der kom fra adelen i Det Tysk-Romerske Rige. Byen nød privilegier fra slutningen af 1100-tallet, og fyrstbiskopperne regerede til deres afsættelse af napoleonske revolutionstropper.

Efter Napoleonstiden blev Liège en del af de Forenede Nederlande, før byen blev en del af den nye belgiske stat fra 1830. Liège blev også et industrielt centrum, og byen var vært ved udstillingen Exposition Universelle i 1905.

I dag er der en masse at se i Lièges hyggelige gader. Man kan starte en spadseretur på Place de la Cathédrale, hvor byens domkirke ligger på pladsens sydlige side. Kirken blev grundlagt i 900-tallet og opført i den nuværende udgave i 1200-1400-tallene. Den fik status af katedral i 1802 efter nedrivningen af den daværende katedral, som blev ødelagt i forbindelse med den franske revolution.

I katedralen kan man se et smukt kirkerum med bl.a. fine glasmosaikvinduer og flere kirkeskatte, der blev bragt hertil fra den tidligere domkirke. I forbindelse med kirken kan man se smukke klosterbygninger fra 1400-1500-tallene.

Katedralen i Liège var en af byens syv såkaldte kollegiale kirker, der var kirker med et kapitel af gejstlige. Kirkerne nød diverse privilegier, der varede til den franske revolution. Man kan se de seks bevarede af de oprindelige kirker, der ud over katedralen er Basilique Saint-Martin, Collégiale Saint-Denis, Église Saint-Jean l'Evangéliste, Collégiale Sainte-Croix og Collégiale Saint-Barthélemy. Hertil kommer Église Saint-Jacques som den syvende kirke. Den fik status af kollegial kirke i 1811 efter nedrivningen af Collégiale Saint-Pierre.

I Liège ligger også den monumentale fyrstbisperesidens, Palais des Princes-Evêques, der ligger på Place Saint-Lambert, som var hjemsted for byens tidligere katedral. Residensen blev bygget i 1500-tallet, og den imposante facade er fra 1700-tallet.

I Liège er der flere andre seværdigheder som fx byens rådhus, der er fra 1600-tallet. På Place du Marché foran rådhuset kan man se den såkaldte perron, der er et monument med en søjle, der repræsenterer frihed og autonomi. Man kan også besøge flere museer i byen som fx kunstmuseet La Boverie og Musée Curtius, der bl.a. har en arkæologisk samling.

En særlig seværdighed i byen af den lange trappe, Montagne de Beuren, der ad 374 trin leder fra Rue Hors-Chàteau til Au Pèrî, der ligger tæt på Lièges gamle citadel. Vil man se noget moderne arkitektur, kan man tage til Gare de Liège-Guillemins, der er en arkitektonisk spændende banegård, der blev tegnet af Santiago Calatrava.

Ture fra byen

    Leuven, Belgien

    Leuven

    Leuven er en af de kendte flamske kulturbyer i Belgien. Byen kendes nævnt første gang i 891 i forbindelse med Slaget ved Leuven. Gennem de følgende århundreder udviklede byen sig til at være en af de vigtigste handelsbyer i Hertugdømmet Brabrant, der var en stat i Det Tysk-Romerske Rige.

    Det var også en stor tekstilproduktion i 1300-1400-tallene, og 1400-tallet blev en guldalder for byen med grundlæggelse af universitetet i 1425 og opførelse af store bygninger som fx Leuvens rådhus. Byen fortsatte som videncenter, og bl.a. arbejdede Erasmus og Gemma Frisius her. Gennem 1700-1800-tallene blev Leuven udbygget kraftigt, og industrien udviklede sig med bl.a. bryggeriet Den Horn.

    I dag er Leuven en af Belgiens seværdige byer med et hyggeligt bycentrum, hvor man kan nyde mange spadsereture. Det bedste sted at starte er på pladsen Grote Markt, hvor Leuvens smukke rådhus ligger. Rådhuset blev opført i årene 1439-1469 i imponerende Brabantgotik. På facaden kan man se utallige nicher, hvor man i 1800-tallet indsatte statuer af personer med betydning for byen.

    Læs mere om Leuven

     

    Aachen, Tyskland

    Aachen

    Aachen er Tysklands vestligste storby, og den ligger i delstaten Nordrhein-Westfalen. Byen blev grundlagt af romerne, og den udviklede sig hurtigt til at være en politisk betydende by. Frankerrigets Karl den Store valgte Aachen som residensby, og efterfølgende blev 31 tysk-romerske kejsere kronet i byens domkirke til germanske konger. I dag ligger Aachen i grænselandet mellem Tyskland, Belgien og Holland, og den har seværdigheder på UNESCO’s verdensarvsliste.

    I centrum af byen ligger katedralen Aachener Dom, der er en af de ældste domkirker i Europa. Det var Karl den Store, der grundlagde den store kirke, hvori han selv blev begravet i 814. I domkirken kan man opleve et særdeles smukt kirkerum, der går tilbage til Karl den Stores tid. Centrum af byggeriet af Oktogon, der blev opført 795-803, og hvor man i dag bl.a. kan se Karl den Stores marmortrone, der efterfølgende blev anvendt af mange tyske konger.

    Læs mere om Aachen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev