Se på kortet
Rožu laukums, Zivju iela, Liepāja, Letland
Læs om byen
Liepāja er den tredjestørste by i Letland, og den er smukt beliggende på den lettiske Østersøkyst. Byen hed Libau indtil 1920, og navnet kommer af ordet liiv, der på livisk betyder sand. Og sandet og vandet har haft stor betydning for byen gennem tiden; både som isfri havn og som et populært mål for de mange badeturister, der kom hertil fra 1800-tallet.
Liepāja blev grundlagt af riddere fra Den Tyske Orden, og byen ved den nu historiske flod Līva udviklede sig bl.a. til at være udskibningssted på handelsruten mellem Amsterdam og Moskva. Liepāja fik stadsret i 1625, og i samme århundrede blomstrede byen sammen med koloniseringen af Kurland. Havnen havde stor betydning, og omkring år 1900 blev 7 % af Ruslands eksport udskibet fra Liepāja, lige som omkring 500.000 fra Det Russiske Imperium udvandrede gennem Liepājas havn.
I dag er Liepāja en spændende by at besøge, og den har arkitektur fra mange æraer i byens historie. Man kan således se gamle træhuse, opførelser i jugendstil og bygninger fra den sovjetiske og lettiske tid efter landets uafhængighed. Man kan fx gå en tur i Liepājas centrum og opleve byens mange kirker, som tæller Treenighedskatedralen fra 1700-tallet og den smukke russiske kirke fra begyndelsen af 1900-tallet.
I centrum kan man også besøge Liepāja Museum, der fortæller historien om byens udvikling. Man bør også gå forbi pladsen med de mange roser, Rožu laukums, hvor Liepājas universitet også ligger. Tæt på havnen kan man se den moderne koncertsal Lielais Dzintars, og vil man gerne til vandet, ligger Liepājas brede sandstrand umiddelbart vest for bycentrum, og stranden fortsætter mod syd til den litauiske grænse.