Se på kortet
Limerick Tourist Information Office, O'Connell Street, Limerick, Irland
Læs om byen
Limerick er en by, der ligger smukt ved floden Shannon, som er den længste flod i Irland og på De Britiske Øer. Byen er Republikken Irlands tredjestørste, og det er en af de hyggelige byer langs den irske vestkyst, hvor der er en del seværdigheder og en god stemning.
Vikingerne grundlagde byen, og det historiske bycentrum ligger på King's Island langs både Shannon River og Abbey River. På King's Island ligger bl.a. kvarteret Englishtown, hvor man bl.a. kan se det smukke King John's Castle og domkirken St Mary's Cathedral.
Det moderne bycentrum ligger syd for Abbey River og har O'Connell Street som hovedgade og strøggade. I dette område kan man også besøge Hunt Museum, der er et af byens interessante museer. Man kan også nyde grønne omgivelser i People's Park og georgiansk arkitektur på Pery Square.
Den vestirske by er omgivet af smuk natur og spændende seværdigheder. Umiddelbart vest for byen ligger Shannons æstuarium, og både nord og syd for floden er der noget at køre efter. De verdenskendte Cliffs of Moher ligger mod nordvest, og både Cork og Galway ligger i fin afstand, hvis man vil se andre byer.
Topseværdigheder
Maria Katedral
St. Mary's Cathedral
St. Mary's Cathedral er en anglikansk katedral under Church of Ireland. Kirken blev grundlagt i 1168, og den er derved Limericks ældste bygning, der fortsat er i brug. Beslutningen om etableringen af katedralen blev dog allerede truffet ved en synode i 1111.
Det var Domnall Mór Ua Briain, der var Munsters sidste konge, som grundlagde byggeriet af katedralen ved beliggenheden af hans daværende palads på King's Island. Paladset gik tilbage til det historiske område, hvor vikingerne holdt deres tingmøder i byen.
Det vides ikke med sikkerhed, men dele af Domnall Mór Ua Briains palads kan være bygget in i kirken. Det kan fx være den vestlige dør, som kan have været hoveddør i det ellers historiske kongepalads. Denne dør indgår i øvrigt som en del af indsættelsesritualet af nye biskopper i Limerick.
I dag kan man se et smukt og spændende kirkerum med blandt andet glasmosaikker i St. Mary's Cathedral. Før man kommer ind, kan man se det 36 meter høje kirketårn, der blev opført i 1300-tallet.
Kong Johans Borg
King John's Castle
King John's Castle er en mægtig 1200-talsborg, der ligger på King's Island langs River Shannon. Selve borgområdet blev etableret som regeringssted af vikingerne i 900-tallet, men det var kong John, der i år 1200 lod borgen bygge, som man kan se i dag.
Resterne af vikingejarlen Thormod Helgasons bosættelse og sæde fra 922 blev udgravet i 1900-tallet. Det var herfra, vikingerne i begyndelsen plyndrede områderne langs Shannon, men de blev besejret af andre vikinger i 937 og 943, og herefter fortsatte kampene gennem århundreder.
Anglo-normannernes ankomst i 1172 ændrede landet. Normannerne erobrede Limerick-området endeligt i 1195, og allerede fem år senere startede kong John opførelsen af den borg, der også kaldes for Limerick Castle, og som i dag er en af de bedst bevarede normannerborge i Europa.
Borgen blev opført ved Shannon for at forsvare Limerick mod gæliske kongeriger mod vest og mod eventuelle oprør fra normannerledere fra øst og syd. Borgen kom også til at fungere som byens sikkerhed, og med borgen voksede Limerick som havneby og handelscenter.
Borgens mure blev delvist ødelagt under belejringen af Limerick i 1642, der var en af flere belejringer i 1600-tallet. Borgen står dog stadig som i sin storhedstid, og i årene 2011-2013 blev anlægget renoveret, og der blev opført et nyt besøgscenter, der giver en interessant formidling af borgens lange historie.
O'Connell Street
O'Connell Street er navnet på Limericks hovedgade. Den hed oprindeligt George's Street efter kong George III, før den blev opkaldt efter den irske politiker Daniel O'Connell, der blandt andet kæmpede for katolikkers ret til at sidde i parlamentet i Westminster i London.
Gaden er kendt for en del bygninger i georgiansk arkitektur, som man også kan se mod syd, hvor O'Connell Street ender i The Crescent og et monument til Daniel O'Connell. Gaden blev da også planlagt i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet som udvikling af Limerick syd for middelalderbyen.
The Crescent
The Crescent er en aflang og let buet plads, der ligger som Limericks nok smukkeste eksempel på et samlet ensemble af georgiansk arkitektur. Stedet hed oprindeligt Richmond Place, men fik navn af pladsens bebyggede form.
Ud over de distinkte georgianske byhuse kan man se Church of the Sacred Heart, der oprindeligt blev opført som jesuiterkirke. I et mindre anlæg på midten står et monument for Daniel O'Connell, der var en betydende irsk politisk leder i første halvdel af 1800-tallet.