Site logo
Se på kortet
Læs om byen

Lübeck var dronningen af Østersøområdets hansestæder, og det er den på sin vis stadig, og det er ikke uden grund. Majestætiske kirker og utallige gamle boliger, klostre og andre anlæg fra middelalderen er et bevis på den enorme rigdom, der kom til byen gennem århundreder.

Den gamle bydel i Lübeck ligger på en ø i Travefloden, og det giver en naturlig afgrænsning for byen, hvor alt ligger i gåafstand. Desuden er floden og bredderne som et blågrønt bælte omkring byen, som kan nydes mange steder, fx på en rundtursbåd, hvor man kommer ad Trave rundt om Lübecks centrum.

I den gamle del af Lübeck ligger mange spændende seværdigheder med byens mange store middelalderkirker i spidsen. Med blandt andre Marienkirche og Lübecks domkirke danner de hansestadens berømte skyline, og i tillæg hertil ligger andre berømte steder som byens rådhus og byportene Holstentor og Burgtor.

Som en af Nordtysklands største byer er der et rigt udvalg af kultur, museer, indkøb og gastronomiske oplevelser i vente her. Meget af det foregår i middelalderomgivelserne i byens gamle og hyggelige bygninger, og blandt de nyere oplevelser er den smukke og velsmagende marcipansalon. Her er der forskellige lækkerbiskener af det berømte lübeckermarcipan.

Omkring Lübeck ligger store historiske hansebyer nærmest som perler på en snor. Der er ikke langt til de andre byer, som blandt andet tæller Hamburg, Schwerin og Wismar, og derved er Lübeck et godt udgangpunkt for ture hertil.

Topseværdigheder

    Holstentor, Lübeck

    Holstentor

    Den imponerende byport Holstentor blev bygget 1464-1478 som en del af byens forsvarsværker. Porten er i dag Lübecks vartegn. Siden opførelsen er Holstentor bogstaveligt talt sunket i jorden, så i dag ser porten skæv ud, blandt andet hælder det ene tårn noget. En renovering og stabilisering blev gennemført 1933-1934, hvor man mente, der var fare for en sammenstyrtning.

    Oprindeligt har der været tre samtidige Holstentors – en indre, en midterst og en yderst. Den bevarede er den midterste, mens den indre blev nedrevet 1828. Den ydre port faldt i 1853 til fordel for Lübeck første banegård – man kan se den som model i en montre vej vejen vest for Holstentor.

    Holstentor består af tre bygningsdele; det centrale porthus og to flankerende tårne med koniske toppe. Siden 1950 har det interessante bymuseum ligget i Holstentor. Her skildres blandt andet den handel og søfart, der skabte den succesrige hansestad.

     

    Havnerundfart/Hafenrundfahrt

    Der er flere forskellige kanal- og havnerundfarter i Lübeck. Området, hvor bådene sejler fra, var det gamle omlastningssted for salt, der kom fra Lüneburg. Saltet blev videresolgt med store fortjenester og afskibet fra havnebassinet mod nord. Skibe sejlede til store dele af Europa med saltet, som var en af årsagerne til byens rigdom.

    På sejlturen rundt om Lübeck kan man nyde de mange små og store bygningsværker fra vandsiden, og det er en særlig oplevelse, ikke mindst synet af byens skyline med tårnene af alle de fem store kirker.

    Vest for Lübeck bycentrum kan man sejle på byens voldgrav, Stadtgraven, der blev udgravet som en af flere forsvarsværker mod udefra kommende, der gerne ville erobre eller røve den rige by. Udgravningen er godt 20 meter bred, op til 10 meter dyb og går i zigzag, så det var sværere for fjender at indtage Lübeck fra søsiden.

    Fra turen kan man også se starten af den 67 kilometer lange kanal, der forbinder Lübeck og Elben. Kanalen blev åbnet i 1900, da Lübeck blev en integreret del af Tyskland, men allerede i 1390-1398 blev der gravet en forløber, Stecknitzkanalen, der dog løb lidt anderledes end den nuværende kanal.

    Vil man bruge længere tid på vandet, kan man fx sejle helt ud til Østersøens munding ved havnebyen Travemünde.

     

    Rathaus, Lübeck

    Rådhuset
    Rathaus

    Byggeriet af Lübecks rådhus startede kort efter, byen fik sine frihedsrettigheder i 1226. Det tidligste byggeri var i senromansk stil, og der er bevaret dele heraf i sydmuren. I 1308 stod det egentlige rådhus færdigt.

    I 1435 blev rådhuset udbygget med en ny fløj, De Nye Gemakker/Neuen Gemachs, der stilmæssigt er sengotik. Neuen Gemachs er fløjen med de små tårne. I sidste halvdel af 1500-tallet blev den elegante renæssancebygning i sandsten bygget med facade mod markedspladsen, og i 1594 blev så den smukke trappe mod gaden Breite Straße opført.

    I rådhusbygningerne sad Lübecks administration, og her var også funktioner for Hanseforbundet, fx selve hansens råd og retsinstanser. Byens borgmester og byråd sidder stadig i de gamle bygninger, og de benytter også bygningen mod nord langs Breite Straße.

    Rådhusbygningerne er spændende med deres buegange, våbenskjold og varierede arkitektur, og de er særdeles seværdige indvendigt. Der er dog begrænset adgang. I den store foyer mod Breite Straße er et imponerende trappeparti og en portal fra 1574. Man kan på en rundtur blandt andet se billeder af scener fra byens grundlæggelse, flere smukke rum og sale samt forestille sig, hvor den historiske Hansesal/Hansesaal lå. Hansesaal blev nedlagt i 1818, og salen blev derefter indrettet som administrationslokaler.

     

    Helligåndshospitalet
    Heiligen-Geist-Hospital

    Helligåndshospitalet er en af verdens ældste sociale institutioner og samtidig et pragteksemplar af et monumentalt middelalderbyggeri. Allerede i 1286 blev hospitalet oprettet og indrettet til fattige og syge borgere.

    Oprindeligt var der sengepladser i stueetagens store hal, mens der senere blev indrettet et egentligt hospital på de øvre etager. Under reformationstiden blev stedet ombygget til ældrehjem, og helt indtil 1970 var der beboere i de små kabiner i den store gamle sal. Andre dele af komplekset er fortsat hvile- og plejehjem.

    Forhallen er indrettet i stedets oprindelige kirke, og de små kabiner i den store hal blev oprindeligt bygget til i begyndelsen af 1800-tallet.

     

    Marienkirche, Lübeck

    Mariakirken
    Marienkirche

    Den mægtige Marienkirche er Tysklands tredjestørste kirkebygning, og den har virket som inspiration for utallige murstenskirker gennem tiden i Østersøområdet.

    Kirken blev bygget 1250-1350 og stod som symbolet på Lübecks rigdom og fremgang. Inden da var der en mindre kirke på stedet, men med inspiration fra gotiske kirker i Frankrig og i Flandern, blev det nye byggeri sat i gang. Med 125 meter blev og er Marienkirche den højeste bygning i centrum af Lübeck, og den skabte respekt om byen som førende i det nordtyske område.

    Gennem tiden modtog kirken mange gaver, og med tiden var her ikke mindre end 38 altre. 84 træepitafier og en del i sten kom også til.

    Kirken tronede over byen gennem århundreder, indtil det allierede bombardement 28.-29. marts 1942. Kirken blev stærkt beskadiget som følge af branden efter bomberne og stod som en delvis skal uden de høje spir. I sydtårnet kan man se et mindekapel, hvor der er rester af kirkens klokker; de ligger præcis, som de faldt i 1942.

    Et midlertidigt tag blev sat over Marienkirche efter 1942. Genopbygningen af kirken blev sat i gang 1947, og i 1959 var størstedelen af arbejdet gennemført. Detaljer kom til senere, blandt andet blev kirkens lille spir på midten af taget først rejst i 1980.

    Indvendigt åbner verdens højeste murede hvælving sig med hele 38,5 meter til loftet. Efter branden i 1942 var der vægmalerier, der kunne reddes. Arbejdet startede i 1948 under ledelse af Dietrich Fey.

    Ud over restaurerede vægmalerier kan man se de bevarede epitafier i sten. Ved kirkens alter kan man se et astronomisk ur, der blev bygget 1960-1967 af lübeckerurmageren Paul Behrens. Uret afløste det tidligere fra 1561-1566, som gik til grunde i 1942. Kirkens klokker er dels fra tiden efter 2. Verdenskrig og dels fra Sankt Katharina Kirke i det nuværende Gdansk.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Lübeck her.

Andre seværdigheder

    Salzspeicher, Lübeck

    Saltmagasinerne
    Salzspeicher

    Salzspeicher er navnet på seks magasinbygninger langs Travefloden. De blev bygget i perioden 1579-1745. Bygningerne blev benyttet til at lagre det salt, der blev sejlet hertil fra Lüneburg-området. Saltet blev eksporteret til ikke mindst Skandinavien, hvor store fiskefangster skulle konserveres. I dag er der indrettet forretninger i de gamle og smukke huse.

     

    Sankt Peter Kirke
    St. Petri-Kirche

    Sankt Peter Kirke blev første gang indviet 1170, men et større bygningsarbejde af en treskibet senromansk kirkebygning fandt sted 1227-1250. I 1290 kom et gotisk kort til, og i 1400-tallet kom kirkens indretning til at være femskibet. Ved bombardementet i 1942 blev kirken ramt og brændte ned til grunden sammen med den smukke indretning. Kirken blev genopbygget i årene indtil 1987, men allerede i 1961 blev det smukke kirketårn færdiggjort.

    I det 108 meter høje tårn er der en udsigtsplatform i 50 meters højde. Med beliggenheden midt i Lübecks gamle by er der et smukt og spændende udsyn herfra. Kirken benyttes ikke til kirkelige handlinger i dag, men i stedet til forskellige udstillinger og koncerter.

     

    Niederegger Marzipansalon, Lübeck

    Niederegger Marcipansalon
    Niederegger Marzipan-Salon

    Lübeckermarcipan er vist noget, de fleste kender, og sider 1806 har firmaet Niederegger produceret den søde mandelmasse her i byen. Den såkaldte Marzipan-Salon ligger på 2. sal i Niedereggers bygning, og her kan man blandt andet lære om marcipanproduktion og marcipanens historie.

    Stueetagen af bygningen er en fristende butik med marcipan i alle former og farver, og bagerst og på 1. sal ligger et konditori, hvor man naturligvis kan smage kager med marcipan. Hele bygningen er meget smukt indrettet.

     

    Løveapoteket
    Löwen Apotheke

    Løveapoteket er et af Lübecks ældste bevarede verdslige bygninger; dele af strukturen går endda tibage til tiden før 1200-tallets store bybrande. Det nuværende murstenshus med takket gavl blev opført 1230 af rådmanden Bertram Stalbuk. Den gotiske profil på hovedgavlen kom til ved en ombygning 1358, mens husets mindre gavl stammer fra 1403.

    Huset var gennem århundreder bolig for flere af byens fremgangsrige familier; blandt andet har her gennem tiden boet en del af Lübecks borgmestre. Stedet blev apotek i 1812, da apotekeren Adolf Christoph Sager flyttede ind. Apoteket blev ødelagt i 1942, men senere genopført.

     

    Buddenbrookhaus, Lübeck

    Buddenbrookhaus

    Dette hus er rammen om Thomas Manns nobelprisvindende roman Buddenbrook. I det smukke gamle borgerhus fra 1758 boede Mann-familien, og det er nu indrettet som museum med en fin 1800-talsindretning.

    På museet kan man se en udstilling om brødrene Thomas og Heinrich Mann, og her er også en spændende og ganske levende udstilling om romanen Buddenbrook.

     

    Sankt Katarina Museumskirke
    Museumskirche St. Katharinen

    Sankt Katharina Kirke er den eneste bevarede klosterkirke i Lübeck, og den er i dag indrettet som museumskirke. Den blev opført i fornem teglstengotik som en del af et franciskanerkloster viet til Sankt Katharina af Alexandria. Franciskanerne erhvervede grundstykket i 1225 og opførte kloster og den første kirke. Den nuværende kirke er fra 1300-tallet.

    Efter reformationen i 1531 blev klosterbygningerne indrettet som latinskole og fra 1600-tallet også som bibliotek. Kirken fungerede fortsat som kirke. I 1841 blev den først samling kunstværker fra middelalderen etableret i koret, og resten af kirken blev gennem 1800-tallet og det tidlige 1900-tal anvendt til udstillinger og koncerter.

    Da mange af byens andre kirker blev ødelagt under et bombardement 1942, blev Sankt Katharina Kirke igen etableret brugt som kirke. Siden 1980 har den været museum, og der er fortsat skole på klosteranlægget; Katharineum.

    Indvendigt i museet kan man blandt andet se venetianeren Tintorettos vægmaleri af Lazarus' opstandelse og en kopi af Bernt Notkes statue af Sankt Jørgen og Dragen. Den originale står ved Storkyrkan i Stockholm.

    På kirkens facade er det interessante klinkearbejder af Ernst Barlach og Gerhard Marcks interessante figurfrise, der stammer er fra årene 1929-1949.

     

    Burgtor, Lübeck

    Borgporten
    Burgtor

    Borgporten er den nordligste af Lübecks fire gamle byporte. Den blev opført 1444 i sengotisk stil, dog kom tårnhatten først på i 1685. Portens navn refererer til den tidligere Lübeck Borg/Lübecker Burg, der lå hævet over Travefloden, og som i 1227 blev ombygget til et kloster.

    Oprindeligt var der kun en indgang gennem hovedporten, men øget trafik har givet tre nye adgange til og fra byen. De kom til fra 1850 til slutningen af 1920erne.

    Historisk var den gennem netop Borgporten, franske tropper kom gennem byens forsvar den 6. november 1806 under Slaget ved Lübeck, der medførte fransk herredømme over den frie by.

     

    Günter-Grass-Haus

    Forfatteren, kunstneren og nobelpristageren Günter Grass har boet mange år i Lübeck, hvor der nu er indrettet dette museum. Blandt Grass' værker er Bliktrommen (Die Blechtrommel) fra 1959, og han modtog nobelprisen i litteratur 1999.

    Museet fortæller bredt om Günter Grass og hans værker. Der er flere end tusind effekter i udstillingen; blandt andet manuskripter, litografier og skulpturer.

     

    Dom, Lübeck

    Lübeck Domkirke
    Dom zu Lübeck

    Lübecks domkirke er byens ældste bevarede bygning. Efter byen blev bispesæde i 1160 skulle en stor kirke opføres, og Henrik Løve lagde grundstenen til domkirken 13 år senere.

    Det siges, at Henrik Løve konkurrerede min sin søn om, hvem af de to der kunne bygge et tårn færdigt først. Sønnen vandt, og han byggede ovenikøbet sit sit tårn 2 meter højere end faderens. Domkirkens højde er 114 meter, og med 130 meter i længden er det er imponerende kirke.

    Den nye romanske murstenskirke afløste en trækirke på samme sted. Den stod færdig 1230 og blev indviet 1247. I årene 1266-1335 blev kirken ombygget i gotisk stil, og i den forbindelse blev sideskibene bygget op i samme højde som midterskibet.

    Ved luftangreb i 1942 blev domkirken stærkt beskadiget, men en del af inventaret blev heldigvis reddet. Genopbygningen efter krigen kom først i gang 1960, og i 1982 var arbejdet afsluttet.

    Af kirkens interiør er blandt andet flere gravkapeller, Bernt Notkes 17 meter høje Triumfkors/Triumphkreuz fra 1477 og prædikestolen fra 1586. Det smukt dekorerede lektorium er som triumfkorset fra 1477, og det store kirkeur herpå er fra 1628.

     

    Flere seværdigheder og mere info

    Køb pdf-bogen om Lübeck her.

Ture fra byen

    Holstensk Schweiz, Tyskland

    Holstensk Schweiz
    Holsteinische Schweiz

    Holsteinische Schweiz er et smukt sø-, skov- og bakkelandskab, der ligger i området mellem byerne Lübeck og Kiel. Det har ikke fået sit tilnavn fra ingenting, for det er en dejlig og meget varieret natur, man kommer ud i på en tur hertil, og der er også flere interessante byer i området.

    Plön, Eutin og Malente er de mest kendte og populære byer i Holsteinische Schweiz, og dem kan man med fordel besøge. Plön er meget hyggelig og kendt for slottet Plöner Schloss, der ligger med panoramaudsigt over søen Großer Plöner See, som man i øvrigt kan tage på sejlture på. Fra bådene er der en fremragende udsigt til slottet, der blev bygget i 1600-tallet, og som gennem årene var hertugresidens.

    I Eutin kan man starte en spadsereture på Marktplatz og Kirchplatz, der er byens centrale torve. Her kan man blandt andet se kirken St. Michaelis. Det smukke Eutiner Schloss fra 1700-1800-tallene ligger også i byen. Malente er også en hyggelig by, der gennem århundreder har været kendt som kurby, og her kan man også tage på sejlture i det skønne landskab.

     

    Hamburg

    Hamburg er med flere end to millioner indbyggere Tysklands næststørste by og Nordtysklands absolutte metropol. Dens rigdom er skabt gennem århundreder som succesrigt medlem af Hanseforbundet, hvor Hamburg voksede sig stor som havneby, og den dag i dag er det maritime da også allestedsnærværende og en fortsat kilde til handel og turisme.

    Hamburg er en af Centraleuropas store porte mod verden. Handelen er gennem århundreder gået gennem byen, der nu har dejlige forretningsstrøg, markeder og masser af seværdigheder. Livet omkring havnen er blevet stærkt udviklet de seneste år, hvor bydelen Speicherstadts historiske varehuse er omdannet til aktiviteter, kontorer og med boliger og kulturinstitutioner blandet smukt ind i de gamle rammer.

    Kulturlivet er også meget spændende med et varieret udbud af fx museer, og så kan man naturligvis også tage en tur gennem det farverige forlystelseskvarter St. Pauli. Teaterscenen er interessant med store og små opsætninger.

    Hamburgs centrum byder også på rig mulighed for at se på kirker og andre smukke byggerier. Bydelen Kontorhausviertel er med mange markante 1900-talsbygninger et eksempel på særlige arkitektoniske seværdigheder. Den tyske ingeniørkunst er også til stede med fx Alter Elbtunnel, der på utraditionel vis krydser Elben.

    Læs mere om Hamburg

     

    Schwerin, Tyskland

    Schwerin

    Schwerin er hovedstaden i delstaten Mecklenburg-Vorpommern og den historiske residensby for hertuger og storhertuger af Mecklenburg-Schwerin. Det giver en rigdom af smukke, elegante og storladne byggerier i den smukt beliggende by ved søen Schweriner See.

    Slottet i Schwerin er et sandt eventyrslot med de mange tårne og spir. Det er et must at besøge under en tur i byen, men også mange andre store bygningsværker ligger spredt i en behagelig gåafstand. Undervejs kan man nyde de fine strøggader og pladser, som ligger i de gamle bydele.

    Naturen omkring Schwerin byder på mange muligheder. Sejlture på Schweriner See og vandreture i store grønne anlæg er gode valg, men byens dejlige badestrand ligger også tæt på centrum i den hyggelige bydel Zippendorf.

    Læs mere om Schwerin

     

    Wismar

    Wismar er en af de historiske nordtyske hansestæder, hvor man kan se mange gamle bygningsværker i den såkaldte teglstengotik. Arkitekturen er typisk for de engang så velstående byer i Hanseforbundet, og blandt andet de tre store hovedkirker udstråler atmosfæren fra byens økonomisk blomstrende handelshistorie.

    Wismar var en af Sveriges vigtigste byer i deres nordtyske besiddelser, og i netop Wismar har svenskerne sat deres største fingeraftryk i regionen, hvor ikke mindst de berømte svenskehoveder kan ses i byen og på det vand, der før og nu er en af byens perler. Wismarbugten og havnen er således en ekstra dimension og glæde under et besøg i hansestaden.

    Læs mere om Wismar

Køb og download den fulde PDF Guide
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Shopping

    Haerder Center

    Sandstraße 1
    haerder-center.de

     

    Karstadt

    Königstraße 54-56
    karstadt.de

     

    Königpassage

    Königstraße 55
    koenigpassage.com

     

    Linden Arcaden

    Konrad-Adenauer-Straße 2

     

    Indkøbsgader

    Breite Straße, Königstraße, Hüxstraße, Fleischhaurstraße

Med børn
Gode links
Historisk overblik

    Byens forhistorie og grundlæggelse

    Området omkring Lübeck blev i nyere tid bosat af slaviske folk omkring år 700. Mange af de tidligere angelsaksiske beboere i det nuværende Schleswig-Holstein havde under folkevandringstiden i århundrederne forinden forlagt stedet til fordel for det dagens England.

    I starten af 800-tallet bragte Frankerrigets hersker, Karl den Store, andre folk til, og de grundlagde byen Liubice ved Traveflodens bred. Liubice blev den vigtigste af de slaviske obotritters byer, men i 1129 blev den brændt ned af ranifolket fra Rügen.

    I 1143 grundlagde Adolf II af Schauenburg og Holstein den tyske by Lübeck på stedet Bucu, hvis navn kommer af den slaviske borg, der lå på det sted, hvor Burgkloster nu ligger. I 1158 tabte Adolf II hans borg på stedet til Henrik Løve, der regerede Lübeck til 1181. Han gav byen byrettigheder i 1160 efter forbillede fra byen Soest.Herefter blev den en fri rigsstad i nogle år, før den tysk-romerske kejser Frederick Barbarossa nedsatte et byrådsstyre, hvis styreform kom til at gælde i Lübeck helt til 1800-tallet.

    Selv om byen havde opnået eget bystyre, var den underlagt skiftende herredømmer den følgende tid. Indtil 1197 tilhørte den hertugdømmet Sachsen, Holstein indtil 1217 og Danmark indtil 1227. Fra 1226 havde kejser Frederick II gjort Lübeck til en fri bystat, og den status bevarede den under forskellige former og herskere til 1937.

    Omkring 1200 blev Lübeck udskibsningshavn for bosættere, der tog til de baltiske områder, som Den Livlandske Orden og senere Den Tyske Orden erobrede.

     

    Hanseforbundet

    I 1300-tallet blev Lübeck den såkaldte dronning af Hanseforbundet. Den var den mægtigste og stærkeste af handelssamarbejdets medlemmer. Hansestæderne bredte sig fra de oprindelige nordtyske byer til store dele af Østersøen og senere også andre steder i Nordeuropa. 1356 blev de første Hansedage afholdt i netop Lübeck.

    I 1375 udnævnte kejser Karl IV fem byer, der var vidundre i kejserriget; Lübeck, Firenze, Pisa, Rom og Venedig.

    Lübeck og Hanseforbundets øvrige byer blomstrede, og enorme rigdomme gik til og gennem byerne. Største udfordring var de mange kampe mod Danmark, hvis byer stod uden for hansen. Lübeck vandt konflikter med Danmark i 1435 og 1512, men blev involveret i den danske borgerkrig, Grevens Fejde, 1534-1536. Lübeck var på tabernes side i Grevens Fejde, og herefter mindskedes byens rolle langsomt.

    I 1629 blev Freden i Lübeck underskrevet. Freden sluttede Danmarks deltagelse i Trediveårskrigen, en krig hvor Lübeck formåede at holde sig neutral.

    Hanseforbundet holdt de sidste Hansedage i 1669, og derefter var det gamle og tidligere så succesrige handelsforbund de facto opløst. Nye handelsruter over Atlanten var kommet til, men Lübecks position som handelsby i Østersøen blev fastholdt.

     

    1800-tallets bystat og Det Tyske Forbund

    Med Det Tysk-Romerske Riges opløsning den 6. august 1806 blev Lübeck en suveræn stat for første gang. Allerede den 6. november samme år besatte franske tropper byen efter et slag mod tyske tropper under ledelse af Gebhard Leberecht von Blücher.

    I årene derefter led Lübeck handelsmæssigt af restriktionerne under Kontinentalblokaden, som Frankrig indførte mod England og dets allierede. 1811-1813 blev Lübeck desuden formelt en del af Det Første Franske Imperium. I 1813 fik Lübeck sin status fra før 1811 tilbage, og efter Wienerkongressen i 1815 fik Lübeck sin status som suveræn bystat stadfæstet. Sammen med 38 andre tyske stater indgik byen i Det Tyske Forbund, og fra 1866 en del af militæralliancen Det Nordtyske Forbund, der havde Preussen som ledende stat ud af de 22, som indgik.

    I 1871 blev Lübeck en autonom del af det nydannede Tyske Kejserrige. På denne tid boede der cirka 52.000 indbyggere i byen, et tal der voksede til næsten 100.000 i løbet af 1800-tallet.

     

    1900-tallet til i dag

    I 1937 gennemførte det nazistiske styre loven Gesetz über Groß-Hamburg und andere Gebietsbereinigungen. Den indeholdt en bytte af land mellem staterne Hamburg og Preussen. For Lübeck betød det, at byens frihed endte, og det meste land blev underlagt delstaten Schleswig-Holstein, der hørte under Preussen. En mindre del af Lübeck kom ind under Mecklenburg.

    Under 2. Verdenskrig var Lübeck den første tyske by, der blev udsat for svære luftbombardementer. Det største angreb blev igangsat 28. marts 1942, og Lübeck blev offer for en brandstorm, der hærgede og ødelagde store dele af den gamle bydel; blandt andet hovedparten af byens store middelalderkirker. Byen blev uden modstand erobret af britiske soldater 2. maj 1945. I krigsårene var byens befolkning steget fra 150.000 i 1939 til omkring 220.000 efter krigen, en af årsagerne var mange nyankomne fra de mistede tyske østområder i 1945.

    Fra 1945 kunne planlægningen af den storstilede genopbygning starte, og et af de tidligste store projekter blev den største kirke, Marienkirche, der i det store hele blev genopbygget 1947-1959. Efter flere årtier stod byen moderniseret og med mange af de store bygningsværker genrejst. Den genrejste historiske bydel blev i 1987 optaget på UNESCO's liste over verdens kulturarv.